Smagninger > 2009 Bordeaux årgang 1989

36 af de største Bordeaux-vine smagt 20 år gamle
på Søllerød Kro af 11 professionelle smagere

Vi – 11 smagere, de fleste med op imod 20 års erfaring eller mere i smagning og bedømmelse af store Bordeaux-vine - startede kl. 12.00, og var færdige 12 timer senere kun afbrudt af en 2-timers tiltrængt pause sidst på eftermiddagen, som for de flestes vedkommende blev brugt til en længere gåtur omkring Holte.

Vinene kom fra forskellige kilder, og var samlet gennem årene, og mange havde kendte – og gode - opbevaringsforhold siden en primeur-køb.

De blev serveret 4 stk. ad gangen – halvblindt, dvs. smagerne kendte vinene i sættet, men ikke rækkefølgen - således at fokus ved denne smagning ikke var på at finde den dygtigste smager til at blindsmage og gætte vinene, men på at alle kunne bruge den fornødne tid på koncentreret at give points til og bedømme vinene i forhold til hinanden. Hvert sæt à 4 vine fik således næsten 45-60 minutters fuld opmærksomhed.

1989-årgangen blev ”hyped” fra starten som ”bedre end 82’”, ”bedste siden 1961” og ”århundredets bedste”. Vurderet i dag – og set i bakspejlet – er den generelle holdning blandt vineksperter med speciale i Bordeaux nok, at vel er 1989 en rigtig god årgang, men der en vis variation i kvaliteten, og selv om de allerbedste vine i årgangen indiskutabelt er fremragende, er der ikke så mange store vine som i eksempelvis 1990, 2000 og 2005, og de bedste er heller ikke bedre end de bedste i disse årgange – måske endda lige knapt så gode?

1989 var første år jeg selv på egen hånd besøgte Bordeaux – på daværende tidspunkt som skribent for det nu hedengangne ”Vinmagasinet” - skrev til slottene for at arrangere besøg (pr. brev/fax – mailen var endnu ikke opfundet!) og tog rundt og smagte først og fremmest fadprøver, men også enkelte aftappede vine. I 1989 var det årgang 1988 fra fad, 1987 fra fad eller netop aftappet og 1986, som blev serveret og smagt på de fleste af de 30-40 slotte, som jeg nåede at besøgte under 2 ugers intensiv ”ferie”. Året efter – 1990 - var det hovedsagelig fadprøver af den allerede da meget lovpriste og berømmede 1989-årgang, som jeg smagte under 3 ugers ophold – mere end 200 fadprøver fra de bedste slotte blev det til, så vidt jeg husker – og efterfølgende rapporterede om i ”Vinmagasinets” spalter.

Det spændende ved denne smagning var for mig naturligvis at smage og vurdere, hvorledes de forskellige vine klarede sig individuelt og mod hinanden, men også at se, hvordan mine egne vurderinger af de pågældende vine – smagt første gang som fadprøver mere end 19 år tidligere, men de fleste af dem i øvrigt jævnligt gennem årene – ville holde i forhold til vinenes aktuelle dagsform.

1989 blev regnet for en helt exceptionel årgang, da den kom frem – ”flere store vine end i 1982 og 1986…… og nogensinde”, sagde de fleste eksperter, herunder såvel Parker som Winespectator og Decanter.

Året efter, da 1990-årgangen blev smagt og bedømt, var der fra starten bred enighed om, at 1990’erne generelt ikke var ligeså gode som 1989’erne. Men efter nogle år vendte holdningen, og i dag er det vel af de store og anerkendte eksperter/medier, kun Winespectator, som fastholder, at 1989 er bedre end 1990 med en rating i deres årgangsskema for Bordeaux på hhv. 98 p. for 1989 og 97 p. for 1990.

Generelt afspejler auktions- og markedspriser i dag også, at markedet bedømmer 1990 til at være en bedre årgang end 1989, idet de fleste vine/slotte generelt sælges til højere priser end årgang 1989.

Selv om jeg selv efterhånden længe har været overbevist om, at 1990 generelt set er en bedre årgang end 1989 – hvilket ved denne smagning mest tydeligt blev demonstreret ved jokeren Gruaud-Larose 1990, som i gennemsnit fik mere end 3 p. mere end slottets 1989’er – vil jeg først og fremmest fremhæve 2 overordnede konklusioner vedr. Bordeaux 1989:

1) Topvinene i 1989 - Lafleur, Petrus, Le Pin, Haut-Brion, Angelus, La Mission Haut-Brion, Clinet - er mere eller mindre på niveau med topvinene i 1990, men der er generelt langt færre topvine i 1989!

2) Det gennemsnitlige kvalitetsniveau er noget højere i 1990 – der er simpelthen for mange middelmådige ”mellemvine” i 1989, især Medoc’s 4 1. Crus, de 3 Leoviller, Cheval Blanc etc.

3) 1989 er generelt bedst på højre bred, dvs. Pomerol og St. Emilion, samt i Graves. Af de 10 bedste 1989’ere ved denne smagning var kun 2 fra Medoc, mens 5 var fra Pomerol, 1 fra St. Emilion og 2 fra Graves

4) Vinene på Grand Cru Classé-niveau i årgang 1989 er generelt drikkemodne. Kun få vine har et egentligt behov for længere lagring, dvs. vil blive bedre, men langt de fleste af vinene ved denne smagning, vil fortsat kunne holde sig på toppen en nogle år endnu (naturligvis under forudsætning af god opbevaring).

Kaster man et blik på det samlede resultat for denne smagning, som med sine gennemsnits-karakterer, der bygger på 11 rutinerede smageres bedømmelser (altså ikke bare én mands vurdering, som f.eks. Parker), må anses at have meget høj validitet, er det slående, at der er et meget stort spring fra vinene på en delt 6/7 plads med 96,09 p. til vinen på 10. pladsen med 94,00 p., faktisk et spring på mere end 2 p, hvorimod der er godt 2 p. fra vinen på 10. pladsen og ned til vinen på 25. pladsen (ud af i alt 36 vine). Det er altså en forholdsvis lille gruppe topvine, der skiller sig ud efterfulgt af et bredt midterfelt. I 1990 derimod er kvaliteten mere jævn høj hos alle slotte. Ligeledes er det interessant, at 5 ud af de første 10 placerede vine er fra Pomerol!

Årgang 1989’s karakteristika for de bedste vine er en stor, portet, alkoholisk frugt (ord der går igen i mange af noterne) og et let rustikt, kluntet præg. Heroverfor står 1990’erne med deres typisk større sødme og mere komplekse frugt og saftighed, mindre rustikhed, mere fløjlsblødhed og dekadence og alt i alt bedre balance, selv om der naturligvis undtagelsesvis er slotte, der rent faktisk har lavet en ligeså god eller bedre 89’er end 90’er. Efter en hurtig ransagning i hukommelsen dukker følgende slotte op: Haut-Brion, Petrus, Angelus, Clinet (måske), Pichon Longueville Comtesse, Le Gay, Mouton-Rothschild. Men bortset fra måske Pichon Longueville Comtesse, er de pågældende slottes 1990’er højst marginalt bedre.

Ch. L’Angélus (fra 1990 Ch. Angelus) – www.angelus.com
Beliggenhed: St. Emilion
Klassifikation: St. Emilion 1. Grand Cru Classé B (fra 1996 – indtil da – og i 1989 - Grand Cru Classé)
Størrelse: 23 ha.
Årlig produktion: 80.000 fl.
Druesammensætning: 50% Merlot, 47% Cabernet Franc, 3% Cabernet Sauvignon.

- Et slot der i dag med rette regnes blandt Bordeaux’ allerbedste – en status det har nået på forbavsende kort tid. Før 1985 blev slottet ikke regnet for noget særligt, om end det blev klassificeret - Grand Cru Classé – i 1954, da St. Emilion fik sin store klassifikation som pendant til Medoc’s fra 1855. Man brugte slet ikke nye træfade til lagring af vinen og selv den berømte årgang 1982, var ikke mere end hæderlig (selv om den blev brugt som ”Bond-vin” i ”Casino Royale”). Forklaringen herpå var, at producenterne henvendte sig til slottet, og bad om at en årgang måtte indgå i filmen. Slottet tilbød 1990’eren, som de mente måske var deres allerbedste årgang, men producenterne sagde: ”1990? Er du ikke klar over, at James Bond kun drikker 1982” uden at vide, at 1982 her ikke er noget særligt!). De færreste tænker i dag over, at Angelus netop i slutningen af 1980’rne faktisk var et af de første slotte, der begyndte at lave ”moderne Bordeaux-vin” – og blev beskyldt for det – med sen høst af fuldmodne (nogle vil sige overmodne) druer, høj andel af nye fade (nu 85-100%), malolaktisk gæring på nye gade, lagring på bundfaldet (men uden omrøring) m.m. 89’ og 90’ er begge formidable årgange, som jeg har fulgt siden jeg smagte dem som fadprøver, og som altid scorer 96-99 p., og hvor dagsformen afgør, hvilken der er bedst. Siden har de store årgange for slottet været 95’, 98’, 00’, 03’ og 05’ – desværre med stærkt stigende priser i de senere årgange – i takt med stigningen i anseelse. Men også mere gennemsnitlige årgange som 2004 og 2006 er flotte – og blandt årgangenes bedste. Andre St. Emilion-slotte regnes i dag for mere ekstreme ”modernister” end Angelus, og min erfaring, at vinen mere eller mindre mister sit moderne præg, når den får lov at modne 15-20 år, og blive mere klassisk Bordeaux, og netop derfor finder jeg, ar Angelus faktisk beviser holdbarheden af store, moderne Bordeaux-vine – det forhold at de smager rigtig godt som unge, gør ikke, at de ikke også kan lagre og fortsat udvikle sig i mange år.

1989: Gennemsnit: 97,18 p. (5. plads) – JH: 98 p. Supermørk og næsten uudviklet farve. Utrolig stærk og Port-agtig næse, sød og lækker, sødere og langt mere intens end Ausone og Cheval Blanc, moderne stil, men alligevel med et meget harmonisk præg af udvikling og alder, om end den stadig synes ungdommelig og med udviklingsmuligheder. Smagen har stor, flot, dekadent sødme, anelse marmelade-agtig som tegn på, at det er en af Bordeaux’ (første) moderne vine, blød, afrunde og stærk, men alligevel mild og let drikkelig, brombærfrugt i lange baner og stor længde.

- Angelus 89’ beviste endnu engang, at den er en stjerne med en imponerende 5. plads med en gennemsnitsscore på 97,18 og en placering lige efter en af årgangens absolutte favoritter, Ch. Haut-Brion. Men ingen burde være overrasket – den har altid været en stjerne, og jeg begynder næsten at tro, at den er bedre end 90’eren, som det i hvert fald altid er spændende at smage den direkte op imod, hvilket jeg har været heldig at gøre nogle gange, altid med en tæt kamp.

Ch. Ausone - www.chateau-ausone-saint-emilion.com/fr/
Beliggenhed: St. Emilion
Klassifikation: St. Emilion 1. Grand Cru Classé A
Størrelse: 7 ha.
Årlig produktion: 25.000 fl.
Druesammensætning: 55% Cabernet Franc, 45% Merlot

- Ausone er en myte blandt St. Emilions vine – men en myte som mange, der har drukket årgangene fra ca. 1960-1995 har haft vanskeligt ved at forstå. Som det eneste slot – sammen med Cheval Blanc – klassificeret 1. Grand Cru Classé A i 1954 St.Emilion-klassifikationen, men angiveligt på baggrund af daværende berømmelse og gamle meriter. Der er ingen tvivl om, at slottet har et fantastisk potentiale for at lave stor med sin unikke beliggenhed på kalkstensskråningerne på sydvestsiden af St. Emilion by, men selv efter at nye kræfter kom til i 1975 gik det kun (for!) langsomt fremad med kvaliteten - kan man se i dag! Vendepunktet for slottet er 96’, som smagt som fadprøve i 1997 pludselig viste sig at være blandt årgangens allerbedste St.Emilion-vine. Samme år købte halvpartsejer Alain Vauthier enken Dubois-Challon ud, og tog ansvar for vinen med bl.a. lavere høstudbytte, senere høst og indhyring af den berømte ønolog Michel Rolland. Fra 00’ er kvaliteten steget yderligere, og Ausone har fået fantastiske bedømmelser i stort set hver eneste årgang siden, og er i flere af disse simpelt hen blevet udråbt til årgangens bedste vin af mange eksperter. Så hvis man har råd – og Ausone skiller sig prismæssigt mere og mere ud fra de andre af de største Bordeaux-vine, og nærmer sig Petrus’ prisniveau – er den værd at satse på i nyere årgange, men bestemt ikke i ældre, uanset den måske synes billig. Årgangene i 1970’erne og 1980’erne er reelt set elendige – selv 82’ skuffer - virker simpelthen urene og frugtløse, mens årgangene siden 1996 er utrolig koncentrerede og mineralske, men med support af frugt, om end de – på trods af Rollands konsulentbistand – bestemt ikke kan klandres for at være typiske ”Rolland-vine” med masser af fed syltetøjsfrugt og fadpræg. Bedste ældre årgange jeg har smagt er 49’ og ’29.

1989: Gennemsnit: 88,55 p. (36. plads) – JH: 89 p. Pivlys farve. Næsen er meget mineralsk, urtet, jordet, ”funky” (men ikke prop-syge). Smagen ekstrem tanninrig/frugtfattig, mineralsk, kalk-agtig og kedelig, landlig, kridt-agtig eftersmag.

- En sidsteplads til Ausone – ikke overraskende, hvis man har fulgt slottet, men skuffende ud fra slottets historiske berømmelse og placering som 1 GCC A. Karakteren og beskrivelsen er nærmest helt identisk med min vurdering af den smagt som fadprøve i juni 1990: 88-89+. Røde, modne frugter, blød, god intensitet og kompleksitet. Lukket i smagen, svær at smage; meget stærk, men ikke sødme. Tilbagestående. Svært at finde den ekstra dimension, som den burde have, klassifikationen og prisen taget i betragtning. 6/90. Heldigvis er slottet blevet meget bedre siden 1995.

Ch. Canon-la-Gaffeliere - www.neipperg.com/index.php?act=1,9,1
Beliggenhed: St. Emilion
Klassifikation: St. Emilion Grand Cru Classé
Størrelse: 19,5 ha.
Årlig produktion: 90.000 fl.
Druesammensætning: 55% Merlot, 40% Cabernet Franc, 5% Cabernet Sauvignon

- En (u)jævn Grand Cru Classé frem til 1985-årgangen, hvor der begyndte at ske en vis kvalitetsforbedring, som fortsatte gennem 1980’erne og frem til i dag. Slottet blev både i 1996 og 2006 anset for at være 1. kandidat til at rykke op i 1. Grand Cru Classé, men slotte som Troplong-Mondot og Pavie-Macquin overhalede den i 2006 og fik den ære, og det lykkedes ikke for den ellers super-flinke og meget kompetente Comte Stephan v. Neipperg, af adelig tysk oprindelse, hvis familie købte slottet i 1971, at overbevise myndighederne om, hvor god hans vin er. Måske fordi slottets beliggenhed syd for St. Emilion by på hovedsagelig sandet jord ikke regnes for den bedste og mest optimale, uanset vinens i dag uomtvistede, høje ry og høje priser. Slottets vine er langt fra så ”modernistiske” som de mange små ”garagevine”, som St. Emilion i dag huser, men kendetegnende for gode årgange er en fornuftig, men ikke overdreven brug af nye fade, høstning af fuldmodne druer, der tilsammen giver en måske lidt kogt og syltetøjsagtig frugt, men samtidig med en klassisk Bordeaux-tanninstruktur. Vinifikationsfaciliteterne er top-of-the-art med bl.a. store, nye trætanke til gæring af vinen, som har erstattet de rustfri ståltanke, som man ellers troede var det eneste rigtige og bedste for vinen (mange top-producenter hævder således i dag, at trætanke temperatur- og iltningmæssigt er rustfri ståltanke overlegne) Udover 89’, drikker også 88’ og især 90’ rigtig godt, ligesom 94’ 95, 98’ 00’ og 05’ alle er flotte – vine der helst skal være min. 10 år gamle, og også holder 20 år.

