Smagninger >
Bordeaux 1982 - Smagt 20 år efter
Tilbage

Årgang 1982 var et vendepunkt for Bordeaux, og – set i bakspejlet 20 år efter - begyndelsen på en ny æra for området og ikke mindst dets vine. 1970’erne havde været et kedeligt årti for Bordeaux med kun 2 store årgange (1970 og 75 – hvoraf sidstnævnte i midten af 1980’erne ikke længere blev regnet for stort år), 4 rimelige til gode årgange (1971, 76, 78 og 79) og 5 jævne til dårlige år (1972, 73, 74, 77 og 80). Men var 1982 virkelig et stort år – eller behøvede vinbønderne bare en stor årgang, og sagde det derfor til alle, og hvordan var reaktionerne umiddelbart efter høsten???

"Californiske vine"
Der var meget ”hype” omkring høsten, og jungletrommerne gik om den høje kvalitet, men efter at have smagt dem i foråret 1983, var visse amerikanske journalister skeptiske. De beskyldte vinene for at være for ”californiske” i stilen, dvs. for modne i frugten, for ligefremme og frugtagtige og helt uden den klassiske rå tannin og gemme-potentiale. En enkelt amerikaner gik dog imod mange af sine kolleger, nemlig Robert Parker, der dengang bare var 35 år, og hvis blad Wine Advocate var relativt nystartet. Men amerikanerne købte stort ind, og Parkers ry som en dygtig smager blev grundlagt, da forbrugerne selv smagte vinene i årene efter at de kom på flaske.

Vejret
Der er ikke så meget andet at sige om vejret, end at det nærmest var perfekt. Vejret under blomstringen i begyndelsen var varmt og solrigt, hvilket medførte en harmonisk frugtsætning med potentielt mange druer, hvilket ganske vist ikke i sig selv sikrer en høj kvalitet, men derimod er en forudsætning for, at potentialet for en exceptionel årgang – afhængig af vejret resten af sommeren og under høsten – er til stede (2002 og 1997 er eksempler på årgange, hvor vejret var miserabelt under blomstringen resulterende i en uensartet frugtsætning med druer, der ikke modnede ensartet, og derfor langtfra var exceptionelle, om end ikke katastrofale, som følge af efterfølgende fint vejr, især under høsten). Resten af sommeren var perfekt: juli meget varm, august ligeledes varm, men med velkomne regnbyger, der sørgede for, at vegetationen ikke gik i stå, mens september var helt exceptionel varm med dagtemperaturer omkring 30 grader de første 3 uger af september.

Vinene fra fad – og senere
Bortset fra nogle få journalister, der syntes, at de måtte kritisere vinene for et eller andet, var alle begejstrede, ikke mindst vinhandlerne. Vinene smagte fantastisk charmerende, idet de havde mere frugt og fedme, mindre ”barske” tanniner end normalt, og på trods af pæne prisstigninger i forhold til årgang 1981, flokkedes folk om at købe vinene. Det var også forståeligt, når man sammenligner en primeur-/forsalgspriser med i dag: Hvem ville ikke gerne have købt Pichon Lalande 1982 til kr. 110,-, 1. Cru’er til ca. kr. 210 og Petrus til ca. kr. 300. I dag koster de nævnte vine hhv. kr. 2,000,-, 3.500 – 4.000 og ca. kr. 15.000,-.

Efter aftapning var begejstringen for vinene lige stor, idet de havde masser af frugt og ”hvalpe-fedt”, der skjulte tanninen og gjorde dem til en stor fornøjelse at drikke unge – hvad mange flasker sikkert også blev. Enkelte kritiske røster gik dog fortsat på, at det var ”moderne” Bordeaux-vine, der aldrig ville blive rigtig store og klassiske og gå ned i annalerne som årgange som 1961, 59, 45, 29 og 28, da de simpelt hen ikke ”var lavet” til at kunne holde. Det er fortsat et omdiskuteret emne i vinverdenen, hvorvidt årgange som 1982, 85, 89, 90 og sidst ikke mindst 2000 vil kunne holde ligeså længe – og blive ligeså gode og ”klassiske” som førnævnte årgange. 1982 er den ældste af disse årgange, og derfor måske den, som bedst giver svaret. Som nævnt smagte de fleste 1982’ere selv på højeste niveau fantastisk godt som unge, hvilket mange Bordeaux-årgange dog i dag gør, for herefter at lukke sig ned efter et par år på flaske, for herefter først at åbne først at åbne op igen og være modne ca. 10 år efter høståret. Men hvad der er bemærkelsesværdigt med 1982’erne er, at det varede længe, før end de lukkede sig ned, men de gjorde det generelt i begyndelserne af 1990’erne, og springer nu efterhånden ud i fuldt afhængig af område, stil og vinifikation (vi taler i den forbindelse kun om de bedste Bordeaux-vine, symboliseret ved de vine, der blev smagt ved denne smagning). Bortset fra en god håndfuld, herunder især 1. Cru’erne, er alle vine det man kan kalde modne, og vil give stor fornøjelse at drikke i dag. Man vinder ikke noget ved at gemme dem (bortset måske fra enkelte), men det imponerende er, at man bestemt heller ikke behøver at skynde sig! De bedste vine har en uforlignelig balance, som netop kendetegner store Bordeaux-år, og som gør, at vinene vil gå meget langsomt ned af bakke. Om 20 år vil Lynch-Bages og Talbot stadig være en fornøjelse at drikke, mens Beychevelle måske vil være en anelse træt. Tager vi lidt mindre Bordeaux-vine symboliseret ved Cru Bourgeois-slotte og mindre Cru Classe’er, vil disse vine være det man kan kalde ”fuldmodne” – de bør drikkes nu, og enkelte kan have mistet lidt frugt. Men det er vel også OK – de er jo 20 år gamle!?

