Smagninger > 2006 Lars 40 år

23 Parker 100 p. vine

En ekstraordinær smagning af i alt 32 vine, hvoraf hele 23 af disse havde fået 100 p. af Parker. Bl.a. 1. Crus 1989, 1982, 1959, gamle årgange af Dom Perignon, 4 Sauternes 100 p. vine, Yquem 2001, 1976 og 1975.

Så skete det. Min gode ven og drikkebroder Larscases, som jeg har drukket mange hundreder fl. stor vin med gennem de seneste 13 år, fyldte 40 år. Han havde gennem i hvert fald 3 år samlet ind til og planlagt sin 40 års fødselsdag, og mange af vinene var indkøbt for mere end 10 år siden!

Det blev på mange måder en ekstraordinær dag d. 21. januar 2006 på den nye og meget omtalte og roste Restaurant ”Luns” på Øster Farimagsgade, hvor **-Michelin-kokken Jens Vestergaard fra Ensemble nu har slået sig ned.

Oprindelig havde Larscases planlagt at servere omkring 40 vine, men mange gode venner rådede ham til at gå lidt ned i antal – og det viste sig at være klogt, for 32 topvine var – sammen med Jens’ rustikke, fænomenale og meget smagfulde ”bistro-køkken” - alt rigeligt. Problemet er ikke at 12 mand ikke kan smage/drikke 32 vine på 12 timer (vi startede kl. 12.00 og sluttede kl. 00.00) uden at blive berusede, men kombinationen af så mange store vine og så meget god mad fylder så meget, at vi alle til sidst alle nærmest ”gispede” efter luft.

Champagnerne var stort set kendte på forhånd, men ikke serveringsrækkefølgen. Herudover var antallet af 100 p. vine kendt, men – bortset fra Mouton og Haut-Brion 1959 – ikke identiteten af de øvrige og/eller serveringsrækkefølgen.

Vi lagde ud med Louis Roederer, Cristal 1990 (95) som aperitif. Var det god Champagne? Ja, gu’ var det så! De fleste gættede den til at være lidt ældre – også jeg, der gættede på 1985 el. 1982, altså et varmt og ristet år – og nogle var lidt skuffede over den. Jeg synes, at 95 er en hæderlig karakter til den, og der er såmænd masser af år tilbage i den, selv om den smager godt nu. Farven var medium og ikke specielt mørk, masser af bobler. Duften i let oxideret stil, men ikke Krug-agtig og heller med Dom P’s kafferisteri, maritimt præg, østers og tang, mere Dom P. end Krug, parfumeret, syrlig, kærnemælk. Smagen har let havpræg, frisk og cremet stil, røde bær og kraftig, god syre/mousse, stærk, men ikke meget lang, østers- og likørpræg, mad-champagne, lang, sød eftersmag med både lidt sødt likørpræg og frisk mineralskhed.

Dernæst Dom Perignon 1966 (97) der havde en gylden og moden farve og en ekstremt karameliseret næse med kransekage (!), mørk chokolade, kaffe (som altid i DP!), superkompleks og sød, den dufter faktisk umiskendeligt af makroner, super-eksotisk, sødmen viger efterhånden lidt og den bliver mere klassisk og afdæmpet. Smagen er ”brun”, karamel-agtig, silkeblød, cremet og kompleks, bliver efterhånden mere maritim, lang, klassisk, mineralsk og ekstrem behagelig eftersmag. Dom Perignon 1971 (95) var lidt mere grå og uklar i farven, mens duften var mindre sød, men til gengæld mere klassisk, cremet, tørrede frugter, underspillet og klassisk og utrolig ren. Smagen havde næstren en bedre balance end 66’eren, og var renere, mindre eksotisk – og spændende – ikke så sød, maritim og lidt kortere eftersmag.

Akkompagnementet hertil var en herlig lille frisk ret med hummer og foie gras ledsaget af radiser og grøntsager

Så kom Dom Perignon 1961 (96), der var ret gylden i farven og i starten havde en lidt tilbageholdende, underspillet sødme, gærpræg, åbner efterhånden op med intenst toffee-præg og bliver helt fantastisk efter meget tid (et par timer) i glasset – ekstremt eksotisk og lækker. Smagen har fantastisk flot sødme med lige den rigtige syrlighed, som Champagne skal have, fantastisk fylde og balance. Dom Perignon 1964 (?), som ifølge Champagne-eksperten Richard Juhlin skulle være den bedste Dom P. fra 1960’erne havde desværre prop. Det var så lidt, at det ikke gjorde den udrikkelig – og den var givetvis bedre end mange andre jævne Champagner, men i dette hårde selskab blev den naturligvis skæmmet af det, og kan ikke få points, selv om jeg måske sagtens kunne give den mere end 90 ved andre lejligheder, men det ville ikke være rimeligt i denne sammenhæng. Drikker egentlig fint i smagen, men et lille ”off-prop-element” skæmmer den.