1989: Gennemsnit: 91,00 p. (31. plads) – JH: 92 p. Meget røget/ristet næse med tydeligt fadpræg – men ikke så meget andet. Smagen er tør, tørrer nærmest ud, pga. for meget fad under vinifikationen (gætter jeg på), virker ikke helt i balance, dog også god sveskefrugt, stærk og alkoholisk eftermag.

- Med et gennemsnit på 91 p, lige ud, endte Canon-la-Gaffeliere i den tunge ende, men slottet var også først på daværende tidspunkt på vej op i kvalitet, hvortil kommer, at slottet hører til de mindre ansete blandt de topvine, der blev smagt, og dagsprisen burde således være blandt de laveste blandt de deltagende vine, og ud fra de betragtninger, bestemt ikke nogen dårlig vin.

Ch. Cheval-Blanc - www.chateau-cheval-blanc.com/flash/cheval.htm
Beliggenhed: St. Emilion
Klassifikation: St. Emilion 1. Grand Cru Classé A
Størrelse: 37 ha.
Årlig produktion: 120.000 fl.
Druesammensætning: 58% Cabernet Franc, 42% Merlot

- Cheval Blanc, der ligger i den vestlige del af St. Emilion grænsende helt op til Pomerol, har i mange år været regnet for St. Emilions ubestridt bedste slot producerende en vin, der år ud og år ind ikke bare var områdets bedste, men en af hele Bordeaux’ bedste, der kunne konkurrere med Medoc’s 1. Crus. Druesammensætningen er unik, og Cheval Blanc er uden tvivl den største vin i verden, der har Cabernet Franc som hoveddrue. Men det virker skulle jeg hilse og sige. I 2003 deltog jeg i en fantastisk vertikal smagning af slottet i årgange tilbage til 1928, og selv om jeg har deltaget i mange mindeværdige vertikale smagninger, er det tæt på, at jeg tør udråbe denne som den bedste. Årgangene 47’, 49 og 55 kan være ren magi, når man smager velopbevarede eksemplarer, og 48, 52, 53, 61’ og 64 er ikke langt efter. I moderne tid har vi kommende legender i 82’, 85’, 90’ (!), 98’, 00’ og 05’. Slottet har siden staten af 1990’erne været ejet af rigmanden bag luksuskoncernen LVMH Bernard Arnault personligt sammen med milliardærvennen, belgieren Albert Frere og med den kompetente og karismatiske direktør Pierre Lurton som daglig ansvarlig. Stilen er fantastisk klassisk og æterisk med tobak, cedertræ, (rustent) metal og chokolade – kan minde lidt om La Mission og Haut-Brion fra Graves snarere end Pomerol-vinene. Balance og klasse er i højsædet, og vinen er således et modstykke til de moderne, voldsomt koncentrerede ”garagevine”, som St. Emilion rummer så mange af.

1989: Gennemsnit: 91,91 p. (25. plads) – 92 p. Svær duft at ”fange”, røget, tør og mineralsk, svesket, rosin-agtig, tørrede frugter, orangefrugter, urter og let tomatplante. Smagen sødlig og rosin-agtig, afgjort for let, rosinvand, lavt syreindhold, OK længde, meget alkoholisk, sukker- og karamelsødme.

- Når man kender til vejrbetingelserne i 1989 og kender Cheval Blanc’s berømmede, varme årgange 1947 (en af forrige århundredes allerbedste og mest berømte vine – se f.eks. den fantastiske artikel om denne vin, som bl.a. har en fremtrædende rolle i Disney-tegnefilmen Ratatouille, på http://www.slate.com/id/2184371/), 29’ og 21’, kan man godt undre sig over, at slottet ikke har lavet en helt fantastisk vin i 89’. Men det har de altså ikke – for jeg har smagt den nogle gange siden første fadprøve i 1990 (som jeg gav 93-95 p.), og noterede allerede i 1997, at den var temmelig moden. Derimod er Cheval Blanc 90’ en fabelagtig vin – ren gudedrik. Jeg har reelt ikke nogen fornuftig forklaring på, hvorfor f.eks. Petrus og Lafleur – der ganske vist ligger i Pomerol, men dog reelt under 1 km. fra Cheval Blanc – laver helt fantastiske vine i både 89’ og 90’, og Cheval Blanc i 89’ performer langt under standard, og også bliver overgået af f.eks., nabo-slottene Figeac, L’Evangile og La Conseillante. Har man høstet for meget/for tidligt? Slottet havde i 1989 mange familiemedlemmer som medejere, og der er ingen hemmelighed, at der kunne opstå problemer om at enes om den daglige drift, hvilket da også i sidste ende førte til salget til LVMH, hvilket kunne være en anden forklaring på de lidt svingende resultater i denne periode.

Ch. Clarke - www.lcf-rothschild.com/en/groupe/art/vins/bordeaux/cc.asp
Beliggenhed: Listrac, Haut-Medoc
Klassifikation: Cru Bourgeois
Størrelse: 53 ha.
Årlig produktion: 80.000 fl.
Druesammensætning: 48% Cabernet Sauvignon, 42% Merlot 8% Cabernet Franc, 2% Petit-Verdot

- Ch. Clarke var meget omtalt op gennem 1980’erne, efter at det blev erhvervet af Rothschild-familien i 1973. Mange vinjournalister luftede i 1980’erne store forventninger til fremtiden for dette slot – som imidlertid nærmest synes lidt latterlige - eller i hvert fald helt uindfriede - her ca. 25 år efter. Hvad blev der egentlig af Ch. Clarke kunne man spørge sig selv? Ja, det har i hvert fald ikke fundet nåde for Parkers vurderinger, for langt de fleste årgange fra 1995 og frem ligger på 85-89 p., mens 2005’ren smagt som fadprøve fik 90-92 (men mange slotte lavede også deres bedste vin nogensinde i denne årgang). Ikke rigtig nok til at imponere markedet og få priserne op, og min erfaring med nyere årgange begrænser sig til en 2000, der smagt i 2009 var vel énstrenget og solbærpræget, og slet ikke på Grand Cru Classé-niveau. Måske blev mange i 1980’erne ”spundet” ind i Rothschild-familiens reklamekampagne?

1989: Gennemsnit: 89,09 (35. plads) – JH: 86 p. Lysest og mest modne blandt de 4 vine i sættet (smagt sammen med de 3 Leoville’r). Næse med syntetisk vingmmi, mangler i høj grad intensitet, bredde og klasse, grøn og tomatstilket. Smagen har slet ikke vægt og intensitet som nogen af de 3 Leoville’r, tomater og urter, anelse pomerolsk, moden karakter, men ikke for gammel.

- Denne vin var puttet ind som en joker af værten af ”nostalgiske” hensyn. Det er altid godt med jokere, som kan sætte tingene i perspektiv – og således også her. Den kom dog helt i bund i det samlede resultat, dog ”overgået” af Ausone. Det er altså ikke stor vin i denne sammenhæng af store 1989’ere, men prisen er naturligvis også en anden. Jeg ved ikke, hvad en sådan fl. handles til i dagens priser, da den trods alt ikke er så berømt og i øvrigt relativ sjælden, men kunne man finde den til et par hundrede kr., kunne den da være en god oplevelse, og smagt i anden sammenhæng gør den i hvert fald ingen ”fortræd”.

Ch. Clinet - www.chateauclinet.fr/
Beliggenhed: Pomerol
Klassifikation: Ingen klassifikation i Pomerol
Størrelse: 9 ha.
Årlig produktion: 45.000 fl.
Druesammensætning: 85% Merlot, 10% Cabernet Franc, 5% Cabernet Sauvignon

- Slottet, der ligger i centrum af Pomerol, tæt på kirken, begyndte først for alvor at gøre væsen af sig i midten af 1980’erne, og ældre årgange bør man undgå. Man hyrede den allestedsnærværende Michel Rolland ind i 1987, og vupti var man i top 5 i Pomerol fra årgang 87’. 89’ fik tidligt de magiske 100 p. af Robert Parker, og så var prisen ikke længere de 300 kr., som den kostede en primeur, men + 3.000 kr. også 90’ var helt i top pointmæssigt. Men i 1990’erne blev der mere stille omkring Ch. Clinet, som skiftede ejer både i 1991 og 1998 – men de endnu mere dramatiske var, at manden, der siden 1980’erne havde ført slottet frem til nye højder – og var fortsat som vinmager under de nye ejere – Jean-Michel Arcaute – døde i en bådulykke i 2001. I denne periode er både 94’ 95’, 98’ (især) og 00’ absolut anbefalelsesværdige som flotte, moderne Pomerol-vine a la Rolland med stor modenhed i druerne, ristet fadpræg og chokolade. I de nyere årgange skulle der stadig være fokus på detaljerne, og bedømmelserne er jævnt stigende, mens priserne ser fornuftige – 400 kr. for 08’eren, der fik 94-97 p. af Parker.

1989: Gennemsnit: 96,09 p. (6. plads) – JH: 97 p. Mørk, tæt og uudviklet farve. Vældig duft, tydeligvis oversøisk, moderne stil med helt fuldmodne druer, super-intensitet, ”Angelus-agtig”, anelse tomatstilk, meget intens, meget fadpræg. Smagen meget toastet og ristet, kraftigt fadpræg i moderne stil, portet, masser af tannin og struktur, enorm styrke og intensitet; absolut moderne stil, men Clinet beviser – som Angelus – at vinene holder og kan udvikle sig.

- Selv om det ikke blev til 100 p. ved denne lejlighed, var det en flot placering til Ch. Clinet med en samlet 6. plads og 96,9 p i gennemsnit i det hårde selskab. Man kan sige, at dette er endnu et bevis på, at de første årgange af disse moderne, ekstreme vine inspireret af Michel Rolland i slutningen af 1980’erne altså holder fint og udvikler sig godt. Jeg har smagt Clinet 89’ ved et par enkelte tidligere lejligheder, og har desværre oplevet lidt flaskevariation, selv på flasker, som jeg selv har opbevaret i mange år, men gode flasker har ligget på samme karakter – og gav den endda 99 p. ved stor Pomerol 1989-smagning i 1992.

Ch. La Conseillante - www.laconseillante.fr/uk/histoire.html
Beliggenhed: Pomerol
Klassifikation: Ingen klassifikation i Pomerol
Størrelse: 12 ha.
Årlig produktion: 50.000 fl.
Druesammensætning: 80% Merlot, 20% Cabernet Franc

- Beliggende med Petrus, Cheval-Blanc, L’Evangile, Figeac og Vieux-Ch. Certan som direkte naboer er det ingen overdrivelse at hævde, at La Conseillante har en perfekt beliggenhed. Slottet laver en af de mest elegante og Bourgogne-agtige Bordeaux-vine, der dog har sin helt egen, meget delikate og parfumerede stil med røde, søde bolcher (eller snarere bolchemasse), tomatplanter og drivhus-elementer. og egentlig minder mere om Cheval-Blanc og – især – Figeac end sine Pomerol-naboer. Efter en stærk performance i perioden 1982-1990, faldt kvaliteten lidt i forhold til flere af de andre topvine fra Pomerol igennem 1990’erne, for igen at være helt med fremme front fra og med årgang 2005. Ejet af forskellige generationer af familien Nicolas siden 1871, kan det undre, at dette slot ikke – i modsætning til de fleste andre – er handlet indimellem, evt. købt af en af de mange rigmænd/store, kapitalstærke firmaer, som har entret Bordeaux-scenen i de seneste 20 år, men dette er ikke sket, og forklaringen på en til tider lidt svingende kvalitet er måske netop forskellig dedikation fra forskellige generationer i familien gennem årene. La Conseillante er fremragende i de store årgange 82’og 85’ (smagt for ganske nyligt – nærmest lige gode og 95 p. i min karakterbog), 90’ 98’ 00’ og 05, mens den i de lidt mindre årgange er venlig og imødekommende, måske lidt let, men altid en stor charmer, som i f.eks. 04’ og 01.

1989: Gennemsnit: 92,09 p. (24. plads) – JH : 93 p. Ret lys farve. Tomatplante i duften som foregående vin (Figeac), men ikke helt så intens som denne, går nærmest over i urter og karse, mere kluntet udgave af Figeac. I smagen indtørrede rosiner, syns at mangle lidt syre og struktur, helt anderledes end Figeac, langt mere blød, moden og afrundet, mælkechokolade; bedre end Cheval Blanc.

En anelse skuffende ved denne lejlighed, hvilket kan undre, da jeg gav den 96 p. ved en smagning af 14 top-Pomerol’er fra 1990 og 1989 et år tidligere, hvor hovedparten af deltagerne ved nærværende smagning gav den 95,9 p. i gennemsnit. Tror ikke, at denne fl. er helt repræsentativ - burde kunne være noget bedre fra andre flasker. La Conseillante 89’ mod 90’ vil altid være en spændende duel.

Ch. Cos d’Estournel - www.estournel.com/english/#/home/
Beliggenhed: St. Estephe
Klassifikation: 2. Cru 1855-klassifikationen
Størrelse: 64 ha.
Årlig produktion: 360.000 fl.
Druesammensætning: 58% Cabernet Sauvignon, 38% Merlot 2% Cabernet Franc, 2% Petit Verdot

- Beliggende i St. Estephe-kommunen, men reelt nabo til Pauillac’s 1. Cru Ch. Lafite-Rothschild, er Cos d’Estournel en af St. Estephes kun to 2. cru slotte (det andet er Ch. Montrose). Den store andel af Merlot har altid gjort Cos til en blød St. Estephe, uden kommunens og områdets tendens til, at den tunge lerjord i.f.t. Pauillac giver hårde, meget tanninrige, metalliske vine. 1980’erne var efter datidens målestok et flot årti for Cos med flotte vine i årgangene 82’, 85’, 85’ og 89’, om end man i dag måske kan undre sig over, at de trods alt ikke er bedre, og slottets vine siden i hvert fald 2000 er betydeligt bedre. Desværre er slottet et af de mest grådige i sin prissætning, og man forsøger altid at presse citronen til det yderste, og opnår da også nu højere priser end de andre super 2. crus, bortset fra Ch. Palmer. I dag regerer Jean-Guillaume Prats, der er søn af den tidligere ejer Bruno Prats, som solgte slottet i 1998 – men altså fik sin søn installeret som daglig ansvarlig for slottet. Cos er en forholdsvis elegant St. Estephe-vin, der ikke har områdets typiske rusticitet, men mere tenderer Pauillacs cedertræ og cigarkasse. Siden 2000 er stilen blevet mere moderne med mere sødme fra senere plukkede druer og mere fadpræg, men også større styrke og koncentration. 00’ 03’ og 05 er alle nærmest på 1. Cru-niveau

1989: Gennemsnit: 93,27 p. (15. plads) – JH : 92 p. Mørk og tæt farve uden den store udvikling. Meget metallisk duft, stærk, ungdommelig og let Portet, tæt og uudviklet, meget bær-agtig, ikke den store kompleksitet. Smagen er ungdommelig og frisk, kødfuld, virker næsten som om, at en har udviklingspotentiale (?), tæt strikket sammen, men næsten for klassisk og mangler i høj grad nuancer og kompleksitet samt bredde i smagen. Langt kortere – skuffende kort – eftersmag end næste vin (Montrose 89’).

- Jeg gav den 92-94 p. som fadprøve, men har ved et dusin efterfølgende lejligheder mest ligget omkring de 92 p., og således relativt ”consistent notes”, selv om mange måske vil synes, at det er en skuffende karakter i.f.t. de point slottet opnår i f.eks. 00’ 03’ og 05’. Mon ikke slottet ”bare” 1) høster meget mindre i dag end i 1989, 2) selekterer mere (til 2. vinen, som dårligt fandtes i 89’) og 3) i øvrigt – som andre slotte har gennemført en masse små forbedringer, som for såvel Cos D’Estournel som så mange andre slotte har medført, at kvalitetsniveauet generelt er væsentlig højere i dag end i slutningen af 1980’erne?

