Smagninger > 2005 48 topvine blindsmagt 15 år efter

På baggrund af en fantastisk smagning jeg deltog i i slutningen af september 2005, følger nedenfor mine smagenoter, karakterer og efterfølgende kommentarer til de enkelte vine. Ligeledes findes til sidst/nederst det samlede resultat af smagningen baseret på points fra de 12 erfarne smagere, der deltog i smagningen, som var blind.

Jeg indleder med nogle generelle betragtninger om årgangen, som de, der blot ønsker smagenoter og karakterer naturligvis er velkomne til at springe over

Som et andet eksempel på en årgang, hvor Parker tilsvarende havde taget fejl, nævnte jeg 1990, selv om det måske virkede lidt ”usportsligt” set i lyset af, at Parker altid ”praler” med, at han var den første, der spottede, hvor store 1990’erne var, og rådede folk til at købe dem. På hans hjemmeside kan man – hvis man har abonnement hertil – søge på noter tilbage til 1992, hvor 1990’erne blev smagt umiddelbart før de blev tappet, men allerede på det tidspunkt havde han rettet lidt op på karaktererne fra året før, som det således er interessant at fremhæve. Hvis man har de gamle blade, findes beviset der:

I dag legendariske vine 100 p. vine som Beausejour-Duffau-Lagarosse, Cheval Blanc og Montrose fik omkring 90 p., ved første fadprøvesmagning i foråret 1991, mens næsten legendariske vine som Pichon Baron og Leoville-Poyferré (i dag begge rated 96 p) lå under 90 p.

Ikke uventet var reaktionen voldsom fra ”boardets” medlemmer: Ingen skulle komme her og kritisere deres guru! På 24 timer kom der mere end 150 indlæg, hvoraf langt de fleste forsvarede Parker. Men nogle få kunne godt se, at jeg havde ret mht. årgang 2000, men endnu færre kommenterede kendsgerningerne omkring Parkers fejlvurdering af årgang 1990 fra fad. Men ingen er ufejlbarlig – heller ikke jeg, som det tydeligt vil fremgå af mine noter, points og gæt nedenfor. Men ingen – selv ikke Robert Parker - er ufejlbarlig og for stor til ikke at kunne få og tåle kritik, og det var egentlig min mission med indlægget.

Jeg har så vidt muligt forsøgt at kommentere mine tidligere oplevelser med de enkelte vine, og ”Stockholm-smagningen” er naturligvis hjørnestenen i den sammenhæng.

Vinene blev serveret blindt 3 ad fangen, og efter at alle havde smagt, vurderet, givet karakter og gættet, blev sættet afsløret.

Om Søllerød Kro og d’herrer Jacob de Neergaard i køkkenet og Jan Resdorff i restauranten er der bare at sige: ”Pyt med, at der er 20 km. til centrum af København – få nu den stjerne frem Michelin!”.

Vin nr. 1) Ch. Branaire-Ducru, 4. Cru St. Julien
89. Pæn farve, ikke megen udvikling. Meget landlig i duften, udpræget elefantbur på den klassiske måde, der indikerer et slot, der ikke ligger helt ned til Gironde-floden, hvorfra vinene har mere mineralskhed, Talbot-agtige nuancer og –karakter, stor, cremet og moden sødme, ikke så sød som 3) (Talbot!), landlig, rustik og anelse mintet. Smagen er dekadent og udviklet, landlig og rustik, perfekt modenhed og drikker rigtig godt nu, en anelse tør tannin lurer stadig, men overordnet en sød og lækker vin, om end lidt éndimensionel, bliver lidt mere tør – udtørrende – efter et stykke tid i glasset. Gæt: Talbot el. Beychevelle (så jeg var i St. Julien 4. Cru!) En blød start og ikke nogen prangende karakter, men vi får allerede her en indikation af, hvor lækker og charmerende årgangen er. En vin der til enhver tid vil være en fornøjelse at nyde sammen med mad, så uanset karakteren bestemt en fin vin, som tilmed ikke bør koste alverden, hvis man støder på den. Slottet var jævnt godt gennem 1980’erne og 1990’erne uden på noget tidspunkt rigtig at aspirere til 2. cru-kvalitet. I dag er niveauet måske en anelse højere end tidligere, men mere som et udtryk for den generelse forhøjelse af kvaliteten, end fordi lige netop Branaire er blevet så meget bedre.

Vin nr. 2) Ch. Branaire-Ducru, 4. Cru St. Julien
? (prop). Åh, nej, allerede klar, tydelig og modbydelig prop i Vin nr. 2 (og der skulle komme flere, herunder 2 af 1. cru’erne!), rigtig ækel, umulig at vurdere kvaliteten. Jeg havde set ganske meget frem til at smage denne vin, som jeg ikke tidligere har smagt så ofte. Parker giver 93, hvilket jo er ganske pænt. Nyere årgang er ganske gode, især 2000’eren, som er helt fantastisk, og en vin man burde jagte prisen taget i betragtning (link til 2000-smagning).

Vin nr. 3) Ch. Talbot, 4. Cru St. Julien
91. Go’e gamle, klassiske Talbot bliver vinderen af 1. sæt. Farven er mere brun end Branaire-Ducru. Næsen er sliksød, nærmest som candy-floss, rabarber og sveske, meget intens og moden, St. Emilion-agtig sødme. Smagen er lidt friskere end Branaire, rundere, længere, blødere og sødere, næsten dekadent, svesket og med mindre tannin og syre, ikke hverken lang el. stor, men en flot, næsten dekadent vin, der dog skvatter lidt sammen i glasset. Gæt: Højre bred, Canon-la-Gaffeliere? (uha for et fejlgæt!) Igen en rigtig pæn vin, som ville gøre lykke på ethvert middagsbord en lørdag aften, men ikke den største Talbot fra dette 10 år, idet 1982 (klart), 1986 og muligvis også 1989 er bedre el. betydeligt bedre (1982). Altid en populær vin i Danmark, som omkring 1995 blev solgt for kr. 100,- i forbindelse med et større frasalg, som slottet gjorde af gamle årgange. 1990’eren var ikke det bedste køb ved den lejlighed, men tænk at den kun kostede 99 kr.!

Vin nr. 4) Ch. Beychevelle, 4. Cru St. Julien
? (prop). Desværre endnu en vin med prop, om end kap så udtalt som Lagrange. Men det er jo egentlig ligegyldigt, hvis den har prop, så har den prop….Gæt: Ducru-Beaucaillou naturligvis, da den meget ofte har prop i årgangene 1986-1990 grundet nye træbyginger, som blev bygget i den periode, og som desværre blev imprægneret med et træbeskyttelsesmiddel, der viste sig at kunne forårsage propsmag i vinen – noget man desværre efterfølgende har fundet ud af har været et ret omfattende problem i Bordeaux, og har forårsaget mange propsyge vine, som man troede skyldtes dårlige propper. Beychevelle var – og er - superflot i 1982 og 1986, men 1989 og 1990 har aldrig rigtig gjort noget væsen af sig, så når det nu skulle være, var det ikke den værste flaske, der havde prop.

