Smagninger > 2006 Petrus i 17 årgange og Lafleur i 7 årgange

Engang for ikke så mange år siden, var det kun virkelige kendere, der overhovedet havde hørt om Ch. Petrus fra Pomerol, om end næsten ingen havde smagt den. Takket være en tidligere borgmester i Farum, der måske – måske ikke – drak adskillige flasker Petrus på kommunens og dens skatteborgeres regning – måske – måske ikke - fordi ”Petrus” er latin for Peter? - er den på bare et par år blevet kendt i den brede befolkning, og går i daglig tale i dagens Danmark under navnet ”Farum-vinen”.

Jesper Hedegaard var med, da der på Søllerød Kro i foråret 2006 blev smagt 17 årgange af Ch. Petrus og 7 årgange af den mest seriøse udfordrer til titlen som ”kongen af Pomerol”, Ch. Lafleur ved den måske mest omfattende smagning af Ch. Petrus nogensinde på dansk grund.

Hvilken der er dyrest afhænger af årgangene og deres kvalitet og berømmelse, men det er næppe forkert at sige, at Romanée Conti nok er den dyreste af de 3 ved frigivelsen, men skal man have fat i en 1921, 1947 el. 1961 Ch. Petrus, kommer man nemt af med både 50.000 og 100.000 kr. Naturligvis fuldstændige vanvittige priser for alm. lønmodtagere, og alene dikteret af udbud, efterspørgsel og sjældenhed snarere end absolut kvalitet, og sandsynligvis med den konsekvens at de fleste af disse fantastiske vine bliver drukket af folk, der ikke nødvendigvis har det store kendskab til vin, men derimod ikke mangler penge. Kan man da ikke få en billig flaske Ch. Petrus fra en lidt mindre årgang? Jo sagtens – for 3.-4.000 kr. kan man få en mindre til middelgod årgang som f.eks. 2002, 2001, 1999 el. 1997 – eller måske med lidt held - eller yderligere 1.000 kr. – mere modne årgange som 1994, 1988, 1986, 1985, 1983 1979 eller 1978. Men jeg tror desværre, at de fleste vil sidde tilbage med en følelse af ”at have betalt så meget for så lidt” med de nævnte årgange. Det er som om at magien mangler, at de – selv om de er langt billigere end de store årgange som 2000, 1998, måske 1995, 1990, 1989, 1982, 1971, 1970 – alligevel ikke er ”billige” nok i forhold til kvaliteten. Så hvis man skal smage Petrus – og det skal alle vinelskere prøve én gang i deres liv – så skal det være en af de rigtig gode/store årgange.

Vinene blev serveret 2-3 af gangen og identiteten – men ikke rækkefølgen – var kendt. Vinene er tildelt en karakter på 100-skalaen (Parker-skalaen).

1. sæt bestod af 3 vine, hvoraf Petrus 1966 (?) ikke var annonceret på forhånd. Værten havde også kun taget den med til skræk og advarsel, idet han havde købt den på en internetauktion, men fået leveret en meget suspekt flaske, hvor det angiveligt så ud som om, at Petrus-etiketten var dampet af en originalflaske og sat over på en anden flaske. Kapslen var også klart uoriginal.

Petrus 1966 (eller hvad det nu var!?) (78) havde i forhold til de øvrige vine i sættet en helt uvirkelig ungdommelig farve. Næsen havde bær, rabarber, jordbær og urter, harsk og ”Vin de Table-agtig”. Smagen var klassisk meget jævn Bordeaux, tynd og hurtigt væk i eftersmagen. Diskussionen gik mest på, om det var en Bordeaux - hvilket jeg nu tror det var – eller en anden fransk vin. Vi fik i hvert fald anskueliggjort, at der findes falske flasker af Petrus, og det er måske i virkeligheden mere almindeligt omfattende, end man umiddelbart tror!?. Petrus 1959 (95) havde en meget, meget brun og udviklet farve, og så nærmest for gammel ud. Næsen havde chokolade, brændt karamel, tydeligvis et varmt år, fremragende, stor, kompleks, brændt, sukat, næsten Sauternes-agtig sødme. Smagen blød, sød og chokolade-agtig, rund og mangler syre og lidt ”bid” for rigtig storhed, helt, helt afrundet. Har ikke ry for at være en af de største årgang for Petrus, men en flot, fuldmoden vin. Petrus 1964 (96) havde en fin moden farve med en helt anderledes rød glød end den meget brune 1959’er. Duft af jod, medicin og hospital, men også rabarber, klassisk moden Pomerol med jord-karakter, fin kompleksitet, cedertræ og god klassisk sødme. Smagen er blød og cremet, men med mere nerve og syre end 59’eren, ikke for afrundet, dejlig, men mangler måske en anelse sødme, idet den tørrer lidt ud i eftersmagen. Dette er jo en stor, klassisk årgang for Petrus, og den er nok også lidt ”større” end 1959’eren, som jeg dog finder næsten mere charmerende.

