Smagninger > 2003 Montrachet 1999

D. 3. februar 2003 fandt en verdensbegivenhed sted i, Danmark da 11 erfarne smagere satte sig til bords på Restaurant Ensemble i København (der blot en måned senere opnåede at få en Michelin-stjerne!), for at smage, hvad der skulle vise sig at være 22 forskellige Montrachet’er og 2 andre store hvide bourgogner som jokere – alle fra årgang 1999.

I årgang 1999 er der – sandsynligvis - produceret 27 kommercielt tilgængelige versioner af Le Montrachet. Når jeg siger ”sandsynligvis”, er det fordi det kræver et større detektivarbejde at finde frem til det præcise antal. Udover de 27 ”kommercielt tilgængelige” udgaver, der findes af Montrachet i årgang 1999, er der sandsynligvis også et par andre udgaver, som – bl.a. meget beskeden mængde - ikke kommer på markedet, og kun er beregnet for vinbønderne selv. Le Montrachet er nok det mest berømte hvidvinsnavn i verden, selv om det nok er de færreste – selv blandt vinkendere - der har smagt en af de 30.000 fl., der årligt produceres. En Montrachet bør altid være være en stor hvidvin, men forskellige forhold kan gøre, at den måske alligevel ikke er det.

Foto: Joe Belmatti

Først og fremmest spiller prisen ind. De 24 vine i denne smagning kostede mellem ca. kr. 1.000 og ca. kr. 7.000. Man kan seriøst spørge, om der overhovedet er nogen hvidvine – eller for den sags skyld vine i det hele taget – der er så mange penge værd??? Næppe bedømt ud fra smagsoplevelsen alene, men disse vines berømthed og sjældenhed kan være med til at retfærdiggøre priserne. Vil man have det ypperste, eller vil man nøjes med f.eks. en kommunevin eller 1. Cru fra Chassagne- eller Puligny-Montrachet? Ja selv de øvrige Grand Cru-marker i disse kommuner: Chevaliers Montrachet, Batard Montrachet, Bienvenues-Batard-Montrachet og Criots-Batard Montrachet, koster som regel væsenligt mindre end selve Le Montrachet, da de ikke regnes for ligeså gode som Montrachet. De fleste eksperter, der har smagt såvel Le Montrachet som f.eks. Batard- og Chevaliers–Montrachet fra samme producent, er således enige om, at Le Montrachet i langt de fleste tilfælde faktisk er – måske bare en anelse – bedre end de andre.

Når man har givet så mange penge for en fl. vin – tilmed en hvidvin! – skal der ikke meget til, før man siger, at den ikke er pengene værdi, ganske enkelt fordi man har så høje forventninger. Heril kommer, at mange Montrachet’er givetvis drikkes for unge og uudviklede, hvor de ikke viser sig sig fra deres mest optimale side. En Montrachet bør i en god årgang tidligst drikkes 10 år gammel, og er den fra en top-producent, taler vi snarere om 20 år. I mindre gode årgange kan man trække 3-5 år fra.

Men er en Montrachet så den ypperste hvidvin, der laves, og hvor store er forskellene i såvel kvalitet som stilart hos de relativt mange forskellige producenter??? Ja, det var måske smagningens vigtigste berettigelse at finde ud af!

Høstudbyttet var enormt i 1999, 40hl/ha for Grand Cru’erne. De fleste producenter havde gevaldige problemer med at holde høstudbyttet nede, og da sommeren var lang og varm, var der mange producenter, der undlod en grøn høst i juli, idet man var bange for, at flere klaser ville vokse frem, og på den måde skygge for de bedste og sundeste druer, samt fortynde saft-koncentrationen i disse.