Vin nr. 5) Ch. Ducru-Beaucaillou, 2. Cru St. Julien
90. Næse med chokolade og mørke bær, maskulin, mindre moden end Talbot og Branaire, grannåle-skov, lidt lukket og streng, åbner ikke helt op, mørk, maskulin Pauillac-agtig stil, mørk og maskulin, men en anelse kedelig. Stram, uudviklet og fyldig, maskulin for årgangen, lidt rustik og ikke så syre-charmerende som andre 1990’ere, kraft nok, men charmer bare ikke rigtig, mangler sødme. Gæt: Leoville Barton. Nærmest en sensation, at denne vin ikke havde prop, idet det er en kendt, velbevaret hemmelighed, at slottet p.g.a. renovering af ny kælder havde fået prop i træet, hvilket skulle være gået id over

Vin nr. 6) Ch. Gruaud-Larose, 2. Cru St. Julien
92. Moden næse med brune nuancer, sød karamel, læder, gl. kuffert, absolut moden og staldet med meget lækre, modne, jordede nuancer, stor udvikling i glasset, ristet frugt. Frisk i smagen med god og mundvædende syre, dejlig frisk og sur/sød, bolcher, ikke enorm styrke, forholdsvis slank, dejlig i den elegante stil, ikke så lang. Gæt Beychevelle. Ikke en af slottets helt store succes’er – som 1982 og 1986. Har skiftet ejere et par gange gennem 1980’erne og 1990’erne, og 1990’eren har for mig altid ligget på det samme, udmærkede, men alligevel lidt jævne og skuffende niveau i forhold til den kvalitet slottet kan lave i de ovenfor anførte årgange. Fin balance og kan drikkes over de næste 10 år, Trods alten anelse bedre end søster-slottet (dengang hvor de havde samme ejere) Talbot, men der burde være større forskel.

Vin nr. 7) Ch. Haut-Brion, 1. Cru Pessac-Leognan, (Graves)
? (prop). Det går helt galt her – 3. vin ud af de første 7, der har prop!? Farven kan man i hvert fald vurdere – den er lysere end næste vin (La Mission). Proppen forsvinder lidt i glasset, men er der alligevel hele tiden, så det ikke giver mening at beskrive den nærmere og give points. En vin der i berømmelse, anseelse – og pris - har vanskeligt ved at leve op til 1989’eren, men dog har taget styrke til sig med årene. Mine karakterer har gennem årene typisk ligget på 93-96, en enkelt gang 98, hvilket måske i virkeligheden mere afspejler, at den specielle Graves-karakter nogle gange forfører mere end andre gange, end at vinen er forskellig. Ved Stockholm-smagningen i 2000 var den dog – sammen med Mouton-Rothschild – gruppens højst ratede 1. Cru, hvilket må siges at være overraskende, når man tænker på Latour 1990 og Margaux 1990’s berømmelse.

Vin nr. 8) Ch. La Mission Haut-Brion, Cru Classé Pessac-Leognan, (Graves)
92+. Mørkere og mindre udviklet farve end Haut-Brion. Ganske udviklede nuancer i duften med let tisseble, tomatplante, udviklet og intens, meget alkoholisk, stærk og maskulin, trøfler, Pauillac-agtig. Smagen er metallisk og ret uudviklet, stærk, ungdommelig og meget Pauillac-agtig, måske ikke så meget finesse?, men stærk, uudviklet og sikkert med stort potentiale. Lidt skuffende dagsform, men som nævnt kan Graves-vine godt være lidt ”enten – eller” for mig, idet jeg nogle gange ganske enkelt ikke forstår at værdsætte deres specielle, metalliske, rustne karakteristika, mens det andre gange bare fungerer. Jeg har ved i alt 5 tidligere lejligheder givet den 94-96 p. – flere gange blindt – så efter at have fået at vide, hvad det var, vil jeg konkludere, at der ikke er noget i vejen med LMHB 1990, men at sættenes sammenhæng og måske flaskens dagsform gjorde, at den kun endte på e 29. plads.

Vin nr. 9) Ch. Pape Clement, Cru Classé Pessac-Leognan, (Graves)
94. Pæn farve med kun let udvikling. Fremragende næse med stor kage-sødme, vanilje, Cognac-agtig, stærk, super-kompleks og ungdommelig, mere sødme end La Mission, dejlig ren og underspillet sødme og kompleksitet, der vokser dejligt som den står i glasset, flot, stor, dejlig, gl.dags stil. Smagen er tæt og næsten grynet, stærk og ungdommelig, ikke sød og dekadent, velafbalanceret, mindre udviklet end La Mission (?), gl.dags stil, ikke så dekadent og sød som visse andre, men lang, stærk og alkoholisk. Overraskende og fantastisk at Pape Clement vinder dette sæt klart og ender lige efter Latour (med 0,03 p.!) i den samlede stilling. Slottet lavede fremragende vin fra 1985/1986 og frem, men man ser dem desværre sjældent. 1990’eren overrasker meget positivt her – jeg har smagt den et par gange før, men aldrig ligget så højt. I dag hører slottet til Bernard Magrez’ imperium og har fra og med 1998-årgangen ændret stil radikalt til den moderne ”Michel Rolland-stil” med nærmest overmodne druer og masser af fad. Kvaliteten er utvivlsomt stadig høj – nogen vil nok sige højere end dengang – men det er den kontroversielle, moderne Bordeaux-stil, som har mange fjender. Priserne er meget højere nu.

Vin nr. 10) Ch. L’Evangile, Pomerol
93+. Middel til lys farve uden den store dybde, let moden/brunlig. Klassisk tomatplantet og urtet næse, grønlige nuancer, stearin, meget fad, flot intensitet og tæthed, essens-agtig, ristede, nye fade, Champagnebrus og ”gasprut” (trøffel). Smagen er saftig og frisk, god syre, mere stærk og maskulin end blød og dekadent, saftig og ungdommelig, gasprut, holder længe, men lidt ”trætør” i afslutningen. Noten er jo egentlig pæn nok, men karakteren burde man have forventet højere, og så lå jeg endda i den højere ende, 1 p. over gennemsnittet. Jeg gættede Latour-à-Pomerol ud fra at jeg ikke regnede den som noget særligt, men den gik jo så til gengæld hen og overraskede meget positivt. Jeg gav den 96 p. 5 år tidligere i den store Stockholm-smagning, men har meget samme beskrivelse med det tomatplantede og lidt manglende dekadence. Egentlig tror jeg ikke, at der var noget galt med flasken, men den performede bare ikke rigtig på dagen og i selskabet, og jeg tror den er lidt bedre.

Vin nr. 11) Vieux Ch. Certan, Pomerol
92+. Farve som L’Evangile. Næse med trøfler, udpræget Pomerol-agtig, mere kompleks end L’Evangile, men knap så tæt og essensagtig, jord, tjære og trøfler, klassisk Pomerol. Smagen er meget blødere end L’Evangile, men også med et lidt mere pågående syrebid, og ikke så stor/god som L’Evangile, ikke superstor, men lækker saftig, anelse tør, pæn længde. Selv om jeg på denne vin til gengæld ligger en anelse under gennemsnittet – de fleste gav den faktisk højere end L’Evangile – så må man også sige, at den skuffede lidt. Mere typisk Pomerol end den plejer at være med sin Cabernet-dominans. I samme families eje som Le Pin, men helt anderledes i druesammensætning, beliggenhed, men måske ikke så meget vinifikation. Skulle være helt i top i de seneste årgange.

Vin nr. 12) Ch. Angelus, Grand Cru Classé (fra 1996 1. GCC)
95-96. Meget mørk og uudviklet farve. Ungdommelig, ”sort”, kulagtig, meget mørke bær, mint, nedkogt bærgrød, de og lækker. Smagen er overraskende blød, slet ikke samme syre som øvrige vine i sættet, lettere end disse, mere bær-agtig. Klart den bedste vin i sættet, men også denne skuffer lidt i forhold til hvor stor den som regel er (og hvor fremragende 1989’eren, der senere kom som joker, var). Den plejer at performe endnu bedre, og være ligeså god som 1989’eren, som altid er en spændende duel.

