Smagninger > 2004 La Tache i 17 årgange

En god ven (lad os kalde ham “aktuaren i det lyse jakkesæt”) inviterede til 35 års fødselsdag med smagning fredag aften samt lørdag frokost og aften af i alt knap 50 gode vine. Selv om vi var 12 deltagere, kunne nogen måske fristes til at tro, at vi blev fulde og useriøse, men det må jeg på det kraftigste tilbagevise. Vi spytter måske ikke så meget ud, men om lørdagen fik vi f.eks. 30 vine over 13 timer, hvilket svarer til ca. 2½ fl. pr. deltager. Det er selvfølgelig en del, men en 90 kgs. person vil i dette tidsrum have forbrændt mere end 2 fl. vin, og således teoretisk max. have ½ fl. vin indenfor vesten.

Der har været flere spændende ”35-års-smagninger” i den sluttede smagekreds, der går under navnet ”Copenhagen Tasting Group” de sidste par år med temaer som ”Bordeaux 1945”, ”Vertikal Cheval Blanc-smagning” og senest ”Vertikal Ch. Margaux-smagning”, men lad os springe til konklusionerne og blot konstatere, at dette var en mindeværdig smagning, der faldt smukt ind i rækken……….!

Nuvel, til det mere spændende – vinene.

Fredag aften startede med et spændende blindt hvidvinssæt à 3 vine af høj klasse.

Bâtard-Montrachet 2000, Jean-Marc Boillot (97) havde den mest gyldne farve af de 3. Helt fantastisk duft, stærk, meget kraftfuld, alkoholisk, helstøbt, bred, kompleks, klassisk hvid Bourgogne med syntetisk grøn vingummi, lakrids, menthol, nybagt brød, vanilje, bagerbutik, fremragende intensitet. Smagen utrolig lækker, fed, cremet, virkelig koncentreret, flot længde, super-koncentration, fantastisk styrke og intensitet. Bâtard-Montrachet 2002, Jean-Marc Boillot (97) samme vin som den første bare i årgang 2002: Umiddelbart mere grøn og frisk, mindre rig end 00’e, mindre kompleks, mere frisk, lidt mindre rig, men bestemt meget intens. Smagen har klassisk grøn, syntetisk vingummi, mere mineralsk, frisk og syrlig end 00’eren, flot længde. Helt klar Montrachet-agtig mineralskhed og længde. 2 fremragende vine fra en af de nye stjerne på den hvide Bourgogne-himmel. 02’eren mest charmerende at drikke nu (og 2000 er faktisk en flot årgang for hvid Bourgogne der har den sjældne egenskab, at den både er god og hurtig drikkemoden). 02’eren bliver nok større i længden, da den har mere mineralskhed at bygge på, men er bestemt allerede til at gennemskue nu. Bâtard-Montrachet 2002, Etienne Sauzet (93) var lidt mørkere end Boillot 2002 og havde den mest lukkede næse af alle 3 vine med mineralskhed og flint, ikke umiddelbart så rig og mineralsk som Boillot’erne, mere ”tam” og flint-agtig. I smagen mindre rigdom og sødme, pæn vin, men mere simpel, synes at mangle både lidt syre og rigdom samt mineralskhed og ikke så ren som de øvrige. Sauzet er et af de rigtig store navne indenfor hvid Bourgogne, og derfor kan det godt undre, at den ikke er vinderen her. Måske skal den bare have længere tid til at vise mere potentiale, men helt ærligt, tror jeg aldrig den når Boillot 02. JM Boillot derimod er en af de nye store stjerner, som man kun kan have for lidt af, og hvor prisen – endnu – er lavere end de store navne som f.eks. Sauzet. Jeg tror, at vi allerede har at gøre med en stor stjerne, der vil blive endnu større efterhånden som flere og flere får øjnene op for denne producents fortræffeligheder.

Herefter gik vi over til de røde vine. På forhånd var det alene kendt, at der ville komme Beaucastel Hommage à Jacques Perrin i årgangene 89, 90, 95 og 98 og Marcoux VV i årgangene 90, 92, 95 og 98 – samt div. jokere.

3 vine i første rødvinssæt: Første vin Beaucastel Hommage à Jacques Perrin 1995 (95) mørkest uden særlig modenhed. Næsen lækker kødfuld med noter af slagterbutik, vildt og vildt-sovs, soja, krydderier, grenache-stil, lidt fersk. Smagen ungdommelig, enorm styrke, masser af alkohol, ungdommelig jordbær-frugt, peber, fløjlsagtig fornemmelse, men alligevel pæn struktur og tannin. Bestemt en flot vin, men det er dyre sager……… Samme karakter som jeg – blindt – gav den for 1½ år siden. Marcoux Vieilles Vignes 1992 (94) er meget anderledes vin en de 2 øvrige vine i sættet. Alene farven er meget lys, orange-brun og Bourgogne-agtig. Duften er meget speciel, men umiskendelig Ch. Neuf med et metallisk, støvet,