Ch. Ducru-Beaucaillou - www.chateau-ducru-beaucaillou.com/
Beliggenhed: St. Julen
Klassifikation: 2. Cru 1855-klassifikationen
Størrelse: 75 ha.
Årlig produktion: 220.000 fl.
Druesammensætning: 70% Cabernet Sauvignon, 30% Merlot

- Ducru-Beaucaillou er et af Medoc’s smukkeste slotte, placeret i den sydligste del af St. Julien-kommunen, hvor det kan ses hvis man kommer fra syd af ”slotsruten” D2 og kigger lige frem og til højre, hvor vejen slår et skarpt sving til venstre. Vinmarkerne ligger på de grusede skråninger ned mod Gironde-floden, og har – bortset fra den lidt sydligere placering – nærmest samme beliggenhed som Latour og Leoville Las-Cases. Man siger jo traditionelt, at de bedste og mest elegante vine laves af de slotte, der kan se Gironde-floden, og korrekt er et da også, at Ducru-Beaucasillou altid laver en langt mere elegant, mindre rustik og landlig vin end f.eks. Gruaud-Larose og Talbot, som ligger længere væk fra floden. Slottet blev i 1941 solgt til familien Borie, og blev i perioden 1953-1998 drevet af Jean-Eugene Borie, der for alvor genskabte den 2. Cru–kvalitet, som man fandt slottet berettiget til i 1855, ja sågar førte slottet ind i det fine selskab af såkaldte ”super-seconds”, som tæller slotte som Palmer, Pichon-Comtesse og Leoville Lascases, der ofte laver ligeså gode vine som 1. Crus, men til en halve pris. Stilen er til den elegante side med klassisk cedertræspræg og kompleksitet, og minder mest – når den er bedst om Lafite-Rothschild og Pichon-Comtesse. Den bedste årgang jeg nogensinde har smagt fra slottet er 61’, som er indbegrebet af balanceret, stor, feminin vin. 70’ er flot og 75’ bedre end mange fra denne årgang. 82’ er flot, men alligevel ikke noget særligt for årgangen, når man tænker på slottets ”super-second-status” – jeg har givet den 92-93 p., hvilket ikke er imponerende for årgangen. Herefter dukker prop-problemerne op (se nedenfor), som i større eller mindre omfang har ramt efterfølgende årgange 1986-90, før 95’ og 96, som virkelig er store, klassiske Ducru’er, brager igennem. Jeg har desværre ikke smagt de seneste årgange, men bedømmelserne er i top.

1989: Gennemsnit: 93,00 p. (17. plads) – JH : 92 p. 1. vin i sidste sæt, så noterne bliver lidt kortere nu, simpelthen pga. generel udmattelse (seriøs vinsmagning er hårdt arbejde!), men fokus på kvalitetsbedømmelsen forsøges fastholdt…. Let funky næse med stald og kælder. Smagen er elegant med en god balance og et let staldet element.

- À point med Cos D’Estournel i midten af feltet kan ikke ligefrem sige at være skuffende for Ducru-Beaucaillou, for faktisk overgik den alle 1. Crus – bortset naturligvis fra den fantastiske Haut-Brion – i hvert fald i gennemsnitspoints. Selv havde jeg dog Ch. Margaux højere. Det mest overraskende var næsten, at denne flaske ikke havde prop (!) – eller havde den alligevel tænker jeg, når jeg efterfølgende læser min smagenote? - for det havde de fleste smagere nok tippet på forhånd. Forklaringen er, at Ducru-Beaucaillou i perioden 1986-1989, måske incl. 1990, er berygtet for, at man havde problemer i kælderen, hvor træværket angiveligt var blevet sprøjtet med et træ-imprægneringsmiddel, som kontaminerede fadene med vin. Der er naturligvis fra slottets side blevet forsøgt lag låg på historien, og det er ikke noget man taler/skriver så meget om i dag, men det er et faktum, at langt de fleste af Ducru’s vine i den periode rent faktisk har ”prop”, dvs. er kontamineret med tricloranisole stammende fra den førnævnte træimprægnering – men muligvis ikke denne, for ingen af de 11 smagere bemærkede noget unormalt ved denne flaske, og tro mig, de plejer ellers nok at kunne råbe op, hvis de mener, at en vin har prop. Kigge jeg efterfølgende på min egen note og sammenholder med de generelle prop-problemer for slottet i denne periode, kan jeg dog bestemt ikke udelukke, at det også i mindre grad har ramt denne.

Ch. L’Evangile - www.lafite.com/eng/Bordeaux-Estates/Chateau-L-Evangile/node_203
Beliggenhed: Pomerol
Klassifikation: Ingen klassifikation i Pomerol
Størrelse: 14 ha.
Årlig produktion: 60.000 fl.
Druesammensætning: 70% Merlot, 30% Cabernet Franc

- L’Evangile ligger unægtelig i ”smørhullet” på grænsen mellem St. Emilion og Pomerol og med Petrus, Cheval Blanc, La Conseillante og Gazin som naboer. Slottet har i mange år været regnet blandt e 5 bedste i Pomerol – hvad det vel også er i dag, selv om konkurrencen er hård- og med berømte ældre årgange som 47’ og 61’ anset for legendariske. I 1980’erne kom der dog mere konsistenthed ind, selv om slottet fortsat blev drevet af enken Ducasse, der var langt oppe i 80’erne. 82’ og 85 var – og er – blandt årgangens bedste vine, og med salget i 1990 til Rothschild-familien fra Lafite-Rothschild, blev fremtiden og de nødvendige investeringer for at bevare og forøge kvaliteten sikret. 90’ (især), 95’ 98’, 00’ og 5’ er alle fremragende årgange for L’Evangile. Vinene er blandt de allerdyreste fra Pomerol – typisk dyrere end naboen La Conseillante – hvilket altså vise, at markedet vurderer kvaliteten højt. Stilen er noget af det mest typiske – og bedste – Pomerol man kan forestille sig med udpræget duft og smag af de berømte trøfler og jord + jern, men med mindre koncentration end de allerstørste – Petrus og Lafleur.

1989: Gennemsnit: 93,36 p. (12. plads) – JH : 94 p. Også let tomatplante i denne vin (der jo også ligger ved siden af La Conseillante og Figeac), men den er også ganske frisk og portet. Smagen er blød, cremet og afrundet, portet element som tegn på høj alkohol og lavt syreindhold, knap så lang eftersmag som de bedste.

- Overraskende flot 12. plads til L’Evangile 89’, og jeg har aldrig magt den bedre. Det plejer at være 90’eren, der løber med alle superlativerne – og den er måske stadig bedre – i hvert fald gav jeg smagt halvblindt i september 2008 92 p. til L’Evangile 89’ og 96 p. til 90’eren. Parkers 87 p. synes i hvert fald at være en hård bedømmelse, og da prisen pga. Parkers lave points normalt er yderst fornuftig i.f.t. andre årgange af L’Evangile, er den seriøst værd at overveje.

Ch. La Fleur de Gay
Beliggenhed: Pomerol
Klassifikation: Ingen klassifikation i Pomerol.
Størrelse: 3 ha.
Årlig produktion: 8.000 fl.
Druesammensætning: 100% Merlot

I 1982 besluttede Raynaud-familien fra La Croix de Gay at lave en luksus-cuvée fra 3 små velbeliggende parceller i Pomerol beliggende op ad Petrus’ og Lafleurs marker. Familien rådede over i alt 12 ha. vinmarker i Pomerol, men de 12 ha. var spredt ud over ligeså mange, forskellige steder i Pomerol, og det var derfor vanskeligt at lave ensartet stor vin fra de mange parceller. Druesammensætningen var enkel: 100% Merlot, og vinen fik 100% nye fade. De første årgange – 82’ – 84’ var relativt set ikke så vellykkede for de respektive årgange, som man måske skulle tro, men fra 1985 begyndte der at ske noget. Michel Rolland, som stod på god fod med sønnen på slottet – Alain Raynaud – gav i øvrigt råd og vejledning samt inspiration. I årene 1985-1990 havde La Fleur de Gay en meget stærk periode, og i disse årgange lavede man nogle af de respektive årganges allerbedste Pomerol-vine, ja årgange der indimellem kunne hamle op med de allerbedste overhovedet incl. selveste Petrus. Disse årgange holder stadig fint, hvis de har været opbevaret godt, og er alle smagt indenfor det seneste års tid med fremragende oplevelser til følge. Der har været noget mere stille omkring La Fleur de Gay i 1990’erne og 2000’erne, og niveauet fra 1985-1990 er ikke helt blevet holdt- Årgangene siden 2005 har dog været kritiker-roste, og slottets ”basisvin” La Croix de Gay har også hævet niveauet væsentligt siden 1980’erne. De fremragende årgange i perioden 1985-90 var måske lidt for fadprægede – det virker som om fadet er bedre integreret i de nyeste årgange, men der har altid været tale om en meget moderne Bordeaux à la Clinet og Angelus med dyb frugt som resultat af senthøstede druer og tydeligt fadpræg.

1989: Gennemsnit: 92,27 p. (22. plads) – JH: 95 p. Intens, portet og ”mørk” næse med alkohol, sødme, dyb frugt og let ristet præg fra nye fade. Smagen er stærk, men alligevel nærmest underspillet, gammeldags stil, masser af portet styre, sødme og alkohol, toastet fadpræg gør den lidt tør, men den bevarer friskheden, fin længde, drikkemoden, men holder godt.

- Jeg kan se, at jeg ligger noget over gennemsnittet i min karaktergivning, men jeg har nu også altid haft et særligt forhold til dette slot, hvor jeg blev venligt og gæstfrit modtaget på mine første ture til Bordeaux på egen hånd i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne. Vinene blev dog smagt halvblindt, så dette burde ikke spille ind på min karakter. Den virker stadig ungdommelig og portet, og drikker godt, om end fadpræget nok set i bakspejlet er lidt for voldsomt – men unægtelig dejligt.

Ch. Figeac - www.chateau-figeac.com/
Beliggenhed: St. Emilion
Klassifikation: St. Emilion 1. Grand Cru Classé B
Størrelse: 40 ha.
Årlig produktion: 150.000 fl.
Druesammensætning:, 35% Cabernet Franc, 35% Cabernet Sauvignon, 30% Merlot

- Ch. Figeac er nabo til Cheval Blanc, og ejerne – især den nu mere end 90-årige, aristokratiske i ordets bogstaveligste forstand, M. Manoncourt, der overlod roret til sin svigersøn Eric D’Aramon i begyndelsen af 1990’erne – benytter enhver lejlighed til at fortælle, at ejendommen Cheval Blanc først blev udstykket fra den store ejendom Figeac i 1830’erne, indikerende at dette faktum i sig selv må være bevis for, at Figeac er – mindst! – ligeså god som Cheval Blanc. Ligeledes kommer slottets ”mindreværdskompleks” frem på en meget pudsig måde i smagelokalet, hvor der ligger masser af scrapbøger med udklip fra artikler og smagninger, hvor Figeac – pudsigt nok – i alle er blevet højere placeret end Cheval Blanc! Men selv om jeg nu nok kunne finde flere smagninger, hvor Cheval Blanc er blevet højere placeret end Figeac – og jeg generelt mener at Cheval Blanc kan lave – og som oftest gør det – større vin end Figeac, anerkender jeg, at Figeac – som i denne 1989-smagning – i nogle årgange er bedre end Cheval Blanc, og når vinen generelt er prissat langt lavere, er det naturligvis en ganske interessant vin. Både i 1996 og i 2006 ansøgte Figeac ved revisionerne af St. Emlion-klassifikationen i de pågældende år om at blive opgraderet til 1. Grand Cru Classé A (den klasse som kun Ausone og Cheval Blanc befinder sig i), men fik ved begge lejligheder afslag med den begrundelse, at slottets vine ikke var dyre nok, dvs. ikke opnåede tilnærmelsesvis så høje priser som Ausone og Cheval Blanc. Man kan nok mene, at denne begrundelse er noget uretfærdig, idet Ausone og Cheval Blanc nok delvist er dyrere netop fordi de er 1. GCC A, dvs. at den en gang udarbejdede klassifikation er selvforstærkende. Slottet ligger som nævnt placeret som nabo til Cheval Blanc, dvs. i den del af kommunen, der grænser op til Pomerol, uden dog at grænse helt op til nabokommunen. Druesammensætningen er noget usædvanlig med både Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc hver for sig udgørende en større andel end Merlot-druen, men dette er valgt under hensyntagen til den grusede jordbund, og er såmænd ikke ulig naboen Cheval Blanc’s 58% Cabernet Franc (men til gengæld 10% Cabernet Sauvignon). Nogle kalder Figeac for ”halvvejs Medoc” i stilen, men i praksis er vinen ikke nær så ”Cabernet’et” som druesammensætningen antyder; jeg finder snarere et urtet, mintet, tomatplantet element med drivhus i den. Umiddelbart modner den hurtigt, og kendes ofte på den lyse, let modne farve allerede som ung, men den modner også - og holder – godt, som den fine 1975’er, som jeg smagte for nylig viste, idet den havde en fin balance for dette vanskelige, ubalancerede, tanninrige år. Andre store, ældre årgange der velopbevarede stadig kan være gode, er, 49’, 59’, 61’, 64’, 70’ og 82. I 1990’erne er det vel kun 90’ der er rigtig god, om end langt fra så helt exceptionel som Cheval Blanc 90’, mens 00’ og 05’ er i top.

1989: Gennemsnit: 92,91 p. (18. plads) – JH : 95 p. Lys farve som sædvanlig for slottet. Klassiske Figeac/La Conseillante-noter med udpræget tomatplante, urter og drivhus; bolcher, flødekaramel og lakrids, super-intens. Smagen overraskende stærk, mere maskulin end normalt, stærk og struktureret, portet og alkoholisk, stadig noget rest-tannin tilbage, lang eftersmag.

- Klassisk stor Figeac – for mig – men en pæn spredning i karaktererne – 89-95 – gjorde, at den lige akkurat endte midt i feltet. Selv var jeg helt sikker på, at det enten var La Conseillante eller Figeac, men endte med at gætte på førstnævnte, da jeg fandt den for god til at kunne være Figeac – men det var altså forkert. De 2 slotte, der næsten ligger lige ved siden af hinanden, deler mange karakteristika, og som nævnt ovenfor, kan Figeac klare sig eminent i de store årgange – 82’ overraskede også for nogle år siden i en horisontal 82’ smagning.

Ch. Le Gay
Beliggenhed: Pomerol
Klassifikation: Ingen klassifikation i Pomerol
Størrelse: 10 ha.
Årlig produktion: 24.000 fl.
Druesammensætning: 89% Merlot, 11% Cabernet Franc

- Dette lille ”slot”, beliggende bag La Croix de Gay, på grænsen til Lalande Pomerol havde i mange år samme ejere som det sagnomspundne Ch. Lafleur, nemlig søstrene Robin, og vinen, der blev lavet under primitive forhold i bl.a. hønsehuse, var til tider noget rustik, overdreven tanninrig og metallisk; den kunne være fantastisk i de rigtig store årgange, men var det for sjældent. Ejendommen blev solgt i 2002 til Catherine Péré-Vergé, men allerede i 1995 havde man solgt 4 ha. til naboen Cg. La Fleur Petrus. Efter salget har de nye ejere tilplantet yderligere ca. 3 ha., således at slottet næsten er tilbage ved gammel størrelse. Jeg har ikke stor erfaring med ældre årgange, og har ikke nogen, som jeg særligt kan anbefale. Med nye ejere har vinen også radikalt ændret stil fra det gammeldags og rustikke, til det moderne og rene og frugtagtige. Særligt 05’ skulle være fremragende med nu 99p. fra Parker, så slottet nærmer sig hastigt top 10 i Pomerol.

1989: Gennemsnit: 93,27 p. (15. plads) – JH : 95 p. Stærk, struktureret, gammeldags stil uden Clinets og Angelus’ overmodne frugt, let budding-præg cremet, let acetone. Smagen er super-stærk og Porte, meget tannin, mangler lidt harmoni og balance, kompromisløs stil, stærk og tæt, lang eftersmag.

