Smagninger > 2006 Latour i 30 årgange

Ch. Latour i 30 årgange gennem 100 år 2003 – 1904 samt andre spændende vine i ”Restaurant Kong Hans Kælder” marts 2006

Jeg ved, at jeg har drukket mere god vin end de fleste, og alligevel bliver jeg nødt til at indlede denne artikel med at nævne, at Ch. Latour ubestridt er den Bordeaux-vin, som jeg har smagt i flest forskellige årgange, men ikke – desværre – den Bordeaux-vin, som jeg har smagt mest af!

55 årgange talte jeg det op til forinden denne potentielt legendariske smagning, som – jeg erkender at det lyder blærerøvsagtigt – ”kun” ville tilføje yderligere 7 årgange til ”samlingen”(hvis jeg altså kunne komme igennem alle vinene!).

Men selv om jeg således nok var den af deltagerne, der havde smagt flest årgange af dagens ”hovedperson”, vil jeg næsten garantere for, at jeg ikke var den, der glædede mig mindst til dagens program.

Latour er altid interessant i mindre årgange og majestætisk i store årgange (når de har været opbevaret godt, hvilket desværre ikke altid er tilfældet!), og udover de ovenstående yderligere 7 ”skalpe” (årgange) til samlingen, gik jeg også hjem efter 12 timers hårdt arbejde med 3 x 100 p. i smagebogen – og herudover mange herlige minder om legendariske vine og sublimt gastronomisk niveau.

Allerede her skal således lyde en stor tak til ”vinhandleren fra Kjær & Sommerfeldt”, der valgte at holde sin 30 års fødselsdag som en Latour-smagning (måske ikke så overraskende for dem, der kender ham!?), og valgte at invitere mig til at få del i de herlige vine og det herlige selskab, som kun opstår blandt virkelige vininteresserede mennesker.

Også en stor tak til Thomas Rode og hans folk på ”Kong Hans”, der i perfekte rammer leverede nogle sublime madoplevelser, der til fulde matchede de fremragende vine (hvilket ikke siger så lidt!), og ikke mindst den specielt indfløjne vintjener – Dan – der tog fri fra sin tjans på den *** Michelin Restaurant ”The Fat Duck” udenfor London, for at være os behjælpelige med at få nogle skrøbelige propper op på nogle spændende gamle årgange af Ch. Latour (og det er han altså imponerende god til – nu ved jeg, hvorfor jeg ikke er dygtig nok til at blive sommelier!).

Nedenfor følger et referat fra smagningen med noter på vinene og betragtninger i øvrigt om disse, herunder tidligere erfaringer. På et senere tidspunkt vil følge lidt ”kedelig” historie om dette ”kedelige” slot, der indiskutabelt laver en af verdens bedste, mest spændende, fortryllende og længst levende vine.

Det hele startede allerede kl. 11.30, hvor tropperne var samlede for at gå til bords – og det blev en lang frokost, for værten havde bestemt, at vi skulle have hele 24 vine – heraf 3 på magnum! – før vi fik et velfortjent ”frikvarter”.

Første vin i Champagne-glasset var Krug 1990 magnum (98). Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg synes, at det er en genial Champagne. Det er 3. gang, at jeg smager den, men første gang fra magnum (som jo notorisk skulle være en bedre flaskestørrelse for især Champagne). Den har en stor cremet, mindre oxidativ end normalt for Krug, masser af eksotiske frugter, herunder mandarin, og vanilje. Smagen er ekstrem sød og cremet for Krug, også mindre rustik og oxideret end normalt, ekstrem lang eftersmag. Endnu bedre end jeg husker den fra de 2 tidligere gange (indenfor det sidste ½ år) – måske fordi den er på magnum. Jeg smagte den mod 1988’eren ved en lille lørdagssmagning hos Bjørn i SuperBrugsen i Hørsholm, hvor den var klart bedre og mere charmerende end den i øvrigt rigtig gode 1988’er. Jeg kunne godt have drukket mere af denne herlige Krug 1990, men der ventede et stort program, og alligevel var jeg nok den, der fik mest, da jeg nærmest sugede den ud af glasset før alle andre!

Hertil blev serveret ”Jomfruhummer Ajo Blanco på hassel”

Nu kommer der et sort kapitel, som utvivlsomt vil ryste tilliden til mine og ”Copenhagen Tasting Groups” ry som ”Danmarks bedste smagere”, men jeg bliver nødt til at fortælle den!