Foto af Jesper Hedegaard

bizart element gl. kuffert, selleri, kål, appelsin, essens af gamle Grenache-stokke, meget, meget speciel, måske ikke lige min personlige stil, men jeg anerkender stilen og kvaliteten. Smagen fuldstændig rustik, peber, jord, likør-agtig, men tør, samme stil som næsen, enorm struktur og koncentration og meget meget modne nuancer, ”tør gløgg”, pæn, men ikke enorm længde. Jeg har smagt den for nogle år siden, hvor den bestemt også var speciel, men dog ikke så speciel, som yderligere lagring har gjort den. Man må imponeres over hvad Marcoux har fået ud af Deres Vieilles Vignes i årgang 1992, som bestemt ikke er stor. Jeg har en gang smagt den berømte/berygtede Henri Bonneaus Ch. Neuf i 1992, og den var også rigtig god, soå mon ikke de 2 vine simpelt hen er årgangens bedste ”Neuf’er”!? Marcoux Vieilles Vignes 1995 (96) er lysere og mere udviklet end Hommage à JP 1995. Næse med udprægede malervarer, let acetone og et meget koncentreret, essens-agtigt element af Cherry-Heering, chokolade-sødme, mindre kød-agtig end Hommage JP 95, mindre fersk, meget koncentreret, fløjlsagtig sødme. Smagen ungdommelig og stærk, mere struktur end sødme, stor struktur og alkoholindhold, bestemt ikke moden endnu. Flot vin i årgang, der måske ikke helt regnes for ligeså stor som 98, 00 og 01. Jeg gav den kun 92?, da jeg smagte den for 5 år siden, men den kom ved den lejlighed lige efter Cheval Blanc 1990!

Herefter kom der 3 pragtvine på bordet!!! De var alle 3 på samme - meget høje! – niveau, og det var vanskeligt at differentiere imellem dem pointsmæssigt. Beaucastel Hommage à Jacques Perrin 1989 (98+) var den mindst udviklede i farve af de 3 vine. Næsen har lækre orangeskaller, men er generelt ikke så åben, ligefrem og kompleks som alm. Beaucastel 1989, essens-agtig, essens af kirsebær og kirch, men beholder sit stærke, lidt rå og lukkede præg. En eksplosion i munden, fuldstændig vild, ekstrem koncentration, uudviklet, men dyriske noter, helt enorm struktur. Spiller lige op med alm. Beaucastel 1989 i dag, men burde måske rettelig have lidt mere for det yderligere potentiale, som den - måske - har. Man prøver jo altid at give points for potentialet, men i virkeligheden er det jo lidt teoretisk, når potentialet er vanskeligt at forudse! Beaucastel 1989 (97-98) udfordrede her sin ”storebror”. Lysest og mest brun i sættet. Næsen har klassisk garvet læder, meget krydret og kødfuld, super-kompleks mere kompleks end Hommage à JP 89, lidt mere dyrebur end i 90’eren, ekstrem meget og flot duft, mere moden og kompleks end 90’eren. Smagen klart mere moden end Hommage 89, ekstrem flot kompleksitet, men minder faktisk om Hommage 89 (måske ikke så overraskende, men skrevet blindt inden identiteten blev afsløret), bare mere moden, fantastiske komplekse modne nuancer, mere moden end 90. Beaucastel 1990 (98) havde jeg her for 3. gang på 2½ år lejlighed til at smage direkte mod hinanden. Normalt foretrækker jeg 1989’eren med et mulehår – eller et enkelt point, men har var det 1990’eren, der løb med sejren, hvilket måske kan skyldes opbevaringen (eller tilfældigheder og manglende præcision fra min side, for de 2 vine er meget tæt på hinanden!). Lidt mindre udviklet farve end 89’eren (normalt er det omvendt!?). Klassisk Neuf-næse i Pégau-stil, lækker, tæt, ren, klasssisk, næsten endnu bedre og mere kompleks end 89’eren. Smagen synes at have lidt bedre sødme og lidt bedre balance end 89’eren, som er mere dyrisk. Det plejer nu egentlig at være omvendt, men de 2 vine er næsten ”look-alikes”, og det bliver nok ikke sidste gang jeg smager dem mod hinanden. Man kan sige, at Beaucastel Hommage endnu en gang ikke var helt overbevisende i.f.t. den alm. Beaucastel, og ser man alene på prisen (Hommage koster 3-4 gange mere end Beaucastel), er der ingen tvivl om, at den ikke er denne mérpris værd. Beaucastel derimod er et superkøb, og selv om Hommage indikerer, at der måske stadig er et potentiale for udvikling, er det ikke let at forestille sig, at den skulle kunne blive endnu bedre. I øvrigt skal man tænke på, at Hommage ikke er en prestige-cuvée, men derimod ”bare” en vin med en anden druesammensætning en den alm. Beaucastel, nemlig 70% Mourvedre og kun 10% Grenache mod 30% Mourvedre og 30% Grenache (resten Syrah og andre druer i begge).