Scenen
Munkebo Kro på Nordfyn dannede de perfekte rammer om denne maraton-smagning, og såvel den afslappede stemning, den perfekte beværtning og betjening og ikke mindst det suveræne køkken ledet af Thomas Pasfall, der på excellent vis stod for de 3 daglige måltider, der skal til for at overleve en dag i almindelighed og 2 dage i selskab med mere end 50 store vine (incl. de, der blev smagt til middage/frokoster) i særdeleshed, gjorde det til en mindeværdig totaloplevelse. Der er tale om et fremragende køkken, som jeg klart vil sætte blandt de 8-10 bedste i Danmark, og tilmed blandt de prismæssigt mest rimelige blandt disse!

Juryen bestod af 10 erfarne og rutinerede smagere, der alle i mere end 10 år jævnligt har smagt, vurderet og bedømt vine på tilsvarende niveau. De i alt 38 vine i smagningen blev smagt ”halvblindt” i 4 ”flights” a 9-10 vine, således at vinene i de enkelte ”flights” var kendte, men blot ikke rækkefølgen. Vinene blev smagt i et neutralt konference-lokale med absolut tysthed den første time til 1½, og efterfølgende diskussion og afsløring af vinene. Det lyder måske ikke som en ”hyggelig” måde at smage store vine på, men det var det, og det giver utvivlsomt en langt mere objektiv bedømmelse, end hvis vinene blev diskuteret løbende eller for den sags skyld smagt til mad. Vinene blev bedømt på en 100-skala, og gennemsnittene blev smagningens resultat. Nedenfor er anført såvel det samlede gennemsnit/resultat som mine karakterer. Ikke fordi jeg mener, at sidstnævnte er udtryk for et mere rigtigt resultat, men fordi det kan være med til at øge forståelsen af mine smagsnoter.

Konklusion
Det var en oplevelse for livet at smage så mange flotte, mere eller mindre fuldmodne vine fra så exceptionel en årgang. Der var generel enighed om, at årgang 1982 er en fantastisk årgang, hvor gennemsnitsniveauet er højt, og kun få vine skuffer. Årgangen har levet op til sit tidligere og store ry, og vinene giver – hvis de i øvrigt er velopbevarede – store oplevelser nu, og vil også gøre det mange år frem. Kritikken af, at årgangen ikke gav holdbare vine må forstumme, og bedømt ud fra årgang 1982, kan man måske nok hævde, at Bordeaux-vine i de seneste 20 år er blevet lettere og mere behagelige at drikke som unge, men i hvert fald ikke at de ikke holder og ikke kan gemmes! Hvorvidt senere store årgange som 1990 og 2000 er bedre end 1982 er vanskeligt – om ikke umuligt at svare på. Der er efter min opfattelse lavet flere store vine i de senere årgange, simpelt hen fordi det i kraft af de højere priser, som slottene har opnået for deres vine siden netop årgang 1982, har gjort det muligt for selv slotte, der måske ikke umiddelbart tilhørte den etablerede elite, at lave store vine via investeringer i bedre mark- og vinifikationsarbejde. Men er målestokken den absolutte kvalitet for de bedste vine i de respektive årgange, tror jeg ikke at de bedste vine i de senere årgange er bedre end de bedste 1982’ere. Med andre ord tror jeg ikke at Lafite, Mouton, Latour, Lynch-Bages, La Mission-Haut-Brion m.fl. generelt er bedre i 1990 og 2000 end i 1982, mens slotte som f.eks. Pichon-Baron, Kirwan, Brane-Cantenac m.fl., der har forbedret kvaliteten stærkt siden 1982, givetvis vil være bedre i de senere store år 1990 og 2000 (når de bliver modne).