Første vin i næste sæt var Latour 2002 (91+), som havde en mærk ungdommelig farve. Næsen var de første 2 min. fantastisk klassisk Latour med enorm budding-sødme, vanilje-cremethed, parfumeret og enorm åben, men pludselig lukker den sig helt ned. Jeg fik aldrig nået ats smage på den i denne første fase, hvor næsen var åben som en ladeport, men da jeg havde duftet til sættets 2 øvrige vine, var den svær at blive klog på; den var meget fersk og ”klassisk Bordeaux”, forholdsvis nem at drikke, ikke så lang, og virker mindre rig/koncentreret end Les Forts 2002. Ja, gode undskyldninger er der nok af, men alle deltagere byttede i deres gæt rundt på Latour og Les Forts i 2002!!! Forklaringen følger lidt af min ovenstående note: Latour lukker meget hurtigt ned og er svær at trænge igennem, mens Les Forts charmer og virker p.t. som om den har mere. Men sådan forholder det sig naturligvis ikke. Jeg har endnu til gode at møde en 2. vin., der kvalitetsmæssigt kunne matche 1. vinen i det lange løb, men jeg har derimod ved flere lejligheden – jeg husker især Pavillon Rouge de Ch. Margaux 1990 i 1997 – oplevet, at 2. vine på visse tidspunkter tidligt i livet har været større oplevelser end 1. vinen. I midten stod Domaine de la Romanée Conti La Tache 2002 (96) og var med sin lyse farve og hindbærmættede duft ikke svær at finde blandt de 2 Latour-vine fra 2002. Næsen er mere charmerende end forcventet med bløde, store, glade hindbær, vaniljecreme, parfumeret og cremet, mens smagen ligeledes ikke er så hård som forventet af 2002, intens og fløjlsblød, exceptionel lang eftersmag, mere intens end stærk, syren relativt afdæmpet for årgangen, mere feminin end maskulin. Måske ikke 1999’erens styrke, men en imponerende og i øjeblikket meget forførende, der dog uden tvivl – som alle La Tache’r – skal gemmes længe – min. 10 år. Les Forts de Latour 2002 (95) var umiddelbart mere lukket, mineralsk og stenet end Latour 2002, men i smagen virkede den klart stærkere, mindre fersk og med lang, stærk, sød og mineralsk eftersmag, uden det ferske præg fra 1. vinen. Uden tvivl et vanvittigt godt køb, men vil utvivlsomt en dag komme til kort i.f.t. 1. vinen – men er indtil da en mere interessant og charmerende vin at drikke.

Alle var rystede efter at sættet blev afsløret, og det viste sig, at alle havde byttet rundt på Latour og Les Forts 2002, så det var 12 nervøse smagere, der fik de næste 2 vine skænket op med viden om, hvad det var, men ikke rækkefølgen. Latour 1996 (97) var mørkest i farven, og duftede klassisk og udpræget af valnødder, mineralskhed, cedertræ, flint våd jord/muld, solbær, utrolig renhed og struktur. Smagen var lige så fremragende som duften, stærk og med enorm struktur, men samtidig stor saftighed, som viser, at den er i balance, mundrensende og lang. Latour 1994 (93) skulle klart være den mindste af de 2 vine, men den klarede sig nu hæderligt uden at falde igennem. Næsen er mere grøn og umoden, mindre sød og oversøisk end 1996’eren, men det giver den til gengæld en god kompleksitet og klassisk valnødde-karakter. Smagen er lettere end 1996’eren, bare en anelse grøn, god struktur, nemmere at drikke end 96’eren. Positiv overraskelse, men de fleste gættede alligevel sættet korrekt.

Så hed det et sæt med 79, 76 og 75 – et lille mellemsæt kan man sige, for ingen af disse årgange har jo i dag et stort ry. I første glas var Latour 1975 (91), som havde en fin klassisk Latour-næse, i det hele taget klassisk Bordeaux, men af den tørre, støvede slags, klassisk lukket, Pauillac-agtig. Smagen ligeledes tør, struktureret og – for – klassisk, mangler absolut sødme for storhed, men renheden i vinen er fin nok. Tænk at man en gang – faktisk op til omkring 1985 – troede, at 1975 var en fremragende Bordeaux-årgang!? Nå, bare det ikke går sådan med 2005’erne. Her dog den bedste af de 3 vine, selv om det ikke siger så meget. Latour 1979 (88). Mørkest i farven, men som så ofte før, hvor jeg har smagt denne vin – godt nok for mange år siden efterhånden – har den en meget speciel, gennemtrængende og ikke udelt behagelig duft af gammel, sur ost (Epoisses); tør, kridtagtig, klarer lidt op, men aldrig rigtig behagelig. Smagen er tør og kridtagtig, ikke så ren som 1975, mere kål-agtig, men egentlig også mere bredde i smagen – desværre, for det er ikke rigtig godt. 1979’eren har aldrig været et hit for mig, og selv om det er længe siden jeg har smagt den, kunne jeg straks genkende den. Ikke noget særligt for årgangen, og slet ikke for Latour. Latour 1976 (90) var den lyseste og mest udviklede i farven – og i duften - hvor den virkede gammel, helt fuldmoden og nærmest Margaux-agtig, fuldmoden karamel-agtig, parfumeret. Smagen er ”sjov”, meget mere moden og afrundet end de øvrige, virker som om den er fra 1950’erne, den blødeste, men også korteste, men også den mest charmerende og drikkelige.