Det viste sig dog, at vi var blevet ”snydt” (i positiv forstand må man sige!) idet der ved denne smagning blev serveret hele 22 Montrachet’er i årgang 1999, samt 2 jokere. Vinene blev smagt blindt og bedømt af 11 smagere. Resultatet kan læses nedenfor:

Placering	Gennemsnit	Vin/producent
1	97,5	Coche-Dury Corton Charlemagne
2	96,3	Domaine Ramonet
3	95,8	Gagnard-Delagrange
4	95,6	Comtes Lafon
5	95,4	Comtes Lafon Meursault Perrieres
6	95,3	Louis Jadot
7=	94,5	Drouin Marquis de Laguiche
7=	94,5	Domaine de la Romanee Conti
9	94,0	Olivier Laflaive
10	93,7	Baron Thenard
11	93,6	Jacques Prieur
12	93,3	Henri Boillot
13	93,1	Etienne Sauzet
14=	93,0	Marc Colin
14=	93,0	Ch. de Puligny-Montrachet
14=	93,0	Louis Latour
17	92,7	Fleurot-Larose
18	92,6	Lucien Le Moine
19	91,6	Chartron et Trebuchet
20	91,5	Bouchard Pere et Fils
21	91,2	Rene Lamy
22	90,3	Remoissenet
23=	89,3	Vincent Girardin
23=	89,3	Guy Amiot

Følgende producenters Montrachet’er, der er produceret i årgang 1999 blev ikke smagt ved denne lejlighed:

1) Olivier Leflaive: 95
Klassisk streng og hård stil med menthol, men også lidt smør, eaux-de-vie-agtig, ikke så bred (endnu), men intens, åben, ligefrem, nem, voluminøs, cremet, fremragende. Smagen er stor, fed, cremet, meget lang, eksploderer i munden, lang, fed, cremet, alkoholisk, åben og charmerende stil. ”Den forkerte Leflaive” kaldes denne negociant også, hvilket naturligvis er i forhold til Domaine Leflaive, hvis Montrachet (og Batard- og Chevaliers-Montrachet for den sags skyld også) regnes for noget af det ypperste. Olivier er bror til Anne-Claude Leflaive, der er ansvarlig for Domaine Lefliave. Om end kvaliteten ikke regnes blandt de allerbedste, har Olivier Leflaive dog et godt ry, og dette blev bekræftet her med en ganske fornem 9. plads i det skrappe selskab, hvilket sammenholdt med en af de laveste priser (næppe meget over kr. 1.000,-) næsten gør den til smagningens ”best buy”.

2) Rene Fleurot-Larose: 94
Anelse mere gylden end 1). Flintet, stenet og mineralsk næse, mere smør end O. Leflaive, mere åben, bred og kompleks, frisk brød og trøfler, struktureret. Mere forfinet og streng end 1), mindre højtonet end denne, flot, lang, alkoholisk eftersmag, meget lang og superkoncentreret.Domainet er beliggende i Santenay, og regnes for en rigtig under-performer. I storhedstiden havde Fleurot store parceller på Le Montrachet of Bâtard Montrachet. Nu er det meste af parcellerne solgt fra, og domainet holder meget lav profil, ligesom kvaliteten heller ikke regnes for stor. Her dog overraskende god.

3) Rene Lamy: 90
Virkelig en ”smørbombe” i næsen, nye fade, ikke så ren som 1 + 2, let kloak-agtig. Simpel smag med tydeligt metallisk præg, let anis, ikke ny eg, ikke lang, kedelig. Hæderlig vin – men skuffende for en Montrachet. Min lavest rangerede vin – sammen med Boillots.

4) Remoissenet: 92 Meget klassisk, ren og mineralsk næse, flintet, metallisk og kødfuld. Smagen metallisk, ikke nyt fadpræg, elegant og mineralsk, ikke fed og smør-agtig, pæn mineralsk eftersmag uden ny eg. Køber most af Baron Thenard – ligesom Etienne Sauzet gør. Men hvor Sauzet regnes for 1. klasses Montrachet, regnes Remoissenet til den dårligste halvdel – hvilket også blev bekræftet her.

