Smagninger > 2004 Château Margaux i 31 årgange

Lørdag den 20. marts 2004 var ikke nogen helt almindelig lørdag. Jeg var blevet ”presset” til at møde op kl. 12.00 på en af Københavns bedste 1-stjernede Michelin-restauranter ”Restaurant Ensemble” for at smage i alt 33 årgange af Ch. Margaux fra årgang 2000 tilbage til 1926 samt div. jokere. Udenfor høvlede regnen ned i stænger hele dagen, ligesom en mindre storm ruskede i paraplyerne på de forbigående fodgængere, så det viste sig at være et rigtigt valg at sige ”ja tak” til invitationen………..!

Det var 4. gang jeg skulle deltage i en større vertikal Ch. Margaux-smagning, og antallet af gode årgange var utvivlsomt endnu bedre end ved de tidligere vertikale smagninger. De tidligere smagninger var i henholdsvis 1990, 1991, 1997, så det var også ved at være længe siden…………! Nedenfor følger først mine indtryk fra smagningen med beskrivelse af og karakterer (i parentes) for de enkelte vine. Vinene blev smagt ”halvblindt” 2-4 ad gangen, og blev afsløret efter hvert sæt. Hvor tidligere erfaringer med de pågældende vine har været anderledes end ved denne smagning, har jeg forsøgt at anføre dette. Når der er tale om gamle vine, er opbevaringen helt afgørende for kvaliteten.

Foto: Dennis L Jensen

Når f.eks. Ch. Margaux 1926 ved denne smagning viste sig helt fremragende, er dette ikke ensbetydende med, at alle flasker af denne vin, der endnu ikke er drukket, er ligeså fremragende. Køber man en flaske af denne vin, kan den risikere at være udrikkelig – som den var sidste gang jeg fik den i 1991! Men den kan – viser denne oplevelse – være sublim, hvis den har været korrekt opbevaret.

Herefter følger – for dem, der måtte have en interesse for det historiske og tekniske - en artikel om Ch. Margaux gennem tiderne.

Sidst men ikke mindst såvel et stort tillykke med de 35 år til værten – lad os kalde ham Joeker – som en stor tak for invitationen til at dele de mange spændende flasker med ham og andre ligesindede!

Meursault 1. Cru ”Les Perrieres” 1992, Comtes Lafon (97). Pæn lys farve, men næppe helt ung. Let smør og vanilje i duften, kød og slagterbutik, citrus og mineralskhed, udvikler enorm flot parfume, eksotisk, mango pg papaya. Smagen meget klassisk og ren, godt med smør vanilje for Bourgogne, tæt og god struktur, men egentlig mere fed end mineralsk, Meursault-stil, må være et varmt år, pæn længde med mineralskhed, eksplosion i munden, enorm længde. Tja, jeg gættede faktisk mark og producent korrekt, men ikke årgangen. Troede den var yngre. Stor hvid Bourgogne fra stort hvidvinsår. Slår de fleste Montrachet (som samme vin gjorde i årgang 1999). Meursault 1. Cru ”Les Perrieres” 1992, Coche Dury (96). Anelse lysere end ovenstående. Mere grov end denne kødfuld, maskulin og mineralsk, ikke-smør-præg, røget og sten-agtig karakter, meget ren og mineralsk. Smagen er meget mere mineralsk end Comtes Lafon, hverken smør- eller fad-karakter, let i ”attack’et”, men enorm midt- og eftersmag, stor punch, stålsat, mineralsk, koncentration som en rødvin, endnu længere end Comtes Lafon, men også mere alkoholisk. Kontroversiel vin. Der var enighed om, at den var mindre god end Comtes Lafon, men enkelte fandt den meget mindre god……..

Første sæt med 3 rødvine blev skænket, og viste sig forholdsvis nemme at gætte. Ch. Margaux 1998 (91) havde en ungdommelig farve, der var lidt tættere end 99’eren.Næsen var let fersk og havde røde frugter, lakrids, hård og mineralsk, udvikler mere parfume og kompleksitet, men bliver aldrig rigtig charmerende. Smagen er ligeledes meget hård og fersk, sten-agtig, slank, klassisk Bordeaux, ikke megen frugtsødme, tør tannin, tvivlsom balance, rigtig megen og tør tannin, 1975-agtig. Desværre en bekræftelse på, at 1998 i Medoc – i modsætning til St.-Emilion/Pomerol – bestemt ikke er exceptionel. Ch. Margaux 1999 (94) havde en ungdommelig farve uden udvikling. Duften har en flot sødme og er langt mere charmerende og parfumeret end 98’eren, Cremet, røde bær, dejlig ristet sødme, men uden et exceptionelt års enorme sødme og koncentration; tobak-agtige nuancer. Smagen er rundere, blødere og mere cremet end 98’eren, vidunderlig balance, ikke tung el. meget kraftig, men drikker rigtig godt, saftig eftersmag med røde frugter, bare en anelse fersk og vandig, men OK, utrolig flot og rar balance. Klarer sig godt her, og et bevis på, at årgang 1999 er ganske fin, og en god årgang at købe 1. Cru’er i, da de er gode, og kan fås til omkring kr. 1.200,- - måske mindre, hvis man er heldig. Ch. Margaux 2000 (99+) var sættets absolutte stjerne. Klart mørkest og mest violette. Næsen har simpelthen bare klasse med lækker ristethed fra kvalitetsfade, stor, næsten brændt/ristet modenhed i druerne, nærmest oversøisk stil, meget ren, ulmer og blomstrer. Smagen er en vidunderlig eksplosion i munden, helt, helt fantastisk, perfekt balance, delikat, brændt og ristet sødme, stor varme, næsten oversøisk. Kun 1 måned siden jeg smagte den sammen med de største 2000’ere, hvor den blev vinderen (link). Måske den bedste vin slotte har lavet siden den legendariske 1900’er (som jeg desværre aldrig har smagt) præcis 100 år før??? Den synes i hvert fald at have balancen fra de bedste år som 1990, 1961 og 1953 og mindst ligeså god koncentration som årgange som 1996, 1986, 1983, 1982.