Vin nr. 13) Ch. Calon-Ségur, 3. Cru St. Estephe
94. Forholdsvis lys og moden i farven. Spændende, moden og kompleks næse med udpræget elefantbur, trøfler, læder, polish, våd hund eller mus, helt speciel og forførende, modne solbær. Er blød, cremet, moden og landlig, dekadent, perfekt balance og drikkemoden, om end den stadig er ungdommelig, saftig og med dejlige elefantbursnoter, anelse tomatplante, frisk og sprød, men ikke rigtig lang. Flot opvisning af Calon-Ségur, selv om den var oppe mod Cos og Montrose i samme sæt. Faktisk havde jeg den selv 1 p. højere end Cos d’Estournel, men flertallet satte trods alt Cos højere end Calon-Ségur. Dog stadig et fornuftigt køb i.f.t. de 2 andre, og en vin der kan drikkes med stor fornøjelse nu.

Vin nr. 14) Ch. Cos d’Estournel, 2. Cru St. Estephe
93. Mørkere og mindre udviklet farve end Calon-Ségur. Meget sød næse, nærmest oversøisk stil, også let portet, klassisk St. Estephe-kærnemælksnoter + jern, bær-agtig og Medoc’sk, men også moderne og lidt hul. Bitterstof i smagen, meget bær-agtig og lidt rå, mere bær end Vin nr. 13, mere moderne, mindre helstøbt, mindre kompleks end Calon S., som om den ikke har ”ægte” dybde, ukompleks, stærk, oversøisk, lang eftersmag. Ikke den mest entusiastiske note fra mig, men det skal retfærdigvis siges, at andre var mere begejstrede, og den endte såmænd på en ganske hæderlig 13. plads. Sjovt nok gentog det samme sig ved en nylig smagning af årgang 2003, hvor de samme 3 vine ”mødtes” i et sæt, og jeg var mindst begejstret for Cos. Jeg var væsentlig mere begejstret for den ved Stockholm-smagningen i 2000, hvor jeg gav den 96 p. og gættede Ch. Margaux!?

Vin nr. 15) Ch. Montrose, 2. Cru St. Estephe
99. Herlig kompleks næse, minder om Vin nr. 13, ”våd mus”, sød og dekadent, cremet, rabarber, klassisk Montrose 1990, ærketypisk og nem at gætte denne store, klassiske, helt specielle, ”out of this world” vin. En eksplosion i munden, helt fantastisk, eminent, stor, super-elegant og kompleks, helt ufattelig cremet fylde i munden, klassisk elefantbur og rigtig, rigtig lang eftersmag. Den var for mig en ganske særlig vin, og jeg var sikker på, at jeg havde gættet den rigtigt. Enkelte fandt denne flaske en anelse skuffende – måske fordi de havde regnet med, at den ville vinde smagningen. Nu blev den ”kun” nr. 6 i det skrappe selskab med de 48 største Bordeaux-vine. Parker har jo længe givet den 100, men måske er den lidt for kontroversiel til at få en rigtig høj gennemsnitskarakter? Den er meget dyrisk, og der findes da dem, der mener, at Montrose 1990 generelt – ikke bare denne flaske - er fejlbehæftet (for meget ”Brett” = en bakterie, der giver animalske toner, og som f.eks. Beaucastel i Ch. Neuf ofte beskyldes for at have for meget af) og at 1989’eren er bedre.

Vin nr. 16) Hermitage La Chapelle 1990, Jaboulet
96. Det er altid farligt at sætte en joker ind, og især farligt at putte en Rhône-vin ind i en Bordeaux 1990-smagning. Men La Chapelle klarede det nu godt: Farven mørk, sort, uudviklet, mørkere end Bordeaux-vinene. Klassisk Hermitage-næse med multebær, ungdommelig, essensagtig frugt, søde bolcher. Smagen er som næsen, imponerende vin. Kunne godt få flere points, hvis den var blevet serveret alene uden Bordeaux-vine.

Vin nr. 17) Ch. Leoville-Barton, 2. Cru St. Julien
95. Mørkest i sættet. Duft med let præg af malervarer/acetone, utrolig tilbagestående og ungdommelig, tæt og uudviklet, indkogte rosiner og vanilje-budding-sødme. Smagen er meget, meget stærk, stor struktur, høj alkohol, en eksplosion i munden, malervarer, lang og ekstremt ekstraheret, masser af tannin, lidt kogt og overmoden karakter. Helt sikkert den bedste Leoville-Barton 1990 jeg har smagt, og selv om Las-Cases og Poyferré var endnu bedre, kom denne ind på en flot 18. plads i det samlede klassement.

Vin nr. 18) Ch. Leoville-Las-Cases, 2. Cru St. Julien
97. Meget klassisk, ren og mineralsk næse med iod, metal og gazebind, åbner godt op, måske den mest komplekse af de 3 Leoville’r, flere lag af nuancer, klassisk budding og vanilje-cremethed. Smagen er endnu mere klassisk og ren end Barton, mere elegant og ren, mindre overmoden rosin-karakter, indkogte røde bær, ekstra styrke i midtsmagen, mere end Barton, mere elegant og ren, søde rosiner, lang, stærk, saftig og spændstig. En af de bedste Las-Cases nogensinde, og det siger ikke så lidt. Næsten mere kompleks end 1982’, som jeg smagte for nylig, hvor jeg fandt den mere imponerende end charmerende, og tvivlede på, at potentialet nogensinde bliver forløs (link til Lars 40 år), og jeg var glad for, at den klarede sig så godt. Tænk at denne kostede sølle 230 kr. i en vinhandel i Bordeaux.

Vin nr. 19) Ch. Leoville-Poyferré, 2. Cru St. Julien
99. Ekstremt koncentreret næse med malervarer og acetone, utrolig ungdommelig og intens, vanilje- budding og valnødder, nærmest overekstraheret og fuldstændig essensagtig, tæt, stærk, indkogte brom- og solbær. Smagen er monsterstærk og har et herligt klassisk, budding-element, som man kun finder i de allerstørste bordeaux-vine i de allerbedste årgange, helt ekstrem stærk og essensagtig, masser af tannin og syre, nærmest overekstraheret, men så ren og så stor! Fantastisk ungdommelig stadig væk. For mig har dette altid være en stor og legendarisk vin, og det beviste den igen her med en samlet 3. plads. Ved den store smagning i Stockholm for 5 år siden gav jeg den også – blindt – 99 p. Det er simpelt hen en legendarisk og klassisk Bordeaux på 1. Cru-niveau, der desværre for længst har passeret 1.000 kr. i markedsværdi – ak ja, indtil midten af 1990’erne kunne den såmænd erhverves for 1/10 af hvad den koster nu. Men herregud, det var jo også en vin, som Parker startede med at give 88-89 p. som fadprøve – nu får den 96 p., og det er tilmed ”snoldet”

Vin nr. 20) Ch. Margaux, 1. Cru Margaux
93. Har en meget ren og lækker duft med solbær, elegant og raffineret, men synes ikke så stærk og ekstraheret som de bedste, bestemt dejlig, men næsten for ren, let urtet og tomatplantet karakter a la Conseillante/Lafleur. Smagen er saftig med et element af ”våd hund”, grøn solbær-busk og solbær-blade, flot styrke i eftersmagen, saftig og elegant, men alligevel med intensitet og styrke. Mærkeligt at denne store, legendariske vin endnu engang undlod at imponere mig synderligt meget. Sådan har det været stort set hver gang jeg har smagt den – bortset fra20, hvor jeg gav den 97 p. Ved Stockholm-smagningen gav jeg også kun 93 p. Ærlig talt, jeg ved ikke helt hvad der går galt her. Gennemsnitskarakteren er endda 1,5 p. under min, og den havner i den svageste tredjedel. Parker giver den altid 100 p. Jeg tror nu altså stadig på, at det er en legendarisk vin, der dog foreløbig har lidt svært ved at ”brænde igennem”, når den bliver smagt op imod en masse andre vine. Måske en dårlig undskyldning, men jeg mener det seriøst.