5) Bouchard Pere: 93
Meget lys farve. Mineralsk og lukket næse, grøn vingummi, anis og lakrids, metallisk, fersk kød, ikke nyt fad. Smagen er ren, klassisk og mineralsk, ikke så meget syre, hvilket giver den en markant fedme, men dog uden ny eg, tilbageholdende og lukket, men stærk og med meget alkohol. En lidt kontroversiel vin, der delte smagerne i 2 lejre. Med 0,889 ha. i Puligny en af de største jordbesiddere. Var tidligere at regne for en under-performer, men siden 1995, hvor Champagne-firmaet Joseph Henriot overtog, har der med stormskridt været fremgang for dette negociant-hus, der selv ejer en del marker, herunder altså i Le Montrachet.

6) Ch. de Puligny-Montrachet: 94
Meget mørk farve. Speciel næse med fyrværkeri og nye ristede fade (eller snarere ”fad”, for der er kun lavet 225 fl. af denne vin, hvilket svarer til 1 fad i special-størrelse, da et normalt fad rummer 300 fl.), åben, lækker og imødekommende, tropiske frugter, næsten oversøisk, måske en anelse for nem og ”prostitueret” (!?). Smagen har ikke så stor dybde, som duften lader formode, det meste ligger på overfladen, ikke kraft og intensitet nok til at være helt exceptionel.Parcellen på 0.04 ha. (så bliver det ikke meget mindre!) blev i 1989 købt af den franske bank Crédit Foncier de France og er hovedsageligt bygget op af marker købt af Fleurot og Jean Chartron. Banken investerede i de tidlige halvfemsere i et nyt vineri med temperatur-kontrollerede rustfri ståltanke. Selvom domainets Montrachet nok må regnes for at ligge i 2. division, er der takter i den rigtige retning.

7) Chartron & Trebuchet: 92
Bondsk hvid Bourgogne-næse, gammeldags, klassisk stil uden nyt fad, tung, uelegant stil, fersk kød og citrus-agtig. Smagen er bedre end næsen: dejlig helstøbt og klassisk, flot, lang, mineralsk eftersmag, våde sten på en flodbund, ikke tung, let ny eg, kridt- og citrus-agtig, C-vitamin.

8) Louis Latour: 93
Syrlig og C-vitamin-præget næse, medicinsk, fisket og kridt-agtig. Smagen med meget Chablis-agtigt præg, dvs. kridt og kalk, lukket og mineralsk, ikke så sød og charmerende p.t. Men givetvis med potentiale. En af de helt store negociant’er, der laver en rimelig god men ikke stor - Montrachet til en overkommelig pris. Så pengene passer.

9) Lucien Le Moine: 95
Fremragende næse med anis og Champagne-brus, kød- og slagterbutik-agtig, fed og cremet, ikke nyt fad, Nord-Rhone-agtig, fremragende parfumeret og kødfuld og efterhånden dukker der et ristet element af nye fade op. Smagen er en eksplosion i munden, mere præget af positiv mineralskhed end af ny eg, meget fyldig, stærk, dejlig midtsmag, måske ikke enorm længde, men dejlig kødfuld. Her må jeg erkende, at ligge noget over gennemsnittet, mens andre måske savner lidt fad? Ret ukendt producent, men måske værd at udforske nærmere. Skulle have ung libaneser som vinmager.

10) Vincent Girardin: 93
Uklar farve. Meget lukket vin, giver ikke meget fra sig i næsen, mineralskhed og hvide blomster, svær at hente. Synes måske at have et lille problem med balancen i smagen – eller er det bare bundfaldet, der gør det? – mineralsk, flot længde, klassisk, firkantet, stor styrke, masser af syre, men ikke rigtig harmoni, måske et stort potentiale? En negociant, der virkelig er på vej op med et bredt, men kvalitets-focuseret sortiment. En delt sidsteplads her vidner dog ikke om dette, men personlig fandt jeg vinen bedre end de fleste.

11) Gagnard-Delagrange: 95
Røget duft med fisk og kød, minder om en rød Graves (!), meget speciel, ny eg glimrer ved sit fravær, ekstremt koncentreret, mineralsk og essens-agtig. Smagen er ligeledes meget stærk og essens-agtig, stor intensitet og klassisk mineralskhed, eksploderer i munden, men herligt kølig og metallisk. Fra den ene af de 2 grene af Delagrange-familien, der hver ejer 0,08 ha. Overraskende flot placering som nr. 3 her, foran meget højt estimerede navne.

