Smagninger > 2005 Bordeaux 1998

Med hovedvægten på Pomerol/St. Emilion og et par 1. Crus Medoc som jokere (heraf Lafite-Rothschild endda 2 gange)

Oplægget til denne smagning var, at der skulle smages Bordeaux-vine fra årgang 1998 med hovedvægten på højre bred, dvs. St. Emilion og Pomerol, men at intet i øvrigt kunne udelukkes. Der blev således ikke nævnt hvilke slotte, der skulle smages. Aftenen startede med 2 hvide Bourgogner, der måske skuffede lidt i.f.t. at de begge var Grand Cru’er og hed noget med Montrachet. Chevalier-Montrachet 2000, Ch. De Puligny-Montrachet (91) havde en sjov næse med god kompleksitet og bolche-sødme + meget medicinsk præg, C-vitaminer – en sjældende kombination med både det søde og det medicinske, syrlige grønne drops, acacie, absinth/pastis. I smagen tydelig lakrids og pastis, frisk med grøn vingummi, god fedme, spændende, men med list atypiske nuancer, synes ikke at være hverken Bordeaux el. Bourgogne, lukker lidt ned i glasset, ikke megen syre.

Ved siden af stod Montrachet 1986 Louis Latour (90?), der virkede meget ældre (naturligt nok), nærmest lidt gammel og flad, synes ikke helt ren, nærmest lidt oxideret, gammel sko/kuffert, læder. Smagen er bedre og mere ren end duften, virker mindre oxideret, god moden kompleksitet, relativ let drikkelig. Mon denne flaske var helt som den burde være?

En af deltagerne havde taget en joker med, som blev serveret alene som første rødvin (og skulle vise sig at blive serveret senere på ny!). Ch. Lafite-Rothschild 1998 (94+) havde en mørk, ung farve. Næsen var ungdommelig og nærmest lidt moderne for en Bordeaux, pænt md træ/nye fade, men mere savsmuld end egentlig ristet, blomme, blyant, blykapsel og blæk. Smagen virker egentlig forholdsvis blød og moderne for en Bordeaux, modne druer, stor årgang, præget af nye fade, lidt bondsk stil. Tja, en ganske god vin, der viser, at der blev lavet gode, klassiske vine også i Medoc, hvor det dog nok især er de bedste slotte, der dominerer – og Lafite er måske den bedste venstrebredsvin overhovedet (får i hvert fald 98 p. af Parker).

Herefter 4 dejlige vine, som det ikke var vanskeligt at gætte var 1998’ere fra højre bred, således at vi nu –omsider – var nået til aftenens egentlige tema.

Ch. L’Eglise-Clinet 1998 (96) var for mig lige akkurat den næstbedste af de 3. Farven pænt mørk, men med anelse udvikling. Duften meget lukket, men lovende og ren, lakrids, jern og metal, tobak. Smagen bygger fænomenalt og voldsomt op i munden, virkelig koncentreret, lag på lag af frugt, styrke og struktur, utrolig lang, flot balance, fremragende vin. Ch. L’Evangile 1998 (95) havde en herlig, spændende, eksotisk og kompleks næse med peber, cedertræ og elegant blomme-frugt, nærmest Pauillac’sk har jeg skrevet, hvilket er lidt sjovt efterfølgende, når man ved, at slottet faktisk er ejet af Rothschild-familien fra Lafite!. Smagen er saftig og mundvædende, mere elegant ende L’Eglise-Clinet, lidt mere fersk, ikke så megen blomme-agtig fløjls-fedme, meget cedertræs-agtig, mere fersk og ikke helt så lang som L’Eglise-Clinet, hvorfor den må nøjes med 1 p. mindre. Ch. La Fleur-Petrus 1998 (93) var lidt mere udviklet i farven end de øvrige, og havde en lukket næse med lidt kød, god sødme, metallisk og lidt urtet, kommer ikke rigtig frem i glasset. I smagen klart lettere end de 2 foregående vine, tanninen måske lidt for fremtrædende og alt i alt lidt for ”slank”, dvs. uden den helt store frugtkoncentration. Men på papiret heller ikke en vin, der burde kunne komme op i bare nærheden af de 2 foregående, og koster vel også kun ca. 50% eller mindre end de øvrige. På den baggrund bestemt en udmærket vin, der da også koster væsentlig mindre end de 2 andre – måske det halve?
Sidste vin i sættet var intet mindre end formidabel – hvilket også var forventet. Ch. Lafleur 1998 (96-97+) var faktisk den mest udviklede i sættet (nok fordi de bruger 50% Cabernet Franc), men det skal man ikke lade sig narre af! Næsen havde en helt speciel intensitet med den klassiske røde bolche-sødme, urter og tomatplanter, som kun en håndfuld slotte som La Conseillante, Cheval Blanc, Figeac – og altså Lafleur – kan have, bourgogne-agtig, flødekaramel, super-elegant. Smagen saftig og elegant, super-raffineret og bourgogne-agtig, enormt lang, stærk og brændende. Fantastisk.

