Smagninger > 2005 Domaine Leflaive

21 vine fra Domaine Leflaive 1983-2002, jokere, 7 store røde bourgogner årgang 2002

Domaine Leflaive beliggende i kommunen Puligny-Montrachet, Côte-de-Beaune, Bourgogne, står for de fleste kendere af hvid Bourgogne som noget af det ultimativt største hvide Bourgogner, man kan få – især deres Grand Cru’er Chevalier- og Bâtard-Montrachet, mens deres på papiret fineste mark – Le Montrachet – som de kun har en andel på 0,08 ha. I, der kun frembringer ca. 350 fl. i et godt år, nærmest må betegnes som et kuriosum (om end en dyr en af slagsen!) Se mere om Domaine Leflaive sidst i artiklen, herunder det detaljeret kort med angivelse af deres parceller i de enkelte vinmarker.

En krystalklar forårsdag i marts, hvor vejret var råkoldt balancerende omkring frysepunktet, havde 12 deltagere bænket sig til et dagsarrangement på Københavns (og Danmarks) højeste Michelin-dekorerede restaurant ”Ensemble”, der netop et par uger forinden – yderst velfortjent efter min vurdering, ikke bare målt ud fra hvad denne fantastiske dag bød på af lækkerier fra køkkenet, men ud fra tidligere besøg på stedet – havde fået 2 eftertragtede ** i Michelin-guiden.

De 21 hvidvine fra Domaine Leflaive var annonceret på forhånd – men ikke serveringsrækkefølgen – og tilstedeværelsen af div. ”jokere” gjorde ikke dagens ”arbejde” lettere.

1. sæt bestod af overkommelige 2 vine: Chevalier-Montrachet 1997, Dom. Leflaive (94) havde en gul/grøn farve, der ikke længere så helt ung ud. Næsen var stål-agtig og mineralsk, indslag af let smør, meget fadpræg og ristet træ, sprød og utrolig ren, kalk, klassisk element af grøn vingummi-bamse. Smagen er meget ren, ikke med mange komplekse nuancer, pæn længde, grønlige, friske nuancer, nok bedst i duften, klassisk elegance, pæn lang eftersmag, men mangler måske lige lidt koncentration. Ved siden af stod en meget mørkt udseende Dom. Ramonet Batard-Montrachet 1997 (87?), der havde en let oxideret duft med surmælksprodukter, honning og nødder og en smag, der var meget mere udviklet end Dom. Leflaive 1997, smøragtig og Nord-Rhône-agtig, mangler frugt, lidt kedelig, ikke frisk mineralsk syre. Det var ikke stor vin – slet ikke når prisen nok har været betydeligt over 1.000 kr. Spørgsmålet er om den er sådan i den ikke specielt store årgang 1997, eller der er tale om en decideret dårlig flaske? Under alle omstændigheder burde den være bedre. Den interessante sammenligning mellem 2 af de helt store hvide bourgogne-producenter – Leflaive og Ramonet - blev således desværre ikke til noget ved denne lejlighed.

Til dette sæt fik vi serveret en ret bestående af hummer i 4 serveringer: Hummer-salat, kogt hale naturel, grønne blade, saltet citron – mums!

Næste sæt havde 3 hvidvine: Puligny-Montrachet 1. Cru ”Les Pucelles” 1999, Dom. Leflaive (93) havde en klassisk og ren næse med let grøn vingummi, flot sprød og mineralsk syre, der fylder næsen med intensitet. Smagen er utrolig ren og frisk, , rigtig meget syre, nærmest citrusagtig, giver en utrolig bredde og styrke – og længde – ren ”syre-basse”, får en utrolig flot og ren definition, måske lidt for ”slank” for storhed, knap så lang, rigtig meget citrus. Puligny-Montrachet 1. Cru ”Les Combettes” 1999, Dom. Leflaive (93) havde en meget stærk, maskulin og alkoholisk frugt, mindre eksotisk og parfumeret end Les Pucelles, intensiteten imponerer virkelig. I smagen meget større fedme end Sauzet 1999 (næste vin), meget mindre syre og mineralsk, tung og kødfuld, slagterbutik, enorm power, syren er nærmest skjult, utrolig lang. Puligny-Montrachet 1. Cru ”Les Combettes” 1999, Etienne Sauzet (93) var mørkere end de 2 Leflaive-vine i 1999, næsen var meget metallisk, mindre frugt, friskhed og mineralskhed end Leflaive-vinene, gin-agtig, grøn forårs-eng, ikke så mineralsk og sprød som les Pucelles. Smagen minder om Combettes fra Leflaive, lidt mere venlig og nem måske, nærmest blød og afrundet, lang, men knap så ren og spændende som Combettes fra Leflaive, men minder ganske meget om denne.