Hertil tykke ”ruller” af røget laks med grønne asparges i lime-eddike

Så var vi nået til de røde vine, hvor første sæt bestod af 2 vine: Haut Brion 1989 (97) havde en mørk, men let moden farve. Næsen var herlig klassisk og superkomplex med metal og cedertræ, blyant og bly og – sjovt nok – ”tandlægeklinik” med fluor og tyggegummi, eksotisk kokos-element, Pauillac-agtig. Pauillac-karakteren går igen i smagen, som er i klassisk stil og stadig med en del uforløst tannin, tør og klassisk stil, men alligevel blødere og mere cremet og forfinet end næste vin, super-dekadent og får mere og mere Graves-præg, men til slut knap så lang som La Mission 1989. La Mission Haut Brion 1989 (98) var mørkere og mindre udviklet i farven end HB 1989. Jeg skrev, at næsen ligeledes var meget klassisk Pauillac med cedertræ, men også at den var metallisk, og jeg nævnte faktisk, at den var ”La Missionsk”, om end jeg ikke lige havde 1989 i tankerne. Smagen er en stor og stærk mundfuld, maskulin og med masser af tørstof. Ikke 100 p., men flot, lang og individuel karakter og klasse med de karakteristiske rusten jernrør, mint, solbær og sindssyg lang eftersmag, stærkere og mere intens end Haut-Brion. 2 fremragende vine, der i det store og hele levede op til deres ry og tidligere perfomances. Hvis nogen bliver skuffede over, at de ikke får 100 p., er forklaringen at jeg – og de fleste andre ved bordet – ikke stryger om os med så mange 100 p. som en vis Robert Parker, i hvis skala der synes at være gået lidt inflation. Man er ikke i tvivl, når man møder 100 p. vinen (se senere), men det er ikke disse, selv om de selvfølgelig altid kan vise sig at udvikle sig bedre end forventet. HB 1989 går jo for at være årgangens bedste vin – og det syntes jeg også selv, sammen med Petrus, da jeg smagte dem fra fad i sommeren 1990, men jeg har aldrig givet den rent 100.

Så skiftede vi spor – det var tydeligt at mærke. Jeg var i hvert fald slet ikke i tvivl om, at vi havde 3 store Guigal La, La’er i glassene, men hvilke 3, det var trods alt ikke så let! Jeg endte med at gætte på hver af de 3 i årgang 1988, men det var ikke helt rigtigt!

Guigal La Landonne Côte-Rôtie 1990 (99) var lysere og lidt mere udviklet end 1988’e. Duften med klassisk Côte-Rôtie-flæsk, sød, fersken-agtig og højtonet, krudt, blødere og mere dekadent end 1988’eren. Smagen simpelt hen ekstremt lækker, saftig og syrlig CR-præg, kærnemælk, mundvædende, lang og syrerig, mere dekadent og federe end 1988’eren, og længere fremme i udvikling. Guigal La Landonne Côte-Rôtie 1988 (98) var mørkere og mindre udviklet end 1990’eren. Næsen er ikke så parfumeret og sød som 1990’eren. Smagen har ligeledes mere syre og struktur og er længere og mindre fed og dekadent. En (næsten) ligeså fantastisk vin som 1990’eren – kan man lide struktur frem for dekadence, er 1988’eren måske at foretrække. Guigal La Landonne Côte-Rôtie 1985 (97) var mørkere end de øvrige, men også lidt uklar. Jeg gættede den til La Landonne 1988, og troede jo i øvrigt at de 3 vine var henholdsvis Mouline, Turque og Landonne. Ja, det lyder jo egentlig ikke specielt imponerende, men jeg tror egentlig, at jeg var den første, der spottede, at det var 3 Guigal La, La-vine vi havde i glassene – og det var ikke oplagt efter nogle Bordeaux-vine. Den dufter af kød, vakuum-pakket kød og slagterbutik, meget lukket, tæt, svær at trænge igennem, maskulin, struktureret, Bordeaux-agtig. I smagen utvivlsomt den stærkeste og kraftigste, mest Syrah’ede, struktureret og meget tanninrig, meget maskulin.