Vin nr. 21) Ch. Rausan-Segla, 2. Cru Margaux
96. Mørk og tæt farve med lidt udvikling. Flot næse med sok´lbær-bolche, våd tobak og våd hund, meget kompleks, især pga. noter af elefantbur, solbær-busk. Smagen er utrolig elegant, menet lækker solbær-dekadent, våd tobak, moden, fed og cremet. Stor overraskelse at Rausan-Segla klarer sig så godt her. Jeg har aldrig fået den bedre, men slottet, der i mange år op til 1983 kun var en skygge af den fine placering, som den opnåede ved 1855-klassifikationen – lige efter Mouton-Rothschild, og efter dennes oprykning til 1. Cru, nu nr. 1 i 2. Cru, er blevet rigtig, rigtig god siden 1986-årgangen, men jeg har aldrig smagt 1990’eren så god som ved denne lejlighed. Måske bidrog dens modne kompleksitet til, at den fik så høj en score og en flot samlet 14. plads. Men mon ikke Ch. Margaux – på trods af resultatet her – trods alt er bedre på lang sigt? Jeg tror det!

Vin nr. 22) Ch. Pichon-Longueville Comtesse de Lalande, 2. Cru Pauillac
93-94. Sød næse med kiks, kagecreme og vanilje, kødfuld, lidt underspillet, god kompleksitet. Smagen er næsten stærkere end Rausan-Segla, men ikke så moden og kompleks og ikke så lang, men ren, klassisk og mere ungdommelig, saftig og med god længde. Overraskende pæn placering for Pichon-Comtesse, som mange - inkl. Parker med sine uforståedelige 79 p. - mener er helt ved siden af sig selv i denne årgang. Det var der dog ingen tegn på her, hvor den fik en placering i den bedste halvdel af vinene og næsten 94 p. i snit. Jeg tror aldrig, at jeg selv har sat den så højt som ved denne lejlighed, men altid i starten af 90’erne. Kan pga. Parkers lave score faktisk fås relativt billigt – måske 500-700 kr.

Første aften sluttede af med lidt sødt til desserten – og det skulle ”naturligvis” være en Sauternes 1990, eller rettere en Barsac, nemlig Ch. Climens 1990 (96). Det er et fremragende glas vin, med en nærmest ufattelig renhed og friskhed og masser af ædel råddenskab. Smagen er ren, klassisk og utrolig uudviklet. Skal nok prøve den igen om 10 år!

Således sluttede dag 1 = fredag aften af denne smagning i god ro og orden – alle skulle jo være friske til næste dags finale, hvor hele dagen var sat af med ”mødetid” på Søllerød Kro kl. 12.00!

Vin nr. 23) Ch. Palmer, 3. Cru Margaux
94. Ganske moden, let brunlig farve. ”B” og velduftende, moden, karamel, komplekse skovbundsnoter, tomatplante, udviklede nuancer, elefantbur, fremragende sødme og moden kompleksitet. Smagen har gammelt træ, udviklede nuancer, saftig, kompleks, ikke kraftig, ikke stærk, men alligevel med god varme i eftersmagen. Det var dagens første vin, og jeg lå klart over gennemsnittet m.h.t. points. Det er ikke verdens længst levende vin, men jeg synes, at den havde nogle dejlige, komplekse Margaux-nuancer, som jeg satte højt. Den regnes ikke for at være blandt årgangs bedste vine, men jeg synes absolut den gjorde det hæderligt.

Vin nr. 24) Ch. Sociando-Mallet, Cru Bourgeois Haut-Medoc
92. Helt sort og uudviklet farve. Næsen er lukket og mørk og med meget mørke bær, valnødder, Pauillac-agtig, medicin og iod, jordet, meget ren og æterisk, ultra-mineralsk, næsten for meget af det gode, mere imponerende end charmerende, savner simpelt hen kompleksitet. Svært at se de store udviklingsmuligheder, selv om den givetvis kan gemmes længe. Jeg havde ingen problemer med at gætte Sociando-Mallet 1990 her – den var næsten for nem! - da jeg efterhånden kender dens overdimensionerede, superekstraherede præg, men jeg havde egentlig regnet med, at den ville klare sig bedre, for jeg har tidligere oplevet, hvor fantastisk den har klaret sig som ”joker” i blindsmagninger af topvine fra årgange som 1986 og 1982 http://www.vinforedrag.dk/story_bordeaux1982.htm - rated højere end selveste Petrus!). Jeg må indrømme, at jeg ikke helt kan forklare, hvorfor den ikke gør det samme i årgang 1990, som ellers burde være en årgang, som Soc. Mallet kunne få noget stort ud af. Men det skete altså ikke, selv om ven – bevares da – er rigtig god.

Vin nr. 25) Ch. Clerc-Milon, 5. Cru Pauillac
91. Ikke så kompleks som Palmer, lidt hul og barket/gl. træ i duften, lidt ost, lukket, puddersukker. Ikke en charmer som Palmer, lidt charme-forladt i virkeligheden. Overraskende let i smagen, kun medium fylde, virker lidt udtørrende, fuldmoden, gl. træ, bark, ikke meget frugt, mere struktur, syren bider lidt. Klassisk Pauillac, men ikke klasse som de bedste. Ingen havde vel regnet med, at Clerc-Milon var gået til tops, så man kan vel sige, at præstationen er godkendt, men heller ikke mere. Altså en god vin – og sikkert god til prisen – men blot ikke imponerende i dette selskab. Ligger ved siden af Mouton-Rothschild, som det – sammen med d’Armailhac – er ejet af. Prissættes altid højere end d’Armailhac, hvilket næsten altid er fuldt fortjent. Lavede en stor 1986’er, men er aldrig nået op på Lynch-Bsges/Grand-puy-Lacoste-niveau.

Vin nr. 26) Ch. Grand-Puy-Lacoste, 5. Cru Pauillac
93. Ganske mørk farve med kun let udvikling. Underspillet, men spændende næse, den har det næsten, men alligevel ikke helt kompleks nok, friskere end Palmer, let mineralsk, god sødme, ren og flot og udvikler sig flot i næsen undervejs. Smagen er næsten pomerol’sk, trøflet, yoghourt, lidt tør, men god fylde, god styrke, men lidt tør, lige knap saftig nok, den er cedertræstør. Gættet til Lafite pga. sin tørhed og sit cedertræspræg. Måske en anelse skuffende ud fra de høje forventninger til den. Jeg har fået den et par gange før, hvor jeg lige har fundet den et par points bedre end her. Men stadig en flot vin og et rimeligt forhold mellem pris & kvalitet.

Vin nr. 27) Ch. Lynch-Bages, 5. Cru Pauillac
94. Metallisk, men samtidig meget sød, oversøisk og let kogt næse med jernnæve, stor sødme fra solbær og mint; intens og indkogt sødme. Smagen er blød, cremet og lækker, bedre balance end GPL, menthol, mint og pæn længde, let sødme, nærmest oversøisk, fed og cremet, måske ikke rigtig lang, men super-harmonisk og spændende. Alle der kender mig, kender også min svaghed for dette slot, og selv om jeg måske var en lille smule skuffet på dagen – jeg gættede den i øvrigt til at være Mouton-Rothschild, så øgenavnet ”den fattige mands Mouton-Rothschild” passede fint - var det en godkendt præstation – og måske skulle den i virkeligheden have haft en højere karakter – i hvert fald har jeg siden smagt den helblindt – mod La Mission Haut-Brion 1990 – hvor den klarede sig aldeles fremragende, smagte fantastisk, blev gættet til Stor Pomerol/St. Emilion 1990 og fik 96 p.