Clos Mont Olivets ”Cuvée du Papet” 1990 (91) var meget udviklet og havde en speciel, meget oste-agtig næse, der manglede renhed. Syrnet fløde, men ikke meget peber. Smagen har garvet læder, meget modne nuancer, meget syre og tannin uden rigtig balance, lidt kedelig vin. En luksus-cuvée fra Mont Olivets, der kun er lavet i 1989, 1990, 1998 og 2000. 1998’eren er en flot vin, men overraskende moden, charmerende og drikkevenlig allerede nu, hvilket – sammenholdt med denne 1990’er - måske kan få en til at konkludere, at man helst skal drikke den ung. Beaucastel Hommage à Jacques Perrin 1990 (95) havde en udviklet farve og heldigvis en meget renere, mere kødfuld og kompleks næse end “Mont Olivets ”Papet”, stor intensitet.

Foto af "ukendt"

Meget bedre end ”Papet” 90, bedre balancere, friskere, mangler måske den sidste kompleksitet for storhed, men god struktur. 3. gang jeg smager denne vin, alle gangene har været blindt og jeg har alle 3 gange givet den 95 p. Det er jo ike meget, når man tænker på Parkers 100/100, men jeg må jo synes, at den mangler noget – også i forhold til den alm. Cuvée, som jeg typisk har givet 1-3 p. mere. Jamen jeg synes, at den mangler kompleksitet, selv om jeg indrømmer, at den måske kan udvikle sig yderligere, men indtil det er bevist, at der er ”mere i den”, holder jeg mig til alm. Beaucastel til 3-4 gange mindre pris. Her betydeligt efter 89 Hommage. Marcoux Vieilles Vignes 1990 (93) havde prop sidste gang jeg smagte den – det har den ikke her, men kommer ikke helt op på ”den store klinge”. Meget kompleks og Bourgogne-agtig, støvet og tanninrig, metallisk, blyant. Smagen ret støvet, Bordeaux-75-agtig tannin, men dog også nogen sødme, stærk og alkoholisk eftersmag. Også en luksus-cuvée, der startede med årgang 1989, og siden er blevet lavet i 1990, 1995, 1998, 2000 og 2001.

Dernæst kom et lidt yngre sæt bestående af 3 1998’ere: Beaucastel Hommage à Jacques Perrin 1998 (97) havde en ungdommelig farve og bærnæse med intens hindbær-essens, masser af peber, bær og anelse dyrisk kompleksitet. Smagen var en stor flot mundfuld, ungdommelig og med masser af bærfrugt, flot struktur, om end ikke så lang (endnu?), stor jordbær-sødme og fedme. Flot vin – nok en anelse bedre end 00 og 01, som det er tilfældet for mange af de klassiske Neuf’er. Clos du Caillou Reserve 1998 (98) var endnu en gang en stjerne. Farve som Beaucastel 98. Superkoncentreret, nærmest overkoncentreret næse med budding, essens-agtig og det lette acetonepræg, der findes i meget ekstraherede vine. Smagen med herlig, sjov cremet karakter, vanilje-budding og stor sødme, perfekt balance, Bordeaux-agtig struktur og karakter, lang og stærk eftersmag og fantastisk balance. Ny og anderledes Ch. Neuf-stil, men meget, meget stort. Året hvor denne producent brød igennem, og succes’en er fortsat med 2000 og 2001 (der begge får 99-100 af Parker), selv om vinmageren Jean Denis Vacheron ulykkeligvis døde i en bilulykke i foråret 2002. Marcoux Vieilles Vignes 1998 (96) var den mest udviklede af de 3. Næsen var lidt speciel med våde karklude, men det var smagen der viste den største klasse, men meget større styrke og intensitet end duften lagde op til, meget struktur og syre, nærmest brænder af styrke, intensitet og alkohol, men mindre bærfrugt end de øvrige 2.

Næste sæt var et rent ”joker-sæt med 3 Nordlige Rhône-vine fra årgang 1989: Chapoutier Hermitage ”Le Pavillon” 1989 (96+) var stadig meget mørk i farven. Næsen havde klasse med mørke bær, multebær, men som sædvanlig for Hermitage ikke super-kompleks (som en Côte Rôtie). Smagen nærmest i beaucastel-stil med stærk struktur og tannin, men lidt ukompleks. Det er stadig en vin i lømmelalderen. Gem 10 år endnu. Man skal være meget tålmodig for at holde af – og kunne vente på, at en stor Hermitage bliver moden. Chave Hermitage 1989 (?) havde desværre prop. Hvor ærgerligt – en sådan flaske er ikke lige til at skaffe igen. Endnu et bevis på, at prop rammer selv de bedste… Hermitage Jaboulet ”La Chapelle” 1989 (97) havde mere modenhed og kompleksitet end Chapoutiers Le Pavillon, udviklet næse med cremet vaniljebudding og en ungdommelig smag med nogen syre, modne noter af efterårsskovbund. Mere moden og charmerende nu, men næppe en større vin end Le Pavillon.