Næste sæt havde bare 2 vine: Petrus 1952 – belgisk aftapning (91) havde ikke nogen pæn stand, nærmest C-D. Farven lysere end 1950’eren, let banan i næsen, metallisk, ikke dårlig, mødding og kærnemælk. Smagen er lidt gammel og træt, men den lever alligevel fint, afrundet, lidt slap, lidt (for) gamle noter. Petrus 1950 (98) havde en tæt, mørk og dyb farve uden den store udvikling – meget lovende! Duften er fantastisk elegant og luksuriøs, jord, trøfler og cedertræ, blyant og metal, den er fantastisk ren og herlig, der er ikke en forkert tone/element. Smagen er utrolig stærk og maskulin, ungdommelig og med kæmpe struktur, super-metallisk, enorm fylde, tør/struktureret, men ikke for tør, lang brændende eftersmag, super raceren, utrolig ungdommelig og lang. Årgangen er på det seneste – takket være Parker – blevet en af de legendariske for Petrus – og det var en fantastisk flot vin ved denne lejlighed, den bedste hidtil, men der skulle komme flere, der overgik den………

Petrus 1955 (97) var en slotsaftapning, der var omproppet på slottet i 1994. Farven var medium til lidt lys, og den var mere udviklet end 1947’eren. Næsen havde en rigtig god moden sødme (ikke så moden som 1959’eren), spændende nuancer, stor kompleksitet, både frisk og med balsamiske noter. Smagen er stor, sprød, sødligt vanilje-præg, men alligevel med et frisk, syrligt element, nærmest som af kærnemælk/friskbagt rugbrød. Fornem vin, der viser at 1955 også var et rigtigt godt år på højre bred, siger jeg idet jeg sidste år havde fornøjelsen at smage alle 5 1. Crus ved samme lejlighed, og de var simpelt hen så ærketypiske for deres respektive slotte, at det lykkedes mig at gætte dem alle sammen ved en blindsmagning.Petrus 1947 (99) i en ikke slotsaftapning, men med original etiket og kapsel, muligvis en belgisk aftapning, muligvis en såkaldt ”Loubat-aftapning”, dvs. foretaget udenfor slottet for den daværende ejer Mme. Loubat. Farven er en anelse mindre udviklet end 1955’eren. Næsen har fremragende, Port-agtig sødme (men ikke for Port-agtig), ubeskrivelig dejlig med myriader af nuancer og uimodståelig klasse. Smagen simpelt hen vokser i munden, mørk chokolade/kakao, enorm, sprød, ”elegant voldsom”, stor længde, let prikkende syre, enorm koncentration…..men stadig ikke i samme klasse som en perfekt, slotsaftappet Cheval Blanc 1947, som jeg har været så heldig at smage hele 2 gange (læs også om Cheval Blanc smagningen). Men den skal så måske også have 101 p.!?

