Smagninger > 2000 World Wine Championship

Hvem skulle have troet, at en svensker skulle være mand for at samle mere end 200 af verdens bedste vine, der alle havde det til fælles, at de kom fra én og samme årgang - 1990 ?

Mats Heiman er partner hos den svenske vinimportør VinUnic og en stor vinentusiast. Tilbage i starten af 1990’erne købte han sammen med gode venner mange af de bedste Bordeaux-vine "en primeur" i årgang 1990, og langsomt begyndte idéen om at samle alle - eller næsten alle, for man vil nok altid synes, at der mangler en eller anden favoritvin - betydende vine i denne årgang. Og ambitionerne begyndte at række udover "bare" Bordeaux-vine. Efterhånden udviklede det sig til en passion at få så mange store vine med som muligt, og over hele verden gik jagten efterhånden ind på de mere sjældne af verdens store vine, der for nogens vedkommende laves mindre end 1.000 kasser à 12 flasker af!!! Gode venner, der skulle til f.eks. Australien eller Châteauneuf-du-Pape fik en ønskeseddel med fra Mats Heiman med ordre om at forsøge at skaffe en eller flere af de ønskede vine!

Foto: www.winespot.se

Grunden til at valget netop faldt på årgang 1990, og at smagningen udviklede sig til en global begivenhed var, at alle verdens store vindistrikter for måske første gang nogensinde før - og siden - alle producerede store vine i denne årgang. Problemet er ofte, når man sammenligner store vine på tværs af landegrænserne, at hvad der er en vellykket årgang i Bordeaux, kan være en middelmådig årgang i f.eks. Californien. Tag som eksempel årgang 1989: Stor og klassisk i Bordeaux - en af de få middelmådige årgange i Californien. I årgang 1991 er det derimod lige omvendt!

Under en smuk og solbeskinnet weekend i det magiske år 2000 - præcis 10 år efter at høsten startede de fleste steder i Europa - var afgørelsens time kommet, og scenen var sat for 30 forventningsfulde vinsmagere – de fleste fra den svenske vinbranche, men i alt fra 4 nationer - der alle havde betalt den anseelige sum af SKR 19.000 for at deltage og være med til at bedømme vinene og skrive historie. Vinene var 10 år gamle, og burde derfor præsentere sig godt. Man kunne måske forvente, at Bordeaux-vinene var knapt modne, mens de fleste fra resten af verden burde være mere eller mindre fuldmodne. Et af spørgsmålene var naturligvis også, om de klassiske distrikter kunne klare konkurrencen fra hele den øvrige verden, herunder Californien, Australien m.v. og om f.eks. fine og lette Bourgogne-vine kunne klare sig i konkurrence med f.eks. kraftige, oversøiske Cabernet Sauvignon- og Shiraz-vine?

Foto: www.winespot.se

Fra hver kvartfinale gik de 2 højst placerede vine videre ud fra deltagernes ”placeringspoints” (hver deltager tildelte 5 points til bedste vin, 4 til nr. 2……1 til nr. 5), mens enkelte af de bedste af de øvrige vine bedømt efter gennemsnitspoints på en 100-skala også gik videre. Af de 20 vine, der nåede helt til finalen, var 6 vine således seeded direkte til finalen, 8 vine var blevet nr. 1 eller nr. 2 i de 4 semifinaler, der lå i dagene umiddelbart før finalen, mens de sidste 6 finalevine var de resterende vine fra de 4 semifinaler med højst gennemsnitspoints på en 100-skala. Alle smagninger foregik naturligvis "blindt", idet vinene - men blot ikke serveringsrækkefølgen - var kendt på forhånd.

De 6 seedede
Ch. Petrus, Pomerol, Bordeaux
Le Pin, Pomerol, Bordeaux
Richebourg Leroy, Grand Cru Vosne-Romanée, Bourgogne
La Tâche Domaine de la Romanée-Conti, Grand Cru Vosne-Romanée, Bourgogne
Chave Ermitage Cuvée Cathelin, Hermitage, Rhône
Henri Bonneau Cuvée Celestins, Châteauneuf-du-Pape, Rhône

Nr. 1 og 2 i semifinalerne	Placering i semifinale	Gen.snitspoints
La Landonne,Guigal, Côte-Rôtie, Rhône	1= i nr. 4	98,0
Ch. L’Angelus, St. Emilion, Bordeaux	2 i nr. 3	97,8
Ch. Leoville-Poyferré, St. Julien, Bordeaux	1= i nr. 4	97,4
Ch. Pichon-Longueville Baron, Pauillac, Bordeaux	1 i nr. 3	97,3
La Mouline, Guigal, Côte-Rôtie, Rhône	1 i nr. 2	97,1
Henschke Hill of Grace, Eden Valley, Australien	1 i nr. 1	96,4
Caymus Special Selection, Napa Valley, USA	2 i nr. 2	96,3
Ch. de Beaucastel, Châteauneuf-du-Pape, Rhône	2 i nr. 1	95,5

Som det ses kunne en vin altså godt få højere gennemsnitspoints end en vin med højere placeringspoints, jf. eksempelvis L’Angelus og Pichon-Baron i semifinale nr. 3.