PlaceringGennemsnitVin
198,1Pichon-Comtesse, 2. Cru Pauillac
2=98,0Latour, 1. Cru Pauillac
2=98,0Mouton-Rothschild, 1. Cru Pauillac
497,3L’Evangile, Pomerol
5=96,9Gruaud-Larose, 2. Cru St. Julien
5=96,9La Mission Haut-Brion, Cru Classe Graves
5=96,9Lynch-Bages, 5. Cru Pauillac
896,8Lafleur, Pomerol
996,78Ch. Margaux, 1. Cru Margaux
1096.7Cheval Blanc, 1. GCC St. Emilion
1196,5Dominus 1990, Napa Valley , Californien
1296,3Leoville Las Cases, 2. Cru St. Julien
1396,2Sociando Mallet, Cru Bourgeois Haut-Medoc
1496,0Petrus, Pomerol
1595,8Lafite-Rothschild, 1. Cru Pauillac
16=94,4Figeac, 1. GCC St. Emilion
16=94,4Trotanoy, Pomerol
1894,1Leoville-Barton, 2. Cru St. Julien
19=93,9Canon, 1. GCC St. Emilion
19=93,9Palmer, 3. Cru Margaux
2193,7Leoville Poyferré, 2. Cru St. Julien
2293,6Clos Fourtet, 1. GCC St. Emilion
2393,4Haut-Brion, 1. Cru Graves
2493,1Talbot, 4. Cru St. Julien
2593,0Lafleur-Petrus, Pomerol
2692,7La Tour à Pomerol, Pomerol
2792,5 Grand-Puy-Lacoste, 5. Cru Pauillac
2891,9Cos d’Estournel, 2. Cru St. Estephe
29=91,8La Conseillante, Pomerol
29=91,8Ausone, 1. GCC St. Emilion
3191,5Pichon Longueville Baron, 2. Cru Pauillac
32=91,3Certan-de-May, Pomerol
32=92,3La Lagune, 3. Cru Haut-Medoc
3490,8Beychevelle, 4. Cru St. Julien
3590,4Calon Ségur, 3. Cru St. Estephe
3690,3Montrose, 2. Cru St. Estephe
3789,5Magdelaine, 1. GCC St. Emilion
38PropDucru-Beaucaillou, 2. Cru St. Julien

PlaceringGennemsnitVin
1100La Mission Haut-Brion, Graves
2= 99Latour, 1. Cru Pauillac
2= 99Pichon-Comtesse, 2. Cru Pauillac
4= 98Dominus 1990, Napa Valley , Californien
4= 98Lafite-Rothschild, 1. Cru Pauillac
4= 98Lafleur, Pomerol
4= 98Sociando Mallet, Cru Bourgeois Haut-Medoc
8= 97Cheval Blanc, 1. GCC St. Emilion
8= 97Figeac, 1. GCC St. Emilion
8= 97L’Evangile, Pomerol
11= 96La Conseillante, Pomerol
11= 96Lafite-Rothschild, 1. Cru Pauillac
11= 96Leoville Las Cases, 2. Cru St. Julien
11= 96Lynch-Bages, 5. Cru Pauillac
11= 96Mouton-Rothschild, 1. Cru Pauillac
11= 96Petrus, Pomerol
17= 95Gruaud-Larose, 2. Cru St. Julien
17= 95Haut-Brion, 1. Cru Graves
17= 95Leoville-Barton, 2. Cru St. Julien
17= 95Leoville-Poyferré, 2. Cru St. Julien
17= 95Ch. Margaux, 1. Cru Margaux
22= 94Ausone, 1. GCC St. Emilion
22= 94Clos Fourtet, 1. GCC St. Emilion
22= 94Grand-puy-Lacoste, 5. Cru Pauillac
22= 94La Lagune, 3. Cru Haut-Medoc
22= 94La Tour à Pomerol, Pomerol
22= 94Pichon Longueville Baron, 2. Cru Pauillac
22= 94Trotanoy, Pomerol
29 93Lafleur-Petrus, Pomerol
30= 92Beychevelle, 4. Cru St. Julien
30= 92Certan-de-May, Pomerol
30= 92Cos d’Estournel, 2. Cru St. Estephe
30= 92Palmer, 3. Cru Margaux
30= 92Talbot, 4. Cru St. Julien
3590Calon Ségur, 3. Cru St. Estephe
36= 89Magdelaine, 1. GCC St. Emilion
36= 89Montrose, 2. Cru St. Estephe
38PropDucru-Beaucaillou, 2. Cru St. Julien

Vinene er nævnt i den rækkefølge, de blev serveret.