En ganske spændende duel i 1999, hvor den på papiret bedste 1. Cru-mark i Leflaives stald – ”Les Pucelles”, der ligger lige op ad Bâtard- og Bienvenues-Bâtard-Montrachet – rent faktisk blev slået af 1. Cru-marken Les Combettes, der ligger nordligst i Puligny-Montrachet, på grænsen til Meursault og 1. cru-marken dér ”Les Charmes”.

Hertil hummer-vinaigrette: saltet torskeryg, egen sky, olivenolie fra gamle træer.

Nu var vi ved at være så meget oppe i omdrejninger, at værten godt mente, at vi kunne klare at få serveret et sæt med hele 4 vine: Chevalier-Montrachet 2000, Dom. Leflaive (93+) var lidt lukket i næsen og syntes ikke umiddelbart som næste vin, om end den bestemt havde meget fin intensitet, knap så sprød og mineralsk som sættet før, mættende og lidt kødfuld, ristet fad og vanilje-karakter, ganske meget ristet fad. Smagen har et fint og godt citrus-præg, let, men tydelig vanilje, lang og fyldig, fed og cremet, kan drikkes nu, men holder også. Bâtard-Montrachet 2000, Dom. Leflaive (95) havde en lidt mere kridt og mineralsk karakter end Chevalier, kompleks og kødfuld, let vanilje. Smagen er også mere mineralsk end Chevalier, lidt sødere og rigere (nu), mere kølig og mineralsk. Bienvenues-Bâtard-Montrachet 2000, Dom. Leflaive (93) var tungere og mere kødfuld end Bâtard, knap så elegant, mindre frisk og mineralsk, om end utroligt nuanceret. Smagen er meget brændt og ristet, stor fedme, måske knap så intens og stærk som Bâtard, men bestemt en p, flot eftersmag med god mineralskhed. Puligny-Montrachet 1. Cru ”Les Pucelles” 2000, Dom. Leflaive (92-93) havde prop, men vi var så heldige, at den fandtes på ”Ensembles” vinkort, og en ny flaske blev derfor fremskaffet, men den fik derved ikke de 2 timer på karaffel, som de andre vie fik, hvilket måske gjorde den lidt mere lukket? Næsen har lakrids og anis, grønne grannåle. Smagen er knap så lang og intens, lidt grov og med forholdsvis kort eftersmag.

Super-interessant duel, hvor Bâtard overraskende slog Chevalier, og hvor Les Pucelles’ ”sidsteplads” måske skyldtes, at den fik mindre luft end de øvrige. Under alle omstændigheder koster den ”kun” det halve af de øvrige, hvilket under alle omstændigheder gør den til ”best buy” i dette sæt!

Hertil blev serveret en kongeret: Hummersuppe: Dobbeltfløde, hummerbrud, kartoffel – helt sublim ret, Ensemble på den store klinge!

Næste sæt bestod kun af 2 vine, der til gengæld umiddelbart virkede ældre, uden at være ”gamle”. Montrachet 1990, Domaine Ramonet (98+) havde ganske gul og udviklet farve. Duften var super-kompleks med smør, kød, ristede pinjekerner, fed og mættende, ganske moden, men ikke oxideret, gammelt træ, mynte, ”after eight”, stærk, intens, rig og med enorm bredde. Smagen har moden fedme, ikke oxideret, men ret moden, enorm kompleksitet, klassisk tør, tung, moden, men ikke overmoden. Tja, hvad skal man sige – næsten perfekt vin i en mere tung og kompromisløs, mindre elegant stil end domaine Leflaive. Ved siden af denne vin havde Chablis ”Les Clos” 1990, Domaine Raveneau (95) det vanskeligt. En fantastisk Chablis – fås næppe meget bedre, hvilket karakteren også viser. Ca. samme farve som Montrachet fra Ramonet. Duft af hvid chokolade, meget stål-agtig, ”Grand Cru-stål”, nærmest Riesling-agtigt petroleums-element, et strejf af Alsace, men også – i hvert fald i starten – elementer af Sauternes (!), hvilket dog forsvinder. I smagen meget Riesling-agtig, mere tør, mindre smør-rig og fed end Ramonet Montrachet, mindre charmerende og storladen, mineralsk og fremtræder mere syrerig.