Næste sæt bestod af i alt 4 vine – heraf 2 jokere, viste det sig. Lafite Rothschild 1996 (96+) var nærmest sort i farven – og mørkere end Ch. Margaux 2000! Frisk og stram næse, masser af tannin og struktur, tydeligvis fra et mere klassisk år, ikke samme varme som Margaux 2000, meget lukket, mineralsk, karamel, flotte mørke bær-nuancer. Smagen er meget ungdommelig, fersk, næsten grøn, men mindre tør og bedre balance end Margaux 1998. Bestemt ingen charmer lige nu, tætvævet og med mundvædende tannin, lidt svær at gennemskue, lang nok i eftersmagen. Mon ikke den nok skal blive stor – ”jeg tror det”, som Poul Nyrup ville sige det. Den får jo også 100 af Parker……

Foto: Dennis L Jensen

Latour 1996 (96-97) var lysere og mere udviklet end Lafite 1996. Næsen havde en meget flot renhed og race (typisk for Latour), parfumeret og kompleks, flot balance, tæt, bred og sød, modne bær, men ikke meget åben, fløjl og vaniljecreme, Rhone-agtig sødme. I smagen umiskendelig Margaux-elegance (flot beskrivelse af Ch. Latour, Jesper!), fantastisk cremet og fløjls-agtig, ganske meget syre, svært at gennemskue præcis hvor megen koncentration ig dybde, der gemmer sig, men flot harmoni og pæn eftersmag. Imponerende god, og slet ikke så hård og ucharmerende, som man kunne frygte at 1996’erne var nu.Ch. Margaux 1996 (95+) var lidt lysere end Latour. Stor flot sødme i næsen, karameliseret, nærmest creme brulée-agtig, tydeligvis et stort, varmt, klasssisk år, , lækker, stor, varm, blød, cremet og kompleks, virkelig flot sødme. Mere ungdommelig, sød og bær-agtig end Latour 96, mere mørk og maskulin, måske lidt éndimensionel og knap så kompleks, eller snarere mindre udviklet. Den får et stort + i halen – utvivlsomt stor klassisk vin. Ch. Margaux 1995 (91?) havde den mest modne farve i sættet (men var også oppe imod 3 store 1996’ere). Næsen virker gammel og let oxideret, ikke helt ren, træ og barket, uren, rustik og Port-agtig. Smagen meget rustik og tør, barket, indtørrende, ikke så ren, men stadig stærk og interessant. Der må være noget galt med denne flaske – måske opbevaringen. Her kommer starks en note fra sidst jeg smagte den i august 2003: 1995 : 96. Mørkere end Haut-Brion 1995, ikke megen udvikling. Rigtig flot næse, umiddelbart bedre og rigere end Haut-Brion og Las Cases, klassiske noter af tobak, cedertræ, cigarkasse og solbær, rigtig stor, stadig ungdommelig sødme. Smagen virker meget yngre end øvrige vine, meget bærret, bestemt ikke 1989’agtig (som var hvad jeg havde gættet temaet til ud fra de 8 vine, der hidtil var smagt), masser af syre, mere elegant end førnævnte, men også med stærk Port-agtig frugt. *8/03.

Så nåede vi til det klassiske 1980’er-sæt med 1990, 1989, 1986 og 1985. Ch. Margaux 1990 (97) har aldrig rigtig ”sunget” for mig, og jeg har aldrig været i nærheden af at give den 100 p. som Parker. Ved den store smagning af de største 1990’ere fra hele verden, so, jeg deltog i i Stockholm i september 2000, gav jeg den kun 93 p. Farven var let udviklet, men stadig tæt og flot. Duften er helt fantastisk med stor moden sødme, sveske-frugt, meget cremet og kompleks, fløjls-agtig, let stald, utrolig lækker og indsmigrende, minder om den fantastiske Cheval Blanc 1990. Smagen er Cheval Blanc-agtig, svesker og stor cremethed, ikke stor, stærk og maskulin, men meget elegant, feminin, delikat, fin og frisk, meget charmerende at drikke allerede nu. Stilmæssigt er 1990’eren efterfølgeren til den legendariske 1953’er, 29’eren og 26’eren dvs. meget delikate, superkomplekse vine, frem for 1982, 1986, 1996 – og 1928 for den sags skyld - som er mere stramme og strukturerede. Ch. Margaux 1989 (92) har en forholdsvis lys og let udviklet farve. Næsen viser pæn modenhed med klassisk efterårsskovbund og god farin-agtig sødme, om end lidt ”kogt” og kedelig. Smagen har ret meget syre, let udtørrende og alt i alt ikke superspændende – den har slet ikke 1990’erens rigdom og kompleksitet, men jeg har nu heller aldrig rated den særlig højt – jeg gav en oprindelig 92-94 som fadprøve i juni 1990. Ch. Margaux 1986 (95+) Havde en flot mørk og tæt farve med beskeden modenhed. Næsen er langt mere struktureret og maskulin end 1990’eren, lidet lukket og ”undercover”, malervarer, acetone, brændt, brun farin og karamel-agtig, medicinsk, iod. Maskulin og let portet smag, let acetone, tæt i strukturen, men OK, pæn lang, ganske rustik, stadig ganske tør og uforløst. 10. gang jeg smager denne vin, og karaktererne har ligget i intervallet 94-97. Dvs. en pæn, men ikke guddommelig vin, som nok aldrig vil blive en charmer, men er indbegrebet af det man kalder ”et klassisk år” i Bordeaux – på godt og ondt – dvs. med meget struktur og kraftig tannin, men uden den store charme. Den skal nok holde rigtig mange år, uden rigtig at nå nogen veje. Dem der elsker den type vine, kan lægge et par points til ! Ch. Margaux 1985 (95) var mere udviklet end 1986’eren. Havde lidt den samme efterårsskovbund og champignon-næse som 89’eren, men lidt mere interessant og kompleks. Smagen har stadig en del tannin og uforløst syre, en anelse mager og udtørrende, men dog alligevel med en pæn sødme, bliver langt bedre i glasset, harmonisk og elegant, flot længde. På sin vis en rarere vin at drikke i dag end 86’eren, men ikke en større vin. Jeg plejer normalt at give den 93-94 points.