1. Heat
Beychevelle : 92-93
Pænt moden farve med moden kant. Meget parfumeret, marcipan-agtig næse, Bourgogne-agtig, givetvis Beychevelle!!!, meget forfinet, komplex og elegant, let jordet, meget spændende, men ikke overvældende dybde. Klassisk ren og elegant smag, let og Bourgogne-agtig, nuanceret og modne nuancer, cremet og medium længde. Fuldmoden, men holder min. 5 år endnu. Fantastisk – jeg gættede den allerførste vin korrekt – men desværre kun 9 andre ud af i alt 38 over hele weekenden (hvilket dog gav en delt 1. plads sammen med Ib Bergkær fra Sigurd Muller Vinhandel).

Calon-Segur : 90?
Moden farve, lidt lys med tydelig brun kant. Strejf af kærnemælk og rugbrød i duften, tydeligvis nordlig Medoc, ret modne og udviklede nuancer, men lidt diffus, ikke så nuanceret som f.eks. Beychevelle. Smagen har ikke den store fylde, rugbrød og kærnemælk, lidt kridt, mangler krop, ret metallisk, ikke så lang. Tja, samme karakter som jeg gav ved den vertikal Calon-Segur-smagning 14 år før, men jeg mener at have fået bedre og mere ungdommelige flasker siden - eller måske er den på grund af dens forholdsvis store modenhed bare en af de vine, som man ikke vurderer så højt sammen med andre, mindre modne, vine, men som kan være dejlig at drikke alene???

La Lagune : 94
Mørk farve, ikke megen udvikling for alder. Meget ungdommelig duft, frugt og bær, let portet, men også lukket, ikke så udviklet og nuanceret som nogle, men dejlig ren, intens, Latour-agtig budding-karakter, dejlig og charmerende. Utrolig stor sødme i smagen, meget ren, klassisk, perfekt balance, rund, blød og rund, men kan gemmes, stor fylde, let tør, uudviklet tannin. Imponerende for La Lagune, som jeg havde tippet på sidstepladsen i hele smagningen. Virkelig en stor vin for slottet – både perfekt at drikke nu, men holder i hvert fald 10 år endnu.

Cos d’Estournel : 92
Medium-pæn farve med kun let udvikling. Let staldet duft, dyrisk, tydeligt animalsk, stald-agtigt præg, lidt syrlig, ikke voldsomt spændende. Smagen er som en stor rund og blød bamse, flot sødme, utrolig blød og rund, meget charmerende, men mangler lidt saftighed og nerve, blød eftersmag med OK længde. OK, længe siden, at vi sidst stiftede bekendtskab - jeg troede, at den var større.

Montrose : 89
Tæt farve til kant. Støvet, metallisk og kridt-agtig duft, ikke dyb, meget lukket??? – åbner ikke op. Smagen er Portet og med chokolade, megen tørhed og tannin, mangler balance, lidt udtørrende og ucharmerende, ”firkantet” vin, men pæn længde. Tænk at der skulle gå så mange år, før jeg kom til at smage Montrose 1982. Nå, jeg er tilsyneladende ikke gået glip af noget – min lavest placerede vin – har jeg misset noget??? – næppe!

Pichon-Longueville Baron : 93-94
Medium, let udviklet farve. Meget sød og Portet næse, ikke så meget andet end Port-sødme, meget speciel, kaffe, chokolade og juleting. Smagen ligeledes meget Portet, stor sødme, fremragende koncentration, men virker ældre end sin alder, meget moden og skal drikkes nu. Overraskende pæn placering for Pichon-Baron i dette skrappe selskab, da slottet ikke på daværende tidspunktet var i superligaen, hvilket først skete med årgangene 1989 og 1990 efter forsikringsselskabets AXA’s overtagelse.

Leoville Poyferre : 95
Meget flot, ungdommelig farve, tæt til kant, ikke megen udvikling. Lukket næse, men meget ren og klassisk, metallisk, meget spændende, ren, klassisk St. Julien/Pauillac, tæt og intens. Smagen er meget fyldig og konxcentreret, stærk, ungdommelig og Port-agtig, meget stor, klasssisk Pauillac-karakter. Den første store Poyferre i et par generationer……., ja OK 1961’eren er også OK.

Grand-Puy-Lacoste : 94
Ungdommelig og tæt farve, ikke megen udvikling. Som L. Poyferre meget ren og klassisk i næsen, stort solbær-præg, men også lidt lukket, begyndende animalsk/modent præg, let Portet. Karakteristisk metallisk i smagen, god sødme, underspillet og maskulin, cedertræ, Port-agtig, stadig en del tannin. Holder stadig mange år, og vil nok altid være til den tørre, maskuline side. Herlig, individuel vin.