12) Guy Amiot: 91
Speciel duft, hvor de væsentligste elementer er kattebakke og pissoir, meget parfumeret og speciel, mærkelig, men ikke dårlig. Slet ikke mineralskhed og styrke som de bedste, grøn og meget syrlig, mangler fedme.

13) Louis Jadot. 96
Stor likør-agtig sødme og righed i næsen, cremet, stor, stor intensitet og bærsødme, honning, vanilje og let smør, en del ny eg, fed og cremet. Ekstrem stærk og mineralsk i smagen, enorm og helt fantastisk intensitet, enorm længde. Den smager godt! En af de største negociant’er, men også en af de mest kvalitetsbvidste, hvilket også understreges af en flot 6. plads her – den højst placerede negociant-vin

14) Drouhin Marquis de Laguiche: 94
Højtonet næse med stor mineralskhed af våde sten samt let smør, om end uden 13)’s sødme. Letbenet og elegant (ikke tynd!), intens og mineralsk, mindre krop end 13), klassisk frisk og laser-agtig skarphed i frugten, lang og toastet eftersmag.
Med 2.062 ha den største jord-besidder på Puligny siden. Al vinen sælges under licens til negociant-firmaet Joseph Drouhin. Marquis de Laguiche’s egne folk står for arbejdet i marken, mens Drouhins folk står for selve vinifikationen Vinen betragtedes i mange år som den bedste Le Montrachet, men konkurrencen er hård i dag.

15) Meursault ”Les Perrieres” 1. Cru 1999, Comte Lafon: 96-97
Mineralsk, Champagne-agtig duft, præget af mineralskhed og våde sten på en flodbund, meget klassisk, ikke nyt fad, men stærk og intens, grøn vingummi. Enblid eksplosion i munden, let ny, men mest klasisk mineralskhed, ristet, enorm ren og stærk frugt, helt enorm koncentration og længde, fantastisk. Hvad skal en 1. Cru-mark i dette selskab, kan man spørge. Men når marken er 1. Cru “Perrieres” fra Meursault (der efter alle eksperters opfattelse burde være Grand Cru) og producenten er Comte Lafon (der også har sin sjældne Montrachet med i denne smagning), har vi forklaringen på, hvorfor denne vin bliver placeret så højt som nr. 5, og kun 0,2 points efter sin storebror Montrachet ligeledes fra Comte Lafon.

16) Baron Thenard: 94
Spændende, kompleks og mineralsk næse med efterhånden præg af nye fade. Meget smør-agtig i smagen, credmet, men også et mineralsk element, ikke enorm styrke, men klæbende lang eftersmag, en del ristet nyt fad. 1.83 ha. Sælger I langt de fleste år en del af mosten til Remoissenet, og Etienne Sauzet. I visse tilfælde sælger Baron Thenard færdig vin (altså på flaske og det hele), og således burde Remoissenet og Etienne Sauzet reelt være samme vin som Baron Thenard. Man skulle ellers ikke tro, at dette var tilfældet, da Remoissenet ikke regnes for top-producent, mens Sauzet må regnes til den absolutte superliga-top.

17) Corton-Charlemagne 1999, Coche-Dury: 97-98
Enorm intensitet, nærmest ufattelig intensitet og rigdom, nyt fad og grønne vingummi, stor tæthed og enorm intensitet, stærk, alkoholisk, nærmest likør-sødme, som de allerbedste. I smagen masser, masser af frisk syrlighed og mineralskhed, nærmest eksploderer i munden, stor tyngde, enorm længde. Uanset det ikke er vinderen, er det en stor vin. Prisen er 6.-7.000 kr. !!! “Sensationen” skete: Det blev ikke en af de 22 Montrachet’er, der vandt, men derimod en af de 2 jokere (der således blev hhv. nr. 1 og nr. 5, og dervd viste deres fulde berettigelse). Er det nu så mærkeligt? Nej egentlig ikke, for Coche-Dury er i særklasse, især med sin Corton Charlemagne, men også Meursault-Perrieres. Ejer 0,3 ha. i Corton-Charlemagne. Med andre ord: Der kan laves (mindst) ligeså god hvid bourgogne andre steder end på Montrachet-marken.