Aftenen sluttede meget passende med en d’Yquem 1988 (96+). Stadig ungdommelig farve, frisk og klassisk næse med ædel råd og modne abrikoser og smag med stor syrlighed og friskhed samt brændt karamel. Kan dog være endnu bedre – og bliver det nok også – denne flaske synes mere lukket end tidligere. Nok den bedste Yquem mellem 1975 og 1990.

Så var det hjem i seng – blundede lidt i toget – og var først i seng kl. 01.30 – lidt sent med tanke på, at der var samling på Hotel d’Angleterre næste formiddag kl. 11.15, hvor mere end 30 vine ventede over hele dagen.

Indledningsvis blev serveret nogle sæt med – viste det sig - meget gamle bourgogner, der havde ligget mange år i en svensk vinkælder.

Bouchard Beaune Greves Vigne l’Enfant Jesus 1962 (87) havde en kedelig mørk, uklar og for mørk farve Næsen først meget grim og kedelig, oxideret, let råddenskab, portet, efterårsskovbund, Setubal-agtig, men gennemgik en meget flot udvikling i glasset fra det umulige til det acceptable – og der var altså ikke bare tale om, at man ”vænnede sig til den”! Smagen har melementer af møbel-polish, blød og med sødme, men ikke megen klassisk Bourgogne-syre, lidt gammel og uharmonisk, trods alt. Bouchard Beaune Greves Vigne l’Enfant Jesus 1967 (92) havde sund, flot lys-orange moden farve.

Foto af "ukendt"

Næse med klassiske lækre orangeskaller, frisk sødme, kaffe og orange-trøffel-chokolade, minder om Ducru-Beaucaillou fra 1950’erne (som typisk er meget kompleks og Bourgogne-agtig, vaniljekrans og bagerbutik, kiks og kagecreme. Smagen ganske metallisk, orangetrøfler, masser af frisk og mundvædende – ikke gammel – syre, forfinet og elegant, kiks og kage. Sjovt nok skulle 1962 ret beset være en bedre årgang end 1967 – men altså ikke her, selv om de sandsynligvis har været opbevaret i samme kælder.

Nu kom de rigtige gamle sager på bordet, skønt man skulle ikke umiddelbart tro det med denne vin: Gevrey-Chambertin 1926, Geisweiller (95) havde lys orange-moden farve. Flot næse, stærk, tæt og ren, stor intensitet og koncentration, meget mættende og kødfuld, let orangefrugt. I smagen stor koncentration og styrke, kraft og perfekt syre, der giver karakter, stor flot sødme, ikke for gammel el. udtørrende. Et meget imponerende glas vin, især når man tænker på, at det er en simpel kommune-vin fra en negociant, der bestemt ikke har det bedste ry………! Man må bare bøje sig i støvet i ærbødighed. Louis Latour ”Clos de la Vignes au Saint” 1937 (85) havde en meget lys, ikke oxideret farve, i næsen efterårsskovbund, metallisk og meget moden. Smag som duften, minder om Bouchard 1962, mangler lidt syre, hedvinspræg, lidt kedelig og savner frugt. Bedre var straks Chambertin 1937, Rossigneux et Fils (91), der havde en langt mørkere farve end de 2 foregående vine. Duften er svær at beskrive, ikke så kompleks, men styrke og intensitet, mangler lidt ekstra styrke og intensitet for storhed; smagen er kraftfuld og maskulin, mere syre end Louis Latour 37’, men ikke så lækker og tæt som Geisweiller 26’. Næste vin Chambertin Armand Rousseau 1974 (92) kunne alene på farven gå for at være ligeså gammel som de foregående, men duften afslørede med sin friskhed, at der var tale om en langt yngre vin, klassisk stor Bourgogne med modenhed, herlig jordbær-frugt. Smagen nærmest ungdommelig, stærk, men ikke stor finesse og heller ikke super-lang, men et herligt glas vin. At dømme ud fra denne, den senere smagte La Tache 1974 samt Hubert Lignier Clos de la Roche 1974, som jeg smagte for et års tid siden, er 1974 måske en årgang, som man burde kigge lidt mere på – især da de sjældent koster alverden. Kunne det ske, at Bourgogne har lavet væsentlig bedre vin end Bordeaux i denne årgang!?