Jeg så meget frem til næste sæt, som bestod af Latour 1960, 1955 og 1950 – altså 5-tabellen fra 1950-1960! Jeg smagte en fantastisk Latour 1955 i foråret 2005, hvor den dels var helt fantastisk – lige akkurat et mulehår bedre end en ligeså fremragende Mouton-Rothschild 1955 – dels så ærketypisk Latour, at man næsten begyndte at græde. Jeg har et blødt punkt for 1955’erne efter denne smagning – dels fordi de bedste af vinene – ikke mindst de 5 1. Crus var så gode og især ærketypiske – det lykkedes mig faktisk – for en gangs skyld – at gætte dem alle 5! – dels fordi årgangen ikke har så meget hype – og høje priser – som f.eks. 1953 og 1959. Latour 1955 (88) kunne desværre ikke leve op til den fremragende perfomance fra året før (hvilket altså betyder, at denne vin kan være fremragende, hvis den har været godt opbevaret, men denne flaske kan ikke have været det. Næsen afdæmpet, men klassisk, soja-agtig, lukker sig hurtigt ned. Der er gode valnødder i smagen, bedre end 1960’eren, let bitter, klassisk. Den bedste vin i sættet var – til de flestes overraskelse - Latour 1960 (94), som var mørkest og havde sen næse med soja, skosværte, karamel og valnødder. Smagen var helt anderledes end de øvrige i sættet, enorm styrke og struktur, ren, stor, lang og klassisk, mineralsk, valnødder, ungdommelig, flot længde. Alle troede, at det var 1955’eren. Burde ikke være så god, men fremragende for årgangen, og må have ligget fremragende. Latour 1950 (86) var den lyseste og mest spændende, næsen havde god kompleksitet, men var lidt oste-agtig, mens smagen lige akkurat holdt sammen og gjorde den til en interessant gammel vin, men den er kort, og syren bliver lidt tør og pågående efter lidt tid i glasset.

Hertil blev serveret en super-ret bestående af ”Havtaske & fricassé af hummer m. knoldselleri fra Lammefjorden”

Så gik vi gang med det man kunne kalde de decideret små årgange af Latour. 1954’eren skulle oprindelig have været med, men værten syntes ved nærmere eftersyn ikke, at den så spændende, så vi måtte ”nøjes” med 1958, 1965 magnum og 1951! Latour 1951 (83) var ganske moden, ja ligefrem gammel/overmoden med en lidt kål-agtig og ikke helt ren næse. Smagen vandig, tynd og kedelig, men drikkelig. Latour 1958 (86) havde en dejlig ren og forholdsvis ungdommelig næse, ikke stor og sød, lidt lukket og god mineralskhed, næsten lidt renere end 1956, men knap så kompleks. Smagen sjov ukompleks, men meget frisk og ungdommelig, ikke lang, ikke kompleks. . Latour 1956 (magnum) (86) havde en kødfuld næse, den mest komplekse af de 3 mindre 1950’ere, valnødder, den mest klassiske. Smagen mere tør, men også mere spændende end 1958’eren, måske lidt for tør?

Så nåede vi til et utrolig interessant sæt, idet værten havde overgået sig selv og udskiftet Latour 1941 (som ikke så pæn ud) med Ch. Margaux 1953!!! Wauw! Latour 1953 (93) var forholdsvis lys i farven, dvs. klassisk Ikke meget parfume i duften, medicinsk og maskulin. Smagen tør og stringent, metallisk og stenet, mineralsk, lidt kort i.f.t. de bedste. Har altid stået mærkeligt i skyggen af de andre 1. Crus i denne årgang, hvor i hvert Lafite-Rothschild og Ch. Margaux kan være 100 p. vine, hvis de har ligget optimalt. Latour 1943 (91) var en anelse lysere end 53’e, medicinsk, egentlig stærkere og mere struktureret end 53’eren, og i smagen er den længere og har mere struktur. Ch. Margaux 1953 (96-97) ses efterhånden altid at leve livet på en knivsæg, og da den er ret kostbar, tager man i hvert fald en chance/risiko, hvis man køber den på auktion, uanset stand. Det er efterhånden en stor – dyr – risiko man tager. Jeg husker stadig da jeg smagte denne vin første gang for ca. 15 år siden, hvor den var fremragende ved flere lejligheder. Siden har den svinget noget i kvalitet, men kan – indimellem - være fremragende, men der findes bestemt også kedelige, ikke optimalt opbevarede fl. på markedet, ja de er vel efterhånden nok snarere reglen end undtagelsen. De har jeg også smagt, og de er kun en gang skygge af de gode flasker. Som jeg skrev i 1997, da jeg smagte den:

1953 : 78. Grumset, uklar, brun farve. Næsen Madeira-agtig, sur-sød soya-sauce, fantastisk sødme og intensitet, men desværre for gammel her. Man kan tydeligt fornemme, at den har haft meget stor sødme og har været en meget stor vin – men denne flaske desværre for gammel. Smag som duft: enorm sødme, Madeira, stor sødme, men ikke frisk og livlig. Hvor er det dog ærgerligt!!! Set i bakspejlet (smagt 5 gange – 3 ud af 5 mindre gode - dårlige), må man nok erkende, at Ch. Margaux 1953 efterhånden er en noget risikabel flaske at satse sine sparepenge på! *11/97.

Denne flaske var dog rigtig flot. Simpelthen 100 p. i næsen med orangefrugter og iod, sprød kiks og kagecreme, brændte mandler og violer, Bourgogne-agtig kompleksitet og parfume. Smagen er knap så spændende som duften, lys chokolade og karamel, en anelse rå og præget af sorte og lidt bitre frugter, mere maskulin end næsen og ikke helt så sød, blød og rund, som den i hvert fald en gang kunne være. Jeg er stadig sikker på, at en koldt og perfekt opbevaret magnumflaske vil være 100/100. Denne dog en af de bedste flasker jeg har fået i lang tid.

Et sæt med Latour 1946, 1947 og 1948 stod som det næste på menuen. Latour 1946 (88) havde en pæn ren farve. Næsen er ikke specielt stor el. dyb, men måske alligevel den friskeste og mest ungdommelige. Smager fint, kølig og frisk. Bemærkelsesværdig drikkelig og god for denne årgang, der vel nærmest er indbegrebet af en rædselsårgang. Lever dermed op til Latours ry for at lave flotte vine i off-årgange. Latour 1947 (?) har en meget brun og moden farve; duften er meget udviklet, banan og puddersukker, meget, meget sød, nærmest maderiseret, men også ret spændende. Smagen er meget sød, madeira-agtig og ude af balance. Man mærker tydeligt de problemer, som der har været i dette varme år, som kan være så exceptionel for Pomerol og St. Emilion, men hvor Medoc-vinene er mere problematiske. Den er svær at give karakter, for jeg synes bestemt ikke, at den er udrikkelig – den har sin egen charme – på en buizar måde – men er ikke en stor klassisk vin. Jeg tror såmænd at det er en meget repræsentativ flaske. Latour 1948 (92) var mørkest i sættet og havde en mineralsk og klassisk duft med mere storhed end 1946’e. Smagen rank og struktureret, meget ungdommelig og sten-præget, frisk, stærk og maskulin, typisk Latour fra et klassisk år uden ekstrem varme el. tørhed som de bedste årgange.

Herefter kom sætte med de 2 ”oldinge” 1919 og 1904. Principielt giver jeg ikke højere karakter til en gammel vin ”fordi den har holdt sig godt”, men alene ud fra drikkeoplevelsen her og nu. Latour 1919 (87) havde en lys farve – men ikke så lys som 1904’eren – næsen i kølig og ren stil, sukret, frisk og kun en anelse rigtig ælde at spore. Smagen er meget sødmefuld, men dog en ret kunstig sødme, ikke fra et stort år, relativ let, men slet ikke tilnærmelsesvis gået over. Latour 1904 (tysk aftapning) (88) var meget lys, klart den lyseste Latour jeg nogensinde har set! Næsen havde havpræg og var frisk og salt. Smagen Bourgogne-agtig, ret let og med frisk syre, men lidt mere kompleks og ren end 1919. Som sagt ikke ekstra point for historiens vingesus (som jeg sagde, da jeg smagte denne vin: ”Tænk, der var ingen der havde tænkt på, at man skulle igennem 2 verdenskrige, da man lavede denne vin”). Points’ene afspejler drikkeoplevelsen, og jeg tror, at begge disse gamle vine har ligget godt i de mange år. Gad vide, hvad de har oplevet. ”Hvis flasker kunne tale….”.