Hertil blev serveret en skive stegt foie gras med figen og løg

Næste sæt blev på forhånd annonceret som værende 3 Bordeaux 1975’ere: L’Evangile, Petrus og La Mission Haut-Brion. Nuvel, 1975 har bestemt aldrig været min favoritårgang i Bordeaux. Blev fra udskreget som værende exceptionel med masser af tannin til at blive klassiske gemmevine. I slutningen af 1980’erne begyndte eksperterne så småt at tvivle på, hvor god og harmonisk tanninen egentlig var, og da jeg første gang smagte et bredt udsnit af 1975’ere i 1988, var jeg bestemt ikke imponeret. Min dom var helt at afskrive årgangen, og jeg har aldrig siden købt nogen til mig selv, men er da indimellem blevet positivt overrasket over enkelte vine – eller måske snarere at enkelte vine ikke var så dårlige! Jeg har dog aldrig fået en rigtig stor Bordeaux 1975’er, og det skete heller ikke rigtig her, selv om La Mission Haut-Brion nok er den største 1975’er, som jeg har smagt.

Petrus 1975 (93) så let udviklet ud, som den selvfølgelig burde efter 30 år. Næsen er harmonisk og cremet med modent vaniljepræg, svesket og æterisk med sur-sød-karakter. Smagen er decideret tør, absolut med for meget og for tør tannin, ikke charmerende, men stærk og dyb/intens, den mangler bestemt fylde, rigdom og den sveskede cremethed, som næsen synes at love, og eftersmagen er bestemt til den korte side. Næsen er bedst, men smagen trækker ned – det er hverken en stor vin eller en stor Petrus. Jeg har aldrig smagt den før, men havde håbet - men egentlig ikke forventet – at den måske var bedre. La Mission Haut Brion 1975 (96) var den mørkeste vin i sættet. Næsen er tør og kridtagtig, nærmest kalk-agtig, meget klassisk mjetallisk, og klassisk LMHB, men ikke meget charme. Smagen er ligeledes klassisk jern- og metalagtig, udpræget rustent og rustikt præg, imponerende struktur og maskulinitet og flot lang eftersmag, karakteristisk og nem at gætte. Parker gav en gang 100, men er vist nu nede på 97. Utvivlsomt en af de bedste 1975’ere, og absolut en ”skalp”, der er sjov at have smagt, men prisen er (for) høj. l’Evangile 1975 (94) var som de øvrige 1975’ere præget af tørhed i næsen, lakridspræg, metallisk, tør, kold, maskulin, brune kager og jul, men lidt ”kedelig”. Smagen er stor, stærk og struktureret, men lidt underlig hul, ret charmeforladt, så karakteren gives mest for det klassiske. Jeg er simpelt hen ikke til de 1975’ere. Det skal retfærdigvis siges, at nogle lå højere end mig på karaktererne, men jeg er ikke helt sikker på, at navne og priser ikke havde noget at sige i den sammenhæng. Jeg står ved, at de simpelt hen ikke charmerer, og jeg tror at mange ville have endnu sværere end jeg ved at værdsætte dem.

Nu var vi heldigvis nået til frokostens søde del – desserten. Hvilken timing efter de tørre 1975’ere. Fødselsdagsbarnet var god ved os og fortalte, at vi skulle smage 2 x 100 p. Sauternes, nemlig Yquem og Climens 2001. De havde de fleste nok gættet alligevel!