Hertil fik vi serveret ”Hummer-Rockefeller”: Foie gras, vintertrøffel, klo.

I frokostens sidste sæt var vi nået til – selv om vi endnu ikke vidste dette, da alle vinene blev serveret blindt – dagens ældste Domaine Leflaive-vine. Chevalier-Montrachet 1983, Domaine Leflaive (96) havde en ganske gul, men ikke for moden farve. Duften var først lidt lukket, smør-ristet og dild-agtig, parfumeret og blomsterforretnings-agtig, roser, ganske frisk og lækker, grøn og stadig æblefrisk. Smagen meget lækkert smørristet, cremet og eksotisk, nødde-agtig, nærmest oversøisk, virkelig fremragende – 22 år gammel. Ved siden stod dens 2 år yngre ”bror” Chevalier-Montrachet 1985, Domaine Leflaive (97), der blot var en anelse mere fremragende med en helt fantastisk trøffel-næse, rigtige trøfler, meget ren, eksotisk, klassisk, nærmest æterisk – ja, ord slår ikke til. I smagen er den meget ens i karakter i.f.t. 83’eren (altså marken slår mere igennem end årgangen!), måske lidt blødere og endnu renere, helt fantastisk balance, mere mineralskhed end 83’eren, endnu bedre renhed, balance og friskhed – og derfor alt i alt en anelse bedre. Bâtard-Montrachet 1985, Domaine Leflaive (93) kom lidt til kort i.f.t. de 2 Chevaliers, idet næsen var mere udviklet og nødde-agtig, mindre frisk end de øvrige, kødfuld og mindre feminin og ren. Ligeledes i smagen mindre ren end øvrige, og ikke med samme lækre sødme, mere maskulin, mindre charme, mere tørhed og alt i alt mindre spændende. Så bedømt ud fra denne duel, er forhåndsfavoritten Chevalier-Montrachet altså bedre end Bâtard.

Hertil div. franske oste.

Efter en fortjent pause fra Ensembles vidunderlige køkken og de store, vidunderlige hvide bourgogner, som blev benyttet til at blive blæst godt og grundigt igennem på en frisk gåtur omkring Amalienborg og Operaen i det kølige forårsvejr, blev det ved 17-tiden tid til at starte på resten af dagens program.

Der var fuld line-up i årgang 2001 – som i årgang 2000 tidligere på dagen - med hele 3 Grand Cru-vine Chevalier-Montrachet 2001, Domaine Leflaive (92) var ungdommelig og frisk, let smør i næsen, hø, kærnemælk, mere røget og toastet end de øvrige 2, den mest åbne. Smagen har ikke voldsom kraft, men god fedme, ung og lidt kridt-agtig, ikke den store sødme, mere ristet end Batard. Bâtard-Montrachet 2001, Domaine Leflaive (92+) syntes ret lukket, men til gengæld meget ren, ikke så ristet, åbner op, meget ren, mere mineralskhed end ristet/toastet. Smagen lidt neutral, klassiske ren karakter, ikke stor tyngde el. sødme, lidt renere end Chevalier-M. 01, let anis. Bienvenues-Bâtard-Montrachet 2001, Domaine Leflaive (91) var lige akkurat (blindsmagt) den svageste af de 3 med en næse med anis, lakrids, stålsat, kølig og frisk stil. Smagen er stort set uden fadpræg, meget neutral, den letteste af de 3 og lidt kort. 2001 er bestemt ikke min favorit-årgang, og selv om alle 3 vine var hæderlige, koster de for meget til, at der er tilstrækkeligt i dette selskab blot at være ”hæderlig”.

Hertil Mikkel Maarbjergs vinderret fra ”Nordic Challenge 2005: Helleflynder ”Nordic Challenge 200” på en anden måde……?

