Calon-Segur : 90?
Moden farve, lidt lys med tydelig brun kant. Strejf af kærnemælk og rugbrød i duften, tydeligvis nordlig Medoc, ret modne og udviklede nuancer, men lidt diffus, ikke så nuanceret som f.eks. Beychevelle. Smagen har ikke den store fylde, rugbrød og kærnemælk, lidt kridt, mangler krop, ret metallisk, ikke så lang. Tja, samme karakter som jeg gav ved den vertikal Calon-Segur-smagning 14 år før, men jeg mener at have fået bedre og mere ungdommelige flasker siden - eller måske er den på grund af dens forholdsvis store modenhed bare en af de vine, som man ikke vurderer så højt sammen med andre, mindre modne, vine, men som kan være dejlig at drikke alene???

La Lagune : 94
Mørk farve, ikke megen udvikling for alder. Meget ungdommelig duft, frugt og bær, let portet, men også lukket, ikke så udviklet og nuanceret som nogle, men dejlig ren, intens, Latour-agtig budding-karakter, dejlig og charmerende. Utrolig stor sødme i smagen, meget ren, klassisk, perfekt balance, rund, blød og rund, men kan gemmes, stor fylde, let tør, uudviklet tannin. Imponerende for La Lagune, som jeg havde tippet på sidstepladsen i hele smagningen. Virkelig en stor vin for slottet – både perfekt at drikke nu, men holder i hvert fald 10 år endnu.

Cos d’Estournel : 92
Medium-pæn farve med kun let udvikling. Let staldet duft, dyrisk, tydeligt animalsk, stald-agtigt præg, lidt syrlig, ikke voldsomt spændende. Smagen er som en stor rund og blød bamse, flot sødme, utrolig blød og rund, meget charmerende, men mangler lidt saftighed og nerve, blød eftersmag med OK længde. OK, længe siden, at vi sidst stiftede bekendtskab - jeg troede, at den var større.

Montrose : 89
Tæt farve til kant. Støvet, metallisk og kridt-agtig duft, ikke dyb, meget lukket??? – åbner ikke op. Smagen er Portet og med chokolade, megen tørhed og tannin, mangler balance, lidt udtørrende og ucharmerende, ”firkantet” vin, men pæn længde. Tænk at der skulle gå så mange år, før jeg kom til at smage Montrose 1982. Nå, jeg er tilsyneladende ikke gået glip af noget – min lavest placerede vin – har jeg misset noget??? – næppe!

Pichon-Longueville Baron : 93-94
Medium, let udviklet farve. Meget sød og Portet næse, ikke så meget andet end Port-sødme, meget speciel, kaffe, chokolade og juleting. Smagen ligeledes meget Portet, stor sødme, fremragende koncentration, men virker ældre end sin alder, meget moden og skal drikkes nu. Overraskende pæn placering for Pichon-Baron i dette skrappe selskab, da slottet ikke på daværende tidspunktet var i superligaen, hvilket først skete med årgangene 1989 og 1990 efter forsikringsselskabets AXA’s overtagelse.

Leoville Poyferre : 95
Meget flot, ungdommelig farve, tæt til kant, ikke megen udvikling. Lukket næse, men meget ren og klassisk, metallisk, meget spændende, ren, klassisk St. Julien/Pauillac, tæt og intens. Smagen er meget fyldig og konxcentreret, stærk, ungdommelig og Port-agtig, meget stor, klasssisk Pauillac-karakter. Den første store Poyferre i et par generationer……., ja OK 1961’eren er også OK.

Grand-Puy-Lacoste : 94
Ungdommelig og tæt farve, ikke megen udvikling. Som L. Poyferre meget ren og klassisk i næsen, stort solbær-præg, men også lidt lukket, begyndende animalsk/modent præg, let Portet. Karakteristisk metallisk i smagen, god sødme, underspillet og maskulin, cedertræ, Port-agtig, stadig en del tannin. Holder stadig mange år, og vil nok altid være til den tørre, maskuline side. Herlig, individuel vin.

Haut-Brion : 95
Næse med metal og cedertræ, lidt lukket og åbner ikke rigtig op for godteposen – ærgerligt, for det, der er, er vældig godt. Smagen er højtonet og mere komplex og nuanceret end egentlig koncentreret, tomatplante, intens og koncentreret, flot koncentration i midtsmag, flot lang eftersmag. Udvikler sig godt i glasset. Mangler lidt styrke for at nå de bedste 1. Crus, men en god vin – bestemt!