- En pæn placering til dette sjældne slot, men noget svingende karakterer – dog 3 andre, der ligesom mig hav 95 p. Til en større Pomerol 89’/90-smagning året før fik den faktisk et snit på 95,2 fra hovedparten af de samme smagere som her, så konklusionen er, at det bestemt er en ganske flot vin, der endda kan være endnu bedre afhængig af opbevaring. Parkers originale note indeholdt det inciterende budskab: ”For those with 18th century tastes…..” indikerende en gammeldags, rustik vin med rigtig meget, upoleret tannin.

Ch. Gruaud-Larose
Beliggenhed: St. Julien
Klassifikation: 2. Cru 1855-klassifikationen
Størrelse: 82 ha.
Årlig produktion: 540.000 fl.
Druesammensætning: 57% Cabernet Sauvignon, 31% Merlot, 7,5% Cabernet Franc, 3% Petit Verdot, 1,5% Malbec

- Gruaud-Larose har altid været kendt og populær, og alene produktionens størrelse gør, at det er en af de 2. cru’er, som man oftest støder på. Der er tale om en såkaldt ”indlands-St. Julien”, dvs. vinmarkerne ligger ikke på højre side af hovedvejen D2, dvs. ned mod Girondefloden som f.eks. Ducru-Beaucaillou, Leoville Las-Cases og Beychevelle, når man kommer kørende fra syd, men derimod til venstre, væk fra floden, som ikke kan ses fra slottet. Dette giver traditionelt en mere frugtagtig vin, der er mere rustik/landlig end de førnævnte slottes mere klassiske tobaks- og cedertræs-karakter. Efter at have været i Cordier-familiens eje i mange år ligesom naboen, 4. Cru-slottet Talbot, skiftede slottet ejere 3 gange i perioden 1985-1998, hvorimod Cordier-familien beholdt Talbot. Cordier-familien gjorde det godt fra 1920’erne og frem til 1985, og eg har smagt fantastiske vine fra slottet som 1947, 1961, 1982 og 1986. 1980’erne var en meget stærk periode for Gruaud-Larose, mens 1990’erne derimod var et mere skuffende årti for slottet, sandsynligvis pga. de mange ejerskift, og det er som om magien fra 80’erne endnu ikke er vendt tilbage efter 2000. Kvaliteten synes for svingende, og slottets priser er langt under de andre 2. Crus fra St. Julien, for slet ikke at tale om 5. Cru-slotte som Pontet-Canet, Lynch-Bages og Grand-Puy-Lacoste. Meget symptomatisk mente Parker i in første Bordeaux-bog fra 1985, at Gruaud-Larose burde være en 1. Cru – det er der vist ikke mange – heller ikke Parker – der vil påstå i dag.

1989: Gennemsnit: 92,27 p. (22. plads) – JH : 92 p. Metallisk næse med kølig metal og senere lidt skovbund og stald – hestestald – lidt grov og kluntet, udpræget landlig (som den tit er/er berømt for), herudover let cedertræ og tomatplante. Smagen er absolut ganske fyldig og stærk, Portet og med landlige n8iuancer som i næse, hest!, slutter desværre lidt kort, og ender i en gele taget med et lidt urent præg (ikke hestestaldsnoterne, som kan være fine nok); en Portet og alkoholisk sag, e avner elegance.

1990: Gennemsnit: 95,55 p. (8. plads) – JH : 96 p. Meget lysere og mere brun i farven end 89’. Herlig, fuldmoden, lækker, sødlig og indtagende duft, flot balance, søde, lækre og klassiske nuancer, virker ældre og mere moden end 89’, men samtidig med en større dybde, sødme og kompleksitet. Smagen har ligeledes meget bedre balance end 89’, super-dekadent og kompleks, meget lækrere og mere indtagende end 89’, drikker suverænt godt nu, og selv om den i såvel farve, duft som smag virker ældre end 89’, vil den pga. sin balance sikkert også holde sig bedre, dvs. kan drikkes som fuldmoden nu, men store Bordeaux’er – som denne – kan med deres fine balance holde sig længe på toppen.

- Jokeren Gruaud-Larose 90’ var oppe mod 89’eren i dette sæt, og scorede en samlet 8. plads, mod 89’erens placering som nr. 22. For mig og de fleste andre et overbevisende vidnesbyrd om, at nok er 1989 en rigtig god årgang, men 1990 er bare en helt exceptionel årgang, blandt århundredets største. Der er i hvert fald ikke tale om, at Gruaud-Larose har overperformet i 90’ og underperformet i 89’ – det har jeg i hvert fald aldrig set eller hørt beskevet, så det er simpelthen et klokkeklart bevis på 90’s generelle overlegenhed i.f.t. 89’. 90’ Gruaud-Larose var en stjerne i sættet, og klart de flestes favorit – men jeg bliver nødt til at nævne, at faktisk ingen udover jeg selv gættede jokeren 90’ rigtigt – de fleste andre gættede på, at den – som sættets bedste vin - måtte være sættets formodede bedste vin, Ch. Montrose.

Ch. Haut-Brion - www.haut-brion.com/home/en/chateau/chb-initial.php
Beliggenhed: Pessac-Léognan, Graves
Klassifikation: 1. Cru 1855-klassifikationen
Størrelse: 46 ha.
Årlig produktion: 160.000 fl.
Druesammensætning: 45% Cabernet Sauvignon, 37% Merlot, 18% Cabernet Franc

- Haut-Brion var som bekendt det første slot i Bordeaux, der – i 1663 – solgte vin under slotsnavn, og ikke bare generisk vin. I 1855-klassifikationen var det det eneste slot udenfor Medoc, som kom med, og fik plads sammen med de (dengang) 3 andre 1. Crus: Lafite-Rothschild, Margaux og Latour (Mouton-Rothschild kom jo som bekendt først til i 1973). Haut-Brion har været ejet af den amerikanske familie Dillon siden 1935, som endda i 1983 købte nabo-ejendommen – og rivalen - La Mission Haut-Brion (og dennes lille ejendom La Tour Haut-Brion). Slottet har en pudsig placering midt i Bordeaux-forstaden Pessac omgivet af bygninger og industri i takt med at udbygningen af byen. Indimellem hører man vinelskere hævde, at Haut-Brion ikke er på niveau med de øvrige 1. Crus, men sandheden er nok snarere, at den kræver lidt mere ”tilvænning” end de øvrige at ”forstå”, bl.a. fordi den ikke er så umiddelbar og så koncentreret som de øvrige. Ligeledes har den en stor typicitet med nuancer af jern, cedertræ, røg og tobak, som man skal vænne sig lidt til, men når man har gjort dette, er den også en af de letteste Bordeaux-vine at genkende ved blindsmagninger – hvis man da ikke – som et indimellem sker for undertegnede – forveksler den med naboen La Mission Haut-Brion. De store årgange er 45’ 53’, 55 – især 59’ og 61’, som er rene 100 p., hvis de ar været opbevaret godt – 82, 89’, 90, 98’ 00’, 03 (måske) og 05’.

1989: Gennemsnit: 97,64 p. (4. plads) – JH : 99 p. Meget lukket duft, der dog emmer af klasse og intensitet, men endnu ikke mange nuancer; portet g stær, Langejan, let tomatplante-friskhed. Smagen har ligeledes let tomatplante-karakter, meget tæt på næste vin (Petrus) i styrke og koncentration, og lige knap så lang i eftersmagen i dag; virker som om, at den fortsat har et uforløst potentiale, selv om storheden er tydelig.

- Da jeg i sommeren 1990 turede Bordeaux rundt og smagte 89’-fadprøver, var der 2 vine som stod ud som noget af det mest perfekte vin, man kunne forestille sig – Petrus og Haut-Brion. Placeringen her ved denne smagning næsten 20 år efter bekræfter årgangens storhed for Haut-Brion, og selv om nogle måske vil mene, at en 4. plads er lidt skuffende for en vin, som mange eksperter udråber som årgangens bedste, skal man tænke på, at de 3 øverste pladser blev besat med 3 store Pomerol-vine, og selv om Haut-Brion faktisk var placeret i samme smagesæt som disse, og man derfor kunne sammenligne dem direkte, er det ligeså meget Graves-stilen og måske dagsformen, der gør udslaget. M.a.o. Haut-Brion 89’ er fortsat stor vin, og ved næst smagning – hvad enten det er om 1, 10 eller 20 år, kan det smagt med de samme vine ligeså godt gå hen og blive vinderen.

Ch. Lafite-Rothschild - www.lafite.com/fre/Domaines-bordelais/Chateau-Lafite-Rothschild
Beliggenhed: Pauillac
Klassifikation: 1. Cru 1855-klassifikationen
Størrelse: 10 ha.
Årlig produktion: 480.000 fl.
Druesammensætning: 70% Cabernet Sauvignon 25% Merlot, 3% Cabernet Franc, 2% Petit Verdot

- Fra gammel tid – man begyndte at satse 100% på vinproduktion på ejendommen i slutningen af 1500-tallet – Bordeaux-vinenes nestor, symboliseret ved placeringen som nr. 1 blandt 1. Cru’erne i 1855-klassifikationen. Paradoksalt er det, at Lafite-Rothschild også i dag – på de nye markeder som Kina og Rusland – nærmest har mytisk berømmelse, som gør, at den handles til langt højere priser end de øvrige 1. Crus i de fleste årgange – årgang 1982 til 20-25.000 pr. fl. forinden finanskrisen – og nu tæt på igen. Købt af Rothschild-familien i 1868 og stadig ejet af denne, skulle man tro, at der burde være penge nok til altid at producere topvin. Men Lafite har ikke altid været et dydsmønster – der har været op- og nedture, som der er det for de fleste slotte. Jeg regner Lafite 53’ og 59’ blandt de allerstørste vine, som jeg har smagt, men 61’ f.eks. har aldrig været helt oppe at ringe. I det hele taget var 60’erne og 70’erne ikke gode årtier for Lafite, selv om f.eks. en lille årgang som 73’ kan have en fantastisk nuanceret duft. I 1980’erne går det bedre – 82’ og 86’ er og bliver legendariske årgange, og 83’ 85 og 88 er også rigtig gode. 89’ og 90’ burde være legendariske, men er det ikke, om end udmærkede. Lafite er blevet mere konstant, og selv mindre årgange er nu langt bedre end tidligere, sikkert fordi der selekteres strengt til 1. vinen. 00’ 03’, 05’ og måske 08’ bliver måske endnu bedre end 82’ og 86’? Lafite, som ligger i et nordligste Pauillac og grænser op til Cos d’Estournel i St. Estephe, laver en yderst delikat og velduftende vin, der dg har fået mere koncentration og struktur gennem de seneste 25 år. Duft og smage har de klassiske nuancer af bly, cedertræ og nyspidset blyant – simpelthen uforlignelig, når alt lykkes.

1989: Gennemsnit: 91,73 p. (26. plads) – JH : 93 p. Herlig, herlig næse, der bare er så klassisk og typisk Lafite, at ens øjne næsten løber i vand: Blyant, bly, grafit, nyspidset blyant, røget, næsten marengs-sødme. Smagen har næsten identiske noter som duften, klassisk Lafite-stil, ikke helt samme fylde og balance som Ch. Magaux (de 4 Medoc 1. Crus blev smagt i samme sæt), ikke enorm bredde, men forholdsvis blød og afrunde for Lafite og dens største force e de klassiske cedertræs- og blyants-elementer, pæn længde.

- Selv var jeg egentlig positiv overrasket over Lafite, som jeg fandt typisk for slottet, men som det fremgår andetsteds, var 89’ bare ikke en årgang, hvor 1. Cru’erne – bortset fra Haut-Brion – rigtig excellerede. Jeg synes måske, at nogle var lidt hårde ved den, men jeg falder for dens klassiske stil, om end man endnu engang må konstatere, at Pauillacs 2. Cru’er + Lynch-Bages ”banker” 1. Cru i 1989.

Ch. Lafleur
Beliggenhed: Pomerol
Klassifikation: Ingen klassifikation i Pomerol
Størrelse: 4,5 ha.
Årlig produktion: 18.000 fl.
Druesammensætning: 50% Merlot, 50% Cabernet Franc

- Mange vinelskere opnår aldrig at smage Ch. Lafleur pga. dens lille produktion og dermed sjældenhed, for mens de fleste efterhånden kender Petrus, selv om de ikke har smagt den, er det - bortset fra en lille skare – kun virkelige vinentusiaster - der kender til Lafleur eksistens, endsige har smagt den. Ejendommen blev etableret i slutningen af 1800-talet, og blev arvet af søstrene Robin i 1947. De forblev ugifte, og lavede vinen under meget primitive forhold med høns gående rundt i ejendommen og i vineriet. For store Pomerol-kendere er Lafleur legendarisk, og 1947’ – som jeg desværre aldrig har smagt – er legendarisk, om end den – ligesom slottet i øvrigt – først begyndte at få kultstatus i 1980’erne. Moueix-familien, ejere af bl.a. Petrus, som distribuerede Lafleur, hjalp til i vinifikationen. En nevø til søstrene – Jacques Guineaudeau – overtog det daglige ansvar, og da den sidste søster døde i 2001, lykkedes det ham at overtage selve ejerskabet.

Jeg har smagt de fleste årgange siden 1980, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at Lafleur kan være bedre end Petrus i nogle, hvilket den bl.a. var i 82’ (fantastisk!), 83 og 85’. Nyere årgange er jo ”rævedyre”, så der er desværre blevet længere mellem mine oplevelser med den. 95’ og 98’ er begge fremragende, men begge et par points efter Petrus, mens 00’ er næsten perfekt (99 p.), men alligevel overgås af Petrus (100 p.). Stilen var indtil 1990’erne ganske rustik og bondsk, en ærlig, men lidt rå, upoleret vin med enorm kraft og fremragende Pomerol-karakter. Siden er stilen blevet lidt mere poleret – sikkert til glæde for ,mange – men de ægte Pomerol-connaisseurs vil nok begræde, at vinens ekstraordinære energi og kraftfuldhed ikke synes helt så udtalt som tidligere. Er Lafleur måske bare blevet moderne

1989: Gennemsnit: 99,45 p. (1. plads) – JH : 100 p. Stor, stor duft, kompleks, mineralsk, portet, Fonseca-agtig, enorm styrke og intensitet. Smagen har sindssyg koncentration, helt vild styrke, stadig meget ungdommelig og med kæmpe potentiale, tung, tung kompleks intensitet med flere lag af frugt, chokolade m.v., enorm kompleksitet, men også en fantastisk koncentration at bygge videre p. Kan/bør stadig gemmes 10 år for at få endnu mere kompleksitet, mest imponerende for sin styrke nu.

- Fantastisk imponerende sejr til Ch. Lafleur, som tog en endda temmelig overlegen sejr, som der ikke kan pilles ved på dagen, da den blev smagt i samme sæt som Petrus, og Haut-Brion. Selv var jeg overbevist om, at Lafleur var Petrus – og det skammer jeg mig naturligvis lidt over, da jeg har smagt dem mod hinanden blot for et par år sien (hvor jeg gav Petrus 100 p. og Lafleur 97 p.). Men igen – dagsformen kan svinge og flaskernes kvalitet og opbevaring ligeså, så næste gang er resultatet måske anderledes? Her har vi i hvert fald en vin fra 89’ der overgår samme slots 90’ (selv om denne ikke er dårlig) - hvilket jeg kan huske også var slotsejeren Jacques Guineaudeaus opfattelse under et besøg dér i 1994.