Best of the rest	Placering i semifinale	Gen.snitspoints
Ch. Clinet, Pomerol, Bordeaux	3 i nr. 3	97,3
Penfolds Grange, Barossa Valley, Australien	3 i nr. 1	97,1
Arborina Altare, Barolo, Italien	4 i nr. 4	97,0
Ch. Beausejour-Duffau-Lag., St. Emilion, Bordeaux	4 i nr. 3	96,9
Ch. Rayas, Châteauneuf-du-Pape, Rhône	5 i nr. 1	96,9
Vega Sicilia Unico, Rib. Del Duero, Spanien	4 i nr. 4	96,6

Og resultatet af finalen blev

Nummer	Navn	Placeringspoints
1	La Mouline, Guigal, Côte Rôtie, Rhône	77
2	Ch. L’Angelus, Grand Cru Classé St. Emilion, Bordeaux	70
3	Ch. Beausejour Duffau-Lagarosse, 1. GCC St. Emilion, Bordeaux	41
4	Ch. Rayas, Châteauneuf-du-Pape, Rhône	35
5	Ch. Leoville Poyferré, 2. Cru St. Julien, Bordeaux	31
6	Ch. de Beaucastel, Châteauneuf-du-Pape, Rhône	30
7	"La Landonne", Guigal, Côte-Rôtie, Rhône	25
8=	Ch. Pichon-Longueville Baron, 2. Cru Pauillac, Bordeaux	21
8=	Ermitage Cuvée Cathelin, Chave, Hermitage, Rhône	21
10	Caymus Special Selection, Napa Valley, Californien, USA	20
11=	La Tâche, Domaine de la Romanée-Conti, Grand Cru, Bourgogne	19
11=	Le Pin, Pomerol, Bordeaux	19
13	Ch. Petrus, Pomerol, Bordeaux	16
14=	Richebourg, Leroy, Grand Cru, Bourgogne	13
14=	Henschke Hill of Grace, Eden Valley, Australien	13
14=	Ch. Clinet, Pomerol, Bordeaux	13
17	Penfolds Grange, Barossa Valley, Australien	9
18	Henri Bonneau Cuvée Celestins, Châteauneuf-du-Pape, Rhône	2
19	Vega Sicilia Unico, Ribera del Duero, Spanien	0
20	Arborina Altare, Barolo, Italien	0

Hvorvidt dette resultat kan anses for overraskende, vil jeg lade op til den enkelte læser at vurdere, om end jeg i det følgende vil knytte nogle kommentarer hertil. Generelt kan man vel sige, at det samlede resultat af en sådan smagning næsten altid vil være overraskende – eller i hvert fald, at der i den samlede stilling vil være overraskelser i vinenes indbyrdes placering i forhold til hinanden. Der var rigtig mange, rigtig store vine i smagningerne, og indimellem måtte man tage sig selv i at ærgre sig over, at en personlig favorit slet ikke nåede i finalen (personlig havde jeg f.eks. Cheval-Blanc som vinderen af semifinale nr. 3 med 99/100, men den fik kun en 6. plads, og lige akkurat ikke højt nok samlet gennemsnit til at gå til finalen!).

Men en sådan smagning vil som nævnt altid være fuld af overraskelser – positive såvel som negative. Vinsmagning er ikke en eksakt videnskab, og set i bagklogskabens ulideligt klare lys, kan man efterfølgende ærgre sig over, at man ikke gav en bestemt vin højere eller lavere karakter, eller at man f.eks. ikke kunne gætte Petrus. Men vinsmagning og pointgivning er subjektivt – et resultat af, hvorledes man netop den pågældende dag, i det pågældende øjeblik, bedømte en bestemt vin. Der vil uvægerligt forekomme fejlvurderinger hos alle smagere, når man skal vurdere 20 vine i forhold til hinanden. Havde man gentaget smagningen weekenden efter et andet sted i verden med andre smagere – eller for den sags skyld i Stockholm med de samme smagere - ville resultatet utvivlsomt være blevet anderledes - ikke nødvendigvis meget anderledes, men dog anderledes ……. Skulle jeg være selvransagende, kan jeg desværre ikke sige mig fri for, at karakteren i enkelte tilfælde måske mere afspejler mit gæt på, hvad den pågældende vin kunne tænkes at være, end en reel, 100% objektiv bedømmelse, idet jeg fandt en stor udfordring i, at forsøge at gætte de enkelte vine.