Så kom hele striben i årgang 2002 – naturligvis igen blindt - dvs. de 3 ovenstående Grand Cru-vine + udfordreren 1. Cru-marken Les Pucelles. Chevalier-Montrachet 2002, Domaine Leflaive (95) var mørkest, men alligevel lys. Duften er rig, eksotisk, rigtig flot, den mest røgede og extreme. Smagen er flot, flot prikkende på tungen, langt rigere og federe end 2001, mere lineær, mere ren, perfekt skarphed, lang og elegant, indbegrebet af elegance. Bâtard-Montrachet 2002, Domaine Leflaive (96+) var eksotisk og cremet, ikke specielt fadpræget, meget ren og klassisk mineralsk og ikke nær så eksotisk som Chevalier 2002. Smagen er betydeligt fyldigere end Chevalier 2002, meget helstøbt, alkoholisk, fantastisk flot syre i eftersmagen, rigtig maskulin med stor styrke og tyngde, mere varme og intensitet end Chevalier, mindre elegant. En fremragende vin – for en gangs skyld bedre end Chevalier. De fleste havde nok tippet Bienvenues-Bâtard-Montrachet 2002 (96) til en sidsteplads, men den var fremragende, ligeså god som Bâtard, bedre end Chevalier. Stærk og alkoholisk næse, men også meget aromatisk, lukket med maskulin styrke, intet nyt ristet fad, klassisk mineralsk og stenet karakter, åbner op med en ufattelig renhed, fedme, elegance og meget inciterende. Smagen stringent og lidt stram, ikke helt så fyldig som Bâtard, men måske mere elegant og ren. Sidste vin i sættet var også den ”svageste” 8hvis man ellers kan påstå, at noget var ”svagt” her!): Puligny-Montrachet 1. Cru ”Les Pucelles” 2002, Dom. Leflaive (93-94). Lyseste farve i sættet. Meget kridt og kalk i næsen, nærmest champagne-agtig, frisk havbrise, ikke fed, men elegant og ren. Smagen har mere syre og mineralskhed end de øvrige, mindre cremet fedme, ganske fin, men mere spids end de øvrige i sættet – og det er ikke fordi den har et større potentiale – blot lidt ”slankere”. Disse vine viste, at 2002 er en fremragende årgang for hvid Bourgogne – og værd at betale mere for end 2001.

Hertil en enkel, men fremragende ret: Jordskokker og sort vintertrøffel.

Næste sæt havde 2 1989’ere i duel: Chevalier-Montrachet 1989, Domaine Leflaive (97). Ikke speciel mørk farve. Meget åben næse med smørristede mandler, helt speciel karakter, foie gras og kød, slagterbutik, nedfaldsæbler, fremragende og ikke-oxideret, men fuldmoden og nødde-agtig, superkompleks, næsten for anmassende. Smagen er med enorm styrke for en hvidvin, stærk og alkoholisk, tydeligvis fra et varmt år (hvilket 1989 jo er), meget kompleks, næsten for meget!? – mangler måske en anelse renhed/friskhed/mineralskhed/klassicisme, utrolig mættende, tung og uelegant, nærmest vulgær – men dejlig! Chevalier-Montrachet 1989, Marquis de Laguiche, Joseph Drouhin (97) var renere og friskere i næsen, mere mandel- end kødkarakter, mindre åben og måske mindre spændende og vild, men til gengæld mere ren og klassisk. Smagen er ufattelig ren,, klassisk hvid bourgogne og ungdommelig, fremragende syrlighed, helt vildt frisk, stærk, prikker på tungen, underspillet og delikat, meget lang og cremet, men alligevel med enorm flot syrlighed og friskhed. Utrolig forskellige stilarter, man tvinges næsten til at favorisere én af dem, men jeg prøver at forholde mig objektiv, og giver dem derfor samme karakter, selv om de nærmest er som nat og dag.

Hertil blev serveret kold foie gras m. karamelliserede æbler i flere teksturer.

Så var vi nået til 1996’erne og et sæt med 4 vine – 3 Dom. Leflaive og 1 joker, som viste sig at være sættets bedste vin. Chevalier-Montrachet 1996, Domaine Leflaive (95) havde en eksotisk næse præget af gammelt træ og fersken, meget åben, imødekommende og egentlig moden. Smagen ligeledes ganske moden, måske en anelse oxideret, på en gang både ungdommelige og let modne elementer, temmelig lang, meget blødere end (hvad der viste sig at være) Puligny-Montrachet 1. Cru ”Les Pucelles” 1996, Dom. Leflaive. Bâtard-Montrachet 1996, Domaine Leflaive (?) havde desværre prop – ud i vasken med den. Bâtard-Montrachet 1996, Jean-Noël Gagnard (96) var simpelt hen sættets bedste vin og viste på fornemmeste vis, at også andre end Domaine Leflaive kan lave stor hvid bourgogne: Næse med krudt og fyrværkeri, spændende, kompleks og meget intens, den tungeste og mest koncentrerede i sættet. Smagen mindre fed end Chevalier fra Leflaive og med mindre syre. Puligny-Montrachet 1. Cru ”Les Pucelles” 1996, Dom. Leflaive (94) var sjovt nok sættets lyseste vin og havde en meget, meget mineralsk og kridtagtig næse uden rigtig fedme. Ferskenpræg i smagen, flot syre og i meget mineralsk stil, kridt og rigtig meget mineralskhed. En flot og meget klassisk Puligny.