Ch. Latour - www.chateau-latour.com/index.html
Beliggenhed: Pauillac
Klassifikation: 1. Cru 1855-klassifikationen
Størrelse: 66 ha.
Årlig produktion: 350.000 fl.
Druesammensætning: 80% Cabernet Sauvignon 15% Merlot, 5% Cabernet Franc + Malbec

- Latour er beliggende i den sydligste del af Pauillac-kommunen og grænser op til St. Julien. Naboerne er mod syd Leoville Las-Cases og i øvrigt de 2 Pichon-ejendomme. Latour har en næsten ligeså lang og glorværdig fortid som Lafite – ligeledes en af e allerførste ejendomme, der opstod og blev beplantet med vinstokke, ligesom den altid har været regnet blandt Bordeaux’ ”4 store” (med Lafite, Margaux og Haut-Brion – allerede fra ca. 1750, dvs. mere end 100 år før 1855-klassifikationen. Der er mange gode argumenter, er taler for, at Latour over de sidste 100 år er det Bordeaux-vin overhovedet, der har lavet den bedste vin – og et gælder såvel antallet af rigtig store årgange, som antallet af såkaldt mindre årgange, hvor Latour overgik alle andre – hvilket den næsten er blevet mest berømt på. Latour er den 1. Cru, som jeg har smagt i flest forskellige årgange– ca. 67 tilbage til 1899 - måske fordi den altid er god og desuden måske en af de mest længstlevende af alle Bordeaux-vine. 1928, 29’ 45’, 59, 61’ (især!), og 82’ er alle blandt de allerstørste vinoplevelser, som jeg har haft (om end det bestemt ikke er alle flasker af de rigtig gamle, som har været gode, men det skyldes så desværre opbevaringen). Men hvad er det så, der er så fantastisk ved Latour i såvel store som mindre store årgange? Det er klassen, renheden, typiciteten og det nærmest majestætiske over den. Den er ikke så kompleks og velduftende som en stor Lafite-Rothschild eller så frugtagtig og mintet som en stor Mouton, men den klassiske duft af valnødder og budding er…netop klassisk, og den store, velafbalancerede, lange, kølige smag ligeså.

Men Latour ”menneskelig” viste sig i 1980’erne, hvor årgangene 1983-1989 (hvor slottet blev solgt), ikke var så gode som forventet for en 1. Cru. Efter at være handlet i 1989 – og igen i 1993 – blev kvaliteten dog mere stabil, og årgangene 90’ 95’, 96’, 00’, 03’ og 05’ er alle store og klassiske, og såmænd også de lidt mindre årgange imellem disse.

1989: Gennemsnit: 91,09 p. (30. plads) – JH : 91 p. ”Muldet” næse med efterårsskovbundsnoter, musk og våd dyrepels, lidt kedelig, ”rodet” og usammenhængende, mintet Pauillac-karakter. Smagen savner definition og balance, druerne virker ikke fuldmodne – har man høstet for tidligt i dette varme år? – énstrenget og lidt kort, den ”synger” ikke, let uharmonisk.

- Latour fik – som forventet – ”æren” af at blive placeret på en 30. plads som den dårligste 1. Cru. Selv gav jeg 91 p., og kan ikke lade være med at citere min egen smagenote på den som fadprøve i juni 1990: ”91-93 p. Rig, fed og koncentreret. Ret stærk, næsten brændt frugt, god solbær-sødme, men ikke bredden og kompleksiteten, der berettiger til 1. cru. 6/90.”. Det er altid godt at blive bekræftet i, at ens vurderinger fra næsten 20 år tidligere holder, og at der ikke er gået inflation i ens karakterer! Det er almindelig anerkendt, at Latour ikke havde sin bedste periode i 1980’erne (bortset fra den fantastiske 82’er), og mon ikke for tidlig høst og måske for højt udbytte er forklaringen på de skuffende kvalitet i 1989?

Ch. Leoville-Barton - www.leoville-barton.com/
Beliggenhed: St. Julien
Klassifikation: 2. Cru 1855-klassifikationen
Størrelse: 45 ha.
Årlig produktion: 250.000 fl.
Druesammensætning: 72% Cabernet Sauvignon, 20% Merlot, 8% Cabernet Franc

- Før 1789-revolutionen var Leoville én samlet ejendom, som imidlertid blev konfiskeret af staten og solgt, hvorved ca. ½ blev til Leoville Las Cases, mens ¼ gik til hvad der senere blev til hhv. Leoville-Barton og Leoville-Poyferré, som de hver især senere blev navngivet efter ejer-familierne, så da 1855-klassifikationen blev lanceret var der 3 Leoville-ejendomme. Kun 3 slotte har i øvrigt i dag samme ejerskab som i 1855 (Langoa-Barton og Leoville-Barton, begge ejet af Barton-familien siden hhv. 1821 og 1826) og Mouton-Rothschild (handlet i 1853). Ikke noget at sige til, at et slot kan svinge i kvalitet under så mage år med samme ejerskab. Vinmarkerne ligger såvel syd som vest for byer St. Julien, og ser derfor ikke umiddelbart ud som om, at de har ligeså god beliggenhed som i hvert fald nogle af markerne tilhørende Las Cases og Poyferré, der ligger i den nordlige del af St. Julien-kommunen og grænser op til hhv. Latour indhegnede mark og Pichon Barons bedste parcel. Ikke desto mindre, er der – især i England – en hel del, der faktisk anser Leoville-Barton for at være den bedste af de 3 Leoville’r – eller i hvert fald den bedste til prisen – pga. dens klassiske, ranke, tanninrige og metalliske cabernet-stil. Desværre har jeg kun smagt få af de store årgange i Leoville-Bartons virkelige storhedstid 1945-61, men i denne periode var den næsten ubestridt den bedste Leoville. Selv finder jeg den i dag i årgange som 1982, 1990, 1996, 2000, 2003 og 2005 lidt mere ”alvorlig”, mindre umiddelbart charmerende end Poyferré, som den matcher næsten 100% prismæssigt. Poyferrré bruger jo i dag Michel Rolland som konsulent, og høster givetvis lidt senere og derfor mere modne druer end Barton, ligesom Poyferré synes at få mere eg (Barton 50% nye fade). Men til glæde for mange vinelskere udspilles der i dag i de fleste årgange en reel kamp om, hvem der er den bedste Leoville, og selv om Las Cases nok i de fleste årgange løber med denne ære, er dette langtfra nogen selvfølge. Og da Las Cases er prissat måske 50% dyrere end de øvrige Leoville’er, er det under alle omstændigheder sjældent at den er mérprisen værd.

1989: Gennemsnit: 91,36 p. (29. plads) – JH : 92 p. Lækker, klassisk, ren næse med god kompleksitet og sødme, modne nuancer af muld samt klassisk St. Julien-element af marcipan/mandel. Meget harmonisk smag, sødere end både Poyferré og Las Cases, meget let drikkelig, blød og cremet, men ikke dybde/koncentration som Poyferré; pæn længde, Portet eftersmag.

- Overraskende tilgængelig og charmerende for en Barton, er plejer at være den sværeste og mest ”klassiske” af de 3 Leoville’r, men altså ikke her i 89’. Går jeg tilbage i mine gamle noter, kan jeg se, at jeg aldrig har givet den mere, og at jeg også tidligere har bemærket dens ligefremme og imødekommende karakter allerede da den var ung, dvs. ikke med koncent4ration og styrke til noget stort.

Ch. Leoville-Lascases - www.leoville-las-cases.com/
Beliggenhed: St. Julien
Klassifikation: 2. Cru 1855-klassifikationen
Størrelse: 97 ha.
Årlig produktion: 350.000 fl.
Druesammensætning: 65% Cabernet Sauvignon, 20% Merlot, 12% Cabernet Franc, 3% Malbec

- Las Cases deler naturligvis den tidligere historie frem til revolutionen med Barton og Poyferré. I årene før og efter 2. verdenskrig, havde Las Cases ikke det ry og omdømme, som den nyder i dag, dvs. den blev ikke regnet for at være den bedste og dyreste 2. Cru. Det var først i 1970’erne og 1980’erne den niveau- og prismæssigt skilte sig ud fra de øvrige Leoville’r og 2. Crus i det hele taget. Hovedparten af vinmarkerne ligger i den nordligste del af. St. Julien med vinmarkerne grænsende lige op til Latour. Det er en perfekt beliggenhed for at kunne lave 1. Cru-kvalitet, og det er målet for Las Cases, hvilket desværre også afspejler sig i en meget arrogant og provokerende – eller hvis man skulle være flink - ambitiøs prisfastsætning, der er kendt og frygtet af de fleste indkøbere. Las Cases er med sin klassiske, metalliske, valnødde- og budding-næse tæt på Latour i stilen, og den mest klassiske og majestætiske af de 3 Leoville’, men for mig ikke den mest drikkelige og charmerende. Den kan være større end de øvrige, som f.eks. i 1982,1986, 1995 og 1996 – og skal gemmes længere for at blive moden end de øvrige, men i årgange som f.eks. 2005, 2003, 2000, 1990 – og altså 1989 – er den reelt ikke bedre end hvilken af de øvrige 2 Leovilles, der nu måtte være bedst. Og med de noget højere priser – måske 50% eller mere – vægrer jeg mig ærlig talt selv som regel for at betale denne merpris.

1989: Gennemsnit: 89,55 p. (34. plads) – JH : 91 p. Tung og klassisk næse med budding (ofte et kendetegn for Ch. Latour, og derfor absolut et område-karakteristika, da Leoville Las Cases som bekendt e nabo til Latour!), karamel, rugbrød, cedertræ, medicin (jod), landlig, klassisk Pauillac kærnemælkselementer. Smagen er medicinsk, streng og klassisk, ikke fylde og sødme som Poyferré, pæn cedertræs-eftersmag, tør og medicinsk. Lukker ikke rigtig op for godteposen – men kommer næppe nogensinde til det, selv om den da godt kan gemmes. For firkantet og klodset.

- Las Cases gættede jeg til Barton (!). Lidt overraskende, at ”super 2. Cru’en” Lascases ikke klarede sig bedre her, for selv om jeg aldrig har rated den så højt som 90’, når jeg har hat mulighed for at sammenligne dem direkte, har jeg dog ved 3 lejligheder mellem 1997 og 2001 – alle gange ved blindsmagninger som her, den mest reelle og ærlige måde at vurdere vin på, givet den 2 x 95 p. og 1 x 93 p. På den baggrund er jeg tilbøjelig til at vurdere, at flasken smagt her ikke var helt repræsentativ, om end den ikke havde deciderede fejl. Men sådan vil det naturligvis altid være efter 20, med mindre alle fl. har ligget samme sted i hele lagringsperioden

Ch. Leoville-Poyferré - www.leoville-poyferre.fr/
Beliggenhed: St. Julien
Klassifikation: 2. Cru 1855-klassifikationen
Størrelse: 80 ha.
Årlig produktion: 380.000 fl.
Druesammensætning: 65% Cabernet Sauvignon, 25% Merlot, 2% Cabernet Franc, 8% Petit Verdot

- Slottets tidligere historie o udskillelsen af Leoville-ejendommen er beskrevet under Leoville-Barton. Hovedparten af vinmarkerne ligger placeret nordligst i st. Julien – på venstre side af hovedvejen D2 og lige på grænsen til Pauillac med Pichon-Barons vinmarker om nabo. Familien Cuvelier købte slottet i 1920’erne, hvor Poyferrés ry reelt var et højeste af de 3 Leoville’r, og perioden 1870-1930 var superb for Poyferré (en 1928’er smagt i 2001 var helt fantastisk – stor, klassisk, moden vin). Men så faldt kvaliteten, og slottet sakkede efter 2 verdenskrig et godt stykke efter de 2 andre Leoville’r Selv en 61’ er god, men ikke stor. I 1979 tog den unge Didier Cuvelier over for familien, og de begyndte at ske noget. 82’ og 83’ er fantastiske for disse årgange, og 90’ er en af de allerstørste vine, der er lavet i denne superårgang – kan vel slå enhver 1. Cru i en blindsmagning, se nedenfor. Så kom en lidt mere moderat periode i 1990’erne, hvor 95’ og 96 ikke er helt oppe at ringe (men disse årgange er altså heller ikke lige store som 90’ og 00’!), mens 00’, 03 og 05’ simpelthen er fantastiske. Så Barton er den klassiske, Las Cases en stærke og længelevende og Poyferré den charmerende og lidt mere moden i stilen med Michel Rolland som konsulent side 1994 og hele 75% nye fade under lagringen.

1989: Gennemsnit: 90,55 p. (32. plads) – JH : 93 p. Pæn farve med moden kant. Moden næse med skosværte og skovbund (sjov kombination!?), dybe og absolutte modne nuancer, let medicinsk, ganske rustik og ”grov” i det, bestemt ikke den reneste og sødeste (som f.eks. 90’eren). Smagen er stærk og Portet, stor struktur, klassiske noter af bly og blyant, lidt klodset af muskler og alkohol, mere styrke og struktur end charme og renhed, anelse fersk i det.

- Første vin smagt ved denne smagning, hvor den var i sæt med de 2 andre Leoville’r samt Clarke. For mig den bedste vin i sættet, men gennemsnittet havde Leoville-Barton højst. Jeg gættede på Las-Cases pga. den portede frugt. Leoville-Poyferré var inde i en god periode, der startede i 1982, men 90’ er flere klasser bedre end 89’ og en af de allerbedste vine i denne årgang – vel kun af og til matchet af Ch. Margaux og Montrose i hele Medoc, og blev faktisk ved en tilsvarende stor smagning af mere end 45 af de største Bordeaux-vine i årgang 1990 i 2005 – dvs. 15 år efter – placeret som bedste Medoc på en samlet 3. plads med 98,42 p. kun overgået af Cheval Blanc og Le Pin!

Ch. Lynch-Bages - www.lynchbages.com/
Beliggenhed: Pauillac
Klassifikation: 5. Cru 1855-klassifikationen
Størrelse: 95 ha.
Årlig produktion: 480.000 fl.
Druesammensætning: 75% Cabernet Sauvignon, 15% Merlot, 10% Cabernet Franc

- Hvorfor er Lynch-Bages kun en 5. Cru? Mange har sikkert stillet dette spørgsmål efter at have smagt vinen – eller købt den for en højere pris end de fleste 2. Cru’er. Svaret er, at 1855-klassifikationen ikke er nogen facit-liste, men udtryk for et øjebliksbillede af kvaliteten af den vin, der blev produceret omkring 1855, og som byggede på et hierarki, der var begyndt mere end 100 år før, og som var dynamisk og ændrede sig langsomt med tiden. Når man ser nedover listen med Grand Cru Classé-slotte, springer det i øjnene, at Margaux-kommunen fik for mange 2. Crus i forhold til, hvordan disse performer i dag, mens Pauillac fik for mange 5. Crus, idet mange af disse perfomer langt bedre i dag. Den simple forklaring er nok, at Margaux lå langt tættere på Bordeaux-by, hvor købmændene residerede, og derfor var mere kendte, mens Pauillac var en længere dagsrejse væk. Herudover var Lynch-Bages-jordens potentiale nok ikke udnyttet optimalt endnu. Man kalder ofte slottet for ”den fattige mands Mouton”, indikerende en stil, der minder om Moutons bløde, cremede og frugtige stil med solbær-sødme balance og charme. Slottet har været ejet af Cazes-familien siden 1937, og lavede allerede meget flotte vine i perioden 1945-62, hvor især 45’ 49’, 53, 55’ 59’ og 61 alle kan fremhæves som fremragende, hvis man kommer i nærheden af disse og de i øvrigt har været velopbevarede. Efter – som så mange andre slotte – en skuffende periode i resten af 1960’erne og 70’erne, har slottet siden 1982 været regnet for en ”super-second”, dvs. pris og kvalitet om de bedste 2. Cru’er. Det er svært ikke at holde af den bløde, solbærrede, fugtagtige, mintede stil, og store og gode årgange som 82’, 83’, 85’, 86’, 88’, 89’, 90, 96’, 00 og 05’ er alle topårgange for Lynch-Bages, som ofte – næsten - er på 1. cru-niveau. Jean Michel Cazes – en af Bordeaux’ store ambassadører – der førte slottet frem til ny succes i 1980’erne og frem, og også – samtidig – var ansvarlig for det store kvalitetsløft hos nabo-slottet Pichon-Baron, er nu gået på pension, og næste generation i form af hans søn Jean Charles Cazes har nu taget over. Vinmarkerne ligger i den sydlige del af Pauillac, lige nord for Pichon-Baron og Pichon Comtesse. Der bruges 50-70% ny eg til lagring af vinen, men udover at den er venlig og frugtagtig, er den langtfra moderne og overmoden i stilen.