Dominus 1990 (joker) : 98 (for højt!)
Sat ind som Joker i 1982-smagning og fejlbedømt p.g.a. sin store, lovende ungdommelighed og søde frugt sammenlignet med de mere modne- og tørrere – 1982’ere. Meget mørk, tæt, uudviklet,. Bolcher og røde bær, tomatplante, tæt, massiv, essens af tomatplante, anis, uudviklet. Meget ungdommelig, enorm koncentration, en eksplosion i munden, enorm fylde og kompleksitet, , fantastisk længde, meget tilbagestående.

Petrus : 96+
Pænt mørk farve. Let udvikling. Meget flot duft med søde julekrydderier, meget koncentrret, vanilje-budding, meget spændende og nuanceret, cremet, tydeligvis gamle vinstokke, rugbrød og tomatplante. Stor moden sødme, meget afrundet og blød, egentlig ikke den store krop/koncentration, nærmest en anelse let, men til gengæld ultra-charmerende og cremet og med flot lang, forførende eftersmag. Ingen af de 10 smagere gættede den til at være Petrus. Jeg gættede – som flere – på Pichon-Lalande. Jeg havde nu ikke forventet, at den vandt – det gør Petrus sjældent, når det der blindsmagning. Jeg tror, at de har høstet for meget i 1982, da det er ligesom om, at den sidste koncentration, der kunne løfte den, mangler. Jeg håber, at den har det i 1989, 1990 og 1998. Som altid ikke prisen værd – men sjov at smage!

Cheval-Blanc : 97-98
Medium farve, meget tæt til kant. Fremragende duft, stor kompleksitet, skovbrand, let tomatplante, orangefrugter, højtonet, budding, vaniljekrans, trøffel (OK, den grænser ogso helt p til Pomerol!). Smagen har en helt fantastisk sødme, cremet, vanilje-budding, elegant og super-kompleks, rffineret, essens af Pomerol, fantastisk tæt, tomatplante, fremragende længde. Herlig vin, bedre end Petrus, tæt på de bedste. Gættet! Cheval er god i 1982 – nok den bedste mellem 1949 og 1990, og det er vel ikk’ så ring’ endda???

L’Evangile : 97
Meget mørk farve. Stor næse med sveske og orangetrøffel, metal, jern, let brun, dyb stald, julekrydderi og let Port. Meget flot og stærk struktur i smagen, ret tør, meget ristet fad, meget kraftfuld og ungdommelig, ikke færdig-udviklet, stor tyngde, men – underligt nok – ikke rigtig charmerende – endnu??? Dog et fremragende glas vin, der kan holde og måske blive endnu større?

Pichon-Comtesse : 99
Meget mørk. Fantastisk lækker, sødlig, vanilje-agtig næse med sveske-marmelade, stor sødme, meget lækker, parfumeret og Bourgogne-agtig, røde frugter og bær, super-nuanceret, trøfler. Smagen har en fantastisk, nærmest ubeskrivelig nuancerigdom, afsindig, øredøvende lækker, sødmefyldt, trøfler, vanilje-agtig, en eksplosion i munden, lang, elegant, man sider nærmest og råber ”yes, yes, yes”, når man smager den. Smagningens vinder – for mig på en delt 2. plads. Hvor er den vin flot! Fantastisk at drikke nu, men kan sikkert også gemmes – men hvorfor?

Ch. Margaux : 95?
Tæt og uudviklet. Let våd jord i duften, prop???, metallisk, stålsat, lukket. Voldsom smag, metallisk, stålsat, mangler kompleksitet og sødme, uudviklet, meget stærk, tannisk, tør. Jeg har aldrig været rigtig gode venner med Ch. Margaux 1982, den er ofte lidt ”mærkelig”, og sjældent rigtig god. Jeg tror ikke rigtig på den.

Palmer : 92
Blandt de lyseste og mest udviklede 1982’ere. Knap så stor dybde i næsen, lidt gamle fade, OK parfume, men ikke stor, svær at få op af glasset. Meget ligefrem smag, ikke stor, moden og karamel-agtig, komplekse nuancer, elegant, ikke stor, ikke lang, lidt kedelig. Gættet til Palmer – selvfølgelig. Blandt de svagere vine, helt efter bogen.