Næste sæt – 3 vine: Ch. Margaux 1978 (91). Nu er vi ovre i de lidt mere udviklede farver. Delikat moden næse, ikke stor el. dyb/intens, men meget moden og landlige nuancer. Smagen er helt afrundet, blød og rund og med syre (gammel syre – ikke ung), dejlig moden drikkevin, men ikke mere end det, cremet og behagelig. Jeg har sjovt nok kun smagt den én gang før – i 1989 – hvor jeg gav den 89-90. Sjovt at tænke på, at det var den første årgang efter at slottet skiftede ejere, og blev købt af Mentzelopoulos-familien, og alverdens vinskribenter skrev om den ”genfødte” Ch. Margaux og udråbte den til årgangens bedste vin!? Det var den måske også, men målestokken var en anden dengang i 1970’erne - vinene var ikke så gode som i dag, og der er kommet mange årgange siden, der er bedre end 1978 – f.eks. 1982, 1983, 1985, 1986, 1988, 1989, 1990, 1995, 1996, 1999 og 2000. Ch. Margaux 1979 (93). Pæn mørk med let udvikling. Metallisk og osteagtig næse, jern- og metalagtig, moden, flot intensitet, stærk, intens, bark-agtig. Smager af våd bark, klasisk og flot struktur, men lidt atypisk, ikke for gammel, starter lidt svagt og syre-præget i munden, men vokser og får flot cedertræs-agtig midt- og eftersmag med fin tørhed. Ch. Margaux 1981 (95) Pæn mørk med kun let udvikling. Mere ungdommelig, harmonisk og frugt-agtig end 79’eren, stor cremet sveske-sødme, meget harmonisk og moden, men ikke for udviklet. Smagen er klart den mest ungdommelige i sættet, svesket og harmonisk, god styrke, intensitet og sødme, ikke et power-monster, men cremet, mundvædende og saftig. Måske lidt overvurderet af mig – jeg plejer ikke at give den mere end 92 p.

Nu var vi nået til et rigtigt ”Joeker-sæt” med blot 2 vine – naturligvis blindt! - der viste sig at have det til fælles, at ingen af dem var Ch. Margaux! Cheval Blanc 1949 (83) havde en moden, men ikke for moden farve. Meget spændende og kompleks duft med god sødme, læder, iod, medicinsk, jul og brune kager. Smagen kunne desværre ikke leve op til duften og trækker derfor ned, for gammel og banan-agtig, ikke specielt spændende. Der var nogen uenighed om denne flaske. Et par stykker fandt den rigtig flot og gav omkring 94 p., men de fleste fandt den for gammel og gav under 90 p. Men den kan være formidabel, som denne note fra en stor vertikal Cheval Blanc-smagning i efteråret 2003 viser. Ch. Latour 1947 (85) havde en meget moden, nærmest orange, lys farve. Duften havde fin og frisk orange-skal, ganske gammel/overmoden med let råddenskab, fint parfumeret med kokos-præg. Smagen gammel og syrerig, frisk stil, orangeskaller, fint fuldmoden, men ikke styrke, klasse og dimensioner for storhed, og har givetvis været bedre en gang.