1989: Gennemsnit: 94,55 p. (9. plads) – JH : 95+ p. Urtet, grøn mintet, tomatstilket næse, mintet og californisk i stilen med et let umodent solbærpræg, måske solbærbusk. Flot, flot smag, meget solbær-lækker og mintet, utrolig ungdommelig, mere frisk end de fleste og mindre udviklet/komplekse nuancer; virker som om den har yderligere potentiale for lagring.

- Ganske flot placering til Lynch-Bages, og en meget karakteristisk vin for slottet med den let ”grønne” solbærkarakter og det mintede, californiske præg. Jeg smagte den en måneds tid efter denne smagning med identisk resultat, og konklusionen er faktisk, at den stadig har potentiale for yderligere positiv udvikling, så personligt ville jeg gemme den 5-10 år mere. Ha altid været berømmet for at være en a slottets mest vellykkede årgange. Jeg gav den 93-95 p. smagt som fadprøve, og har siden ligget konstant omkring 95 p. – ofte med et + efter, fordi jeg tænker på, hvor godt 1985 1982 har udviklet sig, men det kommer til at tage lidt længere tid med 89’eren.

Ch. Margaux - www.chateau-margaux.com/Website/site/fra_accueil.htm
Beliggenhed: Margaux
Klassifikation: 1. Cru 1855-klassifikationen
Størrelse: 78 ha.
Årlig produktion: 380.000 fl.
Druesammensætning: 75% Cabernet Sauvignon, 20% Merlot, 5% Cabernet Franc + øvrige

- Ch. Margaux, der har givet navn til kommunen, er jo en af de oprindelige 4 1. Crus (før Mouton-Rothschild kom til i 1973), og har i mange århundreder haft et ry som en af Bordeaux’ allerbedste vine. Det giver ikke rigtig mening at kaste sig ud i en diskussion af, hvilken 1. Cru, der er bedst, for de er alle gode og har lavet exceptionelle vine i perioder, for efterfølgende at have dårlige perioder – selv Latour, se denne. Ch. Margaux havde en gylden periode i Perioden ca. 1850-1930, og et af de mest fantastiske sæt modne vine jeg nogensinde har siddet med – for 5 år siden – var Ch. Margaux i årgangene 1926, 28’ og 29’. De var ikke bare ”overlevende” og drikkelige, de var store og fantastiske. Men efter 2. verdenskrig – hvor mange slotte ellers blomstrede op – var Ch. Margaux ikke i topform, ja i perioden 1945-1982, vil jeg hævde, at kun 53’ og 61’ kan betegnes som rigtig store og hvis de stadig skal kunne drikkes i dag, kræver det, at de har været opbevaret rigtig godt. Slottets drift var reelt underfinansieret – kunne man efterfølgende se. Og vinen fik ikke den attention og e investeringer, som den skulle have. Men et kan gå hurtigt, hvis den rigtige ejer kommer til og foretager de rigtige valg og investeringer, for i 1977 blev slottet solgt til en græsk rigmand, og i 1978 lavede Ch. Margaux en af årgangens allerbedste vine. Man kan godt i dag argumentere for, at Ch. Margaux i perioden 1982 og 25år frem har været den bedste 1. Cru – den eneste reelle konkurrent ville være Lafite-Rothschild – idet årgangene 82’, 83’, 85’, 86’, 88’, 90’ 95’, 96’, 00’, 03’ og 05’ alle har været blandt disse årganges allerbedste vine. Magaux-kommunen er kendt for forfinede, velduftende og komplekse vine uden den store koncentration i smagen, men Ch. Margaux er klart den mest koncentrerede vin i kommune, og ligner til tider en Pauillac i styrke. Alt er således i de bedste hænder i dag på slottet, og der er ingen svaghedstegn eller slingren i valsen.

1989: Gennemsnit: 92,55 p. (20. plads) – JH : 94 p. Fantastisk flot duft, klassisk Margaux-parfume og kompleksitet, herlige stald-noter, våd hund. Meget mere harmonisk smag og bedre balance end Latour, blød cremet, flot balance, kompleks og smagfuld, vokser i munden, flot længde. Selv om duften – typisk for Margaux-kommunen – er det bedste ved denne Ch. Margaux 89’, er smagen bestemt ikke langt efter, og mangler bestemt ikke koncentration og intensitet.

- For mig den bedste 1. Cru i 1989, men overraskende nok kom den ellers så udskældte Mouton-Rothschild her ud med 0,11 p. mere i gennemsnit, hvilket dog kan bero lidt på tilfældigheder. Fra fad gav jeg den 92-94 p., og den har siden ligget meget konstant i dette interval ved senere smagninger, dog en enkelt gang 95 p. Også Ch. Margaux har i hvert fald lavet en langt bedre 90’ end 89’, om end 90’ først på det seneste rigtig er begyndt at blomstre, men vil formentlig med yderligere lagring vise sig en af årgangens allerbedste vine. Efter at nye ejere kom til, har slottet siden 1982 og frem til i dag formentlig været den bedste og mest konstante 1. Cru.

Ch. La Mission Haut-Brion - www.haut-brion.com/home/en/fiches/mhb.php
Beliggenhed: Pessac-Léognan, Graves
Klassifikation: Graves Cru Classé 1959-klassifikationen
Størrelse: 21 ha.
Årlig produktion: 100.000 fl.
Druesammensætning: 48% Cabernet Sauvignon, 45% Merlot, 7% Cabernet Franc

- Slottet kom ikke med i 1855-klassifikationen, da det var lille og ikke nær så kendt og estimeret på daværende tidspunkt som naboen Haut-Brion, men igennem 1900-tallet har slottet ofte performet bedre end Haut-Brion, især hvis man værdsætter en mere koncentreret og maskulin stil. Årgangene i 1940’erne og 1950’erne er fuldstændig sublime med det klassiske tobakkede og metalliske præg, som gør, at man som regel kan finde den i blindsmagninger. Måske ikke verdens mest charmerende vin, men så karakteristisk og konstant, at det altid imponerer. En 1961’er smagt for 1 år siden gav jeg 100 p., ligesom Haut-Brion, men LMHB (som den kaldes i daglig tale) var næsten bedre! I 1983 blev slottet købt af familien, er ejer Haut-Brion (måske ud fra devisen ”if you can’t beat them – buy them”, og stilen er siden blevet lidt mere tilgængelig, knapt så rustik og kompromisløs som tidligere. Nyere store årgange er 82’ (fantastisk – 100 p.!), 89’, 90’ og 00’. 03’ og 05’ har jeg beklageligvis ikke smagt. Som nabo til Haut-Brion ligger vinmarkerne midt i Bordeaux-forstaden Pessac. Priserne er krøbet tættere på 1. Crus i de senere år.

1989: Gennemsnit: 96,09 p. (6. plads) – JH : 97+ p. Supermørk farve uden megen udvikling. Utrolig klassisk La Mission-næse med de urtypike elementer af jord, mineraler og – især – metal/rusten/bromze, også let sadel-læder. Smagen ligeledes klassisk LMHB, tør, ren, stærk, struktureret og tannisk, ikke tyngde som 82’ (som er en 100 p. vin), ung og stærk, svær at bedømme, om der måske er yderligere potentiale for udvikling; lang, stærk og maskulin (derfor +). Kan sikkert udvikle sig yderligere ved lagring, og blive endnu bedre/mere kompeks/harmonisk.

- En flot 6. plads ved denne 89’ smagning, kun 2 placeringer lavere end sin berømte nabo (siden 1983 under samme ejerskab) Haut-Brion, vidner naturligvis om stor klasse. La Mission laver ikke en af Bordeaux’ mest charmerende vine, men til gengæld en af de mest klassiske og individuelle; en vin der er tro mod og bevarer sin stil i alle årgange – og derfor faktisk er en af de letteste Bordeaux-vine at finde i blindsmagninger). 89’ var svær at smage som ung, kan jeg se i mine gamle noter, men ”vågnede op” i slutningen af 1990’erne, og jeg har faktisk en note fra 1998 med identisk karakter. En af de stærkeste, mest koncentrerede og tilbagestående vine i hele smagningen, og kunne måske placere sig endnu højere ved en gentagelse af smagningen i 2019?

Ch. Montrose - www.chateau-montrose.com/
Beliggenhed: St. Estephe
Klassifikation: 2. Cru 1855-klassifikationen
Størrelse: 95 ha.
Årlig produktion: 320.000 fl.
Druesammensætning: 65% Cabernet Sauvignon, 25% Merlot, 8% Cabernet Franc, 2% Petit Verdot

- Slottet var i mere end 100 år ejet af forskellige medlemmer af Charmolüe-familien, men de solgte – desværre? - for 4-5 år siden til entreprenør-familien Bouyges, en af Frankrigs rigeste familier, formentlig fordi man vurderede, at det ville blive for dyrt for familien at videreføre slottet og betale de store arveafgifter, som man har i Frankrig. Udover det rent nostalgiske, kan det ofte vise sig at være en fordel, at der kommer en kapitalstærk familie eller et selskab ind som ejer, idet de nødvendige investeringer derved er sikret. Det har da også i en del tilfælde – se f.eks. Ch. Margaux og Pichon-Baron – vist sig at være en stor fordel med umiddelbart efterfølgende stort kvalitetsløft til disse slotte efter ar de var købt af pengstærke interesser. Jeg synes endnu at det er vanskeligt at vurdere, om stil og kvalitet er anderledes på Montrose nu end tidligere (man har faktisk hyret den tidligere ansvarlige vinmager for Haut-Brion – den pensionerede Jean-Bernard Delmas – som ansvarlig for vinen). Montrose var stor i perioden 1945-1970, men skuffede derefter frem til 1986. 89’ og 90’ er igen fantastiske – og en klassisk duel – mens 00’, 03’ og 05’ også er meget flotte vine, næsten 1. Cru i kvalitet. Stilen er stadig klassisk St. Estephe med mineralskhed, metalliskhed og våd jord – men uden fortidens upolerede tannin, ikke moderne, sent høstede druer og masser af fad som Cos, men det tætteste man nok i dag kommer på en gammeldags Medoc.

1989: Gennemsnit: 93,36 p. (12. plads) – JH : 95+ p. Mørkest i sættet og mindst udviklede farve. Mørk, tæt og stærk næse, de minder om Cos (ikke så mærkeligt, da de var i samme sæt og begge er fra St. Estephe!), ligeledes stær, tæt og Portet, men mere frisk, lidt lukket og metallisk, men også med begyndende karamelsødme. Fantastisk flot smag, bedre sødme og balance og intensitet end Cos, utrolig renhed og flot balance, let landlige, komplekse noter, flot tanninstruktur, synes stadig at have potentiale for yderligere udvikling (derfor i karakteren+).

- Selv om den kun blev sættets næstbedste vin (overgået af jokeren, den dekadente Gruaud-Larose 90’), var det en flot Montrose. 89’. Enkelte havde smagt den – ikke-blindt – kort tid før denne smagning, og var lidt skuffede over denne flaske. Jeg gav 91-94 p. som fadprøve, men har i de senere år ligget omkring de 95-96 p., og selv om Parker – også – bliver mere og mere begejstret for 89’eren, er jeg ikke helt enig med ham i, at den er ved at være tæt på 90’eren i kvalitet. Montrose 90’ er en helt suveræn vin, der har et mere dyrisk, landligt element over sig, men også 90’ årgangens fantastiske balance – som her symboliseret ved Gruaud-Larose 90’. Montrose 90’ ligger konstant omkring 98-100 p., og er i øvrigt en så stor og konstant vin at den er let genkendelig i blindsmagninger.

Ch. Mouton-Rothschild - www.mouton-rothschild.com/
Beliggenhed: Pauillac
Klassifikation: 1. Cru 1855-klassifikationen (2. Cru indtil 1973)
Størrelse: 82 ha.
Årlig produktion: 320.000 fl.
Druesammensætning: 77% Cabernet Sauvignon, 11% Merlot, 10% Cabernet Franc, 2% Petit Verdot

- Tja, hvad kan man skrive om Mouton-Rothschild, som ikke allerede er skrevet? Til tider den mest profilerede og mest efterspurgte 1. cru, ikke mindst pga. samleres interesse for kunstner-etiketterne. Oprindelig klassificeret som 2. Cru, da dens priser i 1855 ikke var på niveau med 1. Crus, formentlig fordi ejendommen var blevet vinproducerende noget senere end de øvrige af de senere 1. Crus – formentlig først omkring 1700 - således at den ikke kunne ”nå” at etablere et ry tilsvarende de øvriges. Dengang var der ikke nær så store prisforskelle på 1. og 2. Cru, som der er i dag, men for Philippe de Rothschild, der overtog ansvaret for familie-ejendomen i 1920 – blot 20 år gammel, blev det alligevel et prestige-projekt at få Mouton-Rothschild rykket fra 2. cru til 1. Cru. Dette lykkedes omsider i 1973, men er i virkeligheden noget juridisk misk-mask, for hvordan kan man ændre en klassifikation, som principielt ene og alene var lavet til ære for verdensudstillingen i 1855 i Paris, og derfor alene har historisk betydning? Det man skulle have gjort var at starte forfra og lave en helt ny klassifikation af vinene fra Medoc med St. Emilion-klassifikationen som forbillede. I årene efter 1973 ”fejrede” Mouton sin nye 1. Cru-status ved at lave en samling elendige årgange i den efterfølgende periode, men det var de nu ikke ene om i 1970’ernes ”slump”. Ser man tilbage på de seneste ca. 25 årgange, er der mange der vil mene, at Mouton-Rothschild i denne periode kvalitetsmæssigt tager sidstepladsen blandt 1. Cru’erne. Vel var 82’ og 86’ begge fantastiske vine - og legender i mange år fremover - men der er mange andre årgange – f.eks. 89’, 90’, 95, 96, 00’ og 03, hvor Mouton ikke matcher f.eks. Ch. Margaux og Lafite-Rothschild. Dette bekræftes også af det forhold, at Mouton-Rothschild generelt allerede en primeur sælges til lidt lavere priser end de øvrige 1. Crus. Retfærdigvis skal det siges, at flere har rapporteret om et kvalitetsløft for Mouton-Rothschild siden 2006-årgangen, så forhåbentligvis er slottet snart på det niveau, det havde i perioden 1945-61, hvor jeg især har haft fantastiske oplevelser med årgangene 45’, 49, 53’, 55’, 59’ (!) og 61’ (og 62’ er såmænd også rigtig god).

1989: Gennemsnit: 92,64 p. (19. plads) – JH : 92 p. Lysest i 1. Cru-sættet. Klassisk Mouton-næse for denne periode og stadig i dag) med røgede, ristede kaffe-noter; meget indtagende og behagelige, men måske lidt for simpel? Smagen er også klassisk for Mouton i denne periode – glat, rund, cremet og fed, helt drikkeklar og fuldmoden, god i store mundfulde, men mangler volumen, intensitet og styrke.

- Overraskende placeret som den bedste 1. Cru fra Medoc i det samlede resultat, hvilket er overraskende, når man tænker på dens lidt blakkede renommé. Jeg har nu altid – som med 90’ – syntes, at vinen var undervurderet a mange eksperter, herunder Parker, som er meget hård ved de 2 årgange af Mouton (hhv. 90 p. for 89’ og – nu – 84 p. for 90’). Så dårlige synes jeg nu langt fra, at nogen af dem er – bortset fra en enkelt karakter i 1992 på 95 p., har jeg generelt ligget på 91-93 p.