Nedenfor følger mine ucensurerede smagsnotater og karakterer på en 100-skala fra smagningerne tillige med nogle efterrationaliserende kommentarer.

Vin nr. 1: Valentini Montepulciano d’Abruzzo, Italien
Points (af 100): 90
Meget til ekstrem mørk, tæt, ingen udvikling. Kirsebær i duften, varm, brændt frugt, bitre kirsebærsten, god intensitet, men mangler lidt sødme; får mere sødme i glasset, flere røde frugter. En eksplosion i munden, kirsebærbitterhed, masser af tannin, men mundvædende, lidt fremmed, italiensk, nærmest rå og ungdommelig. Bliver meget blødere i glasset, men ikke længere så imponerende. God i forhold til sin beskedne herkomst i dette selskab.

Vin nr. 2: Côte Rôtie "La Turque", Guigal, Rhône, Frankrig.
Points (af 100): 98
Medium farve, lys, men ikke brun kant. Fremragende bærsødme i duften – det må være Guigal La Turque! - meget røget, baconfedme, fremragende intensitet, forførende ud over alle grænser, bliver dekadent, helt urimelig intensitet og sødme!!! Smagen kan naturligvis ikke helt leve op til denne duft, men er alligevel fremragende! Superkoncentreret, men alligevel elegant; ikke et monster, men enorm intensitet og nerve, samme karakteristika som duft, flot syrlighed og friskhed, meget ungdommelig, kan - og skal - ligge længe endnu, stor røget sødme og lang, lang eftersmag, der næsten ikke vil forsvinde! Må være La Turque. Den første af Guigals 3 enkeltmarksvine i disse smagninger. Vinstokkene var relativt unge i 1990 – 5-10 år gamle - hvilket ikke bemærkes. Blev kun nr. 6 i den første semifinale – hvad er de andre smagere for nogle amatører??? - den kunne have givet La Mouline (vinderen i finalen) og La Landonne (nr. 7 i finalen) kamp til stregen i! Svært at forklare, hvorfor denne ikke blev sat lige så højt som Guigals 2 andre kultvine. Den sidst tilkomne af disse (første årgang var 1985), men den mest efterspurgte, og sættes nok højst af de fleste.

Vin nr. 3: Domaine de Trevallon, Provence, Frankrig
Points (af 100): 93
Medium – lys farve, anelse udvikling, men ikke brun. Lille duft, moden, god kompleksitet, men ikke rigtig dyb/intens, let skovbund, som en moden Bordeaux. En fremragende eksplosion i munden; kraftigere end næsen lader formode, stor intensitet og dybde, multebær, brombær, Rhone-karakter, meget lang, meget koncentreret uden at være tung. En forførende sexbombe. En af Sydfrankrigs anerkendte stjerner lavet på halv Cabernet Sauvignon, halv Syrah. Klarer sig overraskende godt i dette skrappe selskab.

Vin nr. 4: Lisini Ugolaia, Brunello di Montalcino, Italien
Points (af 100): 91
Ret moden, orange skær. Næse med kirsebær og tjære, modne nuancer, god sødme og intensitet, typisk italiensk. Stor kraft i smagen, sangiovese-præg, bitterhed og tørhed, ungdommelig og lovende, men ikke rigtig charmerende, flot friskhed, en flot vin – meget stærk, meget tør i munden.

Vin nr. 5: Hermitage La Chapelle, Paul Jaboulet, Rhône, Frankrig
Points (af 100): 89?
Pæn farve, tæt, ingen udvikling. Lette Rhône-nuancer – de berømte multebær - i duften, men meget lukket, har svært ved at komme op, svær at bedømme, åbner heller ikke rigtigt op senere. Meget – unaturligt – blød i smagen, mangler noget syre, saftevandsagtig, røde bærfrugter, mærkelig, men ikke syg. Slap. Svært at bedømme om der er noget stort potentiale. En ublid medfart til en af Parkers favoritter med 100/100, hvilket dog var svært at smage her – mærkelig vin, som det fremgår af noten. Man bør næppe afskrive den, og det er min erfaring, at stor Rhône-vin – især Hermitage – kan være meget svært tilgængelige, og gå igennem meget lukkede stadier, hvor de stort set er umulige at bedømme.