Foto: Dennis L Jensen

Nyt sæt med 3 vine i glassene. Alle så ganske brune ud, mon ikke det er 1950’erne tænkte de fleste nok. 1. glas: Ch. Margaux 1926 (99) havde en rigtig brun, men sund farve (et godt tip, som blev bekræftet ved denne smagning er, at er vinen er meget brun og orange, men vital og brillant, er den god – er den derimod for mørk og ”død”, ikke brillant i glasset, er den iltet/oxideret). Duften er fænomenal!!!: Havbrise, tang, voks, brun farin, karamel, skovbund, super-komplesk og moden, helt speciel lækker, delikat, æterisk, medicinsk/iod-agtig og med enorm sødme. Smagen er helt og aldeles, fuldstændig afrundet, blød, cremet og sød, ingen syre tilbage, ren karamelvand med lidt orange og chokolade, kun en anelse, gammel, læder-agtig syre, enorm parfume og kompleksitet. Smagt én gang før – i 1991 – hvor jeg gav den 50 p. Men det må have været en dårlig (topbevaret) flaske, for denne er fantastisk, må have været opbevaret fint i 78 år! Viser virkelig, hvor meget opbevaringen betyder. Fordi Parker eller en anden vinskribent giver en gammel vin dårlige points basseret på en enkelt smagning, skal man ikke afskrive vinen – især hvis andre skribenter roser den. For hvis nogen har smagt en optimalt opbevaret flaske, så er muligheden der for, at at finde en tilsvarende. Eller som Parker siger: There are no great wines – only great bottles, hvilket betyder, at opbevaringen er det vigtigste parameter for, hvorvidt en gammel flaske af en potentielt god vin er stor. 1926 er i øvrigt en lidt overset årgang, som mange skribenter i dag mener kan være ligeså god som de mere berømte 1928 og 1929. Kvantiteten var meget lille og priserne meget høje, så årgangen blev overset i 1930’ernes depressionsår. Ch. Margaux 1928 (96) havde den mørkeste farve i sættet, men stadig med et sundt udseende. Næsen har puddersukker, og er mere nedtonet end 1926, men bestemt lækker, klassisk, stor moden Bordeaux, mindre højtonet og parfumeret end 26’ og 29’, mere klassisk, struktureret og maskulin. Smagen har næsten bedre struktur og maskulinitet end 26’, jernagtig og tør, mindre charmerende og kompleks, medicin, iod og metal, rank og struktureret, men sødere end forventet ud fra tidligere oplevelser. Jeg har fået den tidligere, hvor den har været god, endda rigtig god, men aldrig på samme niveau som her. Skal vi sige det på dansk denne gang: ”vinens opbevaring er det afgørende, når vi taler om så gamle flasker!”. Jamen er det ikke fantastisk - Ch. Margaux 1929 (97-98) var den 3. helt fremragende vin i dette sæt! Farven er næsten ligeså brun som 26’eren. Dufter som meget stor, gammel, fuldmoden Bourgogne med en enorm kompleksitet og sødme, klassisk efterårsskovbund, brun farin/karamel, friske orangefrugter, minder en hel del om 26’eren, men næsten endnu mere parfumeret!!! I smagen dog knap så sød, afrundet og dekadent som 26’, men ligner i øvrigt denne meget, en anelse mindre sødme, men ikke desto mindre ”fantastisk”. Nærmest ubeskriveligt at de 3 ældste vine i smagningen alle 3 skulle vise sig så fremragende. Det er naturligvis lidt heldigt, men også et bevis på, at det er vigtigt at være kritisk, når man køber så gamle vine – hellere betale lidt mere for en pæn flaske med god stand – f.eks. B el. C – frem for en mindre flaske med lav stand – D el. derunder. Ingen gættede på, at dette sæt var i 1920’erne, de fleste gættede på et 1950-sæt, en enkelt på et 1930-sæt.

Herefter var det umuligt at komme højere op i kvalitet, og selv om man vidste, at der både kom 1953 og 1961, så var det som om klimaks var nået med de 3 vine fra 1920’erne.

Ch. Margaux 1933 (93) var meget brun og lys i farven. Næsen klassisk elegant Margaux med orangefrugter og stor Bourgogne-agtig sødme, men ikke helt så sød, frisk og intens som 26, 28 og 29. Smagen mere tør end 26-29, mangler lidt frugt, men ikke langt fra disse alligevel, idet den er i samme søde og friske stil. Imponerende – jeg mindes ikke at have smagt nogen vin overhovedet tidligere fra årgang 1933 – som bestemt heller ikke har noget stort ry – men denne var virkelig flot. Må have været godt opbevaret. Ch. Margaux 1937 (87) Havde den pæneste farve i sættet. Mere maskulin og struktureret og metallisk end de fleste årgange. Ligeledes i smagen, bliver lidt gammel og frem for alt tør i glasset, men en udmærket oplevelse. Ch. Latour 1934 (62) var meget brun, og havde en næsten gul kant og en kedelig glød, der indikerede oxidering. Næsen ganske rådden, smagen ligeledes gammel og kedelig, om end ikke helt udrikkelig. Kan sikkert være bedre – som den var da jeg smagte den i 1989 – men næppe nogensinde rigtig stor. Ch. Margaux 1934 (50). En ægte ”strandvasker”. Alt for mørk og oxideret farve. Rådden duft og smag. Jeg har fået den bedre i 1991, men aldrig stor. Denne flaske helt umulig.

Dernæst et overraskende svagt sæt med først Ch. Margaux 1970 (72): Gammel, oxideret, maderiseret, bedre i smag end duft med en vis sødme og struktur, men let rådden, virker ældre end den er. Bør sælges, hvis man har den. Ch. Margaux 1966 (76) havde en mærkelig næse af kartoffelvand og avispapir. Smagen er kedelig, blød og forfriskende. Kun lidt bedre end 70’eren. Burde være bedre – som den har været ved 3 tidligere lejligheder siden 1989, hvor jeg har givet den 86-89 p. Ch. Margaux 1962 (88) var klart den bedste vin i dette sæt: Flot moden farve. Lækker, moden forfinet Bourgogne-duft, friske orangeskaller, brun farin, karamel. Smag som duft, lidt mere syre/mindre sødme end 20’erne og lidt tør, men ganske flot moden vin.

Ch. Margaux 1945 (80) kunne desværre ikke leve op til 2 tidligere ganske pæne præstationer, hvor jeg – senest 10/02 gav den 92/100. Ok, moden duft, men ikke spændende. Smagen tør og kedelig, drikkelig, men udtørrende. Kan være væsentlig bedre fra en perfekt opbevaret flaske. Ch. Margaux 1947 (50) prøvede vi fra hele 2 forskellige flasker, som naturligvis ikke var ganske ens, da de kom fra forskellige kilder, men ingen af dem var rent faktisk drikkelige. Fl. 1 helt umulig rådden og fl. 2 mere muggen end rådden, men ingen grund til at spilde mere plads på dem. I 1989 ved en vertikal smagning gav jeg faktisk en DK-aftapning 89 p., så den kan være bedre end her. Ch. Margaux 1949 (93) var uden konkurrence sættets bedste vin: Meget lys, men flot og levende farve. Bourgogne-agtig duft med orangefrugter, friskhed og syre. Smagen let, forfinet og elegant, orangefrugter og forfriskende syre, flot kompleksitet, lidt for meget syre for rigtig storhed. Langt bedre end da jeg sidst fik den i 1989. Ch. Margaux 1950 (50) skulle iflg. Michael Broadbent være årgangens bedste Medoc-vin (Petrus og Lafleur fra Pomerol skulle være endnu bedre!), men det var den ikke her. Brun og oxideret farve. Rådden i duft og smag. Kan dog være ganske flot, og jeg gav den 92/100 da den blev serveret som joker i vertikal Chaval Blanc-smagning 10/03.