Vin nr. 28) Ch. Pichon-Longueville Baron, 2. Cru Pauillac
93? Pæn mørk farve, ikke megen udvikling. Højst mærkværdig, meget udviklet næse, varm, moden og 82/59-agtig (!), ikke decideret ”dårlig”/”off”, men virker 20 år ældre, svær at bedømme, gl. træ, brun farin og chokolade, let uren/fuldmoden. Smagen virker dog slet ikke så (over)moden som duften, overraskende stærk og virkelig flot, spændende, god tannin og syre, slet ikke næsens modne karakter, lang eftersmag, mærkelig flaske, stor disharmoni mellem duft og smag. Meget mærkelig flaske – jeg har aldrig fået den sådan før, og tro mig, jeg har smagt den rigtig mange gange. Det kan måske undre nogle, at den alligevel fik 93p (?), men dens største fejl var egentlig ”bare”, at den virkede alt for moden – i forhold til alle de andre 1990’ere, men især i forhold til, at det var Pichon-Baron, som altid plejer at være blandt årgangens allerbedste vine, og sågar kan slå Latour indimellem.

Vin nr. 29) Ch. Latour-à-Pomerol, Pomerol
96. Let brun og udviklet farve. Næse med cedertræ, meget intens og ren, kærnemælk, yoghourt, tomatplante, stor ”flødekaramel-fedme”, cremet, urtehave og drivhus. Urtet og tomatptet i smagen, meget karakteristisk og flot, utrolig lækker, tæt sødme, stor cremet intensitet, simpelt hen svesker og alligevel ungdommelig og med bid og nerve, friske, urtede nuancer, saftig, lang, dekadt, fløjlsagtig, superelegant, intens, knapt fuldmoden. Fantastisk overraskelse, at LTAP klarer sig så godt her. Jeg gættede på Figeac, som jeg ved er fantastisk i 1990. Måske en af de vine, der ”overperformede” . Jeg smagte den fra fad i 1991, hvor jeg gav 8-10 p. mindre, hvilket jeg ikke helt kan forklare (!). Men slottet er jo kendt for at gøre det rigtig godt i store årgange som 1947, 1961, 1982 – og åbenbart også 1990. En vin man – indtil for nylig i hvert fald – kunne være heldig at finde på auktion til måske 500-600 kr.! I ”gamle dage” – før Hosanna kom til, regnedes den pris- og kvalitetsmæssigt for nr. 4 i Moueix-stalden – efter Petrus, Trotanoy og Lafleur-Petrus. Selv synes jeg næsten altid den har været bedre – og bedre – end Lafleur-Petrus.

Vin nr. 30) Ch. Canon-La-Gaffeliere, GCC St. Emilion
96. Den mindst udviklede farve i sættet. Stærk, ekstraheret og let acetone-agtig næse, superkoncentreret, malervarer, sveske, indkogte rosiner, enorm intensitet, minder om en super-Toscaner, rosinsødme. Er stærk og maskulin i smagen, mere tør end LTAP, mindre frugtsødme, hårdere og med mere struktur, men ikke så charmerende, stor og imponerende, lidt tør i eftersmagen, bliver den egentlig bedre? – er allerede fremragende nu. Absolut også en artig overraskelse, at Canon-La-Gaffeliere kommer så højt op her med en samlet 10. plads foran bl.a. Petrus, Lafleur og Latour. Tidligere har jeg da syntes, at det var en rigtig god vin og givet den op til 93-94 p., men her overgår den alle tidligere præstationer. Jeg var endda ”fedtet” her – det samlede gennemsnit lå på 96,45!

Vin nr. 31) Ch. Pavie, 1. GCC St. Emilion
93-94. Ret moden farve, den mest udviklede i sættet. Blød, lækker, cremet og kompleks næse, god vanilje-sødme, der måske er en smule simpel, men fremragende intensitet og charme, men mindre kompleks end vin 26 og 27. Pavie er i sandhed et slot hvis meritter drøftes glødende i vinkredse i dag. Tænk blot på Robert Parker og Jancis Robinson, der røg i totterne på hinanden pga. Pavie 2003, som Parker fra fad kaldte fremragende og gav 96-100, mens Jancis kaldte den en latterlig karikatur af en Bordeaux-vin, som smager a Zinfandel og rosiner (!). Der er således stadig en del – men nok alligevel de færreste – der mener, at Pavie lavede bedre vin under Valette-familiens ejerskab frem til og med 1997-årgangen end efter at den famøse Gerard Perse overtog med 1998-årgangen. Personlig er jeg vild med 1998 og især 2000, mens ældre årgange er gode, omend sjældent ekstraordinære. 1990’eren har jeg smagt nogle gange, og som regel givet den måske 1 p. mindre end her, så alt i alt hænger det meget godt sammen, at Pavie gjorde det pænt i 1990-årgangen uden at være prangende som f.eks. Troplong-Mondot og Beausejour-Duffau-Lagarosse. Personligt er jeg overbevist om, at Perse kunne have gjort de (endnu) bedre, hvis han havde lavet 1990-årgangen. Mange mener i øvrigt, at Pavie har det bedste ”terroir” i St. Emilion efter Ausone og Cheval Blanc.

Vin nr. 32) Joker Ch. Angelus 1989, GCC (i dag 1. GCC) St. Emilion
99. En generøs og vittig sjæl, der til daglig leder en af provinsens største vinhandler, ville gerne servere denne vin blindt. Meget mørk farve, nærmest uudviklet. Stærk, kraftfuld, essensagtig næse, stor sødme, stor rigdom, nærmest lidt oversøisk i stilen. Smagen er enorm, ungdommelig, stor varm sødme, klassisk stort år, mere fad og sødme end normalt for stor Bordeaux. En vin der virkelig scorede højt hos alle. Personligt var jeg skuffet over, at jeg lod mig rive med, og scorede den så højt. Så god er den ikke (altså 99 p). Jeg har smagt den nogle gange tidligere – som regel i duel med 1990’eren – og da de plejer at få samme karakter, irriterer det mig, at jeg her gav 1989’eren så meget mere end 1990’eren. Begge er som regel 96 p. vine

Vin nr. 33) Ch. Lafite-Rothschild, 1. Cru Pauillac
? Slem prop. Der er intet at gøre – den er umulig at bedømme. Har ikke ry for at være en stor årgang for Lafite, og plejer at ligge på omkring en score på 93-94 p hos mig.

Vin nr. 34) Ch. Latour, 1. Cru Pauillac
94+. Ret tæt og uudviklet farve. Cedertræsnæse med lidt landlig karakter, valnødder og råt kød, meget lukket, men også strejf af våd lerjord, budding, jordbær og cedertræ. Smagen har godt med tannin, tør og læderagtig, cedertræ, stærk og tilbagestående, meget lukket i eftersmagen, stram, tanninrig og struktureret, klassisk stil, måske lidt for tør. Tja, sådan kan det gå – jeg gættede Lafite på Latour, men havde alligevel en halvgardering på Latour. Det bliver spændende at se, hvordan den udvikler sig, idet Parker f.eks. har sat den ned i karakter på det seneste. Det er som om den er inde i en meget lukket fase p.t.. Den kan i hvert fald blive bedre med yderligere lagring – spørgsmålet er, hvor meget bedre Den var fantastisk som helt ung, og mange sagde, at med denne årgang var Latour tilbage på toppen. Vi får se, hvad det bliver til. Lige nu har jeg den i hvert fald 5-6 p. efter Latour 1982!