Så til en klassisk duel: Petrus 1971 mod 1970. Jeg havde smagt 1971’eren et par gange for mere end 15 år siden og 1970’eren for ca. 5 år siden, og det var et gensyn og en duel, som jeg havde set meget frem til. Lad det være sagt med det samme, at de er meget tætte på hinanden i kvalitet – nogle foretrak – som jeg – lige akkurat 1970’eren, andre 1971’eren, men det var under alle omstændigheder med små marginaler. Petrus 1970 (98) var en anelse mørkere end 71’eren, men også lidt mere brun. Duften var intens og karakteristisk mintet som en klassisk californier (Ridge Monte Bello f.eks.), sød og smørkage-agtig, gammel kagedåse, Danish Butter Cookies (!), kød, soja-sauce, uendeligt mange nuancer, især smør og kaffe, mere sødme end 71’eren. Smagen er kaffe-ristet og med bitter-chokolade, flot struktur, gammel kold espresso, meget kakao og struktur i det hele taget, stærk og struktureret og meget lang. Petrus 1971 (97) havde en lidt mere nedtonet duft, der virkede en anelse mere udviklet/ældre, men til gengæld havde et meget spændende og karakteristisk viol-præg, meget blomster-agtig og balsamisk. Smagen er lettere end 70’eren, urter og eucalyptus, ikke nær samme struktur som 70, mere syre, anelse lettere, mere parfumeret og Bourgogne-agtig, knap så lang som 1970’eren. Den elegante af de 2, men for mig – der ofte foretrækker feminine vine – var 1970’eren lige en anelse bedre (at dømme ud fra de 2 flasker ved denne lejlighed, der begge er omkring 35 år gamle – andre flasker kan falde anderledes ud afhængig af opbevaring.

Så var vi klar til en duel blandt noget yngre årgange. I det røde ringhjørne den regerende sværvægtsmester Ch. Petrus og i udfordrer-hjørnet Ch. Lafleur begge i årgang 1998, der jo er en af de årgange, hvor vinene fra Pomerol/St. Emilion klarede sig væsentligt bedre end vinene fra Medoc, og i dag er det almindelig anerkendt, at topvinene i 1998 kan være ligeså gode – eller endda bedre - end topvinene i den mere berømte – og dyrere! – årgang 2000.

Petrus 1998 (99+) var helt sort i farven. Næsen er Portet og nærmest oversøisk i sin koncentration, Harlan-agtig med tydelige asfalt-elementer a la Super-Toscana med meget bitterstof, meget ung og nærmest ”u-bordeaux’sk”, men ganske imponerende. Smagen er pebret og har enorm struktur og næsten helt urimelig koncentration og styrke, nærmest uvirkelig koncentration, enorm længde. Det er nærmest en forbrydelse af drikke den nu – den giver ikke egentlig nydelse, med mindre man hører til dem, der kan finde stor nydelse i en super-koncentreret og -imponerende, hvalpet vin, der er næsten 8 år gammel, men så stor, stærk og klodset af muskler, at man siger: ”gem 15-20 år”! Lafleur 1998 (96) har imponeret mig flere gange tidligere, og selv Parker har indrømmet at hans oprindelige 90 p. var alt for lidt. Den er klart lysere end Petrus 98. Klassisk Lafleur-næse med tomatplante og røde bolcher i næsen, essens af røde bær/bolcher, rabarber, urter, karamel, La Conseillante-agtig, sødt, rødt bolchevand, super-charmer, men ikke Petrus’ majestætiske styrke og storhed. Smagen er stor, monster-stor, stærk, struktureret, masser af urtede tomatplanter. Klar pointsejr til Petrus, men ikke på knockout.

Dernæst var oplægget at næste sæt bestod af Petrus, Lafleur samt en joker i årgang 2000, serveret blindt naturligvis ligesom de øvrige sæt. Her bliver jeg nødt til at krybe til korset og indrømme, at jeg for første - og eneste! – gang under smagningen gættede forkert, idet jeg byttede om på Petrus 2000 og jokeren –som var Pavie 2000…….!