Hertil Panna Cotta

Climens 2001 (98) var klassisk lys for Climens og en anelse lysere end Yquem. Næsen var langt mere åben og givende end Yquem, klassisk ædel råddenskab, abrikos, ananas, kokos, meget fint parfumeret, ren og udtryksfuld. Smagen er meget frisk med et super lækkert sødt prik, klassisk ædel råd, flot syre, om end mindre end Yquem. Ikke 100 hos mig, men absolut bedre end da jeg smagte den mod Rieussec 2001 for et års tid siden, hvor den virkede underlig tør. Chateau d’Yquem 2001 (100) er og vil blive en legendarisk vin, og kan utvivlsomt holde 100 år! Det er sjældent, meget sjældent, at jeg giver 100 p., og når jeg gør, er jeg ikke i tvivl. Den er intet mindre end fantastisk. Anelse mørkere end Climens. Næsen er meget lukket, ”tør sødme”, struktureret, nærmest af styrke, koncentration og struktur, der har svært ved at komme ud, masser af svesker og rosiner og åbner mere og mere op, om end den ikke på noget tidspunkt får Climens’ kompleksitet og parfume, men alligevel er den på sin egen majestætiske måde endnu mere imponerende og lovende. Men det er i smagen, at den virkelig vågner op! Fantastisk rå og helt eventyrlig styrke og koncentration, der er helt uvirkelig, ”out of this world”, bærndende karakter, enorm styrke og rigdom, ufattelig lang eftersmag, man har vanskeligt ved at bedømme, hvornår man har sunket den, idet den i den grad ”efterbrænder”, og varer i flere minutter efter at den er sunket. Den er stor, og den bliver kun større med tiden, og vil sikkert næsten være udødelig ved korrekt opbevaring – en legende.

Efter en tiltrængt pause, der blev benyttet til en fælles gåtur i det meget sne- og frostdækkede København, nærmere bestemt Østerbro, samledes vi alle mere eller mindre friske kl. 18.30 til de resterende 17 vine.

Først endnu en klassisk Champagne-duel med Dom Perignon 1973 (94) og Taittinger Comtes De Champagne 1973 (93). Førstnævnte var ret lys for sin alder og havde en sød, kafferistet og likør-agtig næse, klassisk DP, som man synes, at man kender den, let genkendelig, dejlig, nem og ligetil, måske næsten for ligetil? Smagen er klassisk med de kendte havelementer tang, havvand og østers + kaffe, frisk, let og egentlig forholdsvis ungedommelig, let drikkelig, elevende og elegant, god syrlig- og mineralskhed, men måske knap så fyldig og udfordrende for en endnu højere karakter. Sidstnævnte var en anelse mørkere, meget mere sød end DP 73, mere modendt præg, mindre frisk, meget øl- og humleagtig. Smagen meget fyldigere end DP 73, mere likør-agtig, sliksød, hvidvinsagtig, tættere og mere fyldig, dejagtig( gær). Der var delte meninger om, hvad der var bedst af disse 2 – flere foretrak Comtens fylde og sødme, jeg foretrak DP’ems friskhed og renhed. Men under alle omstændigheder herligt at kunne sammenligne!

Så kom de samme 2 Champagner – men i rosé-udgaverne!

Dom Perignon Rosé 1973 (94) havde en mørk rosé-farve, og i næsen finder man masser af røde bær, ribs, rabarber, virkelig flot og frisk sødme. I smagen har den mere krop end alm. DP 73, måske ikke helt så frisk og enkel, men stærkere og mere intens og lidt mere sliksød – den er for mig marginalt bedre – og smager tydeligvis anderledes med den lille underfundige, ”røde” sødme, som adskiller en rosé fra en alm. lys Champagne. Taittinger Comtes De Champagne Rosé 1973 (?) havde desværre prop, således at denne på papiret så spændende duel desværre delvist måtte aflyses!

Så kom der stor rødvin i glassene med et sæt med 3 - endnu en gang blinde – vine: Leoville Las-Cases 1982 (96+) havde en mørk og ungdommelig farve, den mørkeste i sættet. Duften er klassisk, tilbagestående, stor Pauillac/St. Julien med metal, solbær, bærfrugt, især stål/metal og jord, klassisk Las-Cases-stil med essens-agtigt Cabernet-præg, men også med dens ”svaghed”: lidt for fersk og ikke helt kompleksitet nok (eller måske skal den gemmes yderligere 10 år?). I smagen næsten et ”foster” og med næsten fuldstændig samme karakter som næsen med et fersk og klassisk metallisk præg, jernagtig og mineralsk, stenet, stor kraft, nærmest uhyggelig ungdommelig og stadig fyldt med tannin. Jeg er desværre ikke sikker på, at den nogensinde udfylder det potentiale, som man skulle tro, at den havde. Ved den store 1982-smagning på Munkebo i 2002 gav jeg den også 96 p. Ved siden af stod La Mission Haut-Brion 1982 (99), der var en anelse lysere end Las-Cases og havde en vidunderlig næse med cedertræ, blyant, blykapsel og jord/jern. Ud fra smagen var jeg overbevist om, at denne vin var Lafite-Rothcshild (men den kom først senere), da den var ekstrem cedertræs-agtig med blyant og klasissk Pauillac-karakter. Stadig en meget ungdommelig vin, som måske ikke er den mest charmerende i denne verden, men som har en så stor race og klassiskhed, og smager så typisk af sin herkomst, at jeg er vild med den – og det var min favorit til førnævnte 1982-smagning, hvor den scorede en 2. plads – efter den forførende Pichon-Comtesse – hos gruppen af smagere som helhed. Cheval Blanc (99) var sættets mest charmerende, forførende og mest drikkelige vin. Hvor var den dog lækker med sine lyse og mest udviklede farve og sin dejlige, sveskesøde, udviklede, lækre Pomerol-næse med masser af fløjl, hestestald og elefantbur, nærmest Montrose 1990-agtig i sin kompleksitet og nuancer. Smagen er cremet og sveske-agtig, animalsk og utrolig dekadent, svesker og røde, mosede bær, blød og moden. Super flot CB 1982, som performer rigtig flot ved denne lejlighed. Det er ikke altid den er så stor, da der synes at være nogen flaskevariation. Jeg vil mene, at den er fuldmoden, og selv om den nok holder en del år stadig, tror jeg ikke, at den bliver bedre, så hvis man har en eller flere flasker, er mit råd klart at prøve én ved en snarlig lejlighed.