Vin nr. 35) Ch. Mouton-Rothschild, 1. Cru Pauillac
95. Fantastisk næse med rent kafferisteri, stor vaniljesødme, kiks og kage, virkelig en “babe”/charmer med sindssyg stor kaffesødme og røget fad/cigarkasse. Smagen er blød og saftig, overmodne druer, masser af toastet fad, fløjlsagtig og cremet, ikke samme struktur som Latour og mangler lige en anelse fylde, men god eftersmag, omend ikke rigtig lang. Naturligvis gættet til Mouton – det kunne simpelt hen ikke være andet. Den er så karakteristisk alene i næsen – som det retfærdigvis skal siges var det bedste ved den, og det, der trak den op på 95 p. Jeg gættede hvad det var alene ved at dufte til den, og det havde jo så været nemt blot at lægge sig i baghjulet af denne vins mange kritikere (Robert Parker giver kun 87 p.!), men selv om smagen er lidt efter duften, falder den altså ikke igennem. Jeg har smagt denne vin blindt mange gange, og ligger altid på i hvert fald 93 p., nogle gange højere. Jeg mener helt klart, at den uretfærdigt har fået et dårligt ry, og man kan faktisk være heldig at finde den til 1.000-1.200 kr.

Vin nr. 36) Joker Chapoutier Hermitage ”Le Pavillon” 1990
97-98, Helt mørk og uudviklet – mørkere ed Bordeaux 1990. Klassisk næse med råt kød og blod, multebær, kompleks og meget ren, renere end La Chapelle 1990 smagt som joker dagen før, lakrids. Smagen er ungdommelig og med klassisk essens af multebær, egentlig blød og cremet, men stadig enorm stærk, renere end La Chapelle 1990, essensagtig sødme, nærmest ufattelig ungdommelig og koncentreret. Høje points fra alle smagere. I Stockholm for 5 år siden, var jeg ikke begejstret, og den nåede slet ikke videre fra semifinalen. Her syntes jeg, at den var stor, men den er mere speciel og sværere at holde af, end Bordeaux’erne.

Frokosten var slut og alle gik vi en forfriskende tur op forbi de store villaer på Dronninggårds Allé, og vendte tilbage ved 17-tiden for lidt afslapning inden finalen fra kl. 18.00

Vin nr. 37) Certan de May, Pomerol
90. Medium – pæn farve med en del udvikling. Duften er umiddelbart lidt svær at finde, lukket, urter og tomatplante, bliver stærkere. Smagen meget blød, moden og afrundet, orangeskal og –frugter, te, fuldmoden, men ikke stor kraft eller rigdom, slank og lidt spinkel, ingen rigtig fylde, men saftig og med gode nuancer, om end de bliver lidt ribs-bitter i glasset. Jeg gættede den såmænd til Certan de May, og selv om den er moden og charmerende, mangler den hel del for at være stor. Bliver slået af slottets fine 1988’er, og generelt må man sige, at perioden omkring 1990 ikke var en af slottets bedste efter de gode år 1982-1988. Først med den meget roste 2003, synes den at være ved at være tilbage i god form.

Vin nr. 38) La Fleur de Gay, Pomerol
89. Mørkere og mindre udviklet end vin 37). Næse med asfalt og kål, tomat, ret moden og meget urtet/stilket, god kompleksitet, puddersukker og gammelt rugbrød, let uren, svovl? Smagen er egentlig fyldigere og stærkere end vin 37, men ikke så dekadent og lækker som denne, rimelig let, behagelig, men bestemt ikke stor, let drikkelig og moden, kirsebær-bitterhed og noget kort. Heller ikke La Fleur de Gay brillerede i 1990, og min erfaring efter at have smagt den et utal af gange sammen med 1989, 1988 og for den sags skyld 1986 er, at den ikke helt kan leve op til disse succes’er. Jeg plejer dog at give den 90-92 p., så denne flaske måske knap op til standard.

Vin nr. 39) Figeac, 1. GCC St. Emilion
92. Endnu mere udviklet farve end vin 37 og 38, hvilket ikke siger så lidt, da de andre er ret udviklede! Næsen her er også en del urtet og tomatplantet (men de 3 slotte ligger også kun 1-2 km. fra hinanden lige på grænsen mellem Pomerol og St..Emilion), mentol, sur/sød soja-sauce, lidt mere spændende end 37 og 38.Smagen har heller ikke den store fylde eller rigdom, men er dog meget mere saftig, sur/sød og tomatplante-agtig, mundvædende friskhed, fin cremethed og OK længde. Figeac 1990 var god her, men den plejer at være endnu bedre, og jeg plejer gerne at give den omkring 94 p. Jeg mener, at det er slottets bedste vin mellem 1982 og måske 2005. Figeac har sin egen, meget personlige stil, der er mere elegant og lettere end de meget kontrererede ” garage-vine”, men til gengæld super-elegant.

Vin nr. 40) Clinet, Pomerol
98. Flot farve, ikke megen udvikling. Helt fantastisk duft med store, røde, glade bær, kiksecreme, vaniljebudding, essens af cremet sødme, søde kager, utrolig lækker og kompleks, enorm tæthed og intensitet, flot friskhedm indkogte ribs, flødekaramel og anelse klassiske Pomerol-tomatplante. Enorm koncentration i smagen, pakket med koncentration og sødme uden at være for sød, har en friskhed og gejst, der er fænomenal, ristet espresso-kaffe, stadig god tannin, god balance, anelse urtet og præget af nye fade//ekstraktion, enorm lang og saftig, mundvædende eftersmag. Fantastisk vin. Sjovt nok gav jeg den samme karakter blindt – i finalen ved Stockholm-smagngen i 2000, men jeg havde i mellemtiden helt glemt, hvor fantastisk den er, hvorfor jeg gættede på Le Tertre Roteboeuf. Jeg kan ikke lade være med at drille Parker lidt, for han startede med at sige følgende om Clinet 1990: ”Proprietor Jean-Michel Arcaute believes his 1990 might be superior to his 1989, but I cannot see that. 88-90”, men senest giver han 98 til 1989’eren og 97 til 1990’eren. Det er desværre længe siden jeg har smagt 1989’eren – det kan ikke være en af livets hårdeste opgaver at sammenligne de 2!? Jeg havde egentlig troet, at den var mere udviklet i dag.

Vin nr. 40) Trotanoy, Pomerol
93. Mest udviklede farve i sættet. Cremet, ulmende og esagtig, gamle vstokke, pever, herbes de Pce, Ch. Neuf-agtig, ikke så åben og lækker som Clinet, men intens og kompleks og med elefantburs-elementer. Smagen er umiddelbart lidt fersk, slet ikke koncentration som Clinet, blød og cremet, men også lidt fisket, tomatplante, lidt for tør. Egentlig en positiv overraskelse, at den faktisk slutter i bedste halvdel, for den har ikke noget stort ry for årgangen, ja regnes nærmest for lidt svag, i hvert fald iflg. Parker.