Lafleur : 98
Medium – pæn farve, let udvikling. Meget speciel næse, essens af lakrids og lakridsrod, lidt streng, meget stærk, essens-agtig, sveske, meget flot og lækker, vildt koncentreret, nærmest overdrevent. Det er stort, det er stærkt! – smagen fænomenal og essens-agtig, mangler måske en lille smule sødme, næsten for streng og for meget struktur, rigtig meget tannin, en del - men ikke overdreven – tørhed, utrolig stærk, nuancer af tomatplante – og derfor gættet til Petrus. Nok den eneste gang jeg kommer til at smage denne vin – desværre………!

La Tour-a-Pomerol : 94
Tættere end Magdelaine, kun let udvikling. Herlig jordet og trøflet duft, essens af trøfler, klassisk Pomerol, jern, jord, fremragende duft, skøn og lækker, ”lige til at spise”. Smagen er også utrolig trøflet, essens af trøfler, fløjlsblød, stor sødme, elegant, ikke enorm kraft, sød eftersmag, ikke enorm længde, meget harmonisk vin, der mangler den sidste koncentration for storhed.

La Conseillante : 96
Tæt til kant, ikke megen udvikling. Tæt, blød og muldet/trøflet næse, efterårsskovbund, ikke så dyb, meget ren, anelse bedre end Latour-a-Pomerol, udvikler mere dybde og intensitet. I smagen klart større koncentration end Latour-a-Pomerol, dejlig mundvædende tørhed, stor styrke og koncentration, meget flot midtsmag, meget lang, ”tør sødme”, længere end førnævnte.

Figeac : 97
Mørk farve, ikke megen udvikling. Asiatiske kryderier, meget kompleks, nuanceret og spændende, stor trøflet sødme og intensitet, fantastisk sødme og kompleksitet, den allerdybeste næse i dette sæt, kokos, ristede fade, bolcher. Fantastisk blødhed og fløjls-agtighed i smagen, , stor, blød, bamset og rund, tomatplante-nuancer og røde bolcher virkelig fyldig og cremet midtsmag, mindre tørhed end La Conseillante. Aldrig har Figeac 1982 klaret så strålende i denne årgang – næsten så god som Cheval-Blanc! Det vil utvivlsomt glæde M. Manoncourt, som bedømt ud fra de scrapbøger, som han har samlet med store sammenlignende smagninger, hvor både Cheval-Blanc og Figeac har været med – og hvor sidstnævnte har vundet de fleste! – har et stort mindreværdskompleks!

Ausone : 94
Ret lys, moden farve. Tomatplante og urtet i duft, orangefrugter, klassisk Figeac (ups!), sød og udviklet, julekrydderier, men også sten-agtig og mineralsk!? Ganske tør, men sådan er stilen (Ausone-agtig!), mere imponerende end charmerende, enormt potentiale – måske? – stærk, struktureret, metallisk og hård. Endelig fik jeg smagt Ausone 1982, og det er jeg glad for, selv om den ikke er rigtig stor. Til gengæld gættede jeg den på stilen!

Canon : 93
Pæn mørk, tæt til kant. Meget dyb og jordet, stor, krydret sødme, Pomerolsk?, havvand/østers, dejligt nuanceret, ret moden og udviklet, pikant krydret, men ikke rigtig dyb. Dejligf, klassisk, Pomerol-agtig smag, elegant, nogen tørhed, ikke koncentration som de bedste, men god nok – om end den mangler lidt sødme. OK for Canon, der har haft problemer siden omkring 1990.

Certan-de-May : 92-93+?
Mørk, tæt og uudviklet farve. Lidt tilbageholdende duft, men herlig ren, sveske- og blomme-agtig, ungdommelig, varm og alkoholrig, synes stadig at gemme på noget, men udvikler sig ikke meget i glasset. Noget ´´enstrenget i smagen, lever ikke op til sin duft p.t., ikke rigtig udvikllet, men svært at se det store potentiale i den, dog god koncentration,om end ungdommelig og ukompleks; bliver bedre i glasset. Som altid lidt kontroversiel og svær at bedømme – således også denne gang. Noget skuffende i.f.t. Parkers bedømmelse (98 p.).