Næste sæt bestod ligeledes af 4 vine, som viste sig at alle at komme fra St. Emilion. Niveauet var mindst ligeså højt som Pomerol-sættet og meget jævnt.

Først Ch. Pavie 1998 (95) (som jeg vist plejer at give den!?) md en pæn farve uden særlig udvikling. Næse med lakrids og røde bolcher og bær (ribs). Smag som duft, stor essens- og grød-agtig, tør, klassisk og stærk, men måske ikke så meget charme. Første årgang efter at Gerard Perse overtog, og hvilken koncentration, der er kommet i Pavie. 2000’eren er dog endnu stærkere, nærmest et monster, som jeg synes er helt fantastisk. Ch. Ausone 1998 (94) var nok sættets svageste vin – i hvert fald p.t. - men var også meget lukket, stærk og maskulin. Stor og voldsom midtsmag, klinger måske lidt hurtigt ud i eftersmagen, stærk, saftig, ok længde, rå tannin og meget af den. Skal gemmes længst af alle. Cheval Blanc 1998 (95) har jeg tidligere givet i hvert fald et par points mere, og denne flasker virker som om, at den har lukket sig lidt ned. Flot bredde, race og kompleksitet i næsen med klassiske røde bær og bolcher. Smagen er saftig og dejlig prikkende sød på tungen, men med en del tannin p.t. Den skal nok vise sig større, end den umiddelbart viser sig i dag. Dagens største overraskelse var sættets sidste vin Ch. Quinault L’Enclos 1998 (96), som jeg tidligere ”kun” har givet 94-95 ved 3 lejligheder, men som her – side om side med selveste Cheval Blanc – klarer sig fremragende. For dem, der ikke måtte vide det, er det en genopdaget ejendom, der teknisk set ligger i – og er! – en St. Emilion, men som faktisk ligger inde i selve byen Libourne (som ligger lige op til Pomerol. Ejendommen, som er indhegnet og muromkranset, blev købt i 1997 af manden bag La Croix og la Fleur de Gay i Pomerol, Alain Raynaud, som har udviklet sig til lidt af en guru som konsulent med Michel Rolland-principper, og konsulterer for flere andres slotte med godt resultat, herunder Lascombes, 2. Cru Margaux. En fantastisk vin – tiden må vise, om den virkelig er bedre end Cheval Blanc. Jeg tror det trods alt ikke på lang sigt, men under alle omstændigheder en stor vin.

Aftenens sidste tema-sæt bestod også af 4 vine, og nu skiftede vi helt boldgade – til Medoc/graves – og en enkelt joker. Ch. Mouton-Rothschild 1998 (94+) var meget lukket i næsen, men meget stærk, koncentreret og port-agtig. Smagen rustik og let fersk, meget tannin, ikke super-charmerende, mindre sød og venlig end Ch. Lafite-Rothschild 1998 (95) (ja, så kom den igen denne aften!) havde en lidt mere udviklet farve end Mouton, duften med røde bær og bolche-sødme. Smagen meget helstøbt, flot og prikkende sød på tungen, saftig. Ja, ja, til dem, der nu griner over, at jeg ikke scorede dem det samme, vil jeg sige, at vinsmagning i almindelighed og pointsgivning i særdeleshed er ikke nogen eksakt videnskab, og at rate denne vin indenfor 1 point efter de andre, det er i hvert fald godkendt. Endnu en 1. Crus 1998: Ch. Haut-Brion 1998 (94) var tør, tannisk, og metallisk. Smagen er bestemt ikke dekadent, svær at bedømme, tørrer lidt ud, røde bær, lidt let, elegant. Sidste vin i sættet havde jeg aldrig smagt før, men den var fremragende. Fra kult-St. Emilion-slottet La Gomerie 1998 (96) ejet af ejerne på 1. Cru–slottet Beausejour-Becot, og regnes for en af de såkaldte “garage-vine” fra St. Emilion.. Den var utrolig helstøbt og ren og med en rigdom, balance og rigdom, der var fantastisk.

Herefter fik en af deltagerne – uden at genere den pågældende nok den mindst vin-vidende af selskabet – lov til at hente en flaske i værtens kælder, og det gjorde han godt (ifølge selskabet, ikke ifølge værten!):

Richebourg Domaine de la Romanée Conti 1996 (96+) havde en klassisk, lys Bourgogne-farve. En pragtfuld vin, med alt hvad en stor Bourgogne skal have, ungdommelig frugtagtig, kirsebærstensbitterhed, (ja, noterne blev ikke så lange på dette tidspunkt). 1996 er en stor årgang for DRC – og 1 år tidligere smagte jeg ved stor vertikal smagning Romanée St. Vivant 1996 fra DRC, som fik 97/100 (se artikel her) - mens La Tache desværre havde prop!. Men det er altså også en kostbar vin…+ DKK 3.000,-!!!

Aftenen sluttede med en Fonseca Vintage Port 1970 (93), som var for let og overraskende udviklet i.f.t andre og bedre udgaver, som jeg har fået på det seneste. Bør være endnu bedre.