|
|
Palmer 2000 (93) havde en pæn mørk, men ikke så dyb farve som næste vin. Masser af solbær i næsen, nærmest lidt Ribena-agtig sødme, mere frugt end træ, lidt streng, st. Julien?, jordet og mørk frugt, næsten bitter og kirsebær-agtig, let fersk, udvikler sig og får mere stald, klassisk Medoc. Smagen er stærk og robust, struktureret og mangler måske lidt finesse, lidt ”fad2 og éndimensionel, ikke ristet nyt fad-præg, struktureret frugt, mere sødme end næste vin, rå og lukket, bitter-chokolade, tør tannin, men næppe for tør. Synes at have mistet den klassiske ”Palmer-elegance” til fordel for en mere robust og koncentreret, nærmest oversøisk stil.
Cos d’Estournel 2000 (94) var mere violet end Palmer. Næsten meget elegant, mere træ, god ristet sødme, Merlot-stil (den har også 40%), herligt element af kærnemælk, ”bred ymer”, mere charmerende end Palmer, bred og elegant, mere træ-præg. Smagen er meget poleret og finessefuld, mere blød og cremet og rigere end Palmer, kaffe-ristet sødme, måske ikke super-længde, elegant og nok lettere end Palmer, men alt i alt en anelse bedre, om end den også bliver let bitter; har en del fad-præg.
Næste sæt bestod af 2 Pomerol-vine, som jeg gættede, men byttede om på !
La Conseillante 2000 (95) havde en meget ekstraheret og stærk næse med let vanilje-creme/-budding, stor cremet sødme, nærmest Rhône-agtig, fyrrenåle, karamel-sødme, præg af Cabernet Franc (som den også har ca. 40% af!), næsten lidt californisk med den megen sødme. Smagen har stor flot struktur, Medoc-præg (ups!), stærk og powerfull, pæn lang og mundvædende tannin, frisk og skarpskåren, meget ren og harmonisk, kunne måske have lidt mere sødme. Overraskende flot (jeg gav den kun 94 ved Philipsons smagning i april 2003), men ikke rigtig typisk for La Conseillante, der plejer at være mere slik- og hindbær-sød.
Vieux Ch. Certan 2000 (94) var lidt mørkere og mere violet end La Conseillante. Masser af bolcher og sliksødme, ribs og røde bolcher, indkogt bolche-masse, hindbær, sveske-syltetøj. Ufattelig cremet og lækker smag, store røde frugter, hindbær-bolche-sødme, utrolig dekadent sødme, men mangler lidt kraft, utrolig cremet, men en anelse for let, let grønt-urtet.
Næste sæt bestod af 2 St. Emilion-vine, som jeg gættede korrekt.
Canon-la-Gaffeliere 2000 (93-94) var slet ikke så mørk i farven som Troplong-Mondot, men havde en herlig, meget kompleks – med næsten lidt modne toner – næse med let stald, bur, bred, blød, cremet og imødekommende, kaffe, sød lækker blomme, super-charmerende. Smagen ganske tør – sandsynligvis fra meget nyt fad – mangler måske en anelse frugt, og synes indimellem lidt ”træ-tør”, men en fin og elegant vin, der er klassisk, men flader lidt ud og mangler måske lidt styrke. På sin vis mere harmonisk end Troplong Mondot, der dog måske har mere potentiale.
Troplong-Mondot 2000 (94+?) var meget mørk, sort og violet. Næsen er super-ekstraheret, hvilket giver den et let acetone-agtigt, præg med lak og maling, næemest koncentration som en stor californier a la Harlan 1997!, stor flot, portet sødme, næremest oversøisk stil, imponerende men ikke charmerende, sort, kul-agtig og nærmest præg af benzin. Smagen ligeledes super-ekstraheret, tonsvis af tannin, metallisk, portet, mangler elegance, bare stærk, atypisk Bordeaux p.t., men bliver sikkert imponerende, meget tør, stærk tannin og meget flot, lang, stærk, metallisk eftersmag. Minder på sin vis lidt om 1990’eren ved den store 1990-smagningn i Stockholm.