Nu kom endelig det længe ventede sæt med de 3 1. Crus fra Pauillac i årgang 1982: Lafite-Rothschild 1982 (97) var mørk og duftede af asfalt, meget balsamisk, blød, cremet og ristet solmoden, som den skal være i et stort år som 1982, en anelse ”Latour-lukket” skrev jeg, fordi jeg havde glemt, at Latour overraskende nok er den mest åbne, charmerende og dekadente Pauillac 1. Cru i 1982, og jeg gættede også på Latour. Smagen har masser af mineraler, nødder, sten og jord, cedertræ, men egentlig forholdsvis blød. Selvfølgelig er den lækker og drikkelig nu, men jeg forudser stadig en positiv udvikling de næste 10-20 år. Tænk at man oprindelig beskyldte 1982’erne for at være ”atypiske for Bordeaux”, ”californiske i stilen” og ”ikke at kunne holde”. Intet har vist sig mere forkert – og netop derfor tror jeg at hele diskussionen omkring moderne kontra gammeldags vine/vinifikation falder ud til, at de moderne (Bordeaux) vine måske nok smager bedre som unge, end de gammeldags gjorde, da de var unge, men at det ikke betyder, at de – f.eks. 1982, 1989, 1990, 2000 og 2003 - ikke kan holde sig ligeså længe som de store klassiske år som 1900, 1928, 1929, 1945, 1947, 1949, 1953, 1959 og 1961. Mouton-Rothschild 1982 (97+) var en anelse mørkere end Lafite 82. Næsen var klassisk Pauillac med udpræget cedertræ, mørk bitterchokolade, mint/eucalyptus, meget tæt, maskulin, kaffe og sveske, en anelse lukket. I smagen mere styrke , saft og kraft end i Lafite, stærkere og mere mint- og eucalyptus-agtig, større potentiale måske. Jeg gættede Lafite……! Latour 1982 (?) havde prop, hvilket var super-ærgerligt, for jeg havde nok tippet den som vinderen, og efter at have smagt den til en vertikal smagning med 30 årgange af Latour i marts 2006, hvor jeg gav den 100 (se artikel her), er jeg ikke i tvivl om, at den her og nu – og formentlig også i fremtiden – er den bedste 1. Cru Pauillac i 1982.

Så skiftede vi geografi og druer, idet værten nu syntes, at vi skulle en tur til (nord)Rhône og sammenligne La Mouline og La Landonne. Det var nu ikke så svært at gætte, selv om de blev serveret blindt – spørgsmålet var blot hvilke enkeltmarker og hvilken årgang, der var tale om. Det var 1983 (se mine seneste noter på disse vine her).

Guigal La Mouline, Côte-Rôtie 1983 (99) var – ikke overraskende, når man kender de 2 vine - lysere end La Landonne 1983. Næsen er vildt åben og imødekommende, super lækker, orangeskaller, råt og røget kød, slagterbutik, mere røget og sødere end Landonne 83, klassiske og herlige elementer af krudt og fyrværkeri. I smagen simpelt hen en fantastisk sødme, stikkelsbær, ufattelig harmonisk, elegant og sød, fin bitterhed i eftersmagen, der kun giver friskhed, silkeblød, men måske ikke den allerlængste eftersmag (derfor ikke 100 som sidst jeg fik den!). Guigal La Landonne, Côte-Rôtie 1983 (98) havde næsten mere kraft og styrke i næsen, men ikke helt så kompleks. I smagen er den mere stærk og maskulin end Mouline, men også mere bitter, bliver mindre sød, men mere stærk og bitter som den står. Typisk og klassisk La Landonne, som jeg vil elske at drikke ved enhver given lejlighed. Den mest Bordeaux-agtige af enkeltmarksvinene fra Guigal. Men også i denne duel foretrækker jeg dog den forførende La Mouline. Hvor er den vin lækker! Flot at de 2 kunne komme efter et sæt med Bordeaux 1. Crus 1982 – og faktisk slå dem!

Så var vi nået til aftenens højdepunkt – selv om der allerede havde været mange! Mouton-Rothschild 1959 og Haut-Brion 1959. Det er vine, der begge på en god dag kan få 100 p. – afhængig af opbevaring og kontekst de serveres i. Mouton-Rothschild 1959 (100) så let moden ud i farven, men var stadig flot mørkerød for alder. Næsen er fantastisk, - og fantastisk Mouton’sk!: Solbær, mint og jord, ikke voldsom åben, men klassisk sødme a la puddersukker, vanilje-creme, creme brulée, måske en anelse underspillet, nærmest lille australsk sødme, men alligevel så typisk Mouton i stor årgang og ren, ren, ren. Smagen er overraskende blød og cremet, solbær-essens, pumper myriader af solbrændt solbær-frugt ud, og jeg har blot afsluttet noten med : ”stor, stor, stor…”. Man ved, at man har mødt 100 p., når man smager denne vin. Haut-Brion 1959 (99) er som det ses på karakteren ikke langt efter. Den har en klassisk HB-næse med cedertræ, tobak og jern, simpelt så ren, typisk og super-fornem kompleksitet. I smagen har den en lidt mere fremtrædende syre end Mouton – og derfor får den ikke 100 – ikke helt så harmonisk, men superkompleks- og næsten mere kompleks end Mouton, tørrer måske en anelse ud i eftersmagen – eller er det bare tobak- og cedertræs-noterne, der føles tørre efterhånden. En næsten perfekt vin, men skal drikkes snart bedømt ud fra denne flaske, mens Mouton godt kan ligge i nogle år endnu (husk at inviter mig!) Herefter blev serveret Cheval Blanc 1949 (87) der nærmest havde lav stand (C-D), var for brun i farven og havde en næse med let banan og acetone, men ikke rigtig dårlig. Smagen var bedre end duften, helt afrundet, men kun en anelse banan/acetone, gammel og brun, lidt klasse tilbage, men uinteressant. Jeg har givet den 100 p. før, men denne flaske har nok set bedre dage. Uinteressant fra denne flaske, men kan uden tvivl være bedre – som jeg heldigvis selv har oplevet det et par gange - afhængig af opbevaringen.

Den fuldstændige vilde aften sluttede af med en legendarisk duel: D’Yquem 1976 mod 1975. De fleste i min smagekreds holder på 1975 som favorit, idet den en yngre og stærkere. En gang var jeg mest til 1976’eren, men gennem de seneste par år, har jeg sværget mest til 1975’-eren. d'Yquem 1975 (98) var en anelse mørkere end end 76’eren (sådan plejer det ikke at være). Næsen med fantastisk ´afbrikos” og ”ananas”, mere karamelagtig. Smagen er en anelse federe og rigere end 76’eren og lidt mere cremet. d'Yquem 1976 (99) var mindre udviklet og mere tilbagestående end Yquem 1995 – selv om det plejer at være omvendt. Smagen er ligeledes en anelse federe og rigere, mere cremet end 75’eren, mere struktureret, mere syre, lang brændende eftersmag, mere syre, mindre fedme. Lad mig at nævne, at jeg var en af dem, der byttede om på 75 og 76 Yquem, idet jeg husker 75’eren som mere ren og tilbagestående og frisk, mens sidstnævnte normalt er lidt tungere.

Under alle omstændigheder en fabelagtig afslutning på et fremragende arrangement.

Udover en stor tak til værten og fødselaren, også en stor tak til kok og indehaver Jens Vestergaard, selv om – at dømme ud fra ens mavesæks tilstand – der næsten var for meget mad!