Lafleur-Petrus : 92-93
Udviklet farve med god tæthed. Lækker, moden duft med tomatplante og orangefrugter, perfekt kompleksitet, modne nuancer, stor sødme, flot. Meget stærk i smagen, god dybde, nogen tørhed, mangler lidt sødme, stringent, klassisk Cotes-St. Emilion (ups!), kalk og kridt-agtig eftersmag.

Clos Fourtet : 93-94
Lidt lys farve. Meget tomatplante og urter i duften, bamset og blød, stald og kagekrydderi, udviklet, orangefrugter, lskrids, ikke voldsom dybde/kompleksitet. Smagen fuldstændig som duften, meget blød, urtet og tomatplantet, glider ned i store slurke, men mangler lidt styrke og koncentration. Måske lidt overvurderet – noten er mere pessimistisk end karakteren.

Leoville-Barton : 95
Anelse mere udvikling end DB 1982!?. Pænt med stald i næsen, våd hest, flot sødme, meget tæt, massiv og muld-agtig, efterårsskovbund, meget indsmigrende og landlig stil. Smagen er meget sprød og vanilje-agtig, klart landlig stil, stor fylde og sødme i midtsmagen, ikke super-klassisk solbær-sødme og struktur og race, stadig frisk og tør tannin, solid krop og eftersmag. Gættet til Gruaud-Larose 1982.

Sociando-Mallet : 98
Meget mørk og uudviklet. Meget lukket, tæt, massiv næse med jern, og bly, super-maskulin, mineralsk og kridt-agtig, Port-agtig sødme, maskulin, ekstrem solbær, meget ungdommelig. En eksplosion i munden, massiv, Port-agtig sødme, mere stærk end charmerende, super-stærk, koncentreret og intens, masser af alkohol og tannin, enorm Port-sødme, alt for ung. En imponerende vin, men netop mere imponerende end charmerende. Jeg gætter på, at det er Leoville Las-Cases, og tror på, at der er stort potentiale i den. Den mest tilbagestående af alle vinene, og netop derfor giver jeg den mange points for sit – tilsyneladende – endnu uforløste potentiale. Set i bakspejlet – når man får at vide, hvad det er - er det nok tvivlsomt om potentialet holder. Med andre ord: Har Sociando-Mallet virkelig et større udviklingspotentiale end Ch. Latour – næppe.

Leoville Las-Cases: 96-97
Meget mørk farve, tæt og violet. Enorm frugtsødme i duften, søde røde bær og udpræget cedertræ/cigarkasse, meget klassisk og ren, solbær-sødme, ungdommelig. Smagen er stor og saftig, meget ren, sød, blød, charmerende, let drikkelig, flot struktur, dejlig tørhed, stadig masser af potentiale, stor længde, heftig alkohol. Fantastisk styrke for alderen, udvikler sig stadig positivt, og har næppe nået toppen endnu. Holder sandsynligvis de næste 40-50 år.

La Mission Haut-Brion : 100
Mørk og tæt farve, næsten ingen udvikling. Masser af nyspidset blyant i næsen, ceder- og cigarkasse-træ, blykapsel, jern, fantastisk race og karakter, tobak, typisk La Mission, cedertræ, metallisk, jern- og bronze-støberi. Fantastisk intensitet i smagen, enorm styrke, en komplet vin!, helt samme elementer som i duften, kæmpe struktur, eksploderer i munden og simpelt hen den længste eftersmag af alle 1982’ere, stlærk tannin, fantastisk race og typicitet. Har – som 1955’eren – en stil og karakter, der er unik, og som nogle måske har svært ved at værdsætte, men objektivt vurderet som vin, er den et mesterværk. Den sidste årgang for La Mission inden den bliver købt af naboen Haut-Brion. Min favorit i smagningen – måske ikke den mest charmerende vin (det er Pichon-Comtesse), men den har en helt unik og meget karakteristisk stil og klassisk ”terroir-præg”.