Til disse vine fik vi ”Ragout af ung and fra Dombes” eller som en af deltagerne havde skrevet ”Ragout af ung mand fra Dombes”

Det var blevet tid til en dessert og hertil d’Yquem 1967 (98). Farven på ældre Sauternes afspejler i høj grad opbevaringsforholdene. Er en vin for mørk i.f.t. andre eksemplarer af samme vin, har den ikke ligget optimalt. Denne havde en moden Cognac-farve, nogle mente, at den var lidt mørkere end den optimalt set kan være, men jeg mener stadig at den hører til de gode, lyse 1967 d’Yquem. Duften var helt overvældende og lækker, super-koncentreret, enorm kompleksitet, abrikos, ananas, likør.agtig, fantastisk intensitet og styrke og moden, sød kompleksitet. Smagen utrolig marengs-agtig, likør, brændt karamel, sukret, brændt sukker, mangler måske en anelse syre, men jeg regner den for en af de store Yquem 1967, som jeg har fået, om end den kan få 100, hvis alt klapper.

Hertil en herlig dessert bestående af ”Fourme d’Ambert & brioche, mosaik af tørrede frugter & gelé”

Hermed sluttede ”frokost-delen” (kl. var også over 16.00! Jeg følte mig ikke egentlig beruset, men alligevel så fyldt med mad, vin og indtryk generelt, at jeg gruede lidt for aftenens middag og smagning.

Men det skulle vise sig at gå meget bedre end forventet – jeg havde undervurdere mig selv!

Læs nærmere nedenfor.

Efter en lille gåtur omkring Kgs. Nytorv og omegn, var vi tilbage på ”Kong Hans” klar til (en ny) start kl. 18.00.

Jeg var klar i hovedet, næsen, munden og pennen var spidset.

Vi fik en lidt uheldig start, idet ”ganerenseren”/velkomstvinen Louis Roederer magnum 1961 (?) viste sig at have en (for) mørk, nærmest rosé-farve, en næse der var alt for sød og karameliseret, nærmest dessertvinsagtig og med et anstrøg af møbelpolish, og sluttelig en smag, der havde lidt Champagne-karakter over sig. Gammel Champagne er desværre ”risky business” i.f.t. gamle rødvine. Der er flere fejlbehæftede flasker, og jeg tror, at det er opbevaringen, der ofte er problematisk. De fleste er ikke så påpasselige med at gemme Champagner ved de korrekte opbevaringsforhold. For gammel Champagne kan virkelig være en stor oplevelse, og lad mig benytte lejligheden her til at nævne, at Champagne holder meget bedre og længere end de fleste tror (hvis opbevaringen er korrekt).

Den generøse vært fik hurtigt arrangeret en Taittinger Comte de Champagne Blanc de Blancs 1996 (94+), som var lige det modsatte af den Champagne, som den erstattede, idet den var lys, enormt frisk, ungdommelig, mineralsk, stram, syrerig og ukompleks. Parker har netop givet den 98 p., men den var nok endnu sværere at smage end normalt lige efter den søde Louis Roederer 1961.

En fremragende ret bestående af ”stegte kammuslinger og puré af gulerødder bagt i hø (!) og blodappelsinsmør (!)” ledsagede disse 2 Champagner.

Så et stort hvidvinssæt med 2 fl. Corton-Charlemagne fra kultproducenten Coche-Dury. Corton-Charlemagne Coche-Dury 1994 (95) var enormt blomsteragtig og parfumeret, eksotiske frugter sprøjter derudaf, kridt og kalk. Smagen kunne ikke helt leve op til duften, en anelse tynd i eftersmagen, der ikke er specielt lang, eksotisk og kødfuld, og naturligvis med fornem klasse, men bare ikke helt på niveau med de høje forventninger. Corton-Charlemagne Coche-Dury 2001 (96) havde en klassisk stor hvid Bourgogne-duft med grøn vingummi, mere ren og klassisk end 94’eren, anis og lakridsrod. Smagen er tungere end 94’eren, men knap så eksotisk (da den er yngre), federe, stærkere, rigere, mere koncentration, en eksplosion i munden , mere længde, syre, mineralskhed og renhed end 1994’eren.

Hertil en helt sublim ret i form af ”Vesterhavs pighvar bagt i saltdej m. Karl Johan-bearnaise”

Så hed det et sæt med Latour 1971, 1966 og 1964 – naturligvis som de øvrige sæt – serveret i vilkårlig/blind rækkefølge.

Latour 1964 (94) havde en klassisk Latour-næse med metal og jern, meget ren, jordet, mineralsk, havbrise, tang og østers. Smagen er stærk, struktureret, metallisk, rusten, utrolig dejlig og klassisk, superkompleks og mineralsk, meget lang eftersmag. Latour 1966 (95) var blødere og faktisk mindre maskulin i næsen end 64’eren, men til gengæld med mere sødme i duften og virkede noget mindre moden/mere ungdommelig. I smagen er den stærkere og mere tilbagestående, men ikke så kompleks/moden i nuancerne og knap så lang eftersmag, men herudover alt i alt en lidt bedre vin, dejlig stærk og mineralsk og stadig – efter 40 år – med masser af liv endnu! Jeg husker, da jeg var i Bordeaux i 1999 som rejseleder og guide for en gruppe, hvor jeg fandt 3 ½ fl. Latour 1966 i kælderen på Restaurant ”Claret’s”. 2 af dem havde fin stand, og de blev rejst op til næste dag, og serveret direkte fra flasken i 5 glas. De var meget flotte begge 2, om end klart forskellige, selv om de kom fra samme kasse. Latour 1971 (?) havde desværre prop, men ville under alle omstændigheder næppe have kunnet matche de andre 2 vine helt.