Trotanoy : 94
Mørkere end Haut-Brion 82. Næse med modne nuancer, lidt syrlig, kærnemælk, åbner op og bliver bedre, vanilje-creme og vådt rugbrød, kunne man bare blive ved…….ret udviklet alt i alt. Smag med dejlig sødme, god rank struktur, tæt-vævet, god tannin, pæn, men ikke rigtig lang. God Trotanoy, men ikke rigtig stor.

Haut-Brion : 95
Næse med metal og cedertræ, lidt lukket og åbner ikke rigtig op for godteposen – ærgerligt, for det, der er, er vældig godt. Smagen er højtonet og mere komplex og nuanceret end egentlig koncentreret, tomatplante, intens og koncentreret, flot koncentration i midtsmag, flot lang eftersmag. Udvikler sig godt i glasset. Mangler lidt styrke for at nå de bedste 1. Crus, men en god vin – bestemt!

Dominus 1990 (joker) : 98 (for højt!)
Sat ind som Joker i 1982-smagning og fejlbedømt p.g.a. sin store, lovende ungdommelighed og søde frugt sammenlignet med de mere modne- og tørrere – 1982’ere. Meget mørk, tæt, uudviklet,. Bolcher og røde bær, tomatplante, tæt, massiv, essens af tomatplante, anis, uudviklet. Meget ungdommelig, enorm koncentration, en eksplosion i munden, enorm fylde og kompleksitet, , fantastisk længde, meget tilbagestående.

Petrus : 96+
Pænt mørk farve. Let udvikling. Meget flot duft med søde julekrydderier, meget koncentrret, vanilje-budding, meget spændende og nuanceret, cremet, tydeligvis gamle vinstokke, rugbrød og tomatplante. Stor moden sødme, meget afrundet og blød, egentlig ikke den store krop/koncentration, nærmest en anelse let, men til gengæld ultra-charmerende og cremet og med flot lang, forførende eftersmag. Ingen af de 10 smagere gættede den til at være Petrus. Jeg gættede – som flere – på Pichon-Lalande. Jeg havde nu ikke forventet, at den vandt – det gør Petrus sjældent, når det der blindsmagning. Jeg tror, at de har høstet for meget i 1982, da det er ligesom om, at den sidste koncentration, der kunne løfte den, mangler. Jeg håber, at den har det i 1989, 1990 og 1998. Som altid ikke prisen værd – men sjov at smage!

Cheval-Blanc : 97-98
Medium farve, meget tæt til kant. Fremragende duft, stor kompleksitet, skovbrand, let tomatplante, orangefrugter, højtonet, budding, vaniljekrans, trøffel (OK, den grænser ogso helt p til Pomerol!). Smagen har en helt fantastisk sødme, cremet, vanilje-budding, elegant og super-kompleks, rffineret, essens af Pomerol, fantastisk tæt, tomatplante, fremragende længde. Herlig vin, bedre end Petrus, tæt på de bedste. Gættet! Cheval er god i 1982 – nok den bedste mellem 1949 og 1990, og det er vel ikk’ så ring’ endda???

L’Evangile : 97
Meget mørk farve. Stor næse med sveske og orangetrøffel, metal, jern, let brun, dyb stald, julekrydderi og let Port. Meget flot og stærk struktur i smagen, ret tør, meget ristet fad, meget kraftfuld og ungdommelig, ikke færdig-udviklet, stor tyngde, men – underligt nok – ikke rigtig charmerende – endnu??? Dog et fremragende glas vin, der kan holde og måske blive endnu større?

Pichon-Comtesse : 99
Meget mørk. Fantastisk lækker, sødlig, vanilje-agtig næse med sveske-marmelade, stor sødme, meget lækker, parfumeret og Bourgogne-agtig, røde frugter og bær, super-nuanceret, trøfler. Smagen har en fantastisk, nærmest ubeskrivelig nuancerigdom, afsindig, øredøvende lækker, sødmefyldt, trøfler, vanilje-agtig, en eksplosion i munden, lang, elegant, man sider nærmest og råber ”yes, yes, yes”, når man smager den. Smagningens vinder – for mig på en delt 2. plads. Hvor er den vin flot! Fantastisk at drikke nu, men kan sikkert også gemmes – men hvorfor?

Ch. Margaux : 95?
Tæt og uudviklet. Let våd jord i duften, prop???, metallisk, stålsat, lukket. Voldsom smag, metallisk, stålsat, mangler kompleksitet og sødme, uudviklet, meget stærk, tannisk, tør. Jeg har aldrig været rigtig gode venner med Ch. Margaux 1982, den er ofte lidt ”mærkelig”, og sjældent rigtig god. Jeg tror ikke rigtig på den.