Endelig kom så de længe ventede 1950-sæt – med en enkelt joker i form af 1961’eren. Ch. Margaux 1953 (92) kan være en 100/100-vin, men opbevaringen er elkstrem vigtig for denne, næsten skrøbelige vin. Jeg har fået den en del gange – lucky me! – og den kan være sublim, men det er efterhånden sjældent at den er det – vel efterhånden kun 1 ud af 3 fl. – og jeg havde derfor selv besluttet, at den efterhånden er for dyr at satse på. Men kan man finde en flaske, som men ved har været opbevaret godt, kan det jo være en legendarisk vin, og en af århundredets bedste for hele Bordeaux. Denne flaske havde en ganske brun farve. Næsen havde den efterhånden klassiske orangeskal, Bourgogne-agtige elementer, en anelse gammelt præg – desværre – men lækker nok, om end den efterhånden bliver så kælder-agtig, at det næsten tangerer prop. Smagen er ligeledes gammel og let kælder-agtig, lidt tør og uspændende – men kan lige akkurat drikkes.

Foto: Dennis L Jensen

Tja, desværre ikke et af super-eksemplarerne, men bestemt et af de bedre, som jeg har smagt i de senere år.Skulle man sige ”living dangerously” om denne vin generelt??? Ch. Margaux 1955 (95) har ikke nær samme høje ry som 53’eren, men var ikke desto mindre bedre her! Klassisk kompleks Margaux-næse, stor sødme, karamel og brun farin. Smagen er let, elegant, delikat og forfinet, smager godt, bdre og friskere end 53’eren, sødere og renere, men alligevel ikke helt 100% ren. Ch. Margaux 1959 (86?) Mørkest i sættet. Stor og flot sødme, men et vist prop-agtigt element trækker ned. Ligeledes i smagen. Kan godt ligge over 90 p. – som den gjorde, da jeg smagte den i 1991, men denne flaske synes ikke helt OK. Dog aldrig en af de store 59’ere. Ch. Margaux 1961 (94-95) havde en flot moden, men ikke for udviklet farve. Flot og meget ren næse, den mest harmoniske og intense i sættet, kompleks og faktisk ungdommelig, meget nuanceret, ren, bred og intens. Smagen fuldstændig som duften, men en anelse for tør for at kunne være med helt i toppen. Den legendariske 1961’er var også flot i denne sammenhæng, men en anden flaske smagt 10/03 var lige et niveau bedre.

Vi sluttede af med den klassiske duel: 1982 mod 1983, men desværre havde 1982’eren prop, så den egentlige duel må vi have til gode til en anden gang. Ch. Margaux 1983 (95) havde af ungdommelig frugt (naturligvis efter så mange gamle vine!), mens smagen var sød og cremet (mine noter blev nu lidt kortfattede, da jeg var på grænsen af min ydeevene – ikke fordi jeg var fuld, men fordi vi havde fået mange indtryk og megen mad!). Ch. Margaux 1982 (?) havde – som nævnt - grim prop. Jeg har tidligere typisk givet den 94-96 p., men det er ikke en stor Ch. Margaux.

Montrachet 1938 Bouchard (50) var et kurioseum medbragt af en af deltagerne. Var død og passede vist kun til salaten…

En anden deltager havde medbragt en lidt mere interessant flaske: Guigal La Turque 2000 (93). Den nærmest stinker af ristede, nye fade, klassisk Syrah, stør rig bærsødme. Smagen som duften, overraskende let drikkelig, charmerende ristedhed fra fadene, men mangler dybde i.f.t. 1999, 1998 og andre store årgange af Guigals enkeltmarksvine.

En hård dags arbejde var slut. En herlig dag med mange herlige vine, herlig mad på en af Københavns allerbedste og mest innovative restauranter og i særdeles godt selskab blandt ”vinnørder” – Tak!

Ch. Margaux 2000		99+
Ch. Margaux 1999		94
Ch. Margaux 1998		91
Ch. Margaux 1996		95+
Ch. Margaux 1995		91?
Ch. Margaux 1990		97
Ch. Margaux 1989		92
Ch. Margaux 1986		95+
Ch. Margaux 1985		95
Ch. Margaux 1983		95
Ch. Margaux 1982		?
Ch. Margaux 1981		95
Ch. Margaux 1979		94
Ch. Margaux 1978		91
Ch. Margaux 1970		72
Ch. Margaux 1966		76
Ch. Margaux 1962		88
Ch. Margaux 1961		94-95
Ch. Margaux 1959		86?
Ch. Margaux 1955		95
Ch. Margaux 1953		92
Ch. Margaux 1950		50
Ch. Margaux 1949		93
Ch. Margaux 1947		50
Ch. Margaux 1945		80
Ch. Margaux 1937		87
Ch. Margaux 1934		50
Ch. Margaux 1933		93
Ch. Margaux 1929		97-98
Ch. Margaux 1928		95
Ch. Margaux 1926		99

Meursault 1. Cru ”Les Perrieres” 1992, Comtes Lafon		97
Meursault 1. Cru ”Les Perrieres” 1992, Coche Dury		96
Lafite-Rothschild 1996		96+
Latour 1996		97
Cheval Blanc 1949		83
Latour 1947		85
Latour 1934		68
Montrachet 1938, Drouhin		50
Guigal La Turque 2000		93

Tidlig historie
Som de andre 1. Cru’er har også Ch. Margaux en lang og indviklet historie, men i modsætning til f.eks. Ch. Latour, der har haft samme familie som ejere i flere hundrede år, har Ch. Margaux levet en omskiftelig tilværelse med mange ejere og derfor mange op- og nedture. I 1200-tallet lå der et fort ved navn La Motte, der skulle beskytte området mod pirater fra Gironde-floden. Først i 1500-tallet begyndte ejendommen dog at tage den form, som vi kender i dag, og først på dette tidspunkt begyndte vindriften så småt at tage form. I 1680 udgjorde ejendommen i alt 260 ha. og 70 af disse var beplantet med vinstokke. Dette er stort set den samme størrelse som nu. I begyndelsen af 1700-tallet blev vinen for første gang eksporteret til England, og var dermed et af de allerførste slotte, der blev solgt under eget navn, men man gik tilsyneladende ikke så højt op i stavningen dengang, for vinen blev solgt under så forskellige navne som Margaux, Margouze, Margooze, Margeau, Margau, ja selv Margot.