Vin nr. 41) Ausone, 1. GCC A St. Emilion
95-96. Stor og flot næse med kæmpesødme, essens af vanilje- og lagkage-creme, kryddernelliker, minder lidt om Clinet, stærk og essensagtig, julesødme, utrolig mættende, vælter op af glasset, næsten oversøisk sødme. Smagen er stor, saftig, stærk, essensagtig, let bitter, ribs og sortebær, meget stærk og essens-agtig, men slutter desværre lidt for kort, og har heller ikke samme balance som Clinet, ikke en rigtig klassisk Bordeaux (hmmmm, det siger man jo ellers at Ausone er!?). Ausone klarer sig endog rigtig pænt i årgang 1990, og jeg har altid givet den 94-96 p. I forhold til kvaliteten af senere årgange, kunne man måske have forventet endnu mere af Ausone i en så exceptionel årgang som 1990, men slottet var på daværende tidspunkt midt i en tilbagevenden til en højere kvalite, som siden har bragt kvaliteten op på et endnu højere niveau, som måske p.t. er det allerhøjeste i St. Emilion?

Vin nr. 42) Lafleur, Pomerol
96. Næstmørkest i dette sæt, som viste at bestå af de 3 potentielt bedste – og dyreste – vine fra Pomerol, og tilfældigvis – eller måske alligevel ikke? – mine 3 1. Crus i en uofficiel klassifikation (http://www.vinforedrag.dk/tech_class_pomerol.htm). Bær-agtig og lukket næse, meget stærk, frisk og intens, essensagtig, ulmer af tæthed og styrke, men ikke moden endnu. Smagen har enorm styrke, kæmpe tannin og syreindhold, essensagtig, enorm alkohol, moderne varm stil, næsten oversøisk, mundvædende, syrlige nuancer, ikke så kompleks og udviklet (endnu?), malervarer, lak, acetone, superekstraheret, tør og lang. Ved stor vertikal Petrus- og Lafleur-smagning i maj 2006 gav jeg den 96-97 blindt, så man må sige, at det nok er niveauet. Kan man tillade sig at være skuffet? Nej, jeg synes det ikke – det kan godt være, at prisen er for høj, men det skyldes lille produktion, kult-status og enorm efterspørgsel. Vil man drikke Lafleur, må man blot op med den store tegnebog! En vin der klarede sig væsentligt bedre end for 5 år siden ved Stockholm-smagbingen, hvor jeg kun gav den 93 p. Endte på en om ikke ærefuld så i hvert fald hæderlig 15. plads, hvor den bl.a. kunne prale af at have slået Ch. Petrus med 0,08 p.!

Vin nr. 43) Le Pin, Pomerol
98. Lysest i sættet, den mest udviklede uden at være meget udviklet. Næsen har en flot, flot sødme og kompleksitet, superparfumeret og kompleks, flødekaramel, æterisk, cremet, ufattelig lækker, så kompleks som en vin overhovedet kan være, fløjl og jordbærgrød, men mangler måske en anelse midt- og eftersmag til helt at være 100 p. Nu er det desværre ikke hver dag, at jeg smager Le Pin - men jeg ville gerne! Der er mange, der mener, at den er overvurderet og ”moderne” og kun vinder på sin charmerende og ”sexede” stil, men jeg synes, at den her trods alt beviste, at den er noget særligt, idet den kom ind på en fornem 2. plads kun overgået af den sublime Cheval Blanc. I det skrappe selskab, den var oppe imod, må det da siges at være en præstation, og jeg kan garantere for, at de øvrige smagere – som jeg kender særdeles godt – ikke normalt lader sig imponere af en blød og behagelig vin

Vin nr. 44) Petrus, Pomerol
97. Mørkest farve i sættet. Næse med sorte bær, kul, surmælksprodukter og multebær, meget bitterstof, mangler lidt sødme – eller måske bare mere lagring? – meget stærk, vedholdende og alkoholisk, bær, bær, bær! Smagen er lidt lettere end forventet, bedre balance end Lafleur, lidt tør nu, og stadig meget ungdommeluig/uudviklet, flot, stærk og alkoholisk, måske knap så lang eftersmag som de allerbedste (eller også er den stadig lukket?), nærmest Cognac-styrke. Bestemt en godkendt præstation af Petrus synes jeg, men flertallet var ikke helt enige, og placerede den på en samlet 16. plads. Det synes jeg var lidt hårdt, men jeg tror simpelt hen ikke, at mange forstår den på nuværende tidspunkt. Den skal have monster-lang tid i årgang 1990, og er måske den mest tilbagestående vin i hele smagningen/årgangen. For fuldstændighedens skyld skal det afslutningsvis nævnes, at jeg smagte denne vin ved en vertikal Petrus-smagning i maj 2006, og ved denne lejlighed gav den 99/100, dvs. lidt mere end her. Selv om dette således kun var ”halv-blindt”, er jeg mest tilbøjelig til at stå ved sidstnævnte karakter, idet Petrus nok ikke – pga. sin tilbageståenhed – blev helt retfærdigt behandlet ved 1990-smagningen. Nogle vil måske sige, at jeg derved gør mig skyldig i snobberi, men nej 1) den er stor og 2) det er ikke en dårlig undskyldning, at Petrus aldrig kan tåle konkurrence.

Vin nr. 45) La Conseillante, Pomerol
94. Næse med klassisk præg af tomatplante, som er så typisk for vinen på grænsen mellem St. Emilion og Pomerol (Figeac, la Conseillante, Lafleur), stærk, elegant og essens-agtig, ”oes”, men lidt svær at få helt op af glasset, ikke så åben. Lækker saftig, ikke tør smag, cremet, urtet, slikket, let tomatplantet, pæn længde, men ikke superlang, dekadent. Jeg havde nok forventet en lidt højere placering/bedre rating til La Conseillante, men det er nok en af de vine, som ikke viser sig fra sin bedste side i en maraton-sing som denne, hvor de vine, der klarer sig bedst, er dem med flest muskler. La Conseillante er indbegrebet af en feminin og forførende vin, og jeg glemmer aldrig hvad Parker engang for mange år skrev om 1985’e: ”Drink this wine with someone you want to make love to”. Ligeledes glemmer jeg ikke, da jeg smagte slottets 1989’er fra fad – det er en af de få fadprøver, som jeg ikke kunne spytte ud! Vil formentlig klare sig bedre, hvis den smages alene eller med nogle få andre vine.

Vin nr. 46) Cheval Blanc, 1. GCC A St. Emilion
98. Fantastisk kompleks næse med klassiske elementer af våd hund, elefantbur, flødekaramel og essens af cremet, ganske enkelt en Montrose-look-alike, vaniljebudding, frisk og tomatplante-agtig, store, søde, røde bær, ufattelig dekadent, minder om Le Pin. Men smagen er kraftigere og mere struktureret end La Pin, fløjl, røde bær, saftig tannin, stærkere end Le Pin, men mindre dekadent p.t. CB 1990 har altid været an af årgangens allerstørste vine, og det blev til fulde bevist her med en fornem og suveræn 1. plads. blandt alle de deltagende vin. Jeg havde den som vinder af en af de 4 semifinaler i 2000 i Stockholm, men af en eller anden grund faldt den ikke i svenskernes smag, og kom ikke i finalen. Jeg har været heldig og smagt den et par gange siden, og den har altid begejstret. En så stor og ærketypisk vin, at det faktisk er muligt at gætte den blindt Her var jeg andda lidt ”fedtet” med karakteren Vin bliver ikke meget bedre end Cheval Blanc 1990. Selv om 1982’eren har taget sig gevaldigt sammen de seneste gange jeg har smagt den, tror jeg 1990’eren er en større vin.