Næste sæt bestod af hele 4 vine.
Ch. Montrose 2000 (91) var svær at vurdere. Næsen meget lukket, metallisk, præg, ikke nyt ristet fad-præg, stenet og mineralsk og kun let solbær-element, virker udtørrende. Smagen er lidt ”vindtør”, som næsen metallisk og jern-præget, Pauillac’sk, ikke en super-charmerende vin nu, udtørrende og synes at savne frugt, stenet og mineralsk. Klart dårligere end til førnævnte Philipson-smagning. Får 96-97 af Parker. Er den bare lukket og helt umulig at vurdere nu???
Gruaud-Larose 2000 (94) havde en meget mørk farve. Næsen havde noget meget lækker stald og elefantbur over sig, landlig, hø, kaffe-ristet, ekstrem kompleks, klassisk landlig, klassisk stil for slottet (selv om jeg gættede på Montrose!). Smagen er stor, blød, cremet, solbær-agtig, stærk og også metallisk, fine røde bær, og vanilje, måske list simpel?, god varm, ristet frugt, dyrisk og stalet. Klassisk for slottet.
Lagrange 2000 (94) var meget mørk og havde en kødfuld næse med klassisk struktur, meget flot kompleksitet, ikke meget nyt træ-præg i starten, men får mere kaffe-præg efterhånden, meget rent solbær-præg. Smagen meget flot og fyldig, men mangler et eller andet, bliver ret tør, lang eftersmag, kaffe, stor og struktureret. Imponerende resultat for slottet. Jeg undervurderede den klart som fadprøve med 89-90.
Ducru-Beaucaillou 2000 (96) havde for en gangs skyld ikke prop (hvilket slotte ofte havde i perioden 1986 – ca. 1993 pga. kontamineret træ i nybygninger, hvilket havde spredt sig til vin i fadene og gav prop-karakter). Næsen var frisk og kølig, god sødme, masser af frugt i starten, mindre træ end forventet, varm og solbrændt, og overraskende endnu bedre end i smagen.
Næste sæt viste sig at være ”Leoville-sættet” med de 3 Leoville’s sat op imod hinanden.
Leoville Barton 2000 (94) var flot mørk og havde en stærk og ”vinøs” næse uden ristet fad, gl.dags frugt, blåbær, meget lukket, men lovende, pikant, urtet og gummi-agtig. Smagen har masser af frugt, ikke fad, gl. dags stil, ultra-klassisk, lukket, men pæn eftersmag. Lidt skuffende i.f.t. Parkers første karakter på 96-99. Nu får den vistnok 96 p. Dog bestemt en pæn vin, men man kunne næsten have sagt sig selv, at det ikke holdt. Her den mindst spændende af de 3 Leoville’r.
Leoville Las Cases 2000 (96+) – som jeg gættede til Leoville-Poyferré! – var den mørkeste og mest violette af de 3. Næsen havde klassisk marcipan (hvilket Poyferré ofte har, men Las Cases også kan have – en egenskab, der utvivlsomt stammer fra terroir’et), utrolig lækker og kompleks, vanilje-creme og kaffe-sirup, ristet kaffe-sødme, vakuum-pakket fersk kød, super-rig, karamel-sødme, overraskende imødekommende og utrolig charmerende, nærmest lidt oversøisk sødme, utvivlsomt stammende fra super-modne druer. Smagen er måske en smule ”slank”?, men forfærdelig lækker, sød, kompleks, enorm karamel-sødme, masser af riste fad-sødme, stor klassisk vanilje- og kaffe-præg, rigtig sød, lækker og nem at gennemskue. Jeg havde forventet den mere tilbagestående og mineralsk – Latour-stil – som Poyferré – den næste vin til gengæld var/havde.
