Smagninger > 2003 La Mouline, La Landonne og La Turque 1967-1999

Smagning af Guigal La Mouline, La Landonne og La Turque i årgangene 1967-1999

I weekenden 7. – 8. november 2003 deltog jeg i (endnu!) en af de bedste vinsmagninger, jeg nogensinde har været med til. At jeg tilmed var arrangør af begivenheden gjorde ikke oplevelsen mindre – især værtsskabet ikke tyngede mere, end at jeg havde tid til at skrive nogle – synes jeg i hvert fald selv – hæderlige smagenotater, som følger nedenfor.

Dette skyldes ikke mindst, at 2 af Københavns – og Danmarks – bedste restauranter Kong Hans og Ensemble lagde rammer til i form af perfekt afstemte menuer og servering af vinene. En stor tak til folkene hos begge! Ligeledes en stor tak til deltagerne, som udviste stor gejst og disciplin, hvilket yderligere var med til at forhøje oplevelsen. Jeg var langt inde i min vinkarriere, før jeg første gang smagte Guigals enkeltmarksvine La Mouline, La Landonne og La Turque. Det skete til en smagning arrangeret af Erik Sørensens Vinhandel i 1995, og årgangen var 1991. Jeg havde naturligvis hørt og læst om disse vine og hvor fantastiske de var, men der var ikke nær samme interesse og ”hype” omkring dem for 8 år siden – i hvert fald i Danmark – simpelt hen fordi der ikke var nær så mange mennesker, der interesserede sig for vin dengang.

Jeg smagte dem med en vis skepsis – kunne de virkelig være så gode??? Hvorfor gav Parker dem næsten altid 100 i de store årgange??? – men de var fantastiske, og jeg blev overbevist om, at det virkelig var nogle af verdens bedste vine. Jeg begyndte at ”samle”, og købte et ”sæt” af hver årgang hos importøren Bichel Vine (når jeg fik lov – nogle gange fik jeg kun en enkelt flaske, og måtte så ud på ”det grå marked” og skaffe de øvrige!). I sensommeren 2002 fik jeg ideen til ”den ultimative Guigal enkeltmarkssmagning” efter bl.a. at have erhvervet La Mouline 1985 og 1989 La Turque 1989 på en Bruun-Rasmussen Vinauktion. Det var ikke så vanskeligt at skaffe årgangene fra 1978 og frem, men vinhandlerne i bl.a. England vidste godt hvad de skulle have for dem, og priserne var ret ensartede – høje! I løbet af foråret 2003 var de ønskede vine samlet, og i maj måned blev invitationerne sendt ud og det officielle program var:

• Alle 3 Guigal enkeltmarksvine i årgangene 1999, 98, 97, 96, 95, 94, 91, 90, 89, 88, 85
• La Mouline og Landonne 1983 og 1978 (hvor der endnu ikke blev lavet La Turque)
• La Mouline 1976 (som var den eneste enkeltmarksvin Guigal lavede indtil La Landonne kom til i 1978.
• Div. ”hemmelige jokere”

Men lad os gå til smagenotaterne, som er anført i den rækkefølge, som vinene blev smagt. Disse er bedømt på en 100-skala og smagt ”halvblindt”, hvilket skal forstås således, at jeg på forhånd havde bestemt rækkefølgen på såvel sættene som vinene indbyrdes i de enkelte sæt, men ikke nødvendigvis kunne huske den indbyrdes rækkefølge og med vilje undlod at checke denne med min ”master-plan”.

Jeg havde valgt at starte med årgang 1998 – dels fordi det var oplagt at starte med 1999’erne, dels fordi der så var mulighed for at putte ”et joker-sæt” ind mellem 1998’erne og 1999’erne. La Landonne 1998 (97) var den mørkeste af de 3, og havde en dejlig sød, men også kullet næse med bitterstof, som forventet den mest enstrenget, men utrolig ren, kølig, klassisk og mineralsk med nærmest Bordeaux-agtige frugt- og cedertræs-nuancer. Smagen er medicinsk (hvilket skulle vise sig ofte at gå igen for La Landonne!) og mineralsk, C-vitamin-præg, massiv, maskulin og stærk, helt fantastisk længde, styrke og eftersmag, meget lukket i midtsmagen, meget frisk og får efterhånden et lidt grønligt præg, der dog ikke skæmmer den. Som forventet den mest lukkede og stærkeste. La Mouline 1998 (97) er den lyseste i sættet og har en meget sødlig, flot, lækker, indtagende duft af især kage-creme og bager-butik, meget flot og komplekst parfumeret, og mere umiddelbart charmerende end Landonne 98. Smagen er til gengæld klart lettere end denne, men viser til gengæld virkelig hvad kompleksitet og rigdom er i en vin; sprød, saftig, mundfyldende og Bourgogne-agtig.

Foto: Jesper Hedegaard

Næste sæt bestod af 3 jokere, som viste sig overraskende gode – faktisk så gode, at de fleste gættede på enkeltmarksvinene i årgang 1999, og ingen gættede på, at det ikke var Guigal-vine. Guigal Ch. Ampuis 1999 (96) havde en meget mørk farve. Duften var ikke helt så ”Syrah-røget” som forventet, men havde en flot kompleksitet, og et forfriskende grønt element. Smagen var stærk og streng, røget og næsten mere tilbagestående og rå end 1998’erne, stor, flot midtsmag, lang eftersmag, stadig uudviklet og ikke super-kompleks endnu, men imponerende saft og styrke. Jeg har smagt såvel denne som 1998’eren et par gange, og kvalitetsforskellen i.f.t. enkeltmarksvinene berettiget på ingen måde, at sidstnævnte koster 3-4 gange mere. Til 600 kr. et supergodt køb. Gad vide om Guigal pønser på at gøre Ch. Ampuis til ”den 4. enkeltmarksvin”!? Michel Ogier Cote-Rotie ”Belle Helene” 1999 (98) var næste joker, og så imponerende, at 2 af 13 smagere gav den 100/100, og med 98,00 i gennemsnit (det samme som jeg gav den), endte den på en imponerende samlet delt 12 plads! Også her var næsen mere lukket end enkeltmarksvinene i 1998, men den var til gengæld utrolig ren, bær- og essensagtig med stor dybde og sødme. Smagen var ekstrem kraftfuld, rig og med en helt enorm længde (blandt de allerlængste eftersmage man overhovedet kan forestille sig, hvilket jeg også bemærkede, da jeg smagte den første gang hos producenten i sommeren 2002). Men på trods af kraften og den lange eftersmag en virkelig lækker og elegant vin, der er ”let på fødderne” og forfriskende. P.g.a. hagl blev der kun lavet 1 fad/tønde = 300 fl. Cote-Rotie Clusel Roch ”Grandes Places” 1999 (94). Det var dog kun mængden og ikke kvaliteten, der blev reduceret. 12 fl. er kommet til Danmark, og pris var 3 x det normale. Parker nævner, at den er fremragende, men da der er lavet så lidt, undlader han at give en karakter, da han kun mener, at den vil have akademisk interesse. Den mørkeste farve i sættet. Lukket duft, men frisk og grøn, får mere røgethed og sødme undervejs. Smagen er mere simpel end de 2 øvrige, mindre stof, lidt hul og ikke så lang, elementer af bitter-chokolade, men ikke så røget, ikke så sød og cremet som de øvrige. Den ”svageste” i dette jokersæt (men alligevel med en gennemsnitskarakter på 96,15, så bestemt værd at drikke i andre sammenhænge).

Så kom det længe ventede sæt med årgang 1999. Disse vine har jo et fantastisk ry – bl.a. fordi de alle får 100 af Parker og måske netop derfor er det lidt overraskende, at gennemsnitspoints for de 3 vine kun bliver 1,03 højere end 1998’erne- og faktisk 0,2 lavere end 1999-jokersættet (se resultaterne her)! La Mouline 1999 (97+) har som sædvanlig den lyseste farve, en tæt, lidt lukket duft, men med begyndende kompleksitet/parfume, marcipan, flødekaramel, åbner langsomt op, og får stor sødme til sidst. Lakrids i smagen, der er meget ungdommelig, stærk og røget, meget tannin, men også parfumeret og rigtig lang, men mere lukket end forventet af La Mouline. La Turque 1999 (99+) er ligeså mørk som La Landonne 1999 og har en helt speciel og meget lækker næse med udpræget oliven-parfume samt et frisk, mint-agtigt, grøn-peber-stilket-element. I smagen virker attack’et næsten lettere end La Mouline, men eftersmagen er simpelt hen fænomenal lang, rig og cremet, således at vi i hvert fald nærmer os 100/100 for potentialet.

Foto: Dennis L Jensen

La Landonne 1999 (98+) har samme mørke farve som La Turque 1999. Duften er rigtig lækkert røget, stærk, men typisk mere endimensionel end øvrige, stor, stærk, klassisk, flot og imponerende, fornem bitterhed og ribs-karakter, essens-agtig. Smagen er også meget røget, klassisk 100% Syrah, maskulin og stærk, men samtidig med et blødt, balancerende element, emmer af intensitet, lang og nærmest Bordeauc-agtig i sin struktur og kraft.
Personligt synes jeg 1999’erne havde den ekstra kraft, der berettiger til 1-2 points mere end 1998’erne, men de var mere lukkede. Jeg tror dog at potentialet er ligeså stort som i f.eks. 1990, 1989 og 1988, men det kommer til at tage tid………! Man siger godt nok, at man giver points for potentialet, så når f.eks. Parker giver 100/100 til alle 3 vine i årgang 1999, er det ikke fordi han mener, at de er til 100 p. nu, men at de, når de er på toppen, vil få 100 p. Det er selvfølgelig et meget teoretisk udgangspunkt, som det er svært, for de, der ikke har fulgt f.eks. årgang 1990 fra den var ung, at følge, og derfor tror jeg smagerne her holdt sig lidt tilbage.

Herefter sprang vi til de mere modne vine i form af årgang 1991 – den første årgang jeg smagte af Guigals enkeltmarksvine. Det var et pænt spring til årgang 1991 – nu var vinene pludselig ganske modne. Alle 3 får 99-100 af Parker, og han regner årgangen for ligeså god som 88, 89 og 90. Det fik vi ikke helt afgjort her, da disse blev serveret i 3 vertikale sæt om lørdagen. Men da årgang 1991 ”kun” fik 97,31 i snit, mens 1990 fik 98,77, 1988 fik 98,31 og 1989 fik 98,26, tør jeg godt konkludere – selv om de ikke blev smagt sammen – at 1991’erne lige er et lille stykke under de andre. La Landonne 1991 (96) var ikke specielt moden at kigge på, og havde den mørkeste og mindst udviklede farve i sættet. Næsen var meget Bordeaux-agtig, nærmere bestemt moden Bordeaux, desuden kul og herlig dyrisk kompleksitet, men også mineralsk og stærk, alkoholisk, parfumerede roser, ren og lækker, svesker og rosiner, meget intens sveske-agtig St. Emilion-karakter. Smagen er også meget Bordeaux-agtig, slet ikke samme kompleksitet som La Turque, meget tæt og den stærkeste i smagen, meget lang, let mint-agtig eftersmag, men ikke den mest komplekse eller charmerende. La Turque 1991 (98) var lidt mere moden i farven end Landonne 91, og havde en herlig, ret moden næse med klassiske oste-noter og meget røgethed/toastet, mere klassisk Cote-Rotie end Landonne med sin friske karakter, til dels hjulpet af 5-8% Viognier-druer. Smagen er fuldstændig som næsen, meget røget, stor fylde, flot frisk syre, supervin, mere sødme end Landonne og virkelig lang eftersmag. La Mouline 1991 (97) var igen den lyseste af trekløveret. Duften var rigtig flot parfumeret, gummi og bildæk, super-røget/-toastet, fremragende parfumere og kompleksitet, stor sødme, den mest røgede. I smagen mere fersk end La Turque, synes næsten at mangle lidt syre?, meget røget, den mest udviklede og komplekse, utrolig rund, røget , sød, og charmerende.

Herefter nåede vi til de kun 2 1983’ere, idet La Turque først blev lavet fra og med årgang 1985. Det var en af de årgange, som jeg havde set frem til med størst spænding, idet jeg var lidt i tvivl om Parkers vurdering af vinene (hhv. 100 til La Mouline og 99 til La Landonne) holdt, og årgangens potentiale var så stort som man siger, idet jeg bl.a. ud fra smagninger af den udmærkede, men ikke fremragende Hermitage La Chapelle fra P. Jaboulet (vurderet til 93-94 ved 2 smagninger indenfor de sidste par år) tvivlede lidt. Det havde jeg ikke behøvet…………! La Landonne 1983 (99) havde samme farve som 1991’erne, dvs. ikke mere udviklet. Næsen er nærmest balsamisk, medicinsk og luftig, helt fremragende, nærmest æterisk, helt vildt lækker og helstøbt, ikke voldsom parfume , men ren, underspillet og fremragende modne nuancer, om end bestemt ikke overmoden. Smagen er lidt mere konform og mindre kompleks end La Mouline 83, men alligevel næsten fuldendt med lang, stærk, maskulin og stadig tannisk eftersmag. La Mouline 1983 (100) er klart lysere og mere brun/moden. Næsen er simpelt hen super-elegant og kompleks, som en stor rød Bourgogne som f.eks. DRC 1978, herlige noter af efterårsskovbund, en eksplosion af modne og komplekse noter, helt fantastisk. Smagen er endnu mere fuldendt end La Landonne 83, enorm kompleksitet, frisk syre giver dejlig nerve i vinen, enorm længde, simpelt essens af stor moden vin, stor cremethed, blødhed, harmoni, elegance og længde, sprød og luftig, vin bliver ikke meget bedre……!

Herefter fulgte et spændende sæt med 4 vine – de 4 ældste der blev budt på ved hele smagningen. Guigal Cote-Rotie 1969 (92) har en meget moden, lys Bourgogne-farve. Duften er moden, let og elegant, let stald og våd jord, bourgogne-agtig. Smagen er ligeledes let, elegant og meget bourgogne-agtig, nogen syre, ikke så meget krop/frugt tilbage, men holder faktisk overraskende find, omend den slet ikke har samme dimensioner som f.eks. 1983’erne eller for den sags skyld næste vin. La Mouline 1969 (98) var klart mørkere og mindre brun end Cote-Rotie 1969, men naturligvis moden at se på. Meget stor og flot, parfumeret frugt med stor sødme, meget frisk og ungdommelig, klassisk La Mouline-parfume. Smagen fantastisk potent, stor styrke, intensitet og balance, nærmest perfekt moden vin med sindsoprivende elegance, mildnet af årenes lagring typisk Cote-Rotie mere intensitet end kraft, multidimensionel. Helt tro og typisk mod stilen i de yngre årgange, således at man fornemmer, at det bare er sådan La Mouline bliver, når den bliver gammel i en stor årgang.

Foto: Dennis L Jensen

1969 skulle være den bedste af de gamle årgange, hvor 1966 jo var første årgang for La Mouline. Guigal Hermitage 1969 (90) var mørkere end Cote-Rotie 69. Næsen har masser af råt og fersk kød, tungere og lidt mere frisk end Cote-Rotie 69, men til gengæld mere tør og tynd i smagen, mindre frisk, men lidt mere krop, typisk for Hermitage, bliver efterhånden lidt for tør og CR 69 er faktisk bedre. La Mouline 1967 (?) havde desværre prop og duftede af kartoffelvand. Vel skulle den ikke være af helt exceptionel kvalitet, men det er altid ærgerligt, især når den har været gemt så mange år (ja faktisk fra året før jeg blev født!) for at blive drukket og give en stor oplevelse.

Vi sluttede af med en dessertvin: Mission Hill Vidal Icewine, Canada 1998 (93). Ikke så mørk i farven. Herlig næse med abrikos-sødme og frisk syrlighed. Smagen er meget tæt, sød og voldsom, men har OK syre. Meget speciel vin, og bestemt ikke for enhver smag. Nogle finder den simpelt hen ”for meget”.

Således sluttede 1. dagens smagning. Ingen burde kunne føle sig snydt over kun at have deltaget denne aften med bl.a. det flotte 1983-sæt og den lækre fuldmodne La Mouline 1969, men det var alligevel en herlig fornemmelse at sidde i toget på vej hjem og filosofere over, at der næste dag ventede i alt 32 vine, heriblandt trilogien 1990, 1989 og 1988 for slet ikke at tale om 1985 og 1978………..!

Fredagens smagning havde stået i de horisontale sæts tegn, dvs. alle 3 enkeltmarksvine smagt sætvin i samme årgang, og jeg havde på forhånd besluttet, at lørdagens hovedsageligt skulle stå i de vertikale sæts tegn, dvs. en sætvis sammenligning af 3 årgange af den samme enkeltmarksvin ud fra den betragtning, at nu havde folk styr på vinenes forskelligheder, således at det var på tide at fokusere på, hvilke årgange, der var bedst.. Men det var der jo ingen der på forhånd vidste………..

1. frokost-sæt bød på La Mouline i årgangene 1997, 1996 og 1995. La Mouline 1997 (95) var lyst, og havde en meget åben, imødekommende, cremet, kiks- og vanilje-agtig duft, blød og svesket og den mest modne og den med den bedste duft. Smagen herlig blød og cremet, marcipan og vanilje, herlig moden og dejlig drikkelig allerede, dekadent, ikke så meget syre som normalt, pæn længde. La Mouline 1996 (94) var mørkere i farven, og næsen var friskere og mere røget og syrlig end 97’eren, mindre sød, mere grøn, men ikke umiddelbart ringere af den grund – bare anderledes, druerne virker knap så modne som i 97, men til gengæld lidt dybere og lidt mindre kompleks. Smagen er mere enstrenget og simpel end 97, mindre sød, mangler lidt længde i eftersmagen, virker til gengæld yngre og måske mindre udviklet, men spørgsmålet er, om der virkelig er større potentiale?, højt syreindhold, gem og se hvad der sker.

Foto: Jesper Hedegaard

Næste sæt bestod af La Turque i de samme 3 årgange, men blandet lidt anderledes. La Turque 1995 (96) havde næsten identisk farve med 1996 og 1997. Næsen var frisk, grønlig, nåleskovspræg, grøn peber, stram, intens, struktureret, lukker sig nede i glasset. Smagen mere kompleks end 96’eren, flot nuanceret, men til gengæld ikke helt så ren og klassisk som 96, mere sød og præget at et varmere år med lidt mere solmodne druer. La Turque 1996 (96) havde flot sødme i næsen, sprød og frisk, knap så meget sødme, men meget intens, utrolig god parfume, virkelig en herlig sniffer-vin”. Smagen er stor og meget klassisk, ren og enstrenget, meget spændende, men ikke rigtig super-lang, men spændende så længe den er der, ganske syrerig, som gør den frisk, klassisk peber-præg, stort potentiale, og for mig ligeså god som 95’eren (som fik 95,85 i snit, mens 96’eren fik 95,77, altså stort set identisk). La Turque 1997 (94) var den svageste af de 3 årgange for La Turque. Den havde en overraskende imødekommende og lidt atypisk sød/parfumeret duft af fersken og abrikos, amme stil som La Mouline 97, men ikke helt så dyb, og også lidt kedelig grøn peber. Smagen er meget blød og cremet, næsten ”slasket”, lidt for tyndt ”attack”, men god eftersmag, lidt lukket, men charmerende, om end den letteste af de 3 årgange.

La Landonne 1995 (94) var struktureret, kødfuld, stærk, lukket, Bordeaux-agtig, meget, meget intens, men ikke kompleks, sprød, frisk og luftig. Smagen virkelig kraftfuld og tæt, enstrenget, klassisk struktur, mere modenhed og sødme end 96’eren. La Landonne 1996 (94) havde en meget mere kompleks og åben duft end 95’eren, med de for årgangen typiske grønne grannåle, frisk stil. Smag som duft, lidt streng og grøn, enstrenget og stærk, herlig frisk og mundvædende. La Landonne 1997 (?) havde desværre prop………!

97, 96 og 95 viste sig at være 3 meget forskellige årgange: 97’erne de mest modne, tilgængelige og charmerende at drikke nu med fine, parfumerede næser og kun medium-fyldige i munden. Kan drikkes nu og sikkert nogle år frem, og bliver næppe meget bedre end nu. 96’erne er fra et mere klassisk og lidt køligt år, der giver dem mere klassiske, grønne, peber-agtige elementer, strammere og mere tydelig tannin og stadig et godt gemme-potentiale. 95’erne er de mest harmoniske, idet de forener blødheden og kompleksiteten i 97’erne med renheden, stramheden og potentialet i 1996’erne. Men hvis man troede, at 95 var klart bedre end de øvrige årgange – endsige bedre – fik man sig en overraskelse her!

Sidste sæt ved denne ”lette” 4-retters frokost på Kong Hans bragte os tilbage til et horisontalt sæt, nemlig de 3 vine i årgang 1994. Overraskende var det næsten dagens svageste sæt, men tro mig – alle vinene ville være fremragende i stort set alle andre sammenhænge end her! La Landonne 1994 (93) var som sædvanlig mørkest. Duften er metallisk, jordet, maskulin og stærk, det er som om den ikke rigtig vil vækkes. Smagen er kødfuld og underspillet, stor fylde og struktur, lang og tannisk eftersmag, lidt lettere i struktur end 95-97. La Mouline 1994 (94-95) var den lyseste af de 3, næsen er klart mere sød og røget ned 95 og 96, fersk og jordet, men også metallisk og fersken-agtig. Smagen har en stor og dekadent sødme, rund, blød og cremet og bestemt ikke let, meget flot mundfuld, flot eftersmag, også et lille fersk element og lettere end 95-97.

Foto: Jesper Hedegaard

La Turque 1994 (94) var mørkere end Mouline og lysere end Landonne – som sædvanlig. Næsen er dejlig røget og kød-agtig, mere lukket end Mouline, jordet og metallisk, nye fade og tobak. Stærkere end Mouline i smagen, meget lækker bl.a. pga. sin røgethed, som er tydeligere end hos de øvrige, måske knap så lang som Mouline.

Således sluttede frokost-sættene, som med vilje alene indeholdt de yngre og lidt lettere årgange 1994-1997, således at man fik mulighed for at vurdere, hvad der var bedst af disse, samt være frisk til om aftenen.

Efter knap 3 timers ”hvil”, gik vi i gang med den store finale. Vinene blev smagt til en 6-retters menu, og ligesom til de øvrige måltider, blev vinene serveret ca. ½ time inden maden, således at alle havde mulighed for at dufte, smage og vurdere disse, før maden kom på bordet. Et arrangement, der i øvrigt forløb glimrende.

Jeg havde tænkt meget over, at 1990, 1989 og 1988 skulle serveres ved siden af hinanden for alle vinenes vedkommende, da jeg personlig havde stor lyst til at finde frem til, hvilken årgang, der er bedst. Det viste sig dog sværere end forventet for de fleste at gætte såvel årgang som enkeltmark………..

Allerede ved smagning af første sæt med 3 x La Landonne 1998, 89 og 90, var alle, herunder undertegnede helt oppe at køre. På forhånd regnede jeg La Landonne som den af enkeltmarksvinene, som jeg mindst godt kan lide, men her stod 3 vine ved siden af hinanden, der var så fantastiske, at det kun var spørgsmålet om de alle skulle have 100 p., eller lige under!

La Landonne 1988 (99) havde den mørkeste farve af de 3 årgange, bemærkelsesværdigt næsten uden udvikling. Den havde en meget tæt og maskulin næse, der først var lidt lukket, men pludselig lukkede op med hindbær, måske ikke så kompleks, utrolig rig og intens, helt speciel karakter og aroma-rigdom, nærmest ikke vin……. Smagen er mere maskulin, stærk og tanninrig end de øvrige, utrolig kraftfuld og fyldig, flere lag af frugt, fad og struktur, kæmpe struktur, mere maskulin end øvrige årgange, mindre sød og charmerende, men ganske enkelt en fantastisk vin. La Landonne 1989 (98) havde den mest udviklede farve. Næsen er mere åben og parfumeret end 88’eren, metal, jod, medicinsk, skovbund og kompost, let fersk, måske ikke så kompleks som La Mouline, lidt mindre ren end 88’eren, superkoncentreret og bliver sødere i glasset. Smagen er blødere og rundere og lidt tørrere end 90’eren, mere medicinsk og fylder ikke helt så meget som denne, ligesom eftersmagen nok også er den korteste, lidt fersk og den mest rustikke, landlige og modne af de 3 årgange.
La Landonne 1990 (100) var en anelse mere tæt end 89’eren. Næsen er sødere end denne med dejlige friske bær, Bourgogne-friskhed og syre, luftig og sød, cremet, elegant, ungdommelig og uudviklet, ufattelig lækker, cremet, multi-kompleks, fløjter herligt op ad glasset med turbo på. Smagen har en enorm fylde og kompleksitet og er nærmest ubeskrivelig skøn, masser af frugt, men slet ikke portet, enorm koncentration og fylde, helt eventyrlig lækker eksplosion i munden, slet ikke tør, men derimod så fyldig som det er muligt uden at blive port-agtig, simpelthen som silke i munden, herunder i den urimeligt lange og nærmest overdrevne eftersmag. Det er ren 100 – vin bliver ikke bedre end denne! Den mest ungdommelige af de 3 årgange og med en lidt bedre balance end 88’eren, lidt mere frugt, lidt mindre tørhed end denne. Lever længe – drikkes nu og over de næste 20-30 år. Jeg havde ikke troet, at jeg ville komme til at give 100 til en La Landonne, men det fortjener denne uden tvivl – og den fik det af i alt 5 smagere ud af 13!
Som en joker i dette sæt var indsat en 4. vin, nemlig Guigal Cote-Rotie Cuvee Speciale 1990 (magnum) (95). En særlig vin, kun tappet på magnum-flasker, som Guigal lavede i 1990, og som udelukkende er lavet på druer fra marken La Pommiere. Parker giver en 96. Lysere og mere udviklet end La Landonne’erne. Udviklet næse med kød og bøf, udviklet og kompleks, masser af jordbær, bourgogne-agtig, ikke helt så sød og rig som de øvrige, men fin nok. Smagen er nærmest essens af jordbær, en eksplosion i munden, flot syre, men også cremethed, dejlig luftig, fyldig, lang, masser af jordbær. Klarer sig egentlig pænt, og anden halvdel af magnumflasken blev serveret som vin nr. 4 i næste sæt – sjovt nok uden at nogen gættede det, selv om det blev afsløret, at det var en magnum. Det var måske som om den ikke holdt helt så godt i glassene som La, La’erne.

Næste sæt var La Turque i årgange 1990, 1989, 1988. La Turque 1990 (97) var mørkere end 89’eren, og havde en meget bred, sprød, kompleks næse med masser af frisk frugt, helt fantastisk, nærmest æterisk, utrolig meget lækker sveskefrugt, blomme, meget stor rigdom og intensitet og masser af røg og krudt, typisk La Turque. Smagen har mere prikkende syrlighed end La Landonne 90, men er ellers næsten i samme stil, stor blød og cremet, længere end 89’eren og mere spændende, udpræget røget, stor frugtfylde, flot syre, lang. En superflot vin, som man ville elske at drikke ved enhver lejlighed, men interessant, at jeg gav den 3 points mindre end både La Landonne og La Mouline, og den fik lavest gennemsnit af 1990’erne.

Foto: Jesper Hedegaard

La Turque 1989 (96) var lidt mere udviklet end 90’eren. Næsen var sød og blød, udpræget bolche-butik, lysere og lettere end 90’eren, mere forfinet, men også mere rustik/landlig, kødfyldt og ikke helt så dyb, frisk, ungdommelig og sød som 90. Smagen er måske næsten bedre end La Landonne 89?, mindre landlig end næsen, kæmpe stor race og frugt, elegant, men bliver måske lidt for syrerig og mangler lidt spænding. La Turque 1988 (98) var den bedste af de 3 årgange for La Turque efter min mening, mens gennemsnittet havde 1990’eren som svag favorit. Den havde det klassiske element af medicin og jod, som alle 88’erne havde, meget intens, hospital og gazebind, utrolig rig, stærk og maskulin. Smagen er måske næsten mere imponerende for sin struktur end for sin frugt, muskuløs, tannisk, stor, virkelig intens og kraftfuld, enorm lang eftersmag og i det hele taget en enorm vin! – der bare lige mangler en anelse charme for at være perfekt – 3 smagere gav den 100.

Jeg havde med vilje placeret La Mouline sidst i denne ”dobbelte trilogi” (de 3 enkeltmarksvine i de 3 årgange 1990, 89 og 88), fordi jeg regnede med, at den ville være overvældende. Det var den også! Hvilken fantastisk oplevelse af sidde med 3 vine og bruge lang tid på seriøst at overveje, om der er nogle af dem, der skal have mindre end 100! Jeg kan umiddelbart kun mindes, at jeg 2 gange tidligere i mit liv har siddet med et sæt bestående af 3 så store vine foran mig: Morton, Lafite og Haut-Brion 1959 og Cheval-Blanc 1947, 1948 og 1949! Først kom La Mouline 1988 (100). Udpræget lækker næse med stærk og kødfuld frugt, flot sødme, ren og meget klassisk, ikke åben og væltende op ad glasset, men tæt og rig og en rigtig ”sniffer-vin”, en anelse støvet og kridt-agtig som resultat af tanninen og årgangens enorme struktur, mineralsk og med fantastisk dybde. Smagen er utrolig, ja nærmest ubeskrivelig lækker, super-koncentreret og røget og med bedre balance end de øvrige 88’ere, varm, alkoholisk, super-kompleks eksplosion i munden og bliver ved og ved…… Jamen, det er en fantastisk vin. La Mouline 1989 (99) havde den utaknemmelige opgave at blive serveret imellem 2 perfekte vine, men var selv tæt på at være perfekt. Som de andre 89’ere den lyseste og mest udviklede i farven. Duften mere ”brun” og udviklet, virker som om det var et endnu varmere år, super-modne druer, ret landlig, råt kød, sprød og luftig, åben og lækker, men ikke helt den enorme dybde eller sødme som i 88’eren, men næsten ligeså flot, og faktisk en anelse friskere. Smagen er – næsten – ligeså koncentreret som 88’eren, blødere og mere cremet, utrolig rigdom, meget fyldig i hele munden, ekstrem lang eftersmag, mere blød og elegant end 88’eren. Så kom den: Den samlede vinder af den fantastiske 1990-smagning med de største vine fra hele verden, som jeg var til i Stockholm for 3 år siden: La Mouline 1990 (100). Ung og mørk farve, nærmest ingen udvikling. Duften er fremragende, enorm, nærmest æterisk, exceptionel sødme, røgethed, råt kød, fuldstændig fantastisk frugt, stadig ungdommelig, ja den mest ungdommelige af de 3 La Mouline’r, vildt krudt-agtigt element. Fantastisk ungdommelige i smagen, stærkere og med bedre syre-balance end de øvrige, friskere, måske mindre kompleks, mere ungdommeligt frugt-agtig end 89 og 88, men større potentiale i kraft af sin ungdommelighed, så koncentreret og rig som rødvin kan blive uden at miste sin elegance, ikke Port-agtig, men til gengæld en enorm eftersmag. Tja, hvad skal man sige: Hele smagningens næstbedste vin, 99.23 p. i snit og 6 x 100 fra de 13 smagere!

Efter disse 3 vertikale sæt var det blevet tid til et horisontalt sæt bestående af de berømte 1985’ere. Det var første årgang for La Turque - hvis vinstokke kun var 4 år gamle! – og kan bl.a. derfor vel siges at være årgangen, der for alvor åbnede verdens øjne for den fremragende kvalitet af Guigals enkeltmarksvine, som altså herefter var et trekløver. La Mouline 1985 (100) var endnu en fuldstændig perfekt vin, og den samlede vinder af smagningen med 99,85 i gennemsnit fra 13 smagere (nogle var ”fedtede” og gav kun 99!). Mere udviklet i farven end de 2 øvrige. Næsen fuldstændig fænomenal med stor røgethed, tobak, råt kød, havrise, utrolig kødfuld, dufter nærmest af foie gras!, krudt og fyrværkeri, minder lidt om La Turque 88.

Foto: Jesper Hedegaard

Smagen er rundere, federe, blødere og mere cremet end Mouline 88, 89 og 90, ikke bedre som sådan (det kan den ikke være!), men en anelse mere moden, afrundet og dermed kompleks, åh så stor, så blød, så cremet, så lækker, enorm rigdom og cremethed, fylde, sprødhed, simpelt hen perfekt moden vin, som enden givetvis kan holde mange år endnu – men hvorfor dog vente?
La Landonne 1985 (98) var mørkere, men blev for en gangs skyld overgået af La Turque. Mere lukket og krydret end Mouline 85, men meget intens, sort og let tjære-agtig på den gode måde, maskulin, stærk og ren i sin klassiske stil. Smagen er stærkere og mere syrerig end de øvrige, utrolig maskulin og Bordeaux-agtig, saftig og med masser af frisk og god tannin. Ikke den samme komplekse og dekadente oplevelse som La Mouline, men en fantastisk vin. La Turque 1985 (99) var den mørkeste af vinene. Næsten har simpelthen en fantastisk sødme og røgethed, nærmest rosin-sødme, meget speciel, super-lækker og kompleks, næsten slet ikke ”vinøs” (ment positivt), om end ikke helt La Moulines ekstraordinære sødme. I smagen ikke ligeså blød og cremet som La Mouline, en anelse mere rustik og tør, men fænomenal koncentration, stor, frisk, stadig ungdommelig Bourgognekarakter med jordbær-frugt. Imponerende at man kan lave så stor vin fra vinstokke, der kun er 4 år gamle, men hvis man beskærer hårdt, skulle vinstokken faktisk netop i sit 5 år kunne give en bedre vin end i de følgende år, hvilket passer meget godt med, at La Turque først rigtig kommer med i front igen med årgang 1991.

La Landonne 1978 (95) var ikke lysere end 1985’erne. Næsen er kødfuld og meget Hermitage-agtig, minder mig meget om Hermitage La Chapelle 1978 fra Jaboulet, stærk, muskuløs, endimensionel, rent syrah-præget, ikke så finessefuld (for La Landonne) som senere årgange. Smagen er Hermitage-agtig og utrolig kraftfuld, maskulin, ikke kompleks, mere stærk, mere Hermitage end Cote-Rotie, utrolig La Chapelle-agtig, masser af tannin, men ikke så stor sødme som de senere store årgange, metallisk, lang, alkoholisk eftersmag. Første årgang af la Landonne og lavet på 4 år gamle vinstokke. Meget anderledes i stil end senere årgange. Det er som om den mangler noget fedme og charme og finesse. Berømmet som en stor vin og får meget høje karakterer fra div. vinskribenter. Enkelte, der havde smagt den før, mente at den kunne være bedre, men der var ikke fejl på flasken, og jeg tror selv at det bare var stilen dengang, således at Guigal har forfinet stilen siden begyndelsen af 1980’erne. La Mouline 1978 (94) var overraskende mørkere end Landonne. Næsen ganske lukket, mere Landonne- end Mouline-agtig, kødfuld, lidt enstrenget syrah, mangler noget finesse. Smagen minder faktisk meget om la Landonne 78, nærmest ufattelig Hermitage-agtig og langt mere bondsk, landlig og rustik end senere årgange, ikke super-lang. De samme kommentarer passer egentlig på denne. Får 100 af Parker, hvilket denne flaske bestemt ikke er til. Igen tvivler jeg på, at der er noget galt med flasken eller opbevaringen. De 2 1978’ere var meget lig hinanden, virkede bestemt ikke for gamle, men bare mere rustikke end senere årgange. De kom fra forskellige kilder, hvilket også indikerer at sådan er stilen bare i 1978. La Mouline 1978 (98) var meget lysere end 78’erne og lignede nærmest en moden Bourgogne. Næsen havde også en klassisk stor Bourgogne-karakter med stor slik-sødme og friskhed, kiks, kage-creme og vanilje, friske orangefrugter, dekadent sødme, utrolig lækker, delikat og inciterende, ”to die for”. Smagen klart lettere end 78’erne, men langt mere rig, cremet, frisk, sød som en stor Bourgogne, med syre, friskhed og orangefrugter, men mangler en anelse ekstra sødme, rigdom og længde for at kunne få 100.
Guigal-smagningen sluttede med 2 endnu ældre årgang af La Mouline: 71 og 70. La Mouline 1971 (92) var ganske lys og moden. Næsen helt fuldmoden med god, omend ikke sindsoprivende kompleksitet. Smagen har lidt for meget syre til at være stor, kødfuld, dejlig at drikke, men nogenlunde på niveau med Cote-Rotie 1969 fra fredagens smagning. La Mouline 1970 (94) havde i starten en lidt kalk-agtig næse, men den klarede og blev bedre med god sødme og nuance-rigdom – og efterhånden bedre end 71’eren. Smagen blødere, rundere og med mere sødme, mindre syre end 71’eren.

Til dessert sluttede vi af med en Coutet 1988 (90). En OK dessertvin, men jeg havde troet den var bedre. Den har ædel råd, men er for let og ”Champagne-brus-agtig.