Ch. Palmer - www.chateau-palmer.com/
Beliggenhed: Margaux
Klassifikation: 3. Cru 1855-klassifikationen
Størrelse: 52 ha.
Årlig produktion: 250.000 fl.
Druesammensætning: 47% Cabernet Sauvignon, 47% Merlot, 6% Petit Verdot

- Ch. Palmer, opkaldt efter en engelsk general, der ejede de i første halvdel af 1800-tallet, blev – måske fordi generalen gik fallit kort tid før 185-klassifikationen? – kun placeret i 3. Cru, hvilket i hvert fald siden 1900-tallets begyndelse har været anses for en uretfærdighed, og slottet hører da også i dag til den lille elite af ”super-seconds”, som opnår de højeste prise efter 1. Crus. A faktisk er Palmer vel i dag det dyreste ikke-1. cru-slot, med priser de i de senest årgange matches af de arrogant prissættende Leoville Las Cases og Cos d’Estournel, men højere end Pichon-Comtesse, Pichon Longueville Baron, Ducru Beaucaillou etc. Palmer ligger lige ved siden af Ch. Margaux, og laver nogle af hele Bordeaux’ mes lækre og velduftende, der ganske typisk for Margaux-kommunen e mest interessante – og helt uforlignelig kompleks – i duften. Da Ch. Margaux havde sin berømte svaghedsperiode i perioden 1945-1978, lavede Palmer – vel bortset fra 53’, hvor Ch. Margaux kan være fantastisk, hvis den er velopbevaret (hvad efterhånden desværre snarere er undtagelsen end reglen!) – stort set den bedste vin i hele Margaux i de fleste årgange. Store årgange, som særligt er værd at fremhæve er: 45’, 55’, 59, 61’(!), 66’ og 70’ – der alle stadig kan være exceptionelle. I nyere tid er det 83’ (men ikke 82’ som kun er hæderlig for årgangen), 85, 89’ 90, 96, 00’ og 05’, der spiller, men ret beset er Ch. Margaux bedre end Palmer i samtlige disse årgange. Palmer e tit relativ god i de lidt mindre årgange med en fremragende duft. Men en solid 2. plads sidder slottet på i dag, af og til – som her i 89’ – med lidt god konkurrence fra Rausan-Segla.

1989: Gennemsnit: 92,36 p. (21. plads) – JH : 93 p. Fin, klassisk Medoc-næse, fuldmoden og nuanceret, flødekaramel og tomatplante. Medoc-klassisk i smagen, absolut pæn og korrekt, god Margaux-fylde, elegant, ren og parfumeret, ikke speciel lang i eftersmagen, men god syre og friskhed.

- Jeg var lidt skuffet over Palmer 89’, selv om man kan sige, at en placering kun 0,11 p. efter Ch. Margaux på papiret må anses for mere end hæderligt. Men Palmer 89’ plejer bare at være endnu bedre – de seneste 6 gange jeg har smagt den, har jeg givet den 94-95 p.

Petrus - www.moueix.com/common/pdf/petrus_en.pdf
Beliggenhed: Pomerol
Klassifikation: Ingen klassifikation i Pomerol
Størrelse: 11,5 ha.
Årlig produktion: 30.000 fl.
Druesammensætning: 95% Merlot, 5% Cabernet Franc

- ”Farum-vinen”, spekulanternes yndlingsvin – Petrus har mange øgenavne. Den regnes vel i dag for Bordeaux’ dyreste vin, hvis man tager de øjeblikkelige gennemsnits-auktionspriser for de seneste 20-30 årgange, og vel også ofte den, der opnår de højeste prise i ældre, berømte årgange. Men er Petrus så Bordeaux/verdens bedste? Det spørgsmål kan ikke besvares fornuftigt, for hvem skal man spørge: Robert Parker, Hugh Johnson, Michael Broadbent, et panel af eksperter, Maren i Kæret eller Peter Brixtofte? Jeg vil vove den påstand, at Petrus er en helt fantastisk vin – eller kan være det – men at prisen er så eksorbitant høj, at den ofte vil skuffe, alene fordi man synes, at den vanskeligt kan leve op til sin høje pris. For man betaler ikke kun for kvaliteten, Man betaler også for sjældenheden, berømmelsen og historien. Sidstnævnte er ellers ikke lang og glorværdig, idet slottet først så småt begyndte a blive kendt – og først langt senere berømt – efter 2. verdenskrig, hvor man satsede på det engelske marked, hvor bl.a. den helt unge dronning Elisabeth blev begavet med nogle kasser, som også engelske vinhandlere begyndt at sælge. Den i Pomerol og St. Emilion allestedsnærværende negociant J.P. Moueix blev slottes agent i 1943, halvpartshaver i 1961 og eneejer i 1969 (selv om sidstnævnte forblev en hemmelighed i næsten 30 år). I 1960 købte man 4 ha. fra naboen Ch. Gazin, og kom derved op på 11,5 ha. som ligger lige i hjertet af Pomerol, næsten udelukkende på den lille plet lerjord, som er så berømt, og som giver Petrus sin fantastiske og ekstraordinære koncentration, hvor naboerne typisk kun har en mindre andel jord med ler og herudover grus. Stilen er som nævnt kraftig, koncentreret, sveske- og til tider Port-agtig og med alle de klassiske trøffel-nuancer, som Pomerol er så berømt for. Der er absolut ikke noget moderne præg af senthøstede druer og nye fade, da Petrus dels rent faktisk høstes som en af de tidligste i Bordeaux, og vinens tyngde slet ikke har nogle problemer med at absorbere de 100% nye fade, som altid benyttes. i 1980’erne skilte Petrus sig først for alvor ud prismæssigt, og eskalerede fra Medoc’ 1. cru’er, således at man i dag nemt kommer til at betale kr. 5.000 for en jævn årgang og 10-20.000 kr. eller mere for en stor årgang. Jeg har været heldig og privilegeret at smage en hel del årgange af Petrus, og selv om man – måske navnlig tidligere – sagtens kunne blive skuffet over mindre årgange, er der ingen tvivl om, at Petrus’ store årgange er blandt de allerstørste Bordeaux-vine, der findes. Men Petrus kræver tid for at udfolde sig, og på trods af det store indhold af Merlot (i en del årgange 100%, da Cabernet Franc’en ofte ikke benyttes i blandingen), som normalt gør Pomerol-vine tidligt modne og charmerende, kræver en mindre årgang af Petrus min. 10 år for at vise sig rigtigt, mens en stor årgang reelt kræver 20-30 års lagring for virkelig at blomstre. 70’ og 71 er de bedste og mest drikkelige, store modne årgange af Petrus i dag, og begge er meget imponerende. 82’ kan svinge lidt, og selv om den kan være rigtig god, har den nok været lidt overvurderet. 00’, 98’ 95’. 90’ og 89’ er alle fantastiske, mens – udover 71’ og 70’ – er følgende ældre årgange fantastiske, hvis penge ikke er noget problem: 64’, 61’, 59’, 55’, 53’ 50’, 49 og 47’, (45’ sikkert også, men jeg har desværre ikke smagt den!)

1989: Gennemsnit: 98,64 p. (2. plads) – JH : 99 p. Tæt, tæt farve. Meget intens og karakteristisk næse med jern og metal, cedetræ, Graves-agtig, ”de må være Haut-Brion med alt e klassiske, rustne metal” Smagen med samme elementer som duften, lang cedertræsagtig eftersmag, nyspidset blyant, et vildt og stærkt element over den, meget intens og med lang, alkoholisk eftersmag, lige knap så port-agtig og ”overkoncentreret” som Lafleur.

- Petrus klarede sig imponerende flot ved denne smagning, selv om det ”kun” blev til en 2. plads, 0,8 p. efter Lafleur. Man plejer ellers at sige, at man aldrig skal smage Petrus blindt, da den altid vil skuffe (nok primært pga. prisen). Selv om jeg altså selv på dagen lige vægtede Lafleurs nærmest overnaturlige intensitet og koncentration højere end Petrus (som jeg i øvrigt gættede til at være Haut-Brion!), var Petrus 89’ vinderen med 100 p. mod Lafleur 89’s 98 p. sidst jeg smagte dem sammen. Flasker, smagere og smagernes dagsform og præferencer kan som bekendt variere – vi er alle kun mennesker…

Ch. Pichon-Longueville Baron - www.pichonlongueville.com/
Beliggenhed: Pauillac
Klassifikation: 2. Cru 1855-klassifikationen
Størrelse: 70 ha.
Årlig produktion: 400.000 fl.
Druesammensætning: 60% Cabernet Sauvignon, 35% Merlot, 4% Cabernet Franc, 1% Petit Verdot

- Slottet er beliggende i det sydlige Pauillac, og vinmarkerne grænser op til Latour, Pichon-Comtesse og Leoville Poyferré (sidstnævnte i St. Julien). Pichon var oprindelig én ejendom, der blev delt lige omkring 1855 med 3/5 til ”Comtesse-delen” og 2/5 til ”Baron-delen”. I manfe, mange år gennem det 20. århundrede, var det Pichon-Comtesse, der blev anset for at være bedst, og jeg mindes reelt aldrig at have drukket en rigtig god ældre Pichon-Baron, selv om 55’ er hæderlig. Ikke engang 59’ og 61’ er noget særligt. 82’, 85’ og 86’ viste absolut en forbedret kvalitet uden dog at være på Pichon-Comtesse-niveau, men så blev slottet handlet i 1987, idet de blev solgt til den enorme franske forsikringskoncern AXA, som hyrede den store Bordeaux-ambassadør Jean-Michel Cazes fra det nærliggende Pauillac 5. Cru-slot Lynch-Bages (der på det tidspunkt reelt lavede bedre vin end Pichon Baron), til at stå for driften af slottet. Hans dygtighed – og AXAs investeringer i vinmarker og faciliteter slog lynhurtig igennem, for i årgangene 88’ 89’ og 90 – står Pichon-Baron reelt ikke tilbage for hverken Pichon-Comtesse eller Latour. Siden er det gået slag i slag, og kvaliteten – og desværre også priserne - synes at være steget yderligere med årgangene 00’ 03’ og 05. Pichon-Baron er således i dag næsten prissat som Pichon-Comtesse, dvs. som de øvrige ”super-seconds”. Stilen er klassisk Pauillac med udpræget solbær, cedertræ og tobak – og ofte også – i hvert fald i en periode – nogle fantastiske kaffedufte (som især 90’ havde i mange år, men som efterhånden er forsvundet til fordel for mere klassiske noter. Den er mørk, chokolade-agtig og kafferistet, og kan indimellem være bedre end naboen Latour.

1989: Gennemsnit: 91,45 p. (28. plads) – JH : 92 p. Umiddelbart har jeg noteret, at den havde større dybde i næsen end Lynch-Bages og lavet i en tættere stil, men smagen er slet ikke så lang og især ikke så ren som Lynch-Bages; jeg finder den for rustik i dag, og jeg har ikke tidligere notere mig den rusticitet. Er flasken helt OK?

- Selv om ingen af smagerne har undladt at give den karakter, var der nogen forundring at spore, da den blev afsløret som Pichon-Baron. Jeg gav den 95-97 p. som fadprøve, og har siden ligget på 94-95 med et + for evt. yderligere potentiale, selv om den aldrig har haft 90’erens charme og dekadence. Den burde være bedre end points og placering viser her, men måske nok stadig en vin, de bør gemmes. Bør i hvert fald gensmages.

Ch. Pichon-Longueville Comtesse - www.pichon-lalande.com/
Beliggenhed: Pauillac
Klassifikation: 2. Cru 1855-klassifikationen
Størrelse: 84 ha.
Årlig produktion: 450.000 fl.
Druesammensætning: 45% Cabernet Sauvignon, 35% Merlot, 12% Cabernet Franc, 8% Petit Verdot

- Få vine lever så godt op til sit navn som Pichon-Comtesse der vitterlig er en feminin vin, der slet ikke har de muskler og den koncentration, som naboerne Latour og Pichon-Baron. Til gengæld har den en uforlignelig kompleks duft og blød, balanceret og cremet smag – når det er en stor årgang, vel at mærke. Vinmarkerne ligger ikke nødvendigvis lige op til Ch. Latour og Pichon Baron, men ligger – bortset fra en enkelt ha. inde på Latours vinmarker - mod vest, væk fra Gironde-floden og på grænsen til St. Julien mod syd. I 1800-tallet regnedes de nydelte Pichon-ejendomme som nogenlunde lige gode, se ovenfor under Pichon-Longueville Baron, men fra i hvert fald 1945 og frem til slut-80’erne, har det været Pichon-Comtesse, som vinelskere har elsket og fokuseret på, idet den i denne periode kvalitetsmæssigt langt overgik naboen Pichon-Baron. Druesammensætningen er meget speciel for Pauillac med hele 35% Merlot og 8% Petit-Verdot (sidstnævnte – en slags ”super Cabernet Sauvignon”, bruges dog kun i store år, hvor den kan modne), hvilket giver den komplekse og velduftende vin med fløjlsblød balance. Den bedste årgang jeg nogensinde har smagt fra slottet er 1982, som blindsmagt mod op imod 40 store Bordeaux-vine i samme årgang, herunder alle 1. Crus, Petrus etc. gik hen og vandt smagningen. I det gyldne årti 1980’erne, var Pichon klart den bedste ikke-1. Cru, og etablerede sig sammen med Leoville Las Cases, Palmer og Ducru-Beaucaillou som en af de såkaldte ”super seconds”, dvs. slotte, der kunne matche 1. Crus i kvalitet, men til den halve pris. Andre gode årgange i den periode, hvor slottet var blandt e 5-10 bedste Bordeaux-vine overhovedet, var 83’, 85, 86’, 88’ og 89’. Men så knækkede filmen lidt med 90’eren, om end jeg aldrig har forstået Parkers 79 p. Så dårlig er den ikke. 95’ og 96’ er store og klassiske for disse årgange, 00’ er – som 90’ – lidt kontroversiel, mens 03’ næsten er på niveau med den flotte Pichon-Baron og 05’ ligeledes er kontroversiel (86 p. af Parker!?). Så konklusionen er, at Pichon-Comtesse stadig kan være en fantastisk og meget individuel vin, at den ikke længere tilhører en lille elite, men har fået flere konkurrenter, især naboen Pichon-Baron, der efterhånden prismæssigt næsten matcher den.

1989: Gennemsnit: 93,73 p. 11. plads) – JH : 95 p. Dekadent og kompleks næse med solbærsødme, marcipan og orangechokolade. Smagen er meget lækker, blød og cremet, fantastisk balance, cremet og vanilje-budding-agtig, typisk ”feminin” for slottet uden at mangle hverken styrke eller koncentration. Moden nu, men vil holde i mange år.

- Fra en periode, hvor Pichon-Longueville Comtesse virkelig var en stjerne - siden blev kvaliteten lidt mere svingende - men også den første årgang, hvor den begyndte at få hård konkurrence fra naboen Pichon-Baron. Jeg var ikke så begejstret for den fra fad (90-92 p.), og fandt Pichon-Baron langt mere imponerende, men siden har jeg da ligget på 93-94 p., og den fik da også en pæn placering i den øverste tredjedel ved denne smagning,

Le Pin
Beliggenhed: Pomerol
Klassifikation: Ingen klassifikation i Pomerol
Størrelse: 2,3 ha.
Årlig produktion: 9.000 fl.
Druesammensætning: 92% Merlot, 8% Cabernet Franc

- Den nyest etablerede af de smagte vine, en af de allerdyreste og en af de vine, der har betydet mest for hele udviklingen i Bordeaux i de sidste 25 år er Le Pin. Et lille stykke vinmark på 1 ha. beliggende tæt på Petrus og Vieux Ch. Certan blev sat til salg i 1979. Tidligere var vinen blevet solgt som generisk Pomerol uden slotsnavn. Familien Thienpont, der ejede Vieuc Ch. Certan var interesseret i at købe marken for at inkorporere den i VCC, men endte med at takke nej, da man fandt prise. I stedet blev marken solgt til Jacques Thienpont og hans familie, men hurtigt herefter med ham som eneejer. Ca. 5 år efter købte han en tilliggende parcel på lidt over 1 ha., som en ældre dame brugte som køkkenhave. De første årgange blev vel modtaget af vinkritikere, men ikke alle var f.eks. overbeviste om, at den var bedre end VCC. Helt frem til slutningen af 1980’erne var Le Pin da måske nok en lidt dyrere Pomerol, men rent faktisk købte jeg i december 1988 i London hos en vinhandler 2 fl. Le Pin 1983 for ca. kr. 375, pr. stk. Men herefter tog det fart, og fra midten af 1990’erne var Le Pins priser på niveau med eller over Petrus’, dvs. op til 20-30.000 kr. for f.eks! 1982-årgangen!! Samtidig blev Le Pin ”inspirator” for en række slotte i både St. Emilion og Pomerol, der blev kendt som ”garagevine”, ikke noget éntydigt begreb, men indikerende e lille, ny-etableret ejendom, der har samlet nogle spredte vinmarker, som måske ikke hører til de allerbedste, men som plejes og passes efter alle kunstens regler, såvel i marken som under vinifikationen med lave udbytter, sen høst af fuld(over)modne druer, masser af nye fade etc. Det er Le Pin og de andre ”garagevine” der har startet begrebet ”moderne bordeaux-vine”, hvor bølgerne ofte går højt i diskussionerne mellem tilhængere af gammeldags Bordeaux med klassisk tanninstruktur og lang lagringstid før modning, frem for de moderne, sent høstede, fuldmodne druer, vinificeret og lagret i ny eg, og fuldmodne, solbær-agtige og overmodne/-oversøiske i stilen. Personlig har jeg ingen ærlig præference for hverken gammeldags- eller moderne Bordeaux – de 8bedste) smager lige godt på hver deres måde – men der er ingen tvivl om, at den ”moderne” bølge har givet os alle sammen bedre Bordeaux-vine generelt. Nuvel, hvordan smager denne ægte kult-vin/kult-Pomerol? Jo, dejligt, dejligt sagde alle, da de var unge, ”men de holder ikke”, sagde de fleste. Pga. de eksorbitant høje priser, smager jeg – desværre! - ikke Le Pin hver dag, men i 1995 smagte jeg – bortset fra den sjældne og dyre 1982 – alle årgange af Le Pin frem til 1993, og i 2005 ven en 1990-smagning tilsvarende denne 1989-smagning fik den en flot samlet 2. plads, og her en ligeså flot og imponerende 3. plads, så ingen tvivl om, at Le Pin er kommet i det gode selskab, og har gjort sig fortjent til det. Stilende er indbegrebet af e moderne vine med dekadent rigdom, stor kompleksitet fløjlsblød, cremet, eksotisk og moden frugt. En charmetrold, der drikker fantastisk godt.