Der stod 3 næsten perfekte vine ved siden af hinanden, men var der nogen af de 3, som ikke skulle have de magiske 100 p., følte jeg, at det var vin nr. 1 Lafleur 2000 (99). Den havde en usandsynlig lækker kaffe-næse á la Pichon-Baron 1990, let bur/animalske toner allerede, med fadpræg end de øvrige 2 vine, mere moderne i stilen, om end udpræget elefantbur-elementer. Smagen er nærmest Montrose-1990-agtig, marcipan, enorm struktur og styrke, men allerede lækker at drikke med stor saftighed, stærk og superlang, en anelse lettere end de øvrige, men rarere at drikke allerede nu og på sin vis mere charmerende. Hvor er det en fantastisk blød og cremet vin, uden Petrus’ råstyrke, og et bevis på, at Lafleur er blevet blødere i stilen siden 1980’erne. Petrus 2000 (100) havde en Port-agtig koncentration med vanilje-solbær-karakter og flødekaramel, essens-agtig, blæk-agtig frugt med vanilje og asfalt og en Super-Toscana-agtig varme i frugten. En eksplosion i munden, men med fantastisk balance, frisk, stærk, essensagtig, fantastisk... Potentielt en perfekt vin, men absolut mere imponerende end charmerende at drikke i dag. Igen overraskende hvor lidt ”klassisk Pomerol” Petrus er, idet den også i denne årgang er lidt super-toscaner-agtig med sin varme frugt. Jeg gættede på, at denne var jokeren, og jeg gættede på, at jokeren var……. Pavie 2000 (100), der var den mørkeste af de 3 vine. Næsen havde herlige ribsagtige toner, endnu mere sødme og kompleksitet end Petrus, anelse oversøisk og varm/brændt i stilen og også med et vist Super-Toscaner-præg, Petrus-agtig (!), superflot kompleksitet. Smagen er helt vild, enorm vaniljesødme, helt enorm kompleksitet, sprød, saftig og vanilje-agtig, helt speciel, men jeg føler ikke, at den er mindre Bordeaux-agtig end Petrus. Og dermed har jeg taget hul på igangværende diskussion om dette slot, som nogle – f.eks. Parker – mener er blandt øjeblikkets allerstørste Bordeaux-vine, mens andre – f.eks. Michael Broadbent og Jancis Robinson finder dem atypiske og ”sygelige”. Jeg synes altså ikke, at denne er ”for meget” – en stor vin skal have volumen og være noget ekstraordinært. Den legendariske Cheval Blanc 1947 er altid blevet kaldt ”Port-like”, og den var garanteret også noget helt ekstraordinært i sine unge dage.

Det var blevet tid til et lidt ældre Petrus-sæt med årgangene 1988, 1985 og 1975 – på papiret burde det være nemt at gætte årgangene med det store spænd – og det var det da også. Petrus 1975 (93), som jeg nu har været så heldig at smage 3 gange på ½ år (men sjovt nok aldrig tidligere!?) havde en moden farve, der dog var en anelse mørkere end 1985’eren. Næsen er støvet og minder lidt om en gammel kuffert, der har stået på loftet, kridtagtig og balsamisk, bestemt ikke frugten, der dominerer, ikke en charmer, jod, medicinskab og gazebind. Umiddelbart blødt attack, men bliver hurtigt tør rundt omkring i munden, stor struktur, men er ikke – og bliver - som andre 1975’ere - heller aldrig en rigtig charmerende vin. Petrus 1985 (91) var forholdsvis brun og udviklet i farven. Næsen havde en dejlig sveskeblomme-karakter, cremet, karamel-agtig og ristet, brændt, brun farin. Smagen har ikke meget kraft og fylde at byde på, lidt udvandet og ”trætør”, men alligevel med lidt blød sveskefrugt, ret kort, ”fad” og kedelig. Bestemt ikke en årgang af Petrus, der lever op til slottets berømmelse, og prisen – næppe under 3-4.000,- kr. er alt for høj i.f.t. kvaliteten. Petrus 1988 (93) var naturligvis den mørkeste af de 3, ikke megen udvikling. Duften er meget lukket, men lukker lidt efterårsskovbund ud, kun let udvikling. Smagen er relativ let, lidt fersk, utrolig ungdommelig og stadig med en del tannin. Virker som om, at den har et vist gemmepotentiale stadig, så derfor får den af mig en mere hæderlig karakter, end den måske viser lige nu. Men tro ikke, at den er ”næsten ligeså god som 1989 og 1990”, som man jo sagde en gang. Det er den langtfra! Derfor måske heller ikke den mest spændende årgang at prøve, da prisen sikkert også ligger omkring 4.000,- kr., måske mere.