Revolutionen og Th. Jefferson
I 1787 var den senere amerikanske præsident Thomas Jefferson, på daværende tidspunkt Minister for franske anliggender, på rundtur i Bordeaux. Han blev en af datidens "vinguru'er", og man kunne næsten spøgefuldt kalde ham for "1700-tallets Robert Parker" ! Han lavede sin egen klassifikation af Bordeaux-vinene, og i 1. Cru placerede han først Ch. Margaux og derefter Lafite, Haut-Brion og Latour - præcis de samme slotte, som 68 år senere blev officielle 1. Cru’er i 1855-klassifikationen. Efter den franske revolution i 1789 blev ejendommen konfiskeret fra den daværende ejer D'Agricourt, der nåede at flygte, mens hans kone og svigerfar blev et hoved kortere i guillotinen. I 1802 blev slottet efter nogle år med en omskiftelig tilværelse solgt til Marquis Douat de la Colonilla for kun 650.000 Frs., mens Lafite kun 5 år tidligere var blevet solgt for 1.200.000 Frs. Uden overhovedet at have besøgt stedet lod han de gamle bygninger rive ned og byggede det nuværende slot, der stod færdigt i 1810. Dette er i øvrigt i dag et af de smukkeste og mest statelige i hele Bordeaux, og fuldt værdigt til vinens klassifikation.

Familien Ginestet
Efter at have skiftet ejere i 1836 såvel som i 1879, blev Ch. Margaux i 1921 købt af et syndikat ledet af Pierre Moreau. Fra 1934 begyndte et af de andre medlemmer, Fernand Ginestet, at opkøbe de andres andele, og hans søn Pierre kunne i 1949 fuldende købet, idet han ved at sælge familiens slot Clos-Fourtet i St. Emilion blev i stand til at købe de andre syndikatmedlemmer ud samt renovere og møblere slottet. Også vinen trængte imidlertid til "en renovering". Under Moreau var hele produktionen blevet solgt som Ch. Margaux uden nogen udvælgelse til en 2. vin, og da Ginestet overtog ansvaret i 1934 havde arbejderne ikke fået løn i 6 mdr. og desuden var kun 1/3 af vinmarkerne i produktion. Det var således tydeligt, at Ch. Margaux ikke var i samme form som de andre 1. Crus, og priserne slottets vin opnåede var da også lidt lavere. Ginestet gjorde imidlertid et kæmpe arbejde i vinmarkerne, kældrene og på slottet, og Ch. Margaux havde da også et godt ry i 40'erne, 50'erne og begyndelsen af 60'erne med berømte og legendariske vine produceret i 45’ 47’, 49’, 53’ og 61’. I midten af 60'erne begyndte det dog så småt at gå tilbage for kvaliteten, og psykologisk startede nedturen nok med lanceringen af en "ikke-årgangs Ch.Margaux", af hvilken den første var en blanding af den katastrofale årgang 63 og den rimelige 64'er. Vinen var måske nok bedre end 63'eren alene, men blev aldrig en succes.(Jeg har smagt denne vin ved en enkelt lejlighed, og selv om den var overraskende frisk og vital, var den ikke noget specielt).

Ch. Margaux' kriseår
Hvordan det kunne gå så skævt, som det gik for Ch. Margaux, er i dag svært at fatte, men årsagen skal findes i den store krise og depression, der prægede Bordeaux i starten og midten af 70'erne. Mens Pierre Ginestet var ansvarlig for driften af Ch. Margaux, var hans bror Bernard administrerende direktør for familiens store og veletablerede negociant-firma. I 1970-71 ekspanderede markedet hurtigt, og negociant-firmaet behøvede kapital til at investere og følge med, og det eneste sted at tage pengene fra var Ch. Margaux. Derfor var der ikke midler til at investere de enorme summer som er nødvendige for den daglige drift af et 1. Cru-slot, og heller ikke den nødvendige strenge udvælgelse til 1. vinen blev foretaget. Bernard Ginestet var en samvittighedsfuld og dygtig negociant, der arbejdede seriøst. Han tappede selv de fleste vine, og havde langtidskontrakter med mange slotte. Dette blev dog hans skæbne. Da priserne steg og steg, selv for den ringe årgang 72 for derefter nærmest at kollapse med årgang 73 og 74, sad han tilbage med aftaler om at købe vin som ingen ville have og tilmed til en høj pris. Det lykkedes for Ginestet at fortsætte et par år ved simpelt hen at spare på omkostningerne forbundet med driften af Ch. Margaux, men det var oplagt, at dette gik ud over kvaliteten, og til sidst havde han kun to alternativer: At undlade at opfylde sine økonomiske forpligtelser og miste sin stolthed som menneske, eller at sælge Ch. Margaux, og dermed miste sit livsværk. At vælge mellem pest og kolera er ikke let, og det må have været en svær tid for Bernard Ginestet, der nok har kunnet se, at Ch. Margaux i disse år ikke fik den nødvendige omsorg. Dermed er myten om Ginestet som en dårlig vinbonde og forretningsmand gennemhullet. Han var blot en mand, der gerne ville gøre alle tilfredse. Han nyder da også i dag stor respekt i Bordeaux, hvor han bl.a. har været borgmester i Margaux og har skrevet og redigeret den kendte bog-serie "Le Grand Bernard", der i nu 19 bind på fortræffelig vis gennemgår Frankrigs vigtigste vindistrikter. Da Ginestet i 1975 omsider indså, at han var nødt til at sælge Ch. Margaux, var det dog ikke så ligetil at finde en køber, og først 2 år senere blev slottet afhændet.