Et lille sæt med 2 meget forskellige jokere: Beaulieu Vineyard ”Georges de Latour” Private Reserve 1981 (92) havde en ganske mørk farve efter de mange bourgogner. Næsen havde lidt tjære, mørk bitter chokolade, super-stærk, let acetone, mørke bær, bitre kirsebær. Smagen tør og læder-agtig, Barolo?, bitter hindbær-essens, meget tørstof, men også sødme, tæt og ungdommelig, god til mad med frisk syrlighed og tør tannin. Meget speciel og anderledes vin, som jeg aldrig har smagt rigtig. Castillo Ygay Reserve Especial 1952 (95) havde meget brun farve. Speciel og meget parfumeret næse med appelsin, nelliker, lidt tjære, men stor sødme, marcipan-agtig, chokolade, vanilje, super-parfumeret. Smagen mere Bourgogne-agtig end den californiske, mere moden sødme, mere kompleks, lækker cremet eftersmag. Jeg har smagt denne vin i få ældre årgange, og de kan være fremragende.

Så kom – endelig! – det, der var smagningens hovedtema, nemlig La Tache. Introduktion af denne vin burde næsten være overflødig, men lad os alligevel få facts sat på plads:

6,06 ha. Grand Cru-mark i kommunen Vosne-Romanée i Bourgogne. Eneejet (monopole som det hedder på de kanter) af DRC (Domaine de la Romanée-Conti) og beliggende få hundrede meter fra selve Romanée-Conti-marken, der med sine 1,8 ha. Bare er den mest berømte i hele Bourgogne. La Tache kan dog iflg. de fleste eksperter ofte være mindst ligeså god som Romanée-Conti, og dermed være ”et bedre køb” til ca. 1/3 af prisen for en Romanée-Conti. ”Bedre køb” skal desværre forstås således at markedsprisen for La Tache ligger på 2.000-10.000 kr., mens Romanée-Conti koster ca. 3 gange så meget – så det var dyre sager, der her blev serveret!

Først et sæt med de ældste vine: La Tache 1957 (91) havde en lys farve med bred brun kant (som en moden bourgogne jo har). Næsen meget kødfuld, slagterbutik, flæsket og røget, men ikke meget andet. I smagen efterårsskovbund, en del syre, mangler lidt sødme og volumen, ikke meget frugt tilbage, ikke stor, men drikker OK og med pæn længde. Årgangen hører ikke til de største, men en vin man til enhver tid ville være glad for at drikke – om end måske næppe til prisen. La Tache 1969 (94) var mindre udviklet end 57’eren (og jeg gættede faktisk 1976 på den). Mere kompleks end 57’eren, men ikke fuldstændig overvældende, meget parfumeret, nellike-agtig, meget lækker moden og kompleks, og alligevel

Foto af "ukendt"

ungdommelig. Smagen klart mere ungdommelig end 57’eren, mere kompleks, bedre balance, men også en del syre, mere harmonisk, lækkert orangepræg, jord, ikke kirsebær, en del tannin, tørhed, lang og alkoholisk eftersmag. 1969 skulle være en top-årgang – og tilfældigvis også – som den næste vin – de eneste årgange jeg har smagt den legendariske Romanée-Conti i (for mange år siden, da de var langt mindre kostbare). La Tache 1974 (94) havde en mere lys og moden farve. Næsen er vidunderlig moden og kompleks med klassisk efterårsskovbund, delikat, elegant og super-kompleks, orangetrøffel. Smagen klassisk moden bourgogne, lækker og helstøbt, fuldmoden, ikke stærk el. superkoncenteret, men elegant, multi-kompleks, sart og forfinet, men ikke særlig lang eftersmag. Imponerende at en vin fra så dårligt et år 8som 1974 utvivlsomt regnes for) kan være så god. Jeg smagte for et par år siden en Clos de la Roche 1974 fra Hubert Lignier, som også var virkelig flot og moden. Måske skulle man interessere sig mere for dette oversete år? Flasken der formodedes at indeholde La Tache 1976 (86?) viste sig meget kontroversiel. Etiketten var helt ulig den klassiske fra DRC, og på denne stod den lidet hæderkronede negociant Patriarche anført. Da al La Tache burde laves og sælges af DRC, er det noget usikkert, hvad denne flaskes historie er. Har man undtagelsesvis solgt fade fra til Patriarche og altså ikke aftappet det hele selv som normalt – eller hvad??? Vinen er under alle omstændigheder ikke særlig spændende i.f.t. hvad La Tache burde være i den ganske gode årgang 1976. Pæn farve, ikke særlig udviklet. Mærkelig næse, ikke prop, men lidt derhen ad – underlig. Smagen tør og kedelig, ingen frugt, ekstrem tør.