Da jeg blev student i 1987, fik jeg af mine forældre en fl. Ch. Petrus 1982, som var indkøbt for kr. 1.750,- i den nu hedengangne store vinkælder under (den fortsat eksisterende) Restaurant Copenhagen Corner på Rådhuspladsen (det var en god pris dengang – i dag skal man nok være heldig for at finde den under kr. 15.000,- - og jeg havde selv lokaliseret flasken). Denne flaske blev åbnet sammen med gode venner i 1996, men det var alt for tidligt, og den kunne ikke matche Cheval Blanc og L’Evangile 1982 ved den lejlighed. Siden har jeg kun smagt den ved en stor horizontal 1982-smagning i 2002, hvor oplevelsen og kvaliteten var nogenlunde sammenfaldende med 1996, og jeg gav den ved den lejlighed 96+, mens gennemsnittet fra 11 smagere var….96,0, hvilket rakte til en 14. plads ved den lejlighed. Så Petrus 1982 er ikke en 100 points-vin, og smagningen her bekræftede faktisk karakteren 96/100. Petrus 1982 (96) er moden i farven og en anelse brunere end Lafleur 1982. Næsen er jordet, meget jordet (men ikke prop!) og har måske for første gang i smagningen de berømte "Pomerol-trøfler”, lidt rustik og som om den ikke rigtig folder sig ud med stor sødme. Smagen er bedre end duften, meget tæt og velsmagende, lidt til den tørre side og anelse udvandet i midtsmagen i.f.t. de bedste årgange, mangler simpelthen lidt tyngde, men dejlig, velafbalanceret og luftig, pæn længde med tørhed, anelse fortyndet. Jeg tror simpelt hen, at udbyttet blev for højt for Petrus i 1982 – alle var jo vilde med den fra fad, incl. Parker. Lafleur 1982 (99) havde samme farvedybde som Petrus, men var knapt så udviklet i farven. Næsen har mere og flottere frugt og sødme end Petrus, højtonet, tomatplanter og urter, der er så typisk for lige netop de slotte, der ligger på grænsen mellem Pomerol og St. Emilion, superkompleks, trøfler og orangechokolade. I smagen noget stærkere end Petrus 1982, men også med mere og mere pågående tannin, tør og med enorm styrke og sødme, stadig ungdommelig, kan leve længe, igen element af herlig tomatplante. Samme store oplevelse som ved førnævnte horizontale 1982-smagning (hvor jeg gav den 98 p) og igen bedre end Petrus i denne årgang.

Lafleur 1989 (97) kun med anelse udvikling i farven. Metallisk næse med sød og svesket frugt, jord og muld, vokser sig flot stor og bred i glasset og bliver endnu mere kompleks. Smagen er stærk og Port-agtig, meget, meget ungdommelig, ja ekstrem ungdommelig, uudviklet og med kæmpe styrke og struktur, lang, stærk, alkoholisk, fantastisk vin i den varme, brændte, portede 1989-stil. Petrus 1989 (100) havde samme farve som Lafleur 1989. Næsen er ubeskrivelig ungdommelig, og har det samme asfalt-agtige, supertoscaner-præg som 1998 og 2000, eksotisk, men også med klassiske noter af våd lerjord og tomatplante. Smagen er stærk og lakridsagtig, enorm stærk op portet struktur, totalt Port-agtig, brændende stærk og let brændte karamel-noter, enorm vin med enorm længde og superstort – men sikkert balanceret – tanninindhold. Alt for ung at drikke nu – den skal ligge mindst 10 år mere. Men en legendarisk vin – for Petrus og for Bordeaux.