Familien Mentzelopoulos
Det amerikanske spiritus-firma National Distillers bød i 1976 82 mio. Frs., men salget blev forhindret af den franske regering, der ikke ville have flere 1. Cru-slotte på udenlandske hænder (Latour og Haut-Brion var allerede ”mistet”). Derfor blev det i stedet den franske supermarkedskæde Felix-Potin med den græske millionær André Mentzelopoulos som hovedaktionær, der overtog Ch. Margaux for den i dag latterlige sum af 72 mio. Frs. (de seneste vurderinger ansætter slottet til en værdi af ca. 1,2 mia Frs.) André Mentzelopoulos havde ikke specielt forstand på vin, men han var besat af tanken om at få Ch. Margaux tilbage i toppen af Bordeaux' hierarki, koste hvad det ville. Hans første skridt var at hyre den legendariske professor Peynaud, der på daværende tidspunkt var på toppen af sin karriere og bl.a. konsulent for 40 af Bordeaux' bedste slotte. Peynaud blev således manden, der planlagde et omfattende investeringsprogram og introducerede en streng udvælgelse til en 2. vin - for første gang i 40 år. Mentzelopoulos betalte uden at kny, men han var forretningsmand, og hvis han ikke havde kunnet se et potentiale med sine investeringer, havde han næppe været så entusiastisk. Desværre døde André Mentzelopoulos af et hjerteslag allerede i 1980 kun 66 år gammel, men allerede da kunne man med sikkerhed konstatere, at Ch. Margaux var tilbage på toppen igen. Han efterfulgtes af sin kone Laura, men snart blev det hans datter Corinne, der blot var 27 år ved sin fars død, der overtog ansvaret. Hun ligner sin far meget, og har i følge prof. Peynaud en virkelig god forståelse for vinen. I dag klarer hun såvel rollen som mor som jobbene som ansvarlig for familiens mange forretninger - udover ledelsen af Ch. Margaux. . Familien Mentzelopuolos har kontinuerligt foretaget store investeringer i Ch. Margaux siden overtagelsen, og mere end 100 mio. Frs. er således brugt alene på nyinvesteringer, hvortil kommer den løbende drift. Men selv om man har mange penge, er det ikke givet, at man laver en god vin. Penge er ikke den eneste hemmelighed bag renæssancen for Ch. Margaux, for udover dem kræves der ambitioner, arbejdsomhed, gå-på-mod m.m. For at illustrere den "gnist" som tilsyneladende alle medlemmer af Mentzelopoulos-familien er i besiddelse af, fortælles følgende anekdote om André Mentzelopoulos : "En weekend i oktober 1978 arbejdede han som sædvanlig over på sit kontor i Paris, hvor han besluttede at ringe til Margaux for at høre hvordan det gik med den nye årgang i form af den stadig gærende vin i tankene. Der var imidlertid ingen på slottet, der besvarede hans gentagne opringninger, og efterhånden ret bekymret over at ingen tilsyneladende holdt øje med den vigtige gæring, besluttede han at leje et privatfly. Han fløj straks fra Paris til Bordeaux, kun for at finde ud af, at gæringen stort set var overstået og alting var under kontrol". Denne historie fortæller en hel del om hvad der kræves for at være i toppen. Mens de fleste slotte i Bordeaux trods alt stadig er privat ejede, er dette ikke tilfældet for Ch. Margaux. Mentzelopoulos-familien har aktier i firmaet EXOR, der står bag slottet. Agnelli-familien (Fiat-koncernen) overtog i 1990’erne en større aktiepost heri, og var således i nogle år delvis medbestemmende for Ch. Margaux.. Corinne Mentzelopoulos måtte således stå skoleret for alle aktionærerne hvert år, og disse kunne godt have svært ved at fatte, "hvorfor man nyplanter hele tiden", "putter så meget til side som 2. vin" og "hvorfor man ikke beplanter alle 250 ha.". Indtil videre giver driften dog et pænt afkast, og efterhånden er folk begyndt at forstå, at Ch. Margaux ingen problemer har! I 2003 købte Corinne aktieposten tilbage fra Agnelli-familien, og er således i dag nærmest enerådende og bestemmende på Ch. Margaux.

Vinmarkerne
Ejendommen, der ligger i hjertet af kommunen Margaux, består af 250 ha., hvoraf dog kun de 85 er vinmarker. De fleste af disse ligger på den første bakke fra Gironde-deltaet, d.v.s. mellem hovedvejen D2 og floden. Nærmeste nabo mod syd og på vejen til Bordeaux by er rivalen Ch. Palmer. Jorden i Margaux-kommunen er ret tynd og fattig og består af sand, grus og sten, mens der længere nede findes kalk og ler. I modsætning til dette er jorden i kommunerne i det nordligere Haut-Medoc rigere med en større andel af ler, flere og større sten og tykkere grus. Denne specielle jordbund resulterer i at vinene fra Margaux generelt er lettere end fra f.eks. Pauillac og St. Julien, men til gengæld er mere parfumerede og finessefulde. Vinmarkerne er beplantet med 75% Cabernet Sauvignon, 20% Merlot, 2% Cabernet Franc og 3% Petit-Verdot, hvilket er meget normalt for distriktet, selv om mange tror, at man bruger mindre Cabernet Sauvignon i Margaux, hvilket faktisk ikke er ubetinget korrekt. Druesammensætningen er dog væsentlig forskellig fra naboen Ch. Palmer, der har hele 40% Merlot, men disse 2 rivaler minder dog alligevel om hinanden, omend Ch. Margaux i de senere år altid har været den mest koncentrerede. Årsproduktionen er med de kvantitativt store årgange vi nu oplever omkring 20.000 kasser om året, mens der sker en kraftig udvælgelse til 2. vinen Pavillon Rouge de Ch. Margaux, der nu udgør 12.500 kasser eller mere om året. Ganske unikt for Medoc-området producerer Ch. Margaux også en hvidvin med appellation Bordeaux blanc. 3.300 kasser bliver det til årligt, og vinen, der kaldes for Pavillon Blanc de Ch. Margaux laves på 100% Sauvignon Blanc. Gennemsnitsalderen for vinstokkene er 35 år.