Lafite-Rothschild : 98
Også tæt farve, men anelse mere udviklet end La Mission. Utrolig imødekommende, charmerende, blød, behagelig, cremet, vanilje- og budding-agtig duft pakket ind i fløjl, fantastisk dejlig, intens og indsmiggrende, ristede Cognac-fade. Smagen har fantastisk renhed, styrke, blødhed og struktur; på en gang både robust struktur og tørhed og cremet, klassisk fylde med noter af blyant og metal, dejlig længde. Efter at have været lidt nede i en årrække, synes Lafite 1982 at have genfundet storformen fra starten af 1990’erne, og det er nok symptomatisk for de store 1982’ere, naturligvis afhængig af opbevaringsforhold. Gættet til Mouton – og Mouton gættet til Lafite! *11/02.

Mouton-Rothschild : 96-97
Flot mørk, meget lidt modenhed. Dyb og intens næse med østers og havbrise, kanel og julekrydderi, meget nuanceret, blyant- og blykapsel, uperlækker kompleksitet, kagecreme og vanilje-krans. Smagen starter langsomt for at bygge op senere, men når aldrig – i hvert fald før den er drukket op – højderne fra Lafite og La Mission, klart lettere end disse, men alligevel utrolig flot med cedertræ og klassisk blyant, men knap så lang. Måske undervurderet af mig, for havde jeg givet den 98 (som blev dens gennemsnit) i stedet for 96, var det blevet hele smagningens vinder! Jeg holder nu på, at jeg har ret, og at La Mission, Lafite og Latour er lidt bedre – men måske skal Mouton have mere tid i 1982???

Gruaud-Larose : 95
Tæt, næsten ingen udvikling. Åben næse, dejlig klassisk, syrlig, rugbrød/kærnemælk, landlig, sød hestestald, måske knap så dyb, stald, tomatplante, mint, grøn solbærbusk. Masser af tomatplante i smagen, dejlig harmonisk, ikke enorm styrke og intensitet, mint, grøn solbærbusk, klart blandt de letteste i ”super-sættet”, ikke så meget struktur, men en herlig vin at drikke, pæn eftersmag. Moden nu, men holder. Gættet til Lynch-Bages. Jeg var nok en anelse skuffet over, at det var Gruaud-Larose, da jeg havde forventet mig endnu mere af denne vin, ja faktisk at den kunne blande sig med 1. Cru’erne, hvad karakterer jo viser, at den ikke helt kunne. Men når jeg ser på mine egne tidligere points, må man jo sige, at jeg gættede den temmelig rigtigt.

Lynch-Bages : 96
Knap så mørk som de dybeste, ikk megen udvikling. Ret lukket i starten, cedertræ, Graves???, jern, bronze og solbær, minder om Gruaud, ikke den stærkeste og mest koncentrerede. Smagen er bedre end Gruaud, mere ren, mere struktursaftig, meget solbær, meget blød, ikke enorm koncentration, men perfekt balance, let drikkelig, moden nu, men holder sagtens 20 år. Aldrig har jeg givet så mange points til et af mine absolutte yndlingsslotte i årgang 1982, men sammenlignet med Thomas og Bo – som gav hhv. 100 og 99 – var jeg jo fedtet – også i.f.t. gennemsnittet på 96,8. Jeg mener nu at andre overvurderer LB82– måske fordi den stod allersidst i sidste sæt, og nogle derfor – af psykologiske grunde - mente, at det måtte være noget ekstraordinært???

Latour : 99
Knap så tæt som Gruaud Larose og let udvikling. Meget stor og flot duft med juleagtig sødme, kanel, krydderier, utrolig rig, intens, cremet, super-komplex, meget ren solbær, fuldendt. Smagen har enorm struktur og fylde, solbær-essens, fantastisk midtsmag, enorm sødme, enorm rigdom, tør, stærk tannin, næsten fuldendt eftersmag, perfekt vin, drikkelig nu – og holdbar. Latour er klart den mest konstante af 1. Cru’erne i mine smagninger gennem mere end 13 år, idet karaktererne ligger mellem 97 og 99 med kun en enkelt på 95. Den har været kritiseret for at være atypisk blød og hurtigt udviklet for Latour – og Latour er generelt bleet beskyldt for at have problemer i 1980’erne, men 1982 Latour er en stor vin, og hvorfor kritisere den for, at den bare altid smager dejligt??? Den kan drikkes nu og – pga. balancen, hvor det normalt snarere er kraften – over de næste 30-40 år, måske længere.