18) Comte Lafon: 96-97
Champagne-brus og smørkugle i duften, men meget llukket. Meget syre og meget træ i smagen, men mangler måske, mere mineralsk end stærk, mangler måske den sidste dybde for storhed? 0.33 ha. Vinstokke plantet i hhv. 1946 og 1966. Parcellerne ligger på Chassagne siden. År ud år ind den version af Montrachet, der scorer de bedste anmeldelser. (Eller ihvertfald blandt de bedste). Der produceres fem fade, dvs. ca. 125 kasser. Prismæssigt blandt de dyreste, med mindre man er så heldig at få vinen direkte hos importøren, og ikke efterfølgende på det grå marked.

19) Ramonet: 95
Mint, menthol og mynte, meget lukket – men lovende – stil. Smagen brænder virkelig igennem, koncentration som i en rødvin; lang, mineralsk, anis-agtig eftersmag, Meget stor vin – en af de mest lukkede, men hvilket potentiale. 0.259 Ha på Puligny-siden. Vinstokkene er plantet i 1921. 1979 var første årgang Ramonet Le Montrachet, og vinstokke såvel som vinifikation passes af den legendariske og excentriske Nöel Ramonet. Vinen betragtes generelt som den Montrachet, der skal have længst tid i flasken, før modenhed er opnået. Et domaine, der er legendarisk for sin kvalitet – ikke bare på Montrachet.

20) Domaine de la Romanee Conti: 94
Ikke så klassisk Montrachet i duften, stærk og alkoholisk, stærk og vital, kraftfuld, koncentration som en stor rødvin, svær at gennemskue, men synes ikke at have nerve og race som de allerbedste. 0.676 ha. i Chassagne. Årlig produktion ca 250 kasser. Le Montrachet er den DRC vin, der bliver lavet mindst af. Domainet kræver ingen introduktion og Le Montrachet er ingen undtagelse set i forhold til kvaliteten af Domainets øvrige vine. Dog her nok en lidt skuffende placering.

21) Jacques Prieur: 95
Næse med bolcher og champagne-brus, grøn vingummi, klassisk Montrachet, mere anis end ny eg. Perfekt balanceret, stor fylde, fremragende, mineralsk og syltetøjs-agtig, meget, meget lang. 0.59 ha. på Chassagne-siden. Vinstokkene er fra 1976. Domainet drives i samarbejde med den Mercurey-baserede negociant Antonin Rodet. Regnes for een af de rigtig gode producenter i Meursault, og er under alle omstændigheder som ejer af parceller i stand til selv at dyrke sig frem til den bedst mulige druekvalitet.

22) Marc Colin: 93
Røget og cremet næse,mere højtonet, mindre tæt og intens end vin nr. 23. 0.11 ha. ejer de

23) Etienne Sauzet: 94-95
Herlig næse, både mineralsk og kød-noter. Champignon og nødder. Meget ren og frisk vin, klassisk, ikke nyt træ, meget stærk og alkoholisk, men samtidig ikke enorm sødme og styrke, flot længde. Køber most af Baron Thenard (se denne), men har et langt bedre ry, og regnes generelt blandt de allerbedste Mpntrachet-producenter. Derfor er den samlede placering lidt/noget skuffende.

24) Henri Boillot: 90
Meget intens duft, let anis. Medium styrke, længde og kompleksitet i smagen, nødder og æbler, lang og pæn styrke, men blandt de svagere i feltet. Andre var dog mere begejstret for den end jeg, hvilket harmonerer med, at domainet regns for en af de nye stjerner.

Det bliver interessant at smage vinene igen om 6 år – i 2009, når de er 10 år gamle – hvis man til den tid ellers er så heldig at blive inviteret med!?

Billeder af flaskerne findes på adressen:
http://www.sitecenter.dk/belmaati/nss-folder/migogkylie/Montrachet%20pics/