Vin nr. 6: Argiano Riserva, Brunello di Montalcino, Italien
Points (af 100): 89
Medium farve, kun let udvikling. Duften er ”italiensk” med kirsebær, men ikke så bitre kirsebær som mange andre, mange krydderier, kanel,. Tør, bitter-kirsebær-agtig i smagen, men bliver blødere end 4 i eftersmagen - som er ganske lang!

Nummer	Navn	Placeringspoints
1	Henschke Hill of Grace, Eden Valley, Australien	61
2	Ch. de Beaucastel, Châteauneuf-du-Pape	52
3	Penfolds Grange	49
4	Hermitage, J.L. Chave	43
5	Ch. Rayas	42
6	Côte Rôtie "La Turque", Guigal	33
7	Yarra Yerring Dry Red No. 1	31
8	Crozes Hermitage “La Guiraude”Alain Graillot	29
9	Jim Barry The Armagh	25
10	Wynn’s John Riddock Cabernet Sauvignon	22
11	Hermitage, Guigal	14
12	Hermitage La Chapelle, P. Jaboulet	12
13	Ermitage "Le Pavillon", Chapoutier	11
14	Beaucastel Hommage à Jacques Perrin	10
15	Domaine de Trevallon	9
16	Ciacci Piccolomini, Brunello di Montalcino	7
17	Valentini Montepulciano d’Abruzzo	6
18	Col d’Orcia Poggio Al Vento Brunello di Montalcino	5
19	Brunello di Montalcino Argiano Riserva	3
20	Brunelle di Montalcino Poggia all’Oro Castello Banfi	0
21	Lisini Ugolaia. Brunello di Montalcino	0

Min point-rækkefølge fra semifinale nr. 1 bedømt efter en 100-skala

Nummer	Navn	Placeringspoints
1	Côte Rôtie "La Turque", Guigal	98
2	Ch. de Beaucastel, Châteauneuf-du-Pape	97
3	Penfolds Grange	96
4	Beaucastel Hommage à Jacques Perrin	95
5	Ch. Rayas	94
5	Henschke Hill of Grace	94
5	Jim Barry The Armagh	94
8	Hermitage, J.L. Chave	93+
9	Domaine de Trevallon	93
9	Yarra Yerring Dry Red No. 1	93
11	Lisini Ugolaia. Brunello di Montalcino	91
11	Brunelle di Montalcino Poggia all’Oro, Castello Banfi	91
13	Valentini Montepulciano d’Abruzzo	90
13	Wynn’s John Riddock Cabernet Sauvignon	90
13	Crozes Hermitage "La Guiraude", Alain Graillot	90
16	Hermitage La Chapelle, P. Jaboulet	89?
16	Brunello di Montalcino Argiano Riserva	89
18	Hermitage, Guigal	88
18	Ciacci Piccolomini, Brunello di Montalcino	88
20	Ermitage ”Le Pavillon”, Chapoutier	87+
21	Col d’Orcia Poggio Al Vento Brunello di Montalcino	87