Næste sæt: Latour 1949, 1945 og 1928. Umiddelbart undrede jeg mig lidt over, at værten ikke havde sat 1961’eren op imod 1945 og 1928, nu den var med, men den blev så gemt til en dyst mod Palmer 1961!

Latour 1945 (95) har jeg været så heldig at smage 4 gange tidligere – med blandet held. 2 gange fremragende 98-100 p. vine (om end meget forskellige – den ene gang silkeblød, charmerende og forførende, den anden gang - med 1 års mellemrum - indbegrebet af klassisk, majestætisk, maskulin Latour med mere struktur end charme og 2 gange mere eller mindre udrikkelige, herunder i 2002 ved den berømte 1945 smagning (se andetsteds på sitet), hvor den desværre havde prop. Her havde vinen en pæn, ikke alt for moden farve. Næsen var dejlig, absolut fuldmoden med voks-agtige elementer, orangefrugter og efterårsskovbund, frimærke-gummi, skocreme, tydeligvis fra et varmt, ”rustet” år, selleri og en anelse banan (ikke gammel banan). Smagen har rigtig god sødme, mere end 1849’eren i dette sæt, men knapt så delikat og balanceret som denne, men med lidt mere sødme, lidt mindre kompleksitet, og lige et strejf af noget lidt for gammelt (banan), som trækker den ned fra det perfekte. En meget spændende og flot vin, der nok stadig kan være bedre, men bestemt også dårligere – hvilket de fleste flasker, der måtte være tilbage af denne vin i dag (gad vide hvor mange det er!?) nok i virkeligheden er. Når vin bliver op i mod 60 eller mere, betyder opbevaringen alt, og det risikable er, at så eftertragtede og kostbare vine som Latour 1945 risikerer at blive solgt – gennem auktioner – gang på gang, hvorved risikoen for at dårlig opbevaring på et eller andet tidspunkt vil skade vinen mangedobles. Latour 1928 (?) kan være en fremragende vin (men 1929’eren – som jeg 2 gange har givet 100/100 – er måske endnu bedre?), men flasken her var det desværre ikke. Man kunne allerede se det på farven – den var stendød og oxideret. Maderiseret og måske lige akkurat drikbar (hvis man kan lide tapetklister!). Latour 1949 (95) var en af de nye ”skalpe”, som jeg fik i bæltet ved denne smagning. Jeg er ikke den store fan af 1949 højre bred, som ellers har et ry som en exceptionel årgang, men jeg synes, at jeg har fået (for) mange på papiret store vine, som desværre var gået over (Calon Segur 1949 kan dog være fremragende). Men det kan igen være opbevaringen, der har været ”skurken” med i hvert fald nogle af disse 1949’ere. Her var dog en fremragende Latour 1949, som det var sjovt at sammenligne med 1945’eren – og jeg endte tilmed med at give dem samme karakter! Farven var lysere end 45’eren, næsen støvet, tanninrig, klassisk tør og struktureret, men med modne nuancer af – især – orangefrugter. Smagen er fin oig meget velafbalanceret, ren, sød og delikat, orangefrugter og kakao, let tør (udtørret frugt), men ikke meget, og alt i alt en superflot vin, der lige mangler lidt ”ekstra” sødme for at være helt perfekt. Denne flaske var nok lidt bedre for 10 år siden. Jeg tvivler på, at selv perfekt opbevarede flasker af denne vin kan være meget bedre i dag.