Vin nr. 47) Le Tertre Roteboeuf, GC St. Emilion
96. Supermørk farve. Superspændende næse med stål, dyr, jord, malervarer, acetone, superkoncentreret, blykapsel, sorte bær, kul malervarer, lak. Smagen har simpelt hen enorm styrke, over-koncentreret og super-ekstraheret, lidt atypisk Bordeaux pga. koncentrationen, som er lidt overvældende på bekostning af balancen, ikke lige den mest charmerende for min smag, men jeg anerkender koncentrationen og storheden, lang, stærk, alkoholisk eftersmag. Fantastisk flot, at denne ”garagevin” kom ind på en delt 6. plads med samme gennemsnit som legendariske Montrose. Slottet slog igennem fra midten af 1980’erne, men fik først med årgangene 1989 og 1990 det helt store gennembrud. Jeg husker stadig da jeg besøgte slottet første gang i 1990 og smagte 1989’e fra fad: Den smagte af gløgg! Det åbne spørgsmål har siden været, hvordan disse monstervine udviklede sig, dvs. om de blev mere klassiske og udviklede de spændende nuancer, som store Bordeaux-vine er kendte for. Svaret er nok, at den bestemt står distancen, men måske stadig efter 15 år fremstår som en lille smule atypisk Bordeaux, jf. min note. Men d overekstraherede stil med acetone og malervarer kan også siges at minde lidt om naboen Troplong-Mondot – som jeg faktisk gættede på blindt!

Vin nr. 48) Lafleur-Petrus, Pomerol
92. Lysest og mest udviklet blandt de 3 vine i sættet (denne og de 2 næste). Næsen har lakrids og tomatplante, ikke super-raffineret, Moueix-stil. Smagen er forholdsvis slank, men alligevel med rimelig intensitet, om end lidt ”kedelig”, tomatplantet, knap så ren. Jeg gættede slottet, og dens kvalitet er som forventet, dvs. ikke blandt de største Pomerol’er, men slottets kvalitetsniveau er vokset gennem 1990’ee.

Vin nr. 49) Beausejour Duffau-Lagarosse, 1 GCC St. Emilion
97,. Rigtig mørk og tæt farve, uudviklet, men ikke helt så tæt som Troplong-Mondot. Mørk og chokoladeagtig næse med ultramørke bær, anelse lukket p.t., men den ulmer af styrke og indebrændthed, frem for alt stærk, men heldigvis ikke alt for Port-agtig, og mere klassisk St. Emilion end monstervinen Troplong-Mondot, se nedenfor. Smagen er virkelig stor, ekstrem og alkoholisk, måske ikke helt så vild og atypisk, som jeg har oplevet den nogle gange, mørk bitterchokolade, ungdommelig, stadig meget stort tanninindhold, der gør den lidt tør i den i øvrigt meget lange eftersmag. ”Hvad gik der ”galt” for Beausejour-Duffau-Lagarosse i 1990?”, spørger mange vineksperter, hvorved de mener: ”Hvordan kunne de lave en så fantastisk vin i denne ene årgang, og aldrig før eller siden nå tilnærmelsesvis samme niveau?”. Jeg har selv spurgt på slottet de gange jeg har besøgt det, men har til dato ikke fået noget tilfredsstillende svar. Summa summarum mener de ikke – officielt – at 1990’eren er noget helt specielt for dem, men at f.eks. 1989 og 1988 er ligeså gode for deres respektive årgange. Jeg har nu smagt denne legendariske Parker 100 p. vin hele 11 gange (ja tænk, heldige mig!), og mine points har ligget mellem 93 og 98 p., men mest omkring 97-98 siden 2000. Den fik en flot 3. plads ved den store smagning i stockholm, hvor jeg selv gav den 97+? Den er noget helt særligt, og giver mindelser om, hvordan store Bordeaux-vine må have været i f.eks. årgang 1945 og 1947. Til tider er den – ligesom Troplong-Mondot, se nedenfor, næsten ”for meget”, så den får et lille ”?”, afhængig af dagsformen (min såvel som vinens afhængig af opbevaring, iltning, temperatur, selskab m.v.). Den har altså noget særligt over sig, kald det kult, mytisk eller blot ”noget særligt”. En fin 8. plads her med mere end 97 p. i gennemsnit afspejler nok, at den er lidt for speciel til, at alle vil sætte den helt til tops. Jeg gættede den selv til at være Troplong-Mondot!

Vin nr. 50) Troplong-Mondot, GCC St. Emilion (men netop oprykket til 1. GCC)
99? Helt sort farve. Stærk, æterisk, super-ekstraheret næse med essens af indkogte, sorte bær, portvin, malervarer, acetone, meget speciel, næsten ufatteligt at den er 15 år gammel, dufter nærmest af stor Priorat 2001 el. 2003! Smagen er ligeledes essensagtig, monstervin, overekstraheret, helt vildt ungdommelig, kæmpe tanninindhold stadig, ekstrem tør, bliver den så stor som man håber?, svært at bedømme yderligere – nu er den bare imponerende. Jeg indrømmer, at 99? kan synes som en spøjs karakter, men afspejler, at jeg er fantastisk imponeret af vinen, men har et lille forbehold overfor, hvorvidt den 1) er ”for meget” , 2) om den nogensinde bliver blød og afrundet og 3) om det er en klassisk Bordeaux. En samlet 4. plads ved denne smagning viser, at folk generelt bedømte den meget højt. Men i virkeligheden minder den meget om Beausejour-Duffau-Lagarosse som en ekstrem og måske lidt kontroversiel vin Jeg gættede den også blindt til at være den! Afslutningsvis kan det nævnes, at jeg efterfølgende smagte den som en blind joker i et sæt med Petrus og Lafleur 1990 til Petrus-smagningen (http://www.vinforedrag.dk/story_petrus.php), hvor den måtte nøjes med 95 p. fra mig i det selskab og under de omstændigheder.

Vin nr. 51) d’Yquem 1990, Sauternes !. GCC
98. Superkompleks næse med kokos og abrikos, ananas og melon, meget frisk, men samtidig med enorm sødme og kvalitet i sødmen. Smag som duft, ekstrem vin, synes at være blevet sødere og mere udviklet – heldigvis – end tidligere, meget flot, den er virkelig stor. Tja, Yquem 1990 som afslutning på en fantastisk Bordeaux 1990-smagning – det var vel egentlig meget passende!?

Vin	Gennemsnit
Cheval Blanc	99,17
Le Pin	98,92
Leoville Poyferre	98,42
Troplong Mondot	98,17
Clinet	97,42
Montrose	97,25
Tertre Rotebouef	97,25
Beausejour Duffau Lagarosse	97,17
Leoville Las Cases	96,50
Canon La Gaffeliere	96,45
Mouton	95,73
Pavie	95,27
Cos d'Estournel	95,00
Rausan Segla	94,83
Lafleur	94,75
Petrus	94,67
Latour a Pomerol	94,45
Leoville Barton	94,42
Latour	94,36
Pape Clement	94,33
Pichon Comtesse	93,92
Trotanoy	93,92
Conseillante	93,83
Calon Segur	93,67
Pichon Baron	93,18
Vieux Cht. Certan	92,83
L'Angelus	92,83
La Mission Haut Brion	92,75
Gruaud Larose	92,67
Ausone	92,33
Grand Puy Lacoste	92,27
L'Evangile	92,08
Clerc Milon	91,64
Palmer	91,55
Margaux	91,50
Lafleur Petrus	91,50
Sociando Mallet	91,45
Figeac	91,17
Ducru Beaucaillou	90,08
La Fleur de Gay	90,08
Talbot	90,00
Brainaire Ducru	89,17
Certan de May	87,67
Lynch Bages	84,82
Lagrange	Prop
Beychevelle	Prop
Haut Brion	Prop
Lafite Rothschild	Prop