Palmer : 92
Blandt de lyseste og mest udviklede 1982’ere. Knap så stor dybde i næsen, lidt gamle fade, OK parfume, men ikke stor, svær at få op af glasset. Meget ligefrem smag, ikke stor, moden og karamel-agtig, komplekse nuancer, elegant, ikke stor, ikke lang, lidt kedelig. Gættet til Palmer – selvfølgelig. Blandt de svagere vine, helt efter bogen.

Lafleur : 98
Medium – pæn farve, let udvikling. Meget speciel næse, essens af lakrids og lakridsrod, lidt streng, meget stærk, essens-agtig, sveske, meget flot og lækker, vildt koncentreret, nærmest overdrevent. Det er stort, det er stærkt! – smagen fænomenal og essens-agtig, mangler måske en lille smule sødme, næsten for streng og for meget struktur, rigtig meget tannin, en del - men ikke overdreven – tørhed, utrolig stærk, nuancer af tomatplante – og derfor gættet til Petrus. Nok den eneste gang jeg kommer til at smage denne vin – desværre………!

Magdelaine : 89
Medium – lidt lys farve med brun kant. Gl. træ, puddersukker, ”brun” i duften, moden, lidt kedelig, kanel-krydderi, medium dybde. Også ret 2brun” i smagen, udviklet/moden, tørt træ, ikke rigtig harmonisk, let vandig, tynd og kort eftersmag.

La Tour-a-Pomerol : 94
Tættere end Magdelaine, kun let udvikling. Herlig jordet og trøflet duft, essens af trøfler, klassisk Pomerol, jern, jord, fremragende duft, skøn og lækker, ”lige til at spise”. Smagen er også utrolig trøflet, essens af trøfler, fløjlsblød, stor sødme, elegant, ikke enorm kraft, sød eftersmag, ikke enorm længde, meget harmonisk vin, der mangler den sidste koncentration for storhed.

La Conseillante : 96
Tæt til kant, ikke megen udvikling. Tæt, blød og muldet/trøflet næse, efterårsskovbund, ikke så dyb, meget ren, anelse bedre end Latour-a-Pomerol, udvikler mere dybde og intensitet. I smagen klart større koncentration end Latour-a-Pomerol, dejlig mundvædende tørhed, stor styrke og koncentration, meget flot midtsmag, meget lang, ”tør sødme”, længere end førnævnte.

Figeac : 97
Mørk farve, ikke megen udvikling. Asiatiske kryderier, meget kompleks, nuanceret og spændende, stor trøflet sødme og intensitet, fantastisk sødme og kompleksitet, den allerdybeste næse i dette sæt, kokos, ristede fade, bolcher. Fantastisk blødhed og fløjls-agtighed i smagen, , stor, blød, bamset og rund, tomatplante-nuancer og røde bolcher virkelig fyldig og cremet midtsmag, mindre tørhed end La Conseillante. Aldrig har Figeac 1982 klaret så strålende i denne årgang – næsten så god som Cheval-Blanc! Det vil utvivlsomt glæde M. Manoncourt, som bedømt ud fra de scrapbøger, som han har samlet med store sammenlignende smagninger, hvor både Cheval-Blanc og Figeac har været med – og hvor sidstnævnte har vundet de fleste! – har et stort mindreværdskompleks!

Ausone : 94
Ret lys, moden farve. Tomatplante og urtet i duft, orangefrugter, klassisk Figeac (ups!), sød og udviklet, julekrydderier, men også sten-agtig og mineralsk!? Ganske tør, men sådan er stilen (Ausone-agtig!), mere imponerende end charmerende, enormt potentiale – måske? – stærk, struktureret, metallisk og hård. Endelig fik jeg smagt Ausone 1982, og det er jeg glad for, selv om den ikke er rigtig stor. Til gengæld gættede jeg den på stilen!

Canon : 93
Pæn mørk, tæt til kant. Meget dyb og jordet, stor, krydret sødme, Pomerolsk?, havvand/østers, dejligt nuanceret, ret moden og udviklet, pikant krydret, men ikke rigtig dyb. Dejligf, klassisk, Pomerol-agtig smag, elegant, nogen tørhed, ikke koncentration som de bedste, men god nok – om end den mangler lidt sødme. OK for Canon, der har haft problemer siden omkring 1990.

Certan-de-May : 92-93+?
Mørk, tæt og uudviklet farve. Lidt tilbageholdende duft, men herlig ren, sveske- og blomme-agtig, ungdommelig, varm og alkoholrig, synes stadig at gemme på noget, men udvikler sig ikke meget i glasset. Noget ´´enstrenget i smagen, lever ikke op til sin duft p.t., ikke rigtig udvikllet, men svært at se det store potentiale i den, dog god koncentration,om end ungdommelig og ukompleks; bliver bedre i glasset. Som altid lidt kontroversiel og svær at bedømme – således også denne gang. Noget skuffende i.f.t. Parkers bedømmelse (98 p.).