Nu gik vi over til noget meget yngre vin – Latour 1982 og 1970 mod La Tour Haut-Brion 1982 (det er egentlig først nu, da jeg sidder og skriver noterne ind, at det går op for mig, hvorfor sidstnævnte vin skulle med – fordi den hedder Latour!). La Tour Haut-Brion 1982 (98) havde en tæt, nærmest uudviklet farve. Næsen var Hermitage-agtig, stærk, stål- og whisky-agtig, masser af struktur, anelse/begyndende metaliskhed, jordet, leret, ligger stadig langt nede i glasset uden rigtig at åbne op. Smagen er Pomerol-agtig, metallisk og maskulin, masser af tannin, tørhed og gazebind, meget Rhône-agtig (Guigal La Landonne), stærk, lidt énstrenget, men klassisk, ren og metallisk. Fantastisk vin, som – hvis nogen ikke skulle vide det – er ”2. vinen” til La Mission Haut-Brion, men ikke en helt traditionel 2. vin med udvælgelse af de mindst gode druer, men derimod dels en udvælgelse, dels tilsat mere pressevin, som gav en vin med endnu mere struktur end La Mission Haut-Brion. Den kan være helt fremragende i nogle årgange, men siden 1983 – hvor La Mission Haut-Brion blev overtaget af Haut-Brion - er konceptet ændret, således at druerne kommer fra en fra en selvstændig parcel og vinificeret separat og i sin egen stil. Latour 1982 (100) havde jeg 2 mdr. tidligere smagt op mod Lafite- og Mouton-Rothschild, men desværre blev denne spændende duel ødelagt af en Latour 1982 med prop! Ærgerligt, for jeg tror, at den havde slået de andre, men jeg mener nu at have fået bekræftet, at Latour er den bedste 1. Cru i 1982 (se også den store 1982 smagning jeg deltog i i 2002). Det er ganske enkelt en fremragende vin med lidt udvikling i kanten efterhånden og en næse, der er så fantastisk lækker og simpelt hen ristet, ristet, ristet på en så vidunderlig måde som kun en meget stor Bordeaux-vin fra et meget stort år kan være det, tomatplante, Guigal La Mouline-parfume, ristede kaffebønner, helt eminent. Smagen er simpelt hen overdådig, dekadent, super-charmerende, måske ikke så maskulin, tannisk og struktureret som Latour er kendt for at være, men ikke dårlige af den grund – eller som næsen med stor ristethed og kaffepræg. Drikker eminent nu – og den mest drikkelige og charmerende 1. Cru i 1982 p.t. Hvem ved om den kan få mere konkurrence fra Lafite og Mouton, som virker mindre tilnærmelige nu, om 10-20 år??? Det var ”frækt” at putte Latour 1970 (96) ind sammen med de to 1982’ere, men faktisk var det – i hvert fald for nogen – ikke så ligetil at finde de 12 års aldersforskel! Den er trods alt lidt blødere end La Tour Haut-Brion 1982 i næsen med mere cremethed og bløde solbær, men den har bestemt også whisky-præg og tannisk, maskulin struktur. I smagen er der mint og chokolade, overraskende blød og afrundet i.f.t. forventet, ikke så maskulin, tør og gazebindsagtig som den ofte kan være, men alligevel med en klassisk, rank syre og struktur. Jeg har smagt den mange gange, og selv om den er imponerende, er den sjældent ligeså charmerende som her, og i det hele taget en vin, som man kan synes meget forskelligt om afhængig af konteksten og humøret.

Hertil blev serveret ”Glacerede kalvebrisler ”Xeres”, karameliseret endivie & brødsovs med Serrano”

Så holdt alle vejret: Latour 1961 mod Palmer 1961. Det er 5. gang jeg smager Latour 1961 (100) og selv om er en legendarisk vin, som er på alle store vinskribenters top 10/øde ø/bedste vine i 20. århundrede-liste, så er det altså kun anden gang – første gang var i 1989! – at jeg giver den 100. To gange har jeg givet 91-92, én gang 96-97, men det er simpelt hen igen fordi disse flasker cirkulerer rundt i verden mellem sælgere og købere og ikke ligger uforstyrret hen til den dag de skal drikkes. Hvis man alene ser på denne vins farve, kunne man sagtens tro, at det var en 1982’er! Den er nærmest uudviklet og har – i hvert fald for sin alder meget lille udvikling. Duften er noget helt særligt/specielt lige fra første snif: Tyggegummi, mint, åhhhhh så klassisk Pauillac, menthol, eucalyptus, ungdommelig, brændt, ristet sødme, stærk, essens-agtig, som sød Cherry Heering (!), masser af ”julegodter” og brune kager. Smagen har fantastisk intensitet, der langsomt lukkes op lag for lag, og sluttelig i munden får en helt enorm intensitet, stadig masser af mundvædende tannin og igen Cherry Heering-sødme, helt ufattelig….. Det var klart fra start til slut, at Latour 1961 performede som den skulle denne dag, og karakteren var jeg aldrig i tvivl om. En vin der sikkert kan holde 100 år. I glasset ved siden af denne perfekte vin stod en vin, hvis eneste problem netop var, at den stod ved siden af en perfekt vin! Palmer 1961 (98) så noget mere udviklet ud en Latour 1961, og næsen havde også et langt mere moden præg med lækre brune karamelnuancer, brun farin, efterårsskovbund, te, superklassisk moden kompleksitet. Smagen blød og cremet, mangler måske en lille smule friskhed, superelegant og cremet, fløjlsblød, næsten Bourgogne-agtig elegance, brun farin, gamle blade i efterårsskovbunden. En fuldmoden vin, der længe har været på toppen, og måske er lige ved at være at være en anelse for gammel nu. Da jeg smagte den i 1990 gav jeg den 99, og skrev, at den var fuldmoden, og man ikke skulle gemme den, så det stemmer jo meget godt overens med denne note! I dette sæt havde en af deltagerne taget en joker med: Cos d’Estournel 1959 (Marie-Jeanne = 2,25 l. fl.) (93). Det var en flot vin – om end den ikke helt kunne klare sig ved siden af de øvrige, så blev den i hvert fald ikke helt blæst væk. Næsen havde elementer af dej, gær og kærnemælk + chokolade, let portet og var måske lidt speciel og en anelse gammel. I smagen ligeledes et lidt ældre præg end de øvrige, syren er mere fremtrædende, tør og ikke så harmonisk som de øvrige – mere eller mindre perfekte – vine.