Vinifikationen
Der er næppe nogen enkelt hemmelighed bag vinens succes siden 1978. Som allerede nævnt, er det meget muligt, at det ikke var lykkedes for andre mennesker med lige så mange penge at nå et så højt kvalitetsniveau. Under den nuværende ledelse, bliver intet overladt til tilfældigheder, hverken i vinmarkerne eller i kældrene. Når druerne er plukket, gærer de i slottets 26 gæringstanke lavet af eg. Dette er ganske exceptionelt, idet man nok ville have forventet, at man med alle det andet nye udstyr, der er er blevet installeret, også ville være gået over til rustfri ståltanke, som det er sket på mange andre slotte, og som specielt prof. Peynaud har været en af de varmeste fortalere for. Problemet med gæringstanke af træ er, at det er svært at kontrollere gæringstemperaturen, men hvis man til gengæld med moderne udstyr er i stand til dette, skulle det ikke gøre nogen forskel. Af de andre 1. Cru’er er det kun Mouton-Rothschild, der også bruger egetræstanke til at gære vinen i. Direktøren Paul Pontallier – der kom til som ganske ung i 1983 og nærmest er blevet en legende blandt ønologer - hævder, at egetanke holder temperaturen mere konstant, således at mosten er varmere under den efterfølgende maceration (udtrækning), hvilket medfører, at der bliver udtrukket ekstra ekstraktion og koncentration af druerne, hvilket skulle give den specielle, opulente stil. Mange forsøger at skabe denne ekstraktion på dette stadie ved at pumpe den færdig-gærede most over drueskindene, men dette kan ifølge Pontallier give en for hård og ubehagelig tannin. Efter at vinen også har gennemgået sin malolaktiske gæring, kommer den på egefade, hvoraf 100% nu er nye i modsætning til tiden under Ginestet, hvor kun ca. 50% var nye. Med den mere koncentrerede og strukturerede stil, kan vinen sagtens klare denne behandling, således at Ch. Margaux i dag ligesom de andre 1. Cru’er er lagret i 100% nye fade. (2. vinen får dog ikke så stor en andel - "kun" ca. 50%). Efter at vinen første gang er omstukket, foregår netop den strenge udvælgelse mellem 1. og 2. vin, og den bliver foretaget som blindsmagning af de forskellige fade af Corinne Mentzelopuolos selv, Prof. Peynaud, direktør Paul Pontallier og kældermesteren Grangerou. Sidstnævnte er i øvrigt 3. generation med denne funktion på Ch. Margaux, og havde således også denne funktion under Ginestet, og det må være en mærkelig fornemmelse at have haft så forskellige arbejdsbetingelser. Han kan dog næppe bebrejdes skuffelserne i starten af 70'erne, idet en kældermesters opgave er, efter omstændighederne at få det bedste ud af råmaterialet. Derefter ligger vinen på fad i 18-24 mdr. - længst tid i de bedste årgange, der har kapaciteten til at optage alt hvad egetræet kan give fra sig. Tidligere lå vinen ofte 30 mdr. på fad, hvilket nok var for længe.

Vinen
Det er allerede nævnt, at Margaux-vine kan være lidt tyndere og mere elegante end de øvrige Haut-Medoc vine, og de vil derfor sommetider komme til kort i direkte konfrontationer. Sætter man derimod mere pris på parfume og kompleksitet - hvilket man dog nok først gør når man er mere erfaren - kan Margaux-vine være sagen. Når dette er sagt, kan det dog konstateres, at Ch. Margaux i årgangene under Mentzelopoulos-familien - d.v.s. efter 1978 - næsten er mere i Pauillac- end Margaux-stil (selv om heller ikke undertegnede altid har lige let ved at skelne mellem kommunerne i Haut-Medoc ved blindsmagninger!). Dette drilles folkene fra Ch. Margaux da også med af deres naboer. Pauillac-stil eller ej, så er der ingen tvivl om, at Ch. Margaux i dag er bedre end nogensinde før - hvilket nedenstående smagenotater tydeligt viser - og derfor er aspirant til titlen som den p.t. bedste 1. cru. Den har en næsten uhørt rigdom af frugt, og kan som ung virke overraskende tilbagestående, idet den efter at have vist alle sine facetter lige efter aftapningen hurtigt lukker sig. I 1994 lavede det store amerikanske vinmagasin ”Wine Spectator” en ”top-50” over de bedste Bordeaux-slotte i 1980’erne baseret på de point, man havde givet de respektive gode årgange. 80’, 84’ og 87’ var udeladt, men i de øvrige årgange frem til og med 90’, havde Ch. Margaux et gennemsnit på 96,6/100, hvilket må siges at være meget højt. På de næste pladser kom henholdsvis Mouton-Rothschild, Petrus, Le Pin og Lafite-Rothschild med Lynch-Bages på en flot 6. plads.