Som et lille intermezzo (må det jo hedde, når det er italiensk vin!) syntes værten, at han ville indsætte et sæt med 3 store (halv)modne Piemonte-vine fra årgang 1989. Barolo ”Sperss” Gaja 1989 (94) havde en mørk og tæt farve med smal brun kant. Næsen er tæt og super-koncentreret, kirsebær (bitre), solbær, enorm intensitet, maskulin, kirsebær-bitterhed, ”Cherry-Heering-agtig”. Stor tørhed i munden, ungdommelig, stærk og meget tør, snerper munden sammen, ikke min stil, men man må anerkende, at det er en klassisk Barolo tro mod sin stil. Andre – der er mere til den stil – kunne måske give den mere, men min karakter burde være objektiv. Barbaresco ”Sori San Lorenzo” Gaja 1989 (95-96) syntes ikke umiddelbart så frisk og intens i duften som ”Sperss”, sort og tjære-agtig, minder om ”Sperss”, men mindre stærk og maskulin, mere parfumeret og bourgogne-agtig. I smagen langt mere fløjls-agtig og forfinet, men også en del tørstof og i samme stil, om end lidt mere harmonisk, læder-agtig, mere kompleks. Barolo ”Bussia Soprano”, Aldo Conterno 1989 (93) havde en lysere og mere moden farve. Næsen har en helt anderledes stil end de øvrige, mere udviklet og kompleks, ikke så meget power. Smagen er langt blødere end de øvrige, men også en del tørhed. Jeg er ikke den store Barolo-fan, men har forsøgt at lade min bedømmelse være så objektiv som mulig.

Så gik vi ind til den store La Tache-finale. La Tache 1988 (92) havde en fin, medium-moden farve med let brun kant, anelse lysere end 89’eren. Næsen er meget lukket, men dog med lidt orangeskal, let støvet, kridt-agtig, tannisk, mineralsk, , blomster, men også maskulinitet, får efterhånden lidt flødekaramel og skovbund og brunlige, halvmodne nuancer. I smagen masser af syrlighed – næsten for meget – ribsagtig, hviner i tænderne af syrlighed, også en del tørhed fra tannin, meget stram tannin, medicinsk, metallisk og jern-agtig. Vanskeligt at sige, om den er i balance. Årgangen kan jo godt være lidt kontroversiel blandt eksperterne, men når jeg tænker på, hvordan den lille årgang 1974 klarer sig her, er jeg tilbøjelig til at sige til de, der ejer én eller flere flasker af denne vin:

Foto af "ukendt"

”Gem den 10 år mere, og se, hvad der sker”. La Tache 1989 (93) var en anelse mørkere end 88’eren og havde en medicinsk og jod-agtig næse, gazebind, men udvikler sig og får mere sødme end 88’eren, mere rig og harmonisk, mere feminin, et varmere år fornemmer man, åbner virkelig flot op. Mere charme og frugt end 88’eren, stadig en ungdommelig bourgogne med utrolig meget syrlighed, savner lidt frugt, mere charmerende at drikke end 88’eren, men ikke så stærk som denne. Igen en vin, der er vanskelig at bedømme – hvor er den henne i sin livscyklus??? Igen vil jeg tro, at man gør bedst i at gemme den, idet jeg ikke kan se, hvorfor 10 år ikke skulle gøre den ligeså god – måske bedre - end 1974’eren!? Næste sæt havde 2 vine, hvoraf den ene var en joker medbragt af mig:. La Tache 1985 (96) havde en lysere og mere udviklet farve end 88/89. Næsen er mere harmonisk end disse med en flot moden, kompleks næse med super.kompleksitet og orange-trøffel, multi-facetteret, virkelig en ”sniffer”, lag på lag af frugt og kompleksitet. Smagen stadig frisk og ungdommelig, frisk syrlighed også i denne, men bedre balance end 88/89, prikker på tungen, elegant, kun lige akkurat drikkemoden, men kan stadig gemmes 10-20 år og blive stadig bedre (det tror jeg, at jeg ville gøre, hvis jeg var så heldig at have råd til en flaske…….!). Min joker Charmes-Chambertin Joseph Roty 1985 (?) var meget mørk og havde næsten ingen udvikling i farven, klart mørkere end La Tache 85. Næsen viser desværre tydeligt, at den har prop, om end man fornemmer en meget stor koncentration, ligeledes i smagen. En vin der oprindelig fik 98/100 af Parker, men det er desværre ikke første gang jeg møder den med prop! Da jeg holdt en stor horizontal Bourgogne 1985-smagning i 1998, havde den også prop, om end også ved den lejlighed kunne man fornemme, at det var en enorm vin – hvilket også blev understreget af, at dens ”bror” Griottes Chambertin Joseph Roty 1985 vandt smagningen foran så store navne som Echezeaux Henri Jayer1985 og Clos de la Roche Vieilles Vignes Ponsot 1985. Det ser ud som om, at Roty har et problem med propper i 1985