Jeg var lidt bange for næste sæt, for vi gik pludselig godt 40 år frem i tiden – hvilket jeg altid synes er lidt vanskeligt – men det gik nu meget godt med Latour 2000, Latour 2003 og Pingus 2003! Latour 2000 (98+) havde en klassisk Latour-næse med mineralskhed, mint og valnødder. Smagen var også meget klassisk, stærk, ung, fremragende Latour med mineralskhed og lang eftersmag (det er svært at finde og blive begejstret over kompleksiteten i disse unge vine, når man lige har smagt de fremragende modne 1961’ere). Latour 2003 (100) syntes endda lige en anelse bedre end 2000’eren, og vil utvivlsomt blive en legendarisk Latour, som mange kommende generationer vil tale om! Næsen er nærmest blåbær-essens, eucalyptus, masser af vanilje-budding (som jo altid har været Latours adelsmærke sammen med valnødde-præget), ekstrem koncentration, ufattelig intensitet. Smagen er nærmest fadprøve-agtig – men hvilken fadprøve! – essensagtig, endnu stærkere og mere tanninrig end forventet, den er virkelig indkogt og stærk, koncentreret, bred og lang. Umulig at drikke nu til mad, men styrken og koncentrationen i denne vin synes at være på 1961-niveau, så den skal ”blot” gemmes ca. 40 år!!! Pingus 2003 (97) er jo lidt som en hund i et spil kegler sammen med de 2 unge, fremragende Latour, men kan man abstrahere fra den meget anderledes stil, er det utvivlsomt også en meget, meget stor vin. Den er sort som Ægyptens nætter og har en meget frugtekstraheret næse med kød og svesker, meget solbrændt og stærk, essensagtig, minder om Hermitage L’Essentiel 2003 fra Remizieres. Smagen ligeledes meget indkogt og sveske-agtig, L’Essentiel 2003-agtig, enorm styrke og tørhed. Wauw.

Hertil en kraftfuld og maskulin ret med "Tournedos & Haler af dansk okse m. løgsortiment & katrtoffelpuré"

Vores fremragende vintjener Dan serverede på dette tidspunkt en joker, og når vi nu havde Latour 2003 op imod Pingus 2003, syntes han åbenbart, at det kunne være sjovt at smage Pégaû Da Capo 2003 (97), der var mørk, om end ikke som Pingus og Latour og havde en meget sød og rosinagtig næse uden hverken nye fade eller stald, essens-agtig frugt, næsten syltetøjskoncentration, stor sødme, exceptionel styrke og koncentration. Smagen også essens- og syltetøjsagtig, enorm styrke, mindre provence-krydret end forventet, det er som om sødmen har overtaget i 2003 i.f.t. normalt, men bestemt ikke for sød, og hvis den holder 16,5% - hvad den jo nok gør – bærer den det egentlig meget fint og forholdsvis elegant.

Sluttelig blev serveret Quinta do Noval Nacional 1962 (96), som var utrolig ungdommelig og stærk, og selv om den ikke var ligeså enorm som den helt urimelige 1963’er, som jeg smagte 1 åers tid før ved en stor smagning af Portvine fra 1963, var det meget flot, om end kroppen og ikke mindst sanserne og koncentrationen var ved at være brugt op, således at inspirationen til noterne også var svær at finde.

Til denne flotte portvin var der ”Xocolatl, det vildeste af Valrhona” (og nu var der vist ingen, der var sultne mere!)

Alt i alt en simpelt hen fremragende smagning, med mange store oplevelser og kun få skuffelser, og det hele fik yderligere et løft af en den fremragende mad, som Kong Hans fremtryllede denne dag, og som faktisk var endnu bedre, end normalt, hvilket ikke siger så lidt med det niveau, der generelt lægges for dagen der.