Lafleur-Petrus : 92-93
Udviklet farve med god tæthed. Lækker, moden duft med tomatplante og orangefrugter, perfekt kompleksitet, modne nuancer, stor sødme, flot. Meget stærk i smagen, god dybde, nogen tørhed, mangler lidt sødme, stringent, klassisk Cotes-St. Emilion (ups!), kalk og kridt-agtig eftersmag.

Clos Fourtet : 93-94
Lidt lys farve. Meget tomatplante og urter i duften, bamset og blød, stald og kagekrydderi, udviklet, orangefrugter, lskrids, ikke voldsom dybde/kompleksitet. Smagen fuldstændig som duften, meget blød, urtet og tomatplantet, glider ned i store slurke, men mangler lidt styrke og koncentration. Måske lidt overvurderet – noten er mere pessimistisk end karakteren.

Ducru-Beaucaillou : ?
Tæt farve, kun let udvikling Næse med våd jord - prop??? – bliver bedre, men aldrig rigtig ren, metallisk, gl. blomstervand. Prop-karakteren går igen i smagen, egentlig både fyldig og koncentreret, men flad og tam. DB er jo berygtet for sine mange ”prop-flasker” i årgangene 1986-1990, som angiveligt skulle skyldes træbeskyttelse i kælderen. Jeg begynder at tro, at også 1982’eren er ramt af dette fænomen. I hvert fald virker det usandsynligt, at slottet skulle få så mange dårlige propper i så mange på hinanden følgende år. Kan man mon smage forskel på vine, der har ”prop” og vine, hvor propsmagen skyldes træbeskyttelsesmiddel i kælderen???

Leoville-Barton : 95
Anelse mere udvikling end DB 1982!?. Pænt med stald i næsen, våd hest, flot sødme, meget tæt, massiv og muld-agtig, efterårsskovbund, meget indsmigrende og landlig stil. Smagen er meget sprød og vanilje-agtig, klart landlig stil, stor fylde og sødme i midtsmagen, ikke super-klassisk solbær-sødme og struktur og race, stadig frisk og tør tannin, solid krop og eftersmag. Gættet til Gruaud-Larose 1982.

Sociando-Mallet : 98
Meget mørk og uudviklet. Meget lukket, tæt, massiv næse med jern, og bly, super-maskulin, mineralsk og kridt-agtig, Port-agtig sødme, maskulin, ekstrem solbær, meget ungdommelig. En eksplosion i munden, massiv, Port-agtig sødme, mere stærk end charmerende, super-stærk, koncentreret og intens, masser af alkohol og tannin, enorm Port-sødme, alt for ung. En imponerende vin, men netop mere imponerende end charmerende. Jeg gætter på, at det er Leoville Las-Cases, og tror på, at der er stort potentiale i den. Den mest tilbagestående af alle vinene, og netop derfor giver jeg den mange points for sit – tilsyneladende – endnu uforløste potentiale. Set i bakspejlet – når man får at vide, hvad det er - er det nok tvivlsomt om potentialet holder. Med andre ord: Har Sociando-Mallet virkelig et større udviklingspotentiale end Ch. Latour – næppe.

Leoville Las-Cases: 96-97
Meget mørk farve, tæt og violet. Enorm frugtsødme i duften, søde røde bær og udpræget cedertræ/cigarkasse, meget klassisk og ren, solbær-sødme, ungdommelig. Smagen er stor og saftig, meget ren, sød, blød, charmerende, let drikkelig, flot struktur, dejlig tørhed, stadig masser af potentiale, stor længde, heftig alkohol. Fantastisk styrke for alderen, udvikler sig stadig positivt, og har næppe nået toppen endnu. Holder sandsynligvis de næste 40-50 år.

La Mission Haut-Brion : 100
Mørk og tæt farve, næsten ingen udvikling. Masser af nyspidset blyant i næsen, ceder- og cigarkasse-træ, blykapsel, jern, fantastisk race og karakter, tobak, typisk La Mission, cedertræ, metallisk, jern- og bronze-støberi. Fantastisk intensitet i smagen, enorm styrke, en komplet vin!, helt samme elementer som i duften, kæmpe struktur, eksploderer i munden og simpelt hen den længste eftersmag af alle 1982’ere, stlærk tannin, fantastisk race og typicitet. Har – som 1955’eren – en stil og karakter, der er unik, og som nogle måske har svært ved at værdsætte, men objektivt vurderet som vin, er den et mesterværk. Den sidste årgang for La Mission inden den bliver købt af naboen Haut-Brion. Min favorit i smagningen – måske ikke den mest charmerende vin (det er Pichon-Comtesse), men den har en helt unik og meget karakteristisk stil og klassisk ”terroir-præg”.