La Tache 1993 (95+) var meget mørk og ganske lidt udviklet. Duften havde ungdommelig bærfrugt, stærk, men alligevel med begyndende moden kompleksitet, både skovbund og hindbær, tætvævet frugt, mosede, indkogte hindbær. Klassisk, stærk, streng, ungdommelig, tør smag, ganske syrlig, men synes at have ”kød” nok til at dække knoglerne, lang, tør, syrlig, mineralsk. 1993 er en lidt kontroversiel årgang i Bourgogne. Mange af vinene har helt sikkert ikke den rette balance for et langt og godt liv, men nogle af de bedste producenter har fra deres bedste marker alligevel lavet flot og længelevende vin. La Tache er en af dem, som jeg tror på. La Tache 1992 (92) havde jeg måske lidt højere forventninger til, end den kunne leve op til. Meget lys og moden farve i.f.t. La Tache 93. Klassiske modne bourgogne-nuancer i duften, hø, nyslået græs, ikke bær, lidt syntetisk, tydeligvis et mindre år med kunstig sødme. Ikke meget stof, rimelig rund og blød, ikke stor, savner spændstighed. Mange 1992’ere er ellers dejlige modne og lækre at drikke til prisen – denne såmænd fin nok, bare ikke til prisen (sikkert 1.500-2,000,-). Romanée St. Vivant 1993 Jean-Jacques Confuron (93) blev serveret som joker, og havde en mørk farve uden megen udvikling. Kød, lakrids i duften, ikke super-ren, smelter bedre sammen i glasset, kødfuld.. Den har ikke nær den samme syre i smagen som La Tache’erne, men synes ikke moden endnu, gennemgående lidt kedelig, helt anden cremet stil uden så meget syre. Har ry for at være en top-producent – en af e nye stjerner.

Grands Echezeaux, Dominique Laurent 1995 (94) havde en klassisk "halvmoden” bourgogne-karakter med orangeskaller, ungdommelige bærnoter (jordbær), iod, jord og kompakthed. Smagen er lækkert cremet, dejlig moden, utrolig harmonisk at drikke. Ja, andre end DRC kan også være med! La Tache 1995 (93+) havde flødekaramel-næse, spændende og kompleks, god sødme, men ikke så ren og kompleks som LT normalt er. Mere frisk syre end den foregående vin, ikke så stor kraft, her overgået af La Tache 93. La Tache 1994 (91+).havde en nærmest Cognac-agtiig, spændende næse, der er svær at blive klog på. I smagen meget syre, mangler frugt, tør og ikke specielt spændende.

Næste sæt bestod af 3 1996’ere, som nok regnes for den bedste årgang i 1990’erne efter 1990.La Tache 1996 (?) havde desværre prop. Ærgerligt – det var en af de unge vine, som virkelig skulle være noget stort – ØVØVØV. Når nu La Tache 1996 desværre havde prop, måtte en anden vin fra DRC vise fanerne, og den gjorde det overraskeskende flot: Romanée St. Vivant DRC 1996 (97) klarede sig med bravour, selv om den burde være en klasse under La Tache (hvilket gør det ekstra ærgerligt, at storebror havde prop). Den teoretiske – og prismæsige - rangfølge hos DRC er (fra bunden): Echezeaux, Grands-Echezeaux, Romanée St. Vivant, Richebourg, La Tache, Romanée Conti. Flot mørk uden megen udvikling. Klassisk, bær-præget ung Bourgogne-duft, ædel, stærk og ukompleks (endnu). Smagen meget ungdommelig, rig og kraftfuld, stor, stærk og maskulin, masser af tannin og syre, stor, stor intensitet – en bombe, men alt, alt for ung. Gem min. 10 år. Echezeaux Jayer-Gilles 1996 (96) havde helt sort og meget usædvanlig farve for Bourgogne (ikke for Jayer-Gilles, hvis man har smagt hans vine før!). Bizar næse, enorm sødme, kafferistet, svovl, brændt, nye fade så det fløjter, vulgær, kul, hårdt brændte/ristede fade, måske 200% ny eg. I smagen elementer som i duften, meget speciel, stor syrefriskhed, men også stor kafferistet sødme. Kontroversiel vin, bestemt ikke klassisk Bourgogne. For mig – og de fleste andre tilstedeværende – stor Bourgogne, om end meget anderledes end La Tache-stilen.

Så kom endelig vinen alle havde ventet på: Sættet med La Tache 1990 og 1991. La Tache 1990 (99) havde en flot og tæt farve uden megen udvikling. Duften simpelthen emmer af klasse og harmoni, vælter ikke op ad glasset, men klassisk ren, fløjlsagtig sødme, harmoni, storhed og intensitet, port-agtig. En eksplosion i munden, måske ikke perfekt længde i eftersmagen – endnu? – men utvivlsomt en meget stor vin, der måske nok drikker godt nu, men endnu bedre om 10 år, om 20 år, om 30 år….……… La Tache 1991 (96) havde en anelse lysere og mere brun farve end 1990’eren. Næsen har kærnemælk, mindre harmoni og sødme end 90’eren, mindre fløjlsagtig, men stadig en meget flot næse. Smagen mindre fløjlsagtig og rig end 90’eren, syren lidt mere fremtrædende og modenheden/kompleksiteten lidt større. Drikker fint nu, men kan også gemmes 5-10 år.