Hertil stegt kalvebrissel med granulat af tørrede morkler og græskar-kerner, vinaigrette med stegte morkler, olivenolie og græskar.

Det var nu slut med ”det store hvidvinsbrag”, som man må sige, at det var. Domaine Leflaive levede i det store og hele op til sin store berømmelse, om end de meget velvalgte jokere viste, at også andre producenter – i hvert fald indimellem og nøje udvalgt – kan producere store hvide bourgogner på højde med Leflaives.

Nu syntes værten, at vi skulle ”forkæles” med 7 store røde Bourgogner fra årgang 2002, hvilket han dog undlod at afsløre, før vi havde smagt på dem alle).

”Forkæles” er måske et forkert udtryk, for sandt at sige er 2002 bourgognerne ikke rigtig charmerende lige nu, så ”imponeres” er nok et mere korrekt udtryk, for imponerende, det var de. Men det var hård kost at gå i gang med unge røde bourgogner efter de fremragende hvidvine.

Vi lagde hårdt ud med kultvinen Vosne-Romanée 1. Cru ”Cros Parantoux”, Méo-Camuzet 2002 (93+). En lille 1. Cru-mark på blot 1,01 ha. ved siden af Richebourg-marken, der blot har 2 ejere, der begge befinder sig i superligaen: Méo-Camuzet og Emmanuel Rouget – sidstnævnte nevø og arvtager til den berømte Henri Jayer. Alle eksperter er enige om, at denne mark burde have Grand Cru-status. Nærmest pink farve, rubinrød. Næse med ”store, røde, glade hindbær”, meget lukket, fadprøve-agtig. Smagen meget ungdommelig, meget syre, svær at bedømme, lukket og mere bitter og kirsebærstensagtig end de 2 næste (Méo-Camuzet)-vine, p.t. lidt mere simpel/lukket. Richebourg, Méo-Camuzet 2002 (95+) var også meget ungdommelig og lukket, men syntes dog at være lidt mere kødfuld i næsen + et element af kærnemælk. Stærkere i smagen end ”Cros Parantoux”, ja nærmest enorm. Corton ”Rognets” Méo-Camuzet 2002 (95) var faktisk en anelse mørkere end Richebourg, næsen var lukket og bær-agtig, mere frugt end fad (lidt usædvanligt for Méo, der normalt har en meget røget og toastet stil). I smagen er den stærk og helstøbt, umiddelbart blødere end de 2 øvrige Méo-vine, men måske lidt tør i eftersmagen.

Hertil bøf af dansk kalv, fattigmands-asparges og små løg, sauce med sur/sød eddike.

Charmes-Chambertin, Joseph Roty 2002 (96), var ikke så mørk som Corton fra Méo, men meget violet. Meget højtonet, flot næse med stor renhed og elegance og elementer som vanilje-creme, ristet fad, iod, jordbær, røget. Smagen har meget stor koncentration, saftige jordbær, højtonet og åben, meget ungdommelig, men virker næsten overraskende blød , klassisk stor Bourgogne, kirsebærsten. Berygtet som excentriker – besøgte ham 2 gange for efterhånden 10-12 år siden. Mindeværdige – og meget lange besøg. Kom først derfra ved 12-tiden om aftenen, fordi han snakkede helt vildt meget og længe. Han forærede mig dog en fl. Charmes-Chambertin (som regel hans bedste vin) i den exceptionelle årgang til gengæld for, at jeg skaffede ham på PostDanmarks mailingliste for køb af danske frimærker for samlere!

Bonnes-Mares, Magnien 2002 (92) var ganske mørk i farven og havde en meget ren næse med essens af hindbær, som går igen i smagen, lidt (for) tør og vanskelig at gennemskue, hvor god den vil blive. Lidt af en skuffelse i dette selskab – især værten fandt den skuffende, da han havde haft store forventninger til den. Bonnes-Mares, G. Roumier 2002 (93+) var den lyseste af alle rødvinene. Næsen er blød og højtonet, vaniljecreme og creme brulée, karamel og orangefrugter. Smagen har god sødme med jordbærfrugt, simpel og enkel at forstå, præget af overmodne jordbær, umiddelbart let, men vinder meget i styrke. Svært p.t. at vurdere, hvor stor den er, men burde være endnu bedre end 93+. Sættets bedste vin var Bonnes-Mares, Comte Georges de Voguë 2002 (95). Den var ungdommelig og maskulin med stærk struktur og elementer af kirsebær-sten i næse, + ny, meget intens og ungdommelig bitterfrugt. Smagen har en utrolig styrke og struktur, næsten for stærk og koncentreret, men meget lovende, skal bare have masser af tid.