1989: Gennemsnit: 97,91 p. (3. plads) – JH : 99 p. Lidt lysere end Petrus og Lafleur. Super-dekadent næse med kokos, ristet fadpræg, udpræget flødekaramel, som Cheval Blanc 1990 (en fantastisk vin) ekstrem dekadent, langejan, vanilje, hindbær, forførende. Smagen er fløjlsagtig og med en fantastisk balance og cremethed, helt, helt anderledes end forrige vin (Ch. Lafleur 89’), mere dekadent og imponerende i sin balance, hvor Lafleur ”bare” er stærk, balancen i denne vin er simpelthen unik, men styrken ikke den største, hvilket man dog tilgiver den. Næsten Guigal’sk La Mouline-agtig.

- Som forventet var Pomerols Le Pin med helt i toppen med en 3. plads, og for ”pure pleasure” måske den allerbedst smagende og ”lækreste” vin at drikke på dagen. Ikke overraskende, for ved en tilsvarende stor smagning af årgang 1990 i 2005, kom Le Pin ind på en 2. plads kun overgået af Cheval Blanc 1990, men foran Petrus. Gennemsnitskarakteren fra 11 smagere var 1 p. højere end her. Jeg har smagt 89’ Le Pin mod 90’ Le Pin en gang, hvor jeg marginalt – med 1 p. foretrak 90’eren, men de er meget tæt på hinanden i kvalitet.

Ch. Rausan-Segla (i dag stavet Rauzan-Segla) - www.rauzan-segla.com/
Beliggenhed: Margaux
Klassifikation: 2. Cru 1855-klassifikationen
Størrelse: 51 ha.
Årlig produktion: 220.000 fl.
Druesammensætning: 54% Cabernet Sauvignon, 41% Merlot, 1% Cabernet Franc, 4% Petit Verdot

- Rausan-Segla havde et meget højt ry i 1855, hvor den blev placeret som nr. 2 i 2. Ctu lige efter Mouton-Rothschild, og slottet lavede da også fremragende vin i første halvdel af 1900-tallet med 28’ og 45’ som berømte årgange (sidstnævnte smagt et par gange kan være helt fantastisk). Efter 1950 kneb det dog noget mere, og især i 1960’erne og 1970’erne lavede Rausan-Segla notorisk nogle af de dårligste vine, de blev lavet blandt samtlige 61 Grand Cru Classé-slotte. Det begyndte så småt at vende i 1980’erne med 82’ og i endnu højere grad 83’ som rigtig gode vine nærmende sig 2. Cru-standard, men især med årgangene 86’ og 88’ rykkede slottet op blandt et man kunne kalde ”bemærkelsesværdige 2. Cru’er, dvs. dog stadig under f.eks. de 3 Leoviller’s kvalitetsniveau. 89’ og 90’ fortsætter på dette høje niveau, ja 90’eren er faktisk helt oppe på 1. Cru-kvalitetsniveau, men med Chanel-familiens køb af slottet i 1994 og ansættelse af John Kolasa fra Ch. Latour som manager, havde mange vist troet, at nu rykkede Rausan-Segla helt op på Las Cases og Pichon-Comtesse-niveau. Men et er ikke helt sket, og selv årgange som 96’, 00’, 03’ og 05 er ret beset ikke bedr end 86’, 88’, 89’ og 90’ – måske endda lige knapt så gode? Vinen er en klassisk Margaux med flot duft og mere tyngde end de fleste. Jeg tror stadig, at slottet har yderligere potentiale for små forbedringer i de kommende år..

1989: Gennemsnit: 91,64 p. (27. plads) – JH : 92 p. Parfumeret og dejlig næse med masser af fine, modne nuancer, jorde, muldet og trøflet. Smagen er friskere end Trotanoy, ristede noter, cedertræ, flot fadpræg, men dette gør de også næsten lidt for tør, hvilket trækker ned.

- Slottet lavede forfærdelig vin for en 2. Cru indtil midten af 1980’erne, men selv om placeringen med en samlet 27. plads her ikke kan siges at være prangende, vil jeg alligevel tillade mig at betegne det som et flot resultat, når man ser på de navne, som den trods alt overgår – herunder Latour, de 3 Leoville’r etc. Men 90’eren er bedre – 95-96 p.

Ch. Troplong-Mondot - www.chateau-troplong-mondot.com/
Beliggenhed: St. Emilion
Klassifikation: St. Emilion 1. Grand Cru Classé B (fra 2006 – indtil da – og i 1989 - Grand Cru Classé)
Størrelse: 30 ha.
Årlig produktion: 130.000 fl.
Druesammensætning: 90% Merlot, 5% Cabernet Sauvignon, 5% Cabernet Franc

- Troplong-Mondot ligger for foden af St. Emilions vandtårn øst for byen St. Emilion med forholdsvis højt placerede vinmarker. Ved den seneste revision af St. Emilion-klassifikationen i 2006, blev slottet ophævet fra St. Emilion Grand Cru Classé til 1. GCC, men glæden over dette blev noget overskygget af de mange retssager, som fulgte i kølvandet på re-klassifikationen og til sidst endte med, at de slotte, der rykkede ned fra GCC, fik lov at forblive indtil næste gang, der er er reklassifikation i 2016, fordi en domstol fandt, at juryen havde været inhabil. Man fandt så den salomoniske løsning, at dem der var rykket op – som Troplong-Mondot og Pavie Macquin, de begge rykkede op fra GCC til 1. GCC, fik lov at beholde denne nye rang. Slottet gjorde ikke meget væsen af sig før i slutningen af 1980’erne, og det er givetvis også kvaliteten af de efterfølgende årgange, der har berettiget til oprykningen. Ingen eksperter omtaler ældre, berømte årgange, og personligt har jeg ikke smagt ældre årgange af betydning. Stilen siden slottets renæssance er præget af stor, port-agtig koncentration, givetvis stammende fra sen høst af fuldmodne druer og stor ekstraktion af druematerialet. Den berømte og allestedsnærværende ønolog Michel Rolland har været konsulent her siden midten af 1980’erne. I de store årgange som 89’, 90, 98’, 00’ og 05’ har den et tydeligt strejf af acetone og grafit, og kan minde lidt om en superkoncentreret Priorat. Men jeg har ved flere lejligheder set, at den kan være en kontroversiel vin, som deler smagerne i 2 lejre – dem der beundrer koncentrationen uforbeholdent, og dem, der bare synes, at den er for meget. Selv har mine egne karakterer på f.eks. 90’ svinget lige fra 95 til 99 p., uden at der var tale om flaskevariation.

1989: Gennemsnit: 93,36 p. (12. plads) – JH : 94 p. Mørk farve. Portagtig duft, meget stærk og alkoholisk, nærmest ekstrem stærk, hvilket giver den et karakteristisk let acetonepræg a la Priorat fra Spanien, men er efterhånden også gået hen og blevet et karakteristika for Troplong-Mondot, især kendt og værdsat i 90’. Smagen er ligeledes meget koncentreret, intens, alkoholisk og Port-agtig, men savner noget elegance, hvorfor karakteren ikke kan blive højere.

- Ved den tidligere omtalte store sammenlignende smagning af Bordeaux årgang 1990 i 2005, kom Troplong-Mondot ind på en imponerende 4. plads ud af 48 vine, mens den her på en ganske hæderlig 12. plads faktisk får næsten 5 p. mindre i gennemsnit end 90’ fik i 90’-smagningen. Det siger dels noget om, at Troplong-Mondot er bedre i 90’, men er også endnu et bevis på, at 90’-årgangen generelt er bedre end 89’.

Ch. Trotanoy - www.moueix.com/common/pdf/trotanoy_en.pdf
Beliggenhed: Pomerol
Klassifikation: Ingen klassifikation i Pomerol
Størrelse: 7 ha
Årlig produktion: 40.000 fl.
Druesammensætning: 90% Merlot, 10% Cabernet Franc

- Har tilhørt toppen af Pomerol siden kommunen overhovedet begyndte at blive bare lidt kendt, og indtil en håndfuld slotte for alvor begyndte at lave stor vin omkring 1982, var Trotanoy nok af de fleste i perioden 1945-82 regnet for det næstbedste slot i Pomerol efter Petrus. Ejendommen blev købt af familien Moueix, der i mange år har været ansvarlige for driften af Petrus, og nu ejer dette, i 1952, og frem til og med 1982 lavede Trotanoy – navnlig i de bedst årgange – Pomerols næstbedste vin efter Petrus. Men fra og med 1982 kom der hård konkurrence fra først og fremmest slotte som La Conseillante, L’Evangile, Certan de May, Le Pin, L’Evangile og Lafleur m.fl. Efter en svaghedsperioden i perioden 1982-00 – og altså også her i 1989 – kommer slottet flot tilbage med sin 95’er, og har siden lavet glimrende vine, navnlig i store årgange som 98’, 00’ 03’ og 05. Stilen er som typisk stor Pomerol: Fløjlsblød og saftig, trøffelpræg og tomatplante, og en kan minde lidt om sin ”staldkammerat” Petrus, uden dog på nogen måde at være ligeså massiv.

1989: Gennemsnit: 90,18 p. (33. plads) – JH : 90 p. Kridte, kalkagtig næse, mineralsk, mangler fugt, ganske moden med let ”funky”. Pels-element, tør, hul, fersk og let støvet lofts-kælderpræg. Smagen er på en gang både portet og fersk, uspændende, mangler friskhed, tør, muldet og let kælder-/champignon-agtig, trøfler, jord og tomatpante, tørrer lidt ud, absolut helt fuldmoden.

- Som forventet en lav placering – 4. sidsteplads – til Trotanoy. Slottet havde virkelig en svaghedsperiode på dette tidspunkt. 90-92 som fadprøve og siden 89-90 p. vidner om, at det aldrig har været – eller bliver – stor vin.

Ch. Vieux-Ch. Certan – www.vieuxchateaucertan.com
Beliggenhed: Pomerol
Klassifikation: Ingen klassifikation i Pomerol
Størrelse: 14 ha.
Årlig produktion: 60.000 fl.
Druesammensætning: 60% Merlot, 30% Cabernet Franc, 10% Cabernet Sauvignon

- Vieux Ch. Certan – ofte forkortet VCC – er Pomerol-slottet med den karakteristiske lyserøde capsule og den højen andel af Cabernet Sauvignon, og til dels Cabernet Franc. Slottets marker grænser op til Petrus, L’Evangile og La Conseillante, men selv om den deler lidt af den unikke lerjord med Petrus, er andre dele af markerne grusede a la Cheval Blancs jordbund, hvor Cabernet’en dyrkes. Indtil slutningen af 1800-tallet, regnedes det for det førende slot i Pomerol, dvs. bedre end Petrus. Temmelig unikt har slottet været i den belgiske familie Thienponts ejerskab siden 1924, og siden 1985 har den dygtige Alexandre Thienpont været den daglige leder. I 1979 kom et jordlod på 1 ha. til salg i Pomerol, som man ønskede at købe og indlemme i VCC, men prisen endte med at blive for høj, således at jordloddet blev solgt til Jacques Thienpont, Alexandres fætter, som døbte denne vin Le Pin (se resten af denne historie under Le Pin). VCC er ikke så hyped som førnævnte Le Pin, L’Evangile, La Conseillante, Clinet m.fl., men lever en lidt diskret tilværelse for en top-Pomerol. Prisen er ellers høj nok – mere end kr. 1.000,- pr. fl. en primeur i de store årgange. Jeg smagte årgangene i 1980’erne mange gange for 15-20 år siden, men må erkende, at det desværre ikke er en vin, jeg har de store erfaringer med i de senere årgange. Tager vi det lidt kronologisk, var årgangene i 1940’erne og 1950’erne fantastiske – især 47’ og 59’, som jeg begge har smagt; 70’erne var ikke en spændende periode for VCC (som det ikke var det for mange slotte), men 82’ 83’ og 85 var flotte – og er det sikkert stadig – mens 86’ og 88’ til tider syntes lidt for hårde. 1990’erne var ikke den bedste periode for slottet, men årgangene efter 2000 – især 00’ 01, 03 og 05’ vurderes højt af mange.

1989: Gennemsnit: 94,00 p. (10. plads) – JH : 95 p. Flot duft med orangechokolade, stor klasse, dybde og intensitet, højtonet og superkompleks. Super-elegant smag, sprød og kage-agtig, frisk og lækker med orange-chokolade, elegant, kompleks Margaux-stil. Lang eftersmag.

- Overraskende høj placering (10. plads) fra et slot, der normalt ikke er så hyped som kultvinene med Le Pin i spidsen (i øvrigt ejet af samme familie). Gav den 91-93 som fadprøve, men har ikke smagt den mange gange siden. Den havde – ”set i bagklogskabens ulideligt klare lys” - en lidt anden karakter end de øvrige topvine fra Pomerol, men det skyldes sikkert den lidt specielle druesammensætning med meget Cabernet. Parkers 85 p. synes helt i skoven bedømt ud fra kvaliteten og den gennemsnitlige bedømmelse af denne flaske. Jeg vil mene, at den rent faktisk er bedre end 90’, men jeg mindes ikke at have smagt dem side om side.

Vin	Gennemsnit
Lafleur	99,45
Petrus	98,64
Le Pin	97,91
Haut Brion	97,64
L'Angelus	97,18
La Mission Haut Brion	96,09
Clinet	96,09
Gruaud Larose (1990)	95,55
Lynch Bages	94,55
Vieux Cht. Certan	94,00
Pichon Comtesse	93,73
L'Evangile	93,36
Montrose	93,36
Troplong Mondot	93,36
Le Gay	93,27
Cos d'Estournel	93,27
Ducru Beaucaillou	93,00
Figeac	92,91
Mouton	92,64
Margaux	92,55
Palmer	92,36
Gruaud Larose	92,27
La Fleur de Gay	92,27
Conseillante	92,09
Cheval Blanc	91,91
Lafite Rothschild	91,73
Rausan Segla	91,64
Pichon Baron	91,45
Leoville Barton	91,36
Latour	91,09
Canon La Gaffeliere	91,00
Leoville Poyferre	90,55
Trotanoy	90,18
Leoville Las Cases	89,55
Clarke	89,09
Ausone	88,55