Semifinale nr. 2 Lørdag d. 9. september 2000 kl. 11 Vin nr. 1: Opus One, Napa Valley, Californien, USA. Points (af 100): 93 Medium – mørk, ingen udvikling. Solbær-næse, men alligevel elegant, Bordeaux eller Californien?, flot kompleksitet, anelse "våd hund", klassisk fylde, Bordeaux-agtig, men alligevel med meget solbærfrugt, ikke enorm længde. Smagenoten sige det hele: En californier i Bordeaux-stil, hvilket da også er blevet Opus One’s adelsmærke – resultatet af samarbejdet mellem Mouton-Rothschild fra Bordeaux og Robert Mondavi fra Californien. Dog en lidt skuffende placering her med en næstsidsteplads i semifinalen, men selskabet var skrapt, og det er bestemt en vin, som ville smage godt hjemme på middagsbordet, om end jeg personlig finder, at der findes en del californiske vine, der er bedre end Opus One – f.eks. Robert Mondavi Reserve i de fleste årgange (den var dog i denne sammenhæng røget ud i de skrappe kvartfinaler). Vin nr. 2: Ch. Montrose, 2. Cru St. Estephe, Bordeaux, Frankrig. Points (af 100): 97 Mørkere end 1, meget mørk, ingen udvikling. Meget intens næse, stor dybde, intens solbær, fuldmodne druer, men absolut kompleks, meget saftig, bred, dyb, anelse grøn mint, våd hund, Montrose-agtig. Fremragende smag, stor cremet kompleksitet, våd hund, Zoo, elefantbur, fremragende, elegant, sugende, klassisk Bordeaux. Som det fremgår af noten satte jeg meget stor pris på Ch. Montrose 1990 (som Parker giver 100/100), og satte den på en 2. plads i denne semifinale, men andre smagere må have været mindre begejstrede, for den endte på en delt 9. plads! Måske er den lidt for animalsk for nogens smag. Slottet selv sætter 1989’eren lige så højt. Vin nr. 3: Sassicaia, Vino da Tavola, Toscana, Italien. Points (af 100): 91 Pæn mørk, ingen særlig udvikling, Sjov lukket næse, puddersukker, men ikke rigtig tæt/intens, let vingummi, god sødme, bolche-butik. Ret let og ukompliceret at drikke, ikke rigtig dybde, medium-fylde, lidt hul og vandig, elegant, men ikke stor. Skuffende sidsteplads til alle Vino da Tavolas moder Sassicaia, men der var enighed om, at vinen ikke var bedre, og der blev ikke registreret egentlige fejl ved den. 1985’eren er bedre! Vin nr. 4: Guigal Côte-Rôtie "La Mouline". Rhône, Frankrig. Points (af 100): 98. Mørk med anelse udvikling. Typisk Guigal Côte-Rorie-næse, stor, stor røget/ristet bær- og træsødme, dild, fantastisk lækker sødme, forførende og sexet, enorm intensitet, brændt frugt og sødme, næsten tændstik- og grill-agtig, krudt. En eksplosion i munden med de samme røgede, brændte nuancer som i duften, masser af kraft og saft, ingen generende tørhed, masser af tannin og friskhed, utrolig ungdommelig og med enormt potentiale, super-lækker og forførende, eftersmagen er enorm og skal nærmest skyldes væk. En fremragende vin med meget individuel stil. Svært at sammenligne med ”La Turque”, da den ikke blev smagt direkte op imod denne, men såvel stil-mæssigt som kvalitetsmæssigt, er de efter min opfattelse meget ens. Ærgerligt – og lidt uforståeligt - at ikke alle Guigals Côte Rôtie’er gik i finalen! Vin nr. 5: Ch. Grand-Puy-Lacoste, 5. Cru Pauillac, Bordeaux. Points (af 100): 95+ Pæn mørk, anelse udvikling. Lidt mærkelig næse, ikke helt ren, skovbund, gammelt træ, lidt hul, ikke super-intens, bliver bedre, men stadig lidt kattepis. Overraskende kraftig i smagen, meget Bordeaux-agtig, fyldig, saftig, mundvædende tannin, stor kraft, nuancer af våd hund og zoo, ikke nyt træ, klassisk Bordeaux, gammeldags stil, rigtig lang eftersmag. En superflot Bordeaux-vin, der endnu en gang viser, at 1855-klassifikationen ikke længere er relevant, idet denne er på højde med de fleste 1. og 2. Cru’er. Sammen med Lynch-Bages det mest undervurderede slot i 1855-klassifikationen. Vin nr. 6: Harlan Estate, Napa Valley, Californien, USA.. Points (af 100): 95 Pæn mørk, let brun i kant. Interessant næse, flot kompleksitet, ikke nogen frugtbombe, Bordeaux-elegance og kompleksitet, gemmer på meget, meget ren og elegant. Saftig, lækker og mundvædende smag, flot med tannin, der markeres let tørt, men balanceres af stor californier-sødme, solbær, rigtig flot kraft og intensitet og struktur, pæn længde. Den første årgang af kultvinen Harlan klarede sig som forventeligt ikke i top, selv om jeg dog som det fremgår af noten og karakteren personlig satte mere pris på den end gennemsnittet. En elegant, Bordeaux-agtig californier, men de efterfølgende årgange - som jeg har smagt den op imod - er endnu bedre! Vin nr. 7: Ch. Sociando Mallet, Cru Bourgeois Haut-Medoc, Bordeaux, Frankrig. Points (af 100): 96+ Meget mørk, violet, uudvilklet – mørkest af de første 7 vine. Masser af mørk, potent solbærfrugt, meget ungdommelig og lovende, men ikke udviklet kompleksitet endnu. Enorm smag, så ren, så klassisk, så lang, så dyb, men stadig med unge, uudviklede bærnuancer, enorm styrke, masser af mineralsk/syrlig bitterhed, er nok skal blive afrundet i løbet af ca. 10 kr. Sociando Mallet imponerer altid som ung! Vel den eneste Cru Bourgeois, som selv drevne smagere kan forveksle med en 1. