Smagninger > 2003 Cheval Blanc Extravagance på Munkebo Kro

33 årgange af Cheval Blanc + div. andre Bordeaux-vine, hvide Bourgogner, champagner m.fl. i alt 71 vine smagt i weekenden 3.-5. oktober 2003

11 måneder efter en fantastisk smagning af 36 store Bordeaux-vine årgang 1982 over en weekend på Munkebo Kro, var scenen på ny sat for noget ekstraordinært. 8 af de 10 deltagere (lad os kalde dem smagere) var gengangere fra den store 1982-smagning, og den hårde kerne var den efterhånden i vinkredse så kendte ”Copenhagen Tasting Group” (i Børsen april 2003 kaldt: ”Den Vanvittige Vinklub”.

Sidst jeg deltog i en større vertikal smagning af Cheval Blanc var i 1988, hvor bl.a. den legendariske 1947’er heldigvis sig at være netop legendarisk, og den flaske rangerer stadig en af de allerbedste – om ikke den bedste – vin jeg nogensinde har smagt! Så det var ved at være på høje tid på ny at gøre status over dette herlige slot, ikke mindst da der er kommet mange (måske) spændende nye årgange siden, idet yngste årgang ved smagningen dengang i 1988 var 1985, mens den yngste i denne smagning var 2000.

På forhånd var årgangene i smagningen, men ikke i hvilken rækkefølge de ville blive serveret. Det var oplyst, at der udover de annoncerede årgange ville være 6 jokere. Det var således næsten mere end en halvblind smagning, måske kunne man bruge betegnelsen ”trekvart blind”!?

Alt i alt nok en anelse skuffende start, hvor især 95 og 96 skuffede efter de flestes mening, og som en kendt vinhandler i kredsen udtalte ”Hvis folk havde købt disse vine til de 1.000-1.500,- de koster i markedspris, ville de blive skuffede”.

2. sæt bestod kun af 3 vine, hvoraf 1981 (92) overraskede mig positivt, idet jeg på forhånd havde foreslået, at værten havde udeladt den! Ganske udviklet for sin alder, men alligevel den mørkeste i sættet. Næsen er fuldmoden, forfinet, påfuglehale-agtig bredde og charmerende. Smagen er fuldmoden, blød, rund og cremet, delikat stil, syren lurer lige i baggrunden, og indikerer, at der kun er noget at tabe – ikke vinde – ved at gemme denne vin yderligere. 1978’eren (93) var et mulehår bedre end 81, med klassisk Cheval-Blanc-næse af tomatplante og cedertræ, dejlig fylde og klassisk karakteristik, mere saft og kraft i smagen end 81, men ikke så delikat, klassiske noter af jern og metal (som man ofte finder i Cheval), mere sprød og fyldig end 75’eren, men måske en anelse kort og kedelig for at være rigtig stor – men alligevel sættets bedste vin. 1975’eren (90?) havde en brunlig farve, om end den var mørkere rød og mindre udviklet end 78’eren. Igen de efterhånen klassiske Cheval Blanc-elementer i form af iod, gazebind, medicinskab; jordbund/terroir, får efterhånden mere sveskeblomme, og mere ungdommelig end 78 og 81. Smagen er ikke særlig nuanceret, men har til gengæld iod, medicin m.m., ikke megen charme, kort, metallisk eftersmag. Alt i alt endnu et eksempel på den stærkt variable årgang 1975 – her måske pga. at Merlot-høsten blev reduceret af sygdommen coulure, således at vinen indeholder endnu mere end de normale 2/3 Cabernet Franc, hvilket ikke er ubetinget positivt.

3. sæt var weekendens svageste, og sulten efter Pasfalls gryder var måske også begyndt at melde sig? Årgang 1962 (78) havde en meget brun og udviklet farve. Duften var mere præget af, at der var tale om en meget (over)moden vin, end at det var en Cheval Blanc, gammel og hul, svært at finde noget spændende. Smagen er meget tør og kedelig, ikke megen frugt, kedelig gammel vin ”over the hill”. Jeg gav den væsentlig lavere karakter end de øvrige smagere, men står ved den, da jeg mener, at man nødvendigvis må sætte karakteren ned på en sådan vin, hvis hele skalaen skal udnyttes, så ikke alle vine bare ligger på 88-95 p. 1958’eren (84) var en vin, som jeg smagte en del gange for ca. 15 år siden (idet en god ven var født i netop denne årgang), men jeg havde ikke smagt den siden. Bevares, det er en hæderlig vin fra en lille årgang, men heller ikke mere. Meget udviklet og brun. Chokolade i næsen + lidt acetone og bananskræl, virker ældre og mere tør end 64 DK-aftp. Smagen er tør, omend knap så gammel og tør som 1962 – men heller ikke voldsomt spændende, og bliver mere acetone-agtig. Men egentlig utroligt, at den trods sine 45 år stadig kan drikkes som en fin gammel vin. 1964 DK-aftapning (Jesper Christensen) (90) var sættets bedste vin, selv om det var en DK-aftapning, hvilket normalt trækker kvaliteten ned – som også viste sig at være tilfældet her, da slotsaftapning 1964 viste sig at være langt bedre. Nuvel, mere sødme og friskhed end 1958, men hverken rigtig spændende eller i rigtig balance, idet den bl.a. har en mærkelig syre. Fint at den blev serveret i dette ”lille” sæt fremfor sammen med den slotsaftappede 1964’er, som den hverken kan måle sig med kvalitets- eller stilmæssigt.

Herefter var det blevet tid til en lille 2-retters (utroligt så sulten man kan blive af at smage på vin!). Til kammuslinger & piment m/skum af rosmarin blev serveret Henri Bourgeois Sancerre 1997 (93), Montrachet 1999 Marc Rougeot (96) og Meursault-Charmes 1989 Comte Lafon (94). Denne Sancerre har ved tidligere lejligheder overrasket meget positivt, og er blevet gættet til at være langt dyrere vin. Herlig mineralsk næse med våde sten, klassisk ren frugt uden smør- og ”nyt-træ”-noter, meget elegant og Chablis-agtig i smagen. En overraskende vin – måske skulle man begynde at interessere sig lidt mere for Loire!? Montrachet 1999 fra Rougeot var en af de få flasker, der ikke var med i den store Montrachet-smagning i februar 2003. Stålsat, mineralsk, røget og kødfuld næse, ligeledes nærmest ekstremt røget og krudtagtig i smagen fra meget ny eg, men også stærk, cremet og meget lang. En flot Montrachet, der givetvis ville have klaret sig pænt i den store Montrachet-smagning i februar 2003. Meursault-Charmes 1989 Comtes Lafon havde smidt lidt af ungdommens charme. Det var en meget rig, fed og alkoholrig vin med lakrids og annis, i smagen stor styrke, fedme og kødfuldhed. Mangler måske en anelse friskhed, hvilket nok er typisk for mange hvide bourgogner i årgang 1989.

Rødvinene til frokosten (som var en af Pasfalls herlige ”variationer” over kalv) blev naturligvis også serveret helblinde. La Turque 1999 (97) var nærmest sort i farven og havde en intens, ungdommelig bær-intensitet og nærmest emmede af sorte bær, herunder brombær. Smagen var nærmest fadprøve-agtig og med enorm frugt. En enorm vin, som givetvis kunne have fået flere points, hvis ikke trætheden var begyndt at mele sig og koncentrationssvigtet indtræde – i april 2003 gav jeg den 99, og fandt den en anelse bedre end La Mouline og La Landonne 1999. La Turque 1997 (95) var bare en anelse lettere i farve, og duften havde tydeligvis lidt mindre intensitet. I smagen var Syrah-syren mere fremtrædende, og vinen fremstod mindre fed og frugtmættet. En lettere udgave end 1999 – dog langtfra moden. Det var tydeligt, at de 2 vine havde en nær sammenhæng.

Herefter var der kun godt 1½ time til næste session. Alle var trætte, men mere pga. den store koncentration det kræver at smage, vurdere og bedømme sådanne vine, end fordi man var egentlig beruset, idet meget var blevet spyttet ud. Det var et vanskeligt valg, hvorvidt man skulle tage sig en lur, eller gå en frisk tur for at revitalisere kroppen. Jeg valgte det første.........

.......og vågnede efter knap 1½ times søvn, klar til næste heat - om end lidt groggy. Det forsvandt dog hurtigt, og man forstår næsten hvorfor alkoholikere nærmest får det bedre af at drikke. Lafleur 1999 (93+) var en interessant joker i 1. sæt. Druesammensætningen minder meget om Cheval Blanc med 50% Merlot og 50% Cabernet Franc. Duften var und, lukket, uudviklet, lidt grøn, urtet og stilket, men blev efterhånden lidt mere cremet. Smagen ikke specielt stor eller sæd, men derimod lidt grønstilket som næsen, kødfuld, men mærkelig ucharmerende, grøn og mintet. Skal nok gemmes et stykke tid, men næppe nogen ”Konge-Lafleur”. Cheval Blanc 1999 (94) var en anelse mørkere og havde en flot, åben, sød næse med ristede fade, chokolade og sveskeblomme – ligefrem og ”sjask-charmerende”. Smagen havde masser af ristet fad, kaffe, mørke bær, flot, stor og ligefrem sødme, meget ristet fad, næsten for ”nem” at drikke, dejlig rund. Cheval Blanc 2000 (98) fik jo oprindelig 99-100 af Parker ved første bedømmelse, men er nu sat ned til 98 (altså tilfældigvis den samme karakter, som jeg gavde den blindt her!). Mørkest i sættet. Meget lukket næse, der emmer af intensitet, tæt, sød og tydeligvis meget stofrig, essens af indkogt grød, stor, ren, lovende og med klassisk sveskeblomme. En eksplosion i munden, utrolig tæt og struktureret, afvisende og snerpende, men det gør intet, den har et kæmpe-potentiale, essens-agtigt blåbærpræg, masser af frisk tannin, meget lang og stærk eftersmag, masser af alkohol. En helt fantastisk, der leder tankerne hen på, hvordan 1947’eren måske har smagt som ung. Cheval Blanc 1998 (96) var mørk med en anelse udvikling. Næsen var klassisk Cheval Blanc med tomatplante, tyk, mæt og intens, chokolade-agtig, minder om den fremragende 1990’er i stil. Smagen er en lidt mere udviklet, lidt mindre koncentreret udgave af 2000’eren, sorte bær, meget bitterstof, ikke helt så eksplosiv, flot tannin, pæn længde, men ikke helt så enorm som 2000.

Cheval Blanc 1966 (94) var ganske udviklet i farven, men ikke desto mindre en overraskende god vin – bedre end forventet. Næsen havde fine, modne nuancer med kærnemælk, iod, medicinskab, puddersukker, ren og flot, mere moden end egentlig gammel, gazebindskarakter, men ikke egentlig tør, snarere list søde orangefrugter. Smagen fuldmoden og lækkert nuanceret, blød, moden, cremet og helt afrundet, stor sødme, slet ikke gammel syre, perfekt moden vin, måske uden den helt store længde, men herligt afrundet. Cheval Blanc 1959 (93) var mørkere og mindre udviklet end 66’eren. Virker dog klart ældre i duften med chokolade og banan-karakter, karamel, DK-aftapning, Portet og anmassende, mangler jordbundskarakter og typicitet – og friskhed, ikke min stil. Samme i smagen, der også har chokolade, banan og Portethed, anelse acetone lurer i baggrunden, egentlig en stor, flot, sød vin, men ikke nær så autentisk som 1966’eren, stor fylde, længde og portethed. Ikke lige min stil – andre var mere begejstret for den. Den 3. vin i dette sæt var fantastisk. Cheval Blanc 1961 (97) har jeg tidligere smagt op mod Cheval Blanc 1964 (95), og sådan kom det også til at gå her. Den store diskussion var ved en tidligere lejlighed, hvilken årgang, der var mest typisk for Cheval Blanc, hvor nogle mente, at det var 1964 – som en del faktisk også regner for den bedste årgang mellem 1947 og 1982 – mens 1961’eren blev kaldt ”mere typisk 1961 end Cheval Blanc”. Ingen tvivl om, at 1961’eren var vinderen her, idet den fik 3 points mere i gennemsnit (2 p. mere fra mig). Farven var flot moden, men egentlig uden den helt store udvikling. Næsen kom ikke vulgært væltende op som 59’eren, men var meget forfinet, med lækker friskhed og havbrise, åbner derefter lidt op med cacao, virkelig nuanceret og flot, charmerende og indtagende. Smagen er langt friskere end 59’eren,. Meget sprød, saftig og med mundvædende syrlighed, men lige netop ikke gammel, udtørrende syre, let medicinsk præg + klassisk orangefrugt. En raceren vin i meget fornem balance, der viser, at store vine ikke behøver at være ekstremt kraftige fro at være gode, men at man skal sætte balance højt. 1964’eren var en anelse lysere og mere udviklet end 1961’eren, og manglede dennes friskhed og finhed duften. Smagen var lidt blødere end 61’eren, mere cremet, men flader også lidt hurtigere ud, chokolade, utrolig harmonisk og ”drikkelig” vin, om end lidt mindre spændende end 61’eren.

Næste sæt bestod af en joker, som var Ch. Margaux 1950 (92) og Cheval Blanc 1950 (92). Farverne var nærmest som nat og dag med Ch. Margaux som den klart lyseste og meget modne vin, mens Cheval var ganske mørk for sin alder. Ch. Margaux duftede medicinsk og af orangeskal og efterårsskovbund, fuldmoden og kompleks. Smagen blød, cremet, kompleks, fuldmoden, ikke den store styrke og tyngde, men stor kompleksitet, masser af bløde, modne nuancer, en anelse tør syre. Skulle ifølge Broadbent være den bedste 1950. CB 1950 var som nævnt meget mørkere end Margaux 50. Den var ikke så lækker, højtonet og kompleks, men mere lukket, endimensionel, med god sødme, anelse acetone- og banan-præg, men vokser i glasset. Smagen er bedre end duften og er ganske blød, rund og cremet, Port- og chokolade-agtig, måske ikke helt harmonisk i syrebalancen, men bestemt et godt glas vin. Jeg har smagt den før (fra magnum) og givet den identisk karakter. Interessant at Cheval Blanc ikke når de højder i årgang 1950, som de nærmeste naboer i Pomerol Petrus og Lafleur ifølge Parker gør, idet de begge er rene 100 points-vine (hvis de har været opbevaret godt).

Det sidste sæt i denne session inden middagen bestod af de 2 ældste flasker, og værten havde valgt, at de ikke skulle serveres blindt, hvilket utvivlsomt var en rigtig beslutning. Cheval Blanc 1924 (89) havde lavt C-niveau i flasken, og var da også ganske brun i farven – man havde allerede sine bange anelser. Duften var først meget oste-agtig, men blev bedre efter 5 min. i glasset (som mange rigtig gamle vine gør det). Der var næsten ikke spor af den gamle banan-duft, som ofte findes i gamle flasker, men derimod dejlig orange-trøffel, en fin gammel, helt fuldmoden – vel egentlig lidt overmoden – vin. Smagen lever lige akkurat og er behagelig at drikke, tydeligvis gammel, men er blevet det med ynde, orangeskal og lidt æblesyre, men næsten mere frisk end 1934’eren. Imponerende af en 79-årig gammel vin. Cheval Blanc 1934 (89) havde en mørkere, men også brun farve i.f.t. 24’eren. Tydeligvis mere banan og acetone i duften end 24’eren, en større og kraftigere vin, men ikke så harmonisk og charmerende. Smagen har mere fylde og karakter end 24’eren, men virker samtidig ældre og mindre harmonisk. De ender på samme karakter, men jeg vil hellere drikke 24’eren. Jeg mindes aldrig at have fået en rigtig stor 34’er, uanset det regnes for den bedste årgang i 1930’erne.

Hermed var ”Cheval Blanc-delen” slut for denne dag, og forude ventede ”kun” en 3 retters menu med vin til. De på papiret allerstørste årgange og vine havde vi stadig til gode, og sædvanen tro kunne man konstatere både op- og nedture gennem tiderne uafhængigt af årgange, og klarest i erindringen stod nok sættet med 1966, 1964, 1961 og 1959, mens de yngste årgange 2000, 1999 og 1998 nok skal blive store legender en gang.

Til middagen blev der lagt ud med Montrachet 2000 J.M. Boillot (94) til torske-souffle med jordskokker og hummersky. En klassisk, stor, ung hvid Bourgogne med både et mineralsk og stenet præg og præg af krudt/røgethed fra nye fade. Smagen havde ligeledes krudt, og herudover mandel, elegant, cremet og mineralsk. Den fik modstand af en Meursault ”Clos de la Barre” 2000 fra Comtes Lafon (93) (endnu en Comtes Lafon-vin, vi fik også en til frokost). Næsen mindede på sin vis om Montrachet, men havde mere grøn, frisk vingummi, ganske fedladen, cremet og smør-agtig og klart mindre mineralskhed og ”våde sten” end Montrachet’en – typisk for Meursault. I smagen havde den egentlig mere krop og fylde end Montrachet, men mindre elegant, frisk og harmonisk, og derfor en smule efter kvalitetsmæssigt - men det er også kun en kommunevin (men fra en top-producent!) mod en Grand cru!

Hovedretten som var Fynsk Gris – Mørbrad og sprødt bryst med spidskål – fik følgeskab af 3 årgange af Pavie – 2000, 1999 og 1998 – der blev serveret blindt. Der er gået hen og er blevet et af de mest kontroversielle slotte i Bordeaux for øjeblikket, idet slottet i 1997 blev købt af rigmanden Gerard Perse, som solgte en supermarkedskæde får at finansiere købet. Han introducerede straks den ”moderne, garagevin- st. emilion-stil” med lavt udbytte via hård beskæring, meget sen høst af næsten overmodne druer og masser af nye fade til lagring – ja faktisk havde 2000’eren fået 300% nye fade og de øvrige 200% nye fade, hvilket betyder, at de efter at være kommet på nye fade, stikkes om på endnu en gang helt nye fade, når de omstikkes, og herefter evt. på ny helt nye fade, næste gang de omstikkes. Alt dette resulterer i en mastodont af en superkoncentreret vin, der har udfordret det bedre borgerskab i St. Emilion, hvilket igen har medført, at Perse er lidt ugleset.

Pavie 2000 (97) var kulsort og violet, blandt de mørkeste vine, jeg mindes at have set. Næsen var ekstrem fadprøve-agtig (på trods af, at vinen har været på flaske et års tid), en kæmpe ”fadbamse” med frugt, fad, styrke og koncentration i store mængder, utvivlsomt stor vin, men hvad bliver det til – jeg kan i hvert fald bedre lide Cheval Blanc 2000, men må alligevel for objektivitetens skyld give denne her høje karakterer. Smagen er utrolig koncentreret og fyldig, masser af ung frugt og nye fade, men næsten uharmonisk, voldsom eksplosion i munden, stort alkoholindhold. En atypisk Bordeaux, men ikke desto mindre imponerende vin, uanset man må spørge sig selv, hvad den iver til. Pavie 1999 (93) var en lettere og mere elegant udgave end 2000’eren, næsten endnu mere egepræget end denne. I smagen mere fadpræg end både 2000 og 1998, men det er som om, at den mangler lidt frugt, meget trætør, tydeligvis lettere end de øvrige Pavie’er, og den mindst harmiske, fordi 1999-årgangen ikke har helt så stor frugt som 98 og 00. Pavie 1998 (95) var også ekstrem mørk og violet i farven. Næsen var lukket, let vanilje-præg og ”stærk”, næsten oversøisk karakter, men ikke mange nuancer – udover fadet, slet ingen terroir- (jordbunds-) karakter, mere ”garagevin” end Bordeaux/St. Emilion. Smagen er ekstremt kraftig og nærmest uelegant, ekstrem styrke og atypisk Bordeaux i karakter, mere australsk i stilen, ganske megen tørhed i forhold til frugten.

Der var ganske heftige diskussioner om disse 3 Pavie’er rundt om bordet, og meningerne var delte. For mig er det p.t. mere ”imponator-vine” end store klassiske vine. Jeg kan give dem høje points ud fra en objektiv, men det er ikke – i hvert fald endnu – gode drikkevine. Det har jo givetvis styrken til måske at kunne blive noget stort en gang, og så kan det blive ”rigtig stort”.

Et par Ch. Yquem’er fulgte til desserten: Ch. Yquem 1996 (93-94) havde en klassisk næse med regnfrakke-gummi, frisk, men OK snarere end meget ædel råd, en elegant Yquem. Meget abrikos i næen, men alt i alt lidt for simpel sød og mangler Botrytis, hvorfor den bliver for simpel sød. Yquem 1983 (96-97) var en langt stærkere og mere kompleks Yquem/Sauternes. Den har en fantastisk lækker næse med brændt karamel og creme brulee. Smagen har enorm styrke og samtidig syre, utrolig meget smag, stor koncentration, lang og karamel-agtig, en stor og meget længelevende eftersmag.

Ja, sådan sluttede 1. dag. Alle var fyldt godt op (nogle endda så meget at de ikke kunne spise hverken forret eller hovedret - Joe!), og alle så frem til næste dag: Hvordan ville den legendariske 1947 klare sig, ville 1949’eren være ligeså god, og ville den belgisk aftappede 1947’er kunne leve op til slotsaftapningen – spørgsmålene var mange inden alle slumrede ind efter en hård dags arbejde.

Når såvel 1989 som 1985 har fået karakteren 96/94, er det fordi jeg lagde ud med førstnævnte karakter, men fik indstillet ”sigtekornet” ved denne 1. session på 2. dagen. Jeg ”overkompenserede” for hvad jeg opfattede som at mine smagsløg endnu ikke var helt på toppen efter dagen før og morgenmaden, og fandt at disse vine virkelig var gode, og troede derfor at de var endnu bedre. Jeg har derfor tilladt mig at trække 2 points fra umiddelbart efter sessionen, da jeg gennemskuede, at mine smagsløg faktisk var i topform, og at vinene var gode, om end ikke helt exceptionelle. Flere andre gav disse 2 årgange væsentligt lavere end 94 p., hvilket jeg mener var for lidt.

Herefter kom et meget spændende sæt med 4 vine, hvoraf de 2 viste sig at være spændende jokere. La Conseillante 1970 (93) gættede jeg til Cheval Blanc 1970. Den havde en lysere og mere udviklet farve end næste vin (som var endnu en joker, nemlig Trotanoy 1970, Pomerol). Næsen havde ikke længere ungdommens frugt, men derimod kød, vildt og slagterbutik, bark og gammelt træ, dejlig tæt, cremet og tyk/fløde-agtig. Smagen har klassisk Cheval Blanc karakter (jo, den er faktisk godkendt, for når jeg møder disse nuancer, gætter jeg altid på Cheval Blanc, La Conseillante eller Figeac, og de 3 slottes vinmarker ligger da også lige ved siden af hinanden på grænsen mellem st. Emilion og Pomerol), iod, gazebind og medicinskab, rustne jernrør, maskulin stil, ganske ungdommelig, måske ikke nogen stor charmer, men flot, klassisk, tør og rank og med lang eftersmag. Trotanoy 1970 (94) var ganske tæt, men dog tydeligt udviklet. Næsen havde lakrids-sødme og anis, nærmest lakridskonfekt, måske lidt syntetisk, men dejlig og bliver endnu bedre i glasset. Smagen er blødere, mere nuanceret og cremet end La Conseillante 1970, lidt mere tør syre, men ikke så stålsat, mindre koncentration og med en ganske markant tørhed, der dog ikke egentlig generer, sprød og harmonisk, mindre udtørrende og prikkende syre end førnævnte, og lige et point mere i score-bogen. En herlig vin, som jeg aldrig tidligere har smagt. Cheval Blanc 1970 (92) var ganske orange og udviklet i farven. Udpræget lakrids i duften (hvilket nok burde have fået mig til at gætte på 1970 i stedet for 1971!), ændrer sig hurtigt til kælder og champignon, lidt fersk og svagere end Trotanoy og La Conseillante 1970, bliver dog efterhånden ganske nuanceret og bedre i glasset. En ældre, fuldmoden vin, relativ let, ingen speciel fylde eller karakter, men blød og let drikkelig, mindre tør end de 2 førnævnte, slet ikke gammel og/eller udtørrende, men ikke så lang og spændende. Cheval Blanc 1971 (95) var en af smagningens positive overraskelser. Egentlig havde jeg haft lidt på fornemmelsen, at den ville overraske positivt, idet 1971 som bekendt er en meget flot årgang for Pomerol. Farven var bred orange og udviklet. Næsen havde en utrolig flot og stor sødme, nærmest dessertvins-agtig, meget indtagende og speciel, herudover lidt af den klassiske og typiske tomat-plante-karakter. Smagen har (heldigvis) samme store, flotte sødme som duften, måske en anelse lettere end de øvrige i dette sæt, men meget flotte, nuancerede, ”staldede” og Bourgogne-agtige elementer. En kontroversiel vin blandt eksperterne – Parker giver 84/100 – Broadbent *****. Her 96,6 i gnst. fra 10 smagere – så jeg lå faktisk i underkanten. Flere gættede på årgang 1982! Sikkert en vin man kan få til en forholdsvis rimelig pris set i forhold til kvaliteten p.g.a. Parkers lave rating.

Det næste sæt indeholdt kun 3 vine – men hvilke vine! Cheval Blanc var om muligt endnu mere fremragende i 1950’erne end i 1960’erne, selv om trioen fra dagen før 1961, 64 og 66 havde været en fremragende trilogi. Jeg gættede, at vi havde 1952, 53 og 1955 i glassene, men byttede desværre om på dem i mine gæt. Cheval Blanc 1952 (95) var mørkere end 55’eren, og havde den meget klassiske Cheval Blanc-karakter af metal, rustne jernrør, iod, medicinskab og gazebind, som man kun finder i ligeså ren grad i La Mission Haut-Brion, når den er bedst. Herudover kom kanel- og kagekrydderi, chokolade, stærk og stålsat, fader en lille smule i glasset. Smagen er utrolig stærk og maskulin, enorm fylde, der eksploderer i chokolade- og Port-karakter i munden, fantastisk styrke og ikke udtørende, helt fantastisk intensitet, rank og mineralsk, bestemt ikke for gammel, om end det nok er den af sættets 3 vine, der holder sig mindst godt i glasset, idet den efter et stykke tid – måske 30 minutter – begynder at tørre lidt ud. Hos mig – og gennemsnittet – en ”svageste” vin i sættet, hvilket kun viser, at niveauet var højt! Cheval Blanc 1955 (98) var lysere end 52’eren og ret udviklet. Næsen har meget stor sødme og dufter umiskendeligt af lakridskonfekt, meget lækker og inciterende, vanilje-creme, bagerbutik, utrolig blød, nuanceret, forfinet og urimelig charmerende med en næsten Sauternes-agtig sødme – bedst af de 3, hvilket siger ikke så lidt. Smagen har en uforlignelig elegant, men samtidig meget fyldig stil, meget nuanceret, vanilje-sødem, kiks- og kage-creme, let metal, måske lidt mindre fylde end 52,eren, men utrolig harmonisk og velsmagende – en fantastisk helstøbt, der nærmest har det hele, herunder lang eftersmag med frisk – ikke tør – syre, der gør den utrolig levende. Cheval Blanc 1952 (96) var en anelse mørkere end 55’eren, men ellers meget lig denne. Måske ikke helt så nuanceret og kompleks i duften som 1952 og 1955, men derimod stærk, maskulin, port-agtig, iod og medicinskab, anelse banan, men ikke for gammel, imponerende flot, klassisk og velduftende. Smagen har de klassiske CB ingredienser med iod, gazebind og medicinskab, stor cremet og forførende blødhed, men samtidig frisk, mundvædende, behagelig syrlighed, som en stor vin skal have, lang, flot og tør – men bestemt ikke for tør – eftersmag.

Det var nu blevet tid at blive ”frisket lidt op” med noget frokost (utrolig så sulten man bliver at at smage god vin!). Til en herlig varm fiskeforret (som jeg desværre ikke fik noteret ned) fik vi Taittinger Comtes de Champagne Blanc de Blancs 1990 (96) mod Taittinger Comtes de Champagne Blanc de Blancs 1989 (95). Førstnævnte havde en lys grøn-gul farve, en frisk, mineralsk, meget Chardonnay’et duft, der mindede meget om en stor hvid Bourgogne (måske Montrachet!?). I smagen var der både noget mineralsk, men også smørpræg, cremethed, vanilje og sødme, stor sprødhed og mineralskhed. Stadig ungdommelig og med masser af udviklingsmuligheder, om end den i princippet er drikkemoden nu. 1989’eren havde en langt mere oxideret stil med udpræget røde bær (så mange, at jeg gættede på en Blanc de Noirs , Bollinger VV Francaises!). I smagen enorm fylde og let oxiderethed, nærmest rødvinsfylde, røde bær, jordbær, enorm krop og fylde, må være fra før 1990. Det viste sig altså at være samme vin i 2 store, men meget forskellige årgange. 1990 er klart mest til min smag, og objektivt bedømt også den bedste – men jeg havde ikke forestillet var så stor, at 1989’eren nærmest mindede om en Blanc de Noirs!

Mit eget bidrag til weekendens ”madvine” var Angelus 1990 (96) og Angelus 1989 (96) – en klassisk duel, hvor vinderen – hvis en sådan overhovedet kan findes – afhænger af dagsformen. 1990’eren virkede mere fersk og ungdommelig, og derfor knapt så nuanceret som 89’eren, som var mere kødfuld og rustik og mere kompleks. 1990’eren er den lidt mere elegante, finessefulde og velafbalancerede, mens 89’eren er stor, kraftfuld, Portet og chokolade-agtig med lang, bombastisk eftersmag. Nogle gættede nærmest helt rigtigt, men de har skiftet karakter siden de var unge, hvor den ristede kaffe fra de nye fade var et meget karakteristisk tegn. De har det begge fint med 89’eren som den mest modne og drikkeklare i dag og 1990’eren som den, der behøver mest tid. Det er en klassisk duel, som det bliver sjovt at gentage forhåbentligvis mange år frem i tiden.

Herefter var det tid til afslapning inden næste session kl. 17, og belært af at fredagens lur havde gjort mig for groggy, besluttede jeg mig for en rask travetur ud til Lindø-værftet, og det var herligt at få klaret hovedet og næseborene inden der skulle tages livtag med nogle af de store kanoner, som ud fra udelukkelsesmetoden kunne være sikker på kom i sidste session.

Kl. 17.00 gik starten til sidste omgang i selskab med Cheval Blanc – og andre store vine. I første sæt fik vi det højeste antal vine, vi skulle smage på en gang i løbet af hele weekenden (værten må åbenbart have ment, at vi nu var trænede!), men det var bestemt ikke givet på forhånd, hvilke vine der var tale om – eller for den sags skyld at de alle var Cheval Blanc, idet der jo også var de berømte jokere, som værten havde sneget ind.

Det viste sig nu ikke at være så vanskeligt at gætte. Jeg startede bagfra, idet jeg ud fra farve og umiddelbar duft slet ikke var i tvivl om, at vin nr. 5 var Cheval Blanc 1990 (99) og vin nr. 6 Beausejour Duffau-Lagarosse 1990 (98+). Sidstnævnte er efterhånden gået hen og er blevet en legendarisk vin, der handles for mere end 3.000 kr. pr. fl. Man kan vel næsten spørge sig selv, ”hvad gik der galt på slottet i 1990?”, for hverken før eller siden har dette slot lavet vine, der bare tilnærmelsesvis når 1990’erens niveau. Jeg har besøgt slottet flere gange og forsøgt at lokke hemmeligheden bag den fabelagtige 1990’er ud af ejerne og kældermesteren, men de vil ikke rigtig være ved, at 1990’eren er enestående for slottet og siger f.eks.: ”Vi lavede god vin i 1990 og i 1989 og i 1988 og i 1987” (og så er det man har svært ved at holde masken!). Skulle jeg selv give et bud på, hvorfor 1990’eren er blevet så fantastisk må det nødvendigvis starte med at årgangen jo i sig selv var exceptionel og gav exceptionelle muligheder for lave stor vin. Herefter tror jeg, at man ”er kommet til” at høste druerne meget sent, således at disse var helt fuldmodne, måske med en tendens til overmodenhed, det har været varmt vejr under gæringen, således at man har fået maksimalt udtræk af aromastoffer fra druerne, og gæringen må også have været lang. Da man har fundet ud af, hvilken exceptionel ”baby” man havde liggende (for de ved godt, at de aldrig før – og måske heller aldrig siden har lavet/kommet til at lave noget lignende), har man ”opdraget” den efter alle kunstens regler med f.eks. 100% nye fade.

Det er den klart mørkeste vin i sættet, uudviklet og nærmest blæksort i farven stadig. Næsen er fyldt med ekstrakt og rigdom, noter af kaffe, brombær og andre indkogte, mørke bær, ltydeligvis lavet af ekstremt (over-)modne druer, ristet fad og anelse mint. Smagen er en eksplosion i munden, tonsvis af mørke, sorte, bitre bær, solbær og brombær, enormt tanninindhold og ekstrakt-rigdom, ungdommelig og Portet koncentration, maskulin, brændende tør, men alligevel behagelig og mundvædende saftighed, blommer i Madeira, meget, meget lang. Sådan må store vine i f.eks. årgang 1947 og 1959 have smagt som unge – jeg tror faktisk at den kan få 100, om end den ikke er så dekadent og velafbalanceret som f.eks. Cheval Blanc 1990 – den er langt mere voldsom! Sidstnævnte ser mere ungdommelig ud i glasset end 82’eren. Duften er nærmest ubeskrivelig lækker og dekadent: Fantastisk intensitet og cremethed, klassisk tomatplante og urtethed, velour og fløjl, utrolig rig og dyb, enorm sødme, sko-creme, vidunder slik-sødme, karamel-sødme, bolche-sødme, al slags sødme!, mere forførende end Beausejour 90, bliver næsten for overvældende som den står i glasset. Smagen er flommefed og cremet og md så mange lækre ting, at det nærmest er ”sex på flaske”, myriader af fed, sød, cremet, slik- og bolche-agtig frugt med tomatplanter og urter, 100% harmonisk, cremet og fløjlsagtig, exceptionel balnce, fylder hele munden, men ingen tørre eller skarpe kanter, en af de rigeste og fedeste vine jeg har smagt, næsten overvældende. Samme point-tal som de seneste 2 x jeg har smagt den – og det er næsten fedtet!

Cheval Blanc 1982 (97) er mere udviklet end 90’eren, og har en næse der med sin klassiske tomatplante og urter, bolcher og tutti-frutti, chokolade på sin vis minder om 90’eren og med en fantastisk harmoni og racerenhed, fænomen harmoni. Smagen er stor og stærk, fyldig og næsten voldsom, markant tannin, imponerende rigdom, ungdommelighed og overraskende stærk, om end der er masser af blødhed. Lidt mindre cremethed end 90’eren. Jeg gav den det samme som ved den store 1982-smagning året før, hvor den vistnok fik en placering omkring nr. 10). Den mangler lige den sidste koncentration for at englene synger – sandsynligvis fordi man i 1982 endnu ikke forsøgte at holde høtudbyttet pr. ha. nede. Ved siden af Cheval Blanc stod en interessant joker i form af Pichon Comtesse 1982 (97). Det var vinderen af den store Bordeaux 1982-smagning 11 måneder tidligere på Munkebo Kro. Ved den lejlighed vandt den akkurat med 0,1 p. over Mouton og Latour, og jeg gav den 99/100 – så hvorfor pludselig 2 p. mindre her!? Fordi vin ikke er en eksakt videnskab, hvor det 100% objektivt og præcist er muligt at bedømme en vin ensartet hver gang. Mange forskellige forhold spiller – her kan man sige at selskabet med Cheval Blanc 1990 og Beausejour 1990 var meget skrapt, hvortil kommer, at der jo ikke nødvendigvis er sikkerhed for, at denne flaske er helt ligeså god – dels måske pga. opbevaring, dels måske fordi alt hvad man fylder på flaske på slottet jo ikke nødvendigvis er fuldstændig ens. Men 97 den ene gang og 99 den næste betyder under alle omstændigheer, at det er en fremragende vin. Den er lidt mindre udviklet i farven end Cheval Blanc 82. Næsen er tydeligvis ikke Cheval, selv om den har lidt dejlig tomatplante, meget ren, cremet og fløde-/fløjlsagtig, masser af søde bolcher og slik. Smagen er sødere og rundere end CB 82, mere forførende og harmonisk, mindre tannin-indhold, men samtidig lettere struktur, ganske sødt, cremet attack, fylder hele munden med flot sødmefyldt frugt, ja nærmest dekadent sødme, harmonisk og cremet, ja næsten mere Cheval Blanc’sk end duften. Ved siden af Pichon Comtesse 1982 stod Pichon Comtesse 1983 (93?). Farven var mere rød og mindre udviklet end Cheval Blanc 1982, men lidt mere udviklet end Comtesse 82. Duften blød og meget megen frugtsødme, dejlig kærnemælkssyrlighed. Får efterhånden et lille strejf af noget let muggent og kælder-agtig, som nogle mente var prop. Jeg er ikke sikker, for smagen havde ikke dette element, og syren var – i modsætning til når en vin har prop – intakt. Smagen har det svært sammenligned med de øvrige vine i sættet, men den er jo også den på papiret svageste vin; lidt tør og medicinsk med let gazebind og champignon. Cheval Blanc 1983 (95-96) var en positiv overraskelse. Jeg har aldrig helt kunne forstå Parkers 95 p., men nu gør jeg, og det må være en af årgangens bedste vine overhovedet sammen med Palmer og Ch. Margaux, og den bedste højrebredsvin. Farven var ret udviklet med brunt skær. Næsen havde klassiske Cheval Blanc-noter af metal og jern, medicinsk, iod, gazebind, chokolade, mint, menthol, barket og træ-agtig. Smagen har næsten de samme ting, herunder masser af metal, rustne jernrør, maskulin og med stram tannin og struktur, ikke fedme som 1982’erne, en meget tør eftersmag trækker lidt ned.

Dagens afslutning – og klimaks for hele weekenden – var de sidste 5 vine, der ikke blev serveret blindt. Ausone 1949 (93) havde en pæn mørk farve med overraskendde lille udvikling. Næsen virkede lidt gammel med elementer af gammel ost og mødding, let banan, lidt for gammel for mig. Smagen var ganske tør af gl. syre, der er tørret ud, men havde også komplekse nuancer, herunder af gammel ost, blev dog efterhånden noget bedre i glasset, og fik mere renhed og sødme på bekostning af de urene elementer, der faktisk forsvandt. Imponerende.... Cheval Blanc 1947 (tappet af Vandermeulen, Belgien) (97) havde den lyseste farve i sættet. Næsen var helt speciel med en helt fantastisk, ungdommelig, meget sød frugt, rosin- og gløgg-sød,e (!), tutti-frutti, nærmest kunstig sødme, meget parfumeret, men ikke portet, faktisk ikke speciel vinøs, men ikke desto mindre meget spændende, røde bolcher, ribs-agtig, let mintet. I smagen stor, stor sødme, samme lidt kunstige sødme som i duften med røde bær, meget vedholdende, kommer rundt i hele munden, meget ungdommelig, tørheden er der kun en anelse, likør- og ribsessens-agtig, bestemt ikke Cheval Blanc- typisk, og 100% anderledes i forhold til den senere slotsaftappede 1947’er. Vandermeulen er en berømt belgisk aftapper fra dengang, hvor også store vine blev skippet afsted på flaske, herunder Cheval Blanc. Der er ikke enighed blandt eksperterne om, hvor gode de ikke slotsaftappede vine var/er. Personlig mener jeg, at de slotsaftappede vine i langt de fleste tilfælde er bedre end slotsaftapningerne, hvilket skal forstås således, at der slet ikke er nogen sammenhæng mellem en slotsaftappet vin og den tilsvarende ikke-slotsaftappede. Vinene ligner sjældent hinanden, og i de få tilfælde, hvor en ikke-slotsaftapning måtte vise sig at være bedst, er det sandsynligvis fordi den har været bedre opbevaret end slotsaftapningen. Fra 1972 blev slotsaftapning obligatorisk – og heldigvis for det. Men hvorfor er ikke-slotsaftapningerne generelt ikke bedre? Det tror jeg skyldes 3 årsager:

Cheval Blanc 1949 (tappet af Louis Echenauer, Bordeaux) (95) havde en flot mørk farve. Næsen havde et brunt præg med både kaffe, chokolade og karamel, stor sødme, men ikke superfrisk. Smagen er ligeledes med brune, chokolade- og karamel-noter, mere frisk end Ausone 49, men også med den del tørhed, bedst i smagen – smagen bliver for tør efterhånden som den står i glasset.

Nu blev stemningen endnu mere intens. Tilbage var de slotsaftappede årgange 1947 og 1949. Begge havde for alderen meget høje niveauer i flasken – det man på vinauktion kalder A/B, og prisen for førstnævnte kan på en auktion i London eller New York let ryge over 30.000,- (her dog heldigvis noget billigere!).

Cheval Blanc 1949 (99 – men et gennemsnit på 99,8 fra 10 smagere viser, at der kun var 1 udover mig, der gav den 99 – resten gav 100!). Farven er pæn mørk, men tydeligt brun. Duften er lige i starten lidt lukket, men åbner herefter hurtigt op med enorm lækker renhed og kompleksitet, superdejlig, klassisk, nuanceret, modne toner, fuldendt og meget mere elegant end 47, orangeskaller er nok det gennemgående element, men der er simpelt så mange nuancer, at det næsten ikke giver mening at beskrive dem alle, kun let portet. Smagen viser en simpelt hen perfekt balanceret vin, igen elegant og meget ren, men også med stor styrke, lang, sød og kompleks eftersmag, og får – udover alt det søde og komplekse – lige et strejf af den klassiske CB-iod, gazebind og medicinskab. En fantastisk vin – man skulle ikke tro, at der blev frembragt større vine, med mindre man har smagt den næste.
Cheval Blanc 1947 (100!) er intet mindre end en legende i vinverdenen. Spørgs de store anerkendte eksperter som Parker, Broadbent, Clive Coates, Michel bettane og Michel Dovaz, og alle vil have Cheval Blanc 1947 i deres top 5 – typisk sammen med vine som Ch. Margaux 1900, Latour 1929 og 1961 og Mouton Rothschild 1945. Her levede legenden heldigvis fuldstændig op til forventningerne, og da jeg smagte den, mindede den mig fuldstændig om sidst jeg var å privilegeret at smage den fra en pæn slotsaftapning, nemlig i 1988: Farven er nærmest sort md brun kant, bemærkelsesværdig mørk for en 55 år gammel vin, og meget mørkere end 1949’eren. Duften er på det nærmeste umulig at beskrive, da den stort set slet ikke dufter af vin! ”Portet” er det ord, der går igen i de fleste vinskribenters noter til denne vin, men ”portet” synes jeg slet ikke er tilstrækkeligt og retfærdigt overfor denne vin! Den har det hele – og lidt til. Skulle man forsøge at sætte ord på, ville det blive noget i retning af chokolade, karamel, læder, skocreme m.m., helt vild – men ikke portet som f.eks. 1959’eren, da den samtidig er elegant og let til bens! Smagen er ligeledes helt ubeskrivelig, portet, men ikke oversød, meget frisk og mundevædende, det mest fyldige vin, man overhovedet kan forestille sig, men aldrig tung, da den er fyldt med finesse og mørk, bitter chokolade. Fuldstændig som jeg husker den fra 1988. Det var den bedste vin jeg nogensinde havde smagt, og et er den fortsat.

Man siger jo om Cheval Blanc 1947, at den balancerer på et knivsæg, og at man ikke i dag kan – eller må – lave vine, der i sukker-, tannin, alkoholindhold m.v. minder om Cheval Blanc 1947. Sommeren 1947 var ekstrem varm – ja vel sammen med 1949 den varmeste før i år 2003 – og fortsatte henover efteråret. Selv da druerne blev plukket, var det ekstremt varmt, og mange oplevede overophede gæringstanke med det resultat, at det var afgørende at holde gæringstemperaturen nede, idet man risikerer bl.a. at gæringen stopper, og har vanskeligt ved at komme frem.

Herefter var det blevet tid til den afsluttende 6 retters gourmet-menu, og hvis det ikke har fremgået tidligere, så lad det ske her: Munkebo Kro og ejer/kok Thomas Pasfall er blandt de allerbedste spisesteder i Danmark, indbefattet Københavns Michelin-stjerne-spækkede restauranter. Det er bare godt, og så koster det tilmed ikke en herregård, i hvert fald i forhold til, hvilken fantastisk mad, der kommer.

Først Bollinger 1973 (92) og dernæst Philipponat 1973 (89). Førstnævnte meget mørk i farve, øl- og malt-agtig i duften, stor honning-agtig sødme og for huset klassiske røde bær p.g.a. de ca. 70% Pinot Noir. God mousse og større krop og sødme end Philliponat. Denne havde umiddelbart en friskere næse, men ikke så soændende. Smagen var hård og metallisk, nærmest stålsat, mangler cremethed.

Dernæst Laville Haut-Brion Blanc 1994 (91) : Stærk, alkoholisk, meget moden og næsten let oxideret, sherry-agtig karakter; smagen æblet og stærk, alkoholisk og fadpræget. Musigny Blanc Vogue 1990 (94): Klassisk frisk, mineralsk hvid Bourgogne, den flotteste tørre hvidvin denne aften incl. Champagner. En virkelig raritet, der ikke er lavet siden vistnok 1995, da man hev stokkende op og genplante Den eneste store hvide Bourgogne af betydning i Cote d’or.

Montrose 1989 (96) var mere violet og uudviklet end 1990. Typisk landlig og rustik Montrose-stil med bl.a. kattebakke, fremragende frugt, typisk St. Estephe-agtigt metallisk præg. Smagen er meget ungdommelig og fersk, maskulin og stærk. Er utvivlsomt en meget stor vin, bare ikke så helt igennem ekstraordionær vin som 1990’eren, men nogle vil givetvis bedre kunne lide den. Montrose 1990 (98) er nærmest ufattelig kompleks, udpræget staldet, våd mus, kridtbakke. Smagen har samme nuancer som duften og er blødere, mere komplet vin og dyrisk end 1989 , og mere kompleks.

Leoville Las Cases 1990 (97) har en sort og portet næse, meget ungdommelig, stor sødme, men også syre, medicinsk og frugtagtig. Smagen er meget tæt, og har enorm styrke og koncentration, Port-agtig. La Mission Haut-Brion 1990 (97). har også generalt en let portet smag, men også mere barket, og næsten mere kompleks end Las Cases 90. Mere udviklet i smagen end Las Cases, stald og cedertræ. Også en stor og flot vin, lige efter Las Cases.

Aftenen – og dermed hele weekenden sluttede af på sødeste vis med Yquem. Yquem 1975 (99). Yquem 1955 (93). Færstnævnte har altid været en Sauternes i en virkelige top: Mindre plump og fed end 1986’eren, masser af friskhed og syre, utrolig ungdommeligt karamelliseret, masser af hrlig frisk syre, der vil holde denne vin levende meget længe. Smagen er fantastisk frisk og har enorm styrke, friskere og stærkere end 1975, friskere og mere orangetrøffel. Blandt de helt store Yquem’s. 55’eren var til genhæld præget af ektraordinær modenhed og farven så med sin meget brune kulør ikke specielt godt. Duften var dog bedre end man skulle tro ud fra farven. Kraftig og alkoholisk, pæn sødme.

Ja sådan sluttede en af de bedste og mest bemærkelsesværdige vertikale smagninger, der nogensinde er blevet afholdt på dansk jord. Det var spændende at følge slottet gennem de mange årgange og opleve de forskellige op- og nedture – heldigvis flest af de første. Der er ingen tvivl om, at slottet havde en helt fantastisk periode 1947-1955, som mange andre slotte også havde det – som for eksempel. Også trekløveret 1961, 64 og 66 var rigtige gode, og 70 og 71 satte vi også pænt. 75, 78 og 81 havde jeg ikke de store forventninger til, men bortset fra 1975, klarede de sig jo forbavsende godt. Årgangene i 1980’erne var måske ikke helt så lysende stjerne som man måske havde håbet på, men klarede sig alligevel godt. Derimod syntes den tydeligste ”svaghedsperiode” for slottet at være i perioden 1991-1996, som også var den periode, hvor den nuværende ansvarlige kældermester Pierre Lurton tog over. Måske skulle han lige lære et og andet.....

Til slut en stor tak til den fremragende vært HH, der ønsker at være anonym, hvilket naturligvis skal respekteres, men ikke medfører, at han ikke skal have en stor og dybfølt tak.

Cheval Blanc 1947 (100!)

Cheval Blanc 1949 (99)
Cheval Blanc 1990 (99)
Yquem 1975 (99)

Beausejour Duffau-Lagarosse 1990 (98+)
Cheval Blanc 2000 (98)
Cheval Blanc 1955 (98)
Montrose 1990 (98)

Cheval Blanc 1982 (97)
La Turque 1999 (97)
Cheval Blanc 1961 (97)
Pavie 2000 (97)
Pichon Comtesse 1982 (97)
Cheval Blanc 1947 (tappet af Vandermeulen, Belgien) (97)
Leoville Las Cases 1990 (97)
La Mission Haut-Brion 1990 (97)

Yquem 1983 (96-97)
Angelus 1990 (96)
Angelus 1989 (96)
Cheval Blanc 1998 (96)
Cheval Blanc 1952 (96)
Montrachet 1999 Marc Rougeot (96)
Taittinger Comtes de Champagne Blanc de Blancs 1990 (96)
Montrose 1989 (96)

Cheval Blanc 1983 (95-96)
Cheval Blanc 1949 (tappet af Louis Echenauer, Bordeaux) (95)
Taittinger Comtes de Champagne Blanc de Blancs 1989 (95)
Cheval Blanc 1964 (95)
La Turque 1997 (95)
Pavie 1998 (95)
Cheval Blanc 1971 (95)
Cheval Blanc 1952 (95)

Trotanoy 1970 (94)
Cheval Blanc 1999 (94)
Cheval Blanc 1966 (94)
Montrachet 2000 J.M. Boillot (94)
Meursault-Charmes 1989 Comtes Lafon (94)
Cheval Blanc 1989 (96/94)
Cheval Blanc 1985 (96/94)
Musigny Blanc Vogue 1990 (94)

Ch. Yquem 1996 (93-94)
Yquem 1955 (93)
Ausone 1949 (93)
Pichon Comtesse 1983 (93?)
La Conseillante 1970 (93)
Lafleur 1999 (93+)
1978’eren (93)
Cheval Blanc 1959 (93)
Meursault ”Clos de la Barre” 2000 fra Comtes Lafon (93)
Pavie 1999 (93)
Henri Bourgeois Sancerre 1997 (93)

Cheval Blanc 1970 (92)
Cheval Blanc 1981 (92)
Cheval Blanc 1996 (92)
Cheval Blanc 1995 (92)
Ch. Margaux 1950 (92)
Cheval Blanc 1950 (92)
Bollinger 1973 (92)

Cheval Blanc 1997 (91)
Laville Haut-Brion Blanc 1994 (91)

1964-DK-aftapning (Jesper Christensen) (90)
Cheval Blanc 1986 (90?)
Cheval Blanc 1975 (90?)

Cheval Blanc 1924 (89)
Cheval Blanc 1934 (89)
Philipponat 1973 (89)

Cheval Blanc 1994 (87)

Cheval Blanc 1958 (84)

Cheval Blanc 1962 (78)

Cheval Blanc 1988 (?)