De røde vine sluttede af med det sidste sæt unge La Tache-vine: 98, 99 og 00. La Tache 1998 (92-93) havde en ung farve. Næsen giver ikke meget fra sig, ung, ukompleks Pinot Noir, røde bær, jordbær og kirsebær, frisk. Smagen ung, ukompleks, en del syre, men ikke for meget, jordbær, ikke super-rigdom. La Tache 1999 (98) Tættere end 00 og 98. Klart renere og sødere i næsen end 98, meget klassisk stor bourgogne, ren og massiv, essens af kirsebær/multebær.Langt større styrke og sødme end 98, har nærmest det hele, virker mere umiddelbart tilgængelig end RSV 1996 og La Tache 93, cremet vanilje-budding, stor længde, nærmest perfekt. La Tache 2000 (93) er en anelse lysere end 98’eren. Næse med udpræget vanilje-creme, creme Brulée, stor sødme, frisk og joedbær-agtig. Smagen utrolig blød, cremet, måske lidt let, men bestemt en charmer.

Afslutningsvis skulle vi – naturligvis – lige slutte af med en Sauternes: Rayne-Vigneau 1937 (93) havde en medium farve, en klassisk nøddeduft, der mangler lidt friskhed. Lidt let, men til gengæld utrolig blød og cremet. Stor årgang for Sauternes – men denne måske en anelse træt, om end stadig flot drikkelig.

Tja, kan man sige andet end endnu en gang tak til ”aktuaren i det lyse jakkesæt”.

Nedenfor følger i oversigtsform mine bedømmelser af de pågældende vine med de yngste først:

Dag 2 – La Tache og andre gode (gamle) bourgogne-vine + jokere
La Tache 2000 (93)
La Tache 1999 (98)
La Tache 1998 (92-93)
La Tache 1996 (?)
La Tache 1995 (93+)
Echezeaux Jayer-Gilles 1996 (96)
Romanée St. Vivant DRC 1996 (97)
Grands Echezeaux, Dominique Laurent 1995 (94)
La Tache 1994 (91+)
La Tache 1993 (95+)
Romanée St. Vivant 1993 Jean-Jacques Confuron (93)
La Tache 1992 (92)
La Tache 1991 (96-97)
La Tache 1990 (99)
La Tache 1989 (93)
Barolo ”Sperss” Gaja 1989 (94)
Barbaresco ”Sori San Lorenzo” Gaja 1989 (95-96)
Barolo ”Bussia Soprano”, Aldo Conterno 1989 (93)
La Tache 1988 (92)
La Tache 1985 (96)
Charmes-Chambertin Joseph Roty 1985 (?)
Beaulieu Vineyard ”Georges de Latour” Private Reserve 1981 (92)
La Tache 1976 (86?)
La Tache 1974 (94)
Chambertin Armand Rousseau 1974 (92)
La Tache 1969 (94)
Bouchard Beaune Greves Vigne l’Enfant Jesus 1967 (92)
Bouchard Beaune Greves Vigne l’Enfant Jesus 1962 (87)
La Tache 1957 (91)
Castillo Ygay Reserve Especial 1952 (95)
Chambertin 1937, Rossigneux et Fils (91)
Louis Latour ”Clos de la Vignes au Saint” 1937 (85)
Rayne-Vigneau 1937 (93)
Gevrey-Chambertin 1926, Geisweiller (95)

Dag 1 – Beaucastel Hommage, Beaucastel, Marcoux Vieilles Vignes m.fl.
Bâtard-Montrachet 2000, Jean-Marc Boillot (97)
Bâtard-Montrachet 2002, Jean-Marc Boillot (97)
Bâtard-Montrachet 2002, Etienne Sauzet (93)

Beaucastel Hommage à Jacques Perrin 1998 (97)
Beaucastel Hommage à Jacques Perrin 1995 (95)
Beaucastel Hommage à Jacques Perrin 1990 (95)
Beaucastel Hommage à Jacques Perrin 1989 (98+)

Beaucastel 1990 (98)
Beaucastel 1989 (97-98)

Marcoux Vieilles Vignes 1998 (96)
Marcoux Vieilles Vignes 1995 (96)
Marcoux Vieilles Vignes 1992 (94)
Marcoux Vieilles Vignes 1990 (93)

Clos Mont Olivets ”Cuvée du Papet” 1990 (91)

Clos du Caillou Reserve 1998 (98)

Chapoutier Hermitage ”Le Pavillon” 1989 (96+)
Chave Hermitage 1989 (?)
Hermitage Jaboulet ”La Chapelle” 1989 (97)

d’Yquem 1988 (96+)