Lafite-Rothschild : 98
Også tæt farve, men anelse mere udviklet end La Mission. Utrolig imødekommende, charmerende, blød, behagelig, cremet, vanilje- og budding-agtig duft pakket ind i fløjl, fantastisk dejlig, intens og indsmiggrende, ristede Cognac-fade. Smagen har fantastisk renhed, styrke, blødhed og struktur; på en gang både robust struktur og tørhed og cremet, klassisk fylde med noter af blyant og metal, dejlig længde. Efter at have været lidt nede i en årrække, synes Lafite 1982 at have genfundet storformen fra starten af 1990’erne, og det er nok symptomatisk for de store 1982’ere, naturligvis afhængig af opbevaringsforhold. Gættet til Mouton – og Mouton gættet til Lafite! *11/02.

Mouton-Rothschild : 96-97
Flot mørk, meget lidt modenhed. Dyb og intens næse med østers og havbrise, kanel og julekrydderi, meget nuanceret, blyant- og blykapsel, uperlækker kompleksitet, kagecreme og vanilje-krans. Smagen starter langsomt for at bygge op senere, men når aldrig – i hvert fald før den er drukket op – højderne fra Lafite og La Mission, klart lettere end disse, men alligevel utrolig flot med cedertræ og klassisk blyant, men knap så lang. Måske undervurderet af mig, for havde jeg givet den 98 (som blev dens gennemsnit) i stedet for 96, var det blevet hele smagningens vinder! Jeg holder nu på, at jeg har ret, og at La Mission, Lafite og Latour er lidt bedre – men måske skal Mouton have mere tid i 1982???

Gruaud-Larose : 95
Tæt, næsten ingen udvikling. Åben næse, dejlig klassisk, syrlig, rugbrød/kærnemælk, landlig, sød hestestald, måske knap så dyb, stald, tomatplante, mint, grøn solbærbusk. Masser af tomatplante i smagen, dejlig harmonisk, ikke enorm styrke og intensitet, mint, grøn solbærbusk, klart blandt de letteste i ”super-sættet”, ikke så meget struktur, men en herlig vin at drikke, pæn eftersmag. Moden nu, men holder. Gættet til Lynch-Bages. Jeg var nok en anelse skuffet over, at det var Gruaud-Larose, da jeg havde forventet mig endnu mere af denne vin, ja faktisk at den kunne blande sig med 1. Cru’erne, hvad karakterer jo viser, at den ikke helt kunne. Men når jeg ser på mine egne tidligere points, må man jo sige, at jeg gættede den temmelig rigtigt.

Lynch-Bages : 96
Knap så mørk som de dybeste, ikk megen udvikling. Ret lukket i starten, cedertræ, Graves???, jern, bronze og solbær, minder om Gruaud, ikke den stærkeste og mest koncentrerede. Smagen er bedre end Gruaud, mere ren, mere struktursaftig, meget solbær, meget blød, ikke enorm koncentration, men perfekt balance, let drikkelig, moden nu, men holder sagtens 20 år. Aldrig har jeg givet så mange points til et af mine absolutte yndlingsslotte i årgang 1982, men sammenlignet med Thomas og Bo – som gav hhv. 100 og 99 – var jeg jo fedtet – også i.f.t. gennemsnittet på 96,8. Jeg mener nu at andre overvurderer LB82– måske fordi den stod allersidst i sidste sæt, og nogle derfor – af psykologiske grunde - mente, at det måtte være noget ekstraordinært???

Latour : 99
Knap så tæt som Gruaud Larose og let udvikling. Meget stor og flot duft med juleagtig sødme, kanel, krydderier, utrolig rig, intens, cremet, super-komplex, meget ren solbær, fuldendt. Smagen har enorm struktur og fylde, solbær-essens, fantastisk midtsmag, enorm sødme, enorm rigdom, tør, stærk tannin, næsten fuldendt eftersmag, perfekt vin, drikkelig nu – og holdbar. Latour er klart den mest konstante af 1. Cru’erne i mine smagninger gennem mere end 13 år, idet karaktererne ligger mellem 97 og 99 med kun en enkelt på 95. Den har været kritiseret for at være atypisk blød og hurtigt udviklet for Latour – og Latour er generelt bleet beskyldt for at have problemer i 1980’erne, men 1982 Latour er en stor vin, og hvorfor kritisere den for, at den bare altid smager dejligt??? Den kan drikkes nu og – pga. balancen, hvor det normalt snarere er kraften – over de næste 30-40 år, måske længere.