Hertil skank af dansk kalv, ægte stegesky og puré af bløde løg.

Til desserten, som var iscreme med tørret frugt, vanilje og honning samt lun kage af butterdej med flødeskum millefeuille, blev serveret Ch. d’Yquem 1975 (96). Farven var ikke så mørk, og mit umiddelbare gæt var ”yngre end 67”, og selv om jeg har fået denne vin endnu bedre, var det herefter ikke så svært at gætte ”Yquem 1975”. Ren og klassisk ædel råd i næsen, let benzin, lak og voks, orangefrugter, dejlig udvikling, moden, stor sødme. Smagen superkoncentreret, meget stærk og alkoholisk, flot syre, så den ikke bliver plump (den flotte, rene, stærke syre har altid været Yquem 1975’s adelsmærke), fantastisk styrke, syre og intensitet. Som sagt en flot vin, der kan være endnu bedre afhængig af dagsformen og især opbevaringen. Man behøver bare at se på farven på forskellige udgaver af denne vin, som udbydes på auktion for at forstå, hvor forskellige de må være.

En helt igennem totaloplevelse, hvor på papiret fremragende store hvide bourgogner viste sig at være store og fremragende og hvor man fik en helt ny målestok for vurderingen af store hvide bourgogner. Og da rødvinene også var spændende – om end lidt unge p.t. – og køkkenet svingede helt oppe på den store klinge, så blev det en uforglemmelig dag…

Chevalier-Montrachet 1997, Dom. Leflaive		94
Batard-Montrachet 1997, Dom. Ramonet		87?
Puligny-Montrachet 1. Cru ”Les Pucelles” 1999, Dom. Leflaive		93
Puligny-Montrachet 1. Cru ”Les Combettes” 1999, Dom. Leflaive		93
Puligny-Montrachet 1. Cru ”Les Combettes” 1999, Etienne Sauzet		93
Chevalier-Montrachet 2000, Dom. Leflaive		93+
Bâtard-Montrachet 2000, Dom. Leflaive		95
Bienvenues-Bâtard-Montrachet 2000, Dom. Leflaive		93
Puligny-Montrachet 1. Cru ”Les Pucelles” 2000, Dom. Leflaive		92-93
Montrachet 1990, Domaine Ramonet		98+
Chablis ”Les Clos” 1990, Domaine Raveneau		95
Chevalier-Montrachet 1983, Domaine Leflaive		96
Chevalier-Montrachet 1985, Domaine Leflaive		97
Bâtard-Montrachet 1985, Domaine Leflaive		93
Chevalier-Montrachet 2001, Domaine Leflaive		92
Bâtard-Montrachet 2001, Domaine Leflaive		92+
Bienvenues-Bâtard-Montrachet 2001, Domaine Leflaive		91
Chevalier-Montrachet 2002, Domaine Leflaive		95
Bâtard-Montrachet 2002, Domaine Leflaive		96+
Bienvenues-Bâtard-Montrachet 2002		96
Puligny-Montrachet 1. Cru ”Les Pucelles” 2002, Dom. Leflaive		93-94
Chevalier-Montrachet 1989, Domaine Leflaive		97
Chevalier-Montrachet 1989, Marquis de Laguiche, Joseph Drouhin		97
Chevalier-Montrachet 1996, Domaine Leflaive		95
Bâtard-Montrachet 1996 Domaine Leflaive		? - prop
Bâtard-Montrachet 1996, Jean-Noël Gagnard		96
Puligny-Montrachet 1. Cru ”Les Pucelles” 1996, Dom. Leflaive		94
Vosne-Romanée 1. Cru ”Cros Parantoux”, Méo-Camuzet 2002		93+
Richebourg, Méo-Camuzet 2002		95+
Corton ”Rognets” Méo-Camuzet 2002		95
Charmes-Chambertin, Joseph Roty 2002		96
Bonnes-Mares, Magnien 2002		92
Bonnes-Mares, G. Roumier 2002		93+
Bonnes-Mares, Comte Georges de Voguë 2002		95
Ch. d’Yquem 1975		96