I næste sæt fik vi at vide, at der udover Petrus og Lafleur 1990 ville komme en jokervin, som viste sig at være Troplong-Mondot 1990 (95). Den havde en meget tæt og usædvanlig mørk, uudviklet farve, meget mørkere end Lafleur 1990 og lidt mørkere end Petrus 1990!Næsen er super-koncentreret og (over)ekstraheret med Priorato-noter af vanilje-creme om viol plus let acetone; portet, grøntsager, krydderier, selleri. Smagen ligeledes super-ekstraheret og - koncentreret, stærk, ikke særlig kompleks, nok for meget struktur for sit eget bedste, blæk-agtig og lidt overskstrageret, stærk og imponerende, men ikke perfekt balance. Jeg scorede selv denne vin 99 p.ved en stopr blindsmagning af 48 Bordeaux-vine fra årgang 1990 i september 2005, hvor den scorede en samlet 4. plads med et gennemsnit på 98,17 fra 12 smagere, næsten 4 p. foran Petrus og 3,5 p. foran Lafleur. Hvordan kan den så blive rated væsentlig under disse vine her, hvor flertallet afs smagere ligeledes deltog i 1990-smagningen og ligeledes ratede Troplong-Mondot 1990 højere ved 1990-smagningen og lavere her? Det er et godt spørgsmål, der viser, at vin – heldigvis – er et meget stort, komplekst og spændende emne. Umiddelbart burde ”etikette-snobberi” kunne udelukkes, idet vinene såvel ved denne smagning som ved 1990-smagningen blev smagt blindt. Hvis jeg skulle forsøge at komme med en forklaring er det, at 1990-smagningen var en meget stor og anstrengende smagning med mange vine, hvor en så koncentreret vin som Troplong-Mondot 1990 skiller sig ud fra mængden og byder sig til. Jeg tror, at det er den gamle ”skrøne” med, at store kraftige vine vinder/scorer højt i store sammenlignende blindsmagninger, mens mere komplekse, gammeldags, klassiske (Bordeaux)vine som Petrus og Lafleur klarer sig bedre hvis man sidder med dem til mad og virkelig kan koncentrere sig om dem. Måske var vi også blevet ”vænnet til” Petrus og Lafleur ved allerede at have smagt dem i en del årgange, således at Tropling-Mondot’en kom til at fremstå som en ”bastard” i dette selskab?

Lafleur 1990 (96-97) var meget lysere end Troplong-Mondot og klart lysere/mere udviklet end Petrus 1990. Højtonet, flot, elegant og udviklet næse, parfumeret og med røde, bløde bær, anderledes og mere feminen end de andre 1990’ere, meget elegant, parfumeret sødme. Smagen meget sød, parfumeret og dekadent. Typisk tomatplante-præg, men ikke så stor som 1982 Lafleur, men minder alligevel en del om denne i en lidt mindre koncentreret udgave, rabarberpræg, saftig struktur, lang eftersmag, enorm koncentration, men alligevel lidt underspillet. Marginalt mindre god end 1989’eren. Petrus 1990 (99) var næsten ligeså mørk som Troplong-Mondot 1990. Herlig, stærk, maskulin næse med våd lerjord og stor, sød, portet frugt; meget massiv og struktureret, lukket og stadig meget ungdommelig. Smagen er Port-agtig som 1898’eren, men lidt mere udviklet og cremet blød, til gengæld knap så stærk og struktureret; lang, men knap så lang som 1989, portet og sød, mere cremet og drikkemoden end 1989, som til gengæld har en mere imponerende struktur og fremtid. Men skal man have en optimal oplevelse med Petrus 1990, kræver den også op imod 10 års yderligere lagring – det er nærmest ufatteligt så lang tid de store årgange af Petrus skal gemmes. Alt i alt lige knap så god som 1989’eren.

Så var vi nået til 1995’erne, som – selv om de var gode og ville pryde enhver smagning – var et trin ned i forhold til 1990/1989. Lafleur 1995 (94) var (som sædvanlig) lysest, men uden den store udvikling. Klassiske noter af jord og ler, tomatplante og med ekstraheret, portet koncentration. Smagen er blød og cremet, men også stærk, lige knap moden endnu, men slet ikke samme portede koncentration som i 1990/1989. Petrus 1995 (96) var mørkest og havde igen den lidt Super-toscana-agtige næse med asfalt og meget mørke bær. Smagen er mere koncentreret end Lafleur, klassisk stor Pomerol med ler og jord. Ja, noterne blev lidt korte til slut, men ingen tvivl om, at 1995 ikke er så stor en årgang som 1989, 1990, 1998 og 2000.

Vi sluttede af med et par Sauternes til desserten: Suduiraut 1990 (92) havde en gylden, moden farve, men ikke for moden. Klassisk ”regnfrakke-duft”, elegant og kompleks, ikke massivt sød. Ditto smag, god friskhed for årgangen. D’Yquem 1976 (96) kan være endnu bedre end denne udmærkede flaske, som var moden, kompleks og honningagtig i næsen og meget, meget stærk i smagen og med en flot rank syrlighed, men alligevel ikke helt på niveau med de bedste flasker af denne vin, som jeg har smagt.