Leoville-Poyferré 2000 (97) var den lyseste i sættet (og derfor burde jeg ikke have gættet på Las Cases på denne!). Næsen er fornem, raceren, ærlig, ren, klassisk, let blåbær, ikke særlig ristet fra nye fade, meget, meget lukket, men meget lovende med klassisk budding og mineralskhed indikerende en beliggenhed tæt på Ch. Latour, sten, mineraler og kul + metallisk. Smagen stor, klassisk mineralsk, lukket og med masser af tannin, stor struktur, mere mineralskhed end ristet fad, meget tilbagestående og lovende – spørgsmålet er, hvor meget den udvikler sig med tiden.
Las Cases smager rent faktisk bedre nu og har flere nuancer, og når jeg gættede Las Cases på denne, var det fordi jeg forventede, at den ville være mere lukket, men til gengæld ville give mere med tiden. Under alle omstændigheder en ufattelig flot vin for Leoville-Poyferré – og til prisen – ca. kr. 350,- en primeur – nu måske 500-600,-
Vi sluttede af med lidt sødt: Lafaurie-Peyraguey 1986 (94): Klassisk, meget elegant Sauternes med god ædel råd og metal, i smagen mandel og abrikos.
Alle glædede sig til dag 2, hvor første sæt ville bestå af de 5 1er Crus + La Mission Haut-Brion – i sandhed et ”Konge-sæt”.
2. aften lagde vi ud med en ”Konge-Champagne: Roederer Cristal 1996 (96): Intet mindre end fantastisk med en fremragende og frisk næse med hvide blomster, liljer, utrolig indsmigrende og elegant, stringent, næsten parfume som en Blanc de Blancs, men det er det ikke, utrolig elegant og samtidig stærk. Smagen med tydeligt, men utrolig elegant Pinot-præg, rigtig stærk, enorm struktur, nærmest rødvinskoncentration, vidunderlig mousse og friskhed, virkelig fylde og sprødhed. Måske bedre end 1990’eren??? Viser at 1996 er en fremragende årgang for Champagne.
At sidde med de 5 1er Crus foran sig er altid en stor oplevelse. Det gør ikke oplevelsen mindre, når årgangen er 2000, men det gør oplevelsen vanskeligere når de serveres blindt! I virkeligheden er det hårdt arbejde, for man skal/vil meget gerne forsøge at gætte dem rigtigt, og samtidig skal man gøre sig vanskelige overvejelser over, hvorledes de kvalitets- og karaktermæssigt skal bedømmes i forhold til hinanden. I virkeligheden er der jo flere tusinde kombinationer – især når La Mission Haut-Brion også er med! – så det kan derfor i praksis ikke undre, at ingen af os 9 smagere gættede alle 6 korrekt. Den bedste havde 4 rigtige – og jeg havde én!
I første glas befandt sig Latour 2000 (97) sig. Farven er imponerende med den smalleste kant af alle. Næsen er rå og stærk, masser af cassis, nærmest uigennemtrængelig, let valnødde-præg (burde have fået mig til at gætte Latour), upoleret og ukompleks, let asfalt, metal, nærmest Mouton’sk solbær-præg, efterhånden meget imødekommende og med stort, ristet fadpræg, formidabel duft til slut. ”Det er Mouton” er det første jeg har skrevet i smagen. Fed, blommet og solbær’ret, cremet, velour-agtig, meget blød, næsten for blød, mangler lidt struktur, ikke enorm eftersmag, næsten for nem og tilgængelig. Vurderet højere i april 2003 til Philipsons smagning. Jeg var overbevist om, at det var Mouton-Rothschild, da den havde en meget flot duft, men syntes at mangle lidt struktur i smagen. Nå, vi får se, om den ”retter” sig og vokser med årene!
Næste glas: Mouton-Rothschild 2000 (98). Duften sødere, mere kiks og kaffe-creme, ikke så rå og Cabernet’et som latour, flødekaramel, Ch. Margaux?, super-intens og kompleks, nærmest ufattelig rig og koncentreret, flødekaramel, tæt, kaffe- og fadristet. S er ikke kraftigere end Latour, men p.t. rigere i frugten, faktisk elegant, fint parfumeret og cremet, men med klart bedre syre og tanninstruktur end Latour – og længere eftersmag – ufattelig velafbalanceret – og lang. Overraskende god for Mouton, som jeg nok på forhånd havde regnet med var en af de ”svagere” 1. Crus i årgangen – dels ud fra min tidligere smagning af den, dels ud fra Parkers og Winespectators bedømmelser. Den bedste Mouton siden 1986 og 1982. Jeg gættede på Ch. Margaux………!
Ch. Margaux 2000 (99) havde i starten en voldsom flot næse med stor blommesødme i en meget moderne stil, som fik mig til at sige, at den næsten var for pæn. Den var også jordet og mineralsk, men efterhånden smeltede det hele sammen til en fed og blommet næse i moderne stil, men meget spændende, nærmest æterisk, fremragende sødme med røde bær, stor cremethed. Smagen er simpelt hen helt fantastisk: fyldigere, stærkere og mere koncentreret end Latour og Mouton, utrolig rig, en eksplosion i munden, ”sort” og helstøbt, let tobak, utrolig lang, dejlig, tør cedertræs-eftersmag, fantastisk blød og velafbalanceret vin, fantastisk balance, måske lige knap så lang som Mouton, men mere kraft og sødme. Regnes af mge som årgangens bedste vin, og da også min favorit her.
Lafite-Rothschild 2000 (97+?) var den næstmørkeste af de 6 vine. Duften havde svært ved at åbne op, var saftig og havde solbær-præg, mintet, men forbliver lukket. Smagen er simpelt et tannin-monster p.t., nok den stærkeste og mest strukturerede af alle, meget tør, imponerende styrke, men ikke charmerende nu, utrolig stærk og tør stil, Latour el. La Mission??? Da jeg smagte den for 10 måneder siden gav jeg den 99 p. dvs. højere end Latour og Mouton, men den synes at have lukket sig voldsomt ned siden da. Men den skal nok komme igen og blande sig helt i top, det tvivler jeg ikke på. Den er imponerende………!
Haut-Brion 2000 (97) var en af de lysere af vinene. Næsen var meget blød og fløjlsagtig med vanilje-præg, minder om Mouton, men knap så åben, røde bær – ribs og hindbær – ikke nyt ristet træ, bare røde bær og bolcher, Rhône-agtig sødme, krudt. Overraskende let attack forrest i munden, men kommer virkelig igen i midtsmagen og vokser og bliver stor, ribs-frugt og stor cremethd, nærmest Bourgogne-agtig parfume, måske den letteste af de 6, men vidunderlig elegance og rigtig flot syre og friskhed. Klassisk Haut-Brion med sin lidt anderledes, knap så muskuløse, men meget elegante stil.
La Mission Haut-Brion 2000 (99) havde mørkeste farve af alle. Duften spændende krydret og nærmest æterisk, både blød og solbærret, flot!, emmer af saft og fløjls-agtig frugt, nyspidset blyant (så er det enten lafite el. La Mission.!). Smagen er harmonisk på trods af sin enorme koncentration , godt med både syre og tannin, en del tørhed, blysnt- og mintpræg, enorm struktur, meget lang, klassisk tørhed a la Lafite, bly og blyant, meget lang, enorm struktur, klassisk Lafite-tørhed, og først til sidst får den den klassiske La Mission-karakter med jern, metal og cedertræsafslutning.
Næste sæt havde 4 vine, alle fra Pauillac:
Grand-Puy-Lacoste 2000 (?) havde desværre prop – ikke meget, men nok til, at den måtte holdes udenfor bedømmelse.
Pichon-Longueville Comtesse 2000 (95) var den mørkeste vin i sæt. Næsen var meget eksotisk med både et lidt grønt, frisk, urtet, staldet præg, fyrrenåle og tomatplanter, meget spændende. Snagen klassisk Pichon-Comtesse, let grønligt præg (måske fra de 10% Petit Verdot som indgår i denne årgang?), gør den spændende, frisk og kompleks, staldet, tør, flot koncentration, men ikke enorm længde.
Pichon-Longueville Baron 2000 (97) havde en flot mørk farve. Duften nærmest likør-agtig med meget flot, klassisk, ristet sødme og kaffe, sprød og rigtig bred og tæt, kul,fad, espresso og karamel, ultra-charmerende. Smagen med nærmest marcipan-agtig sødme, saftig, ristet kaffe, utrolig blød og cremet, nærmst dekadent sødme og charme og flot eftersmag. Vandt stor blindsmagning med 106 deltagere i USA foran alle de store navne, herunder 1er Crus, og det kan man godt forstå, for den er utrolig flot og frem for alt mere charmerende end visse andre vine p.t.
Lynch-Bages 2000 (96) var lidt lysere end de 2 Pichon’er. Næsen har masser af frugt – solbær, hindbær – og langt mindre ristet fadpræg end Pichon-Baron, solbær-busk i en frisk stil, blød og cremet, men lidt lukket. Smagen mere åben og givende, sød, solbærrret og cremet, men fra frugten, ikke nye fade, som er vel-integreret, syntetisk sød vingummi, Rhône-agtig bær-sødme, utrolig velafbalanceret, men mangler lidt styrke i forhold til de bedste 1. Crus. Dejlig Lynch-Bages – som altid super-charmerende og velafbalanceret.
Nu var det ikke svært at gætte, hvilke 2 rødvine årgang 2000 der var tilbage, da smagningen som tidl. Nævnt var halvbllind, og rækkefølgende af disse var heller ikke svær:
Først kom L’Evangile 2000 (97). Hvilken sex-bombe: Forførende næse med trøfler, chokolade, nelliker og enorm parfumere, æterisk, dekadent, Bourgogne-agtig sødme med kirsebær-sødme og friskhed, dejlig ristet fadsødme, anelse grønlig, Cabernet Franc fornemmes, tomatplante, klassisk Pomerol, essensagtig. Smagen er svesket, cremet og med ristet fad, let grøn tomatplante (som også La Conseillante og Cheval Blanc – naboerne - ofte har), frisk og med utrolig intensitet, minder om ung, stor Bourgogne.
Dernæst Le Tertre Roteboeuf 2000 (95), der havde en meget mørk farve. Duften super-ekstraktet, nærmest ketchup-agtig, meget alkoholisk. Smagen er meget tannisk og stærk, men synes at mangle lidt frugt, mere struktur og alkohol end egentlig frugt, måske knap så harmonisk, en eksplosion i munden, skarpere og langt mere alkoholisk end Evangile 2000, mangler måske lidt frugtdybde.
Afslutningsvis 2 Sauternes’er, som det var vanskeligt at gætte, om end et par stykker kom tæt på.
Yquem 1986 (95) var ikke så mørk i farven, men havde en klassisk Botrytis-næse, og flot, sprød, frisk syre i smagen med flot længde. Ikke en stor og meget fyldig Yquem – som f.eks. 1990, 89, 88 og 83 for slet ikke at tale om 1975, men bestemt ganske hæderlig, og bestemt bedre, end den har været nogle gange.
Ved siden af stod Climens 1986 (93) som altid har været en lysende stjerne med utrolig veldefineret ædel råddenskab og fremragende syre, således at man kunne tro, at den kunne give Yquem 1986 kamp til stregen, men sådan gik det ikke. Den levede ikke op til sit normale niveau (uden at være dårlig). Flere undrede sig over, at den ikke havde meget syre, men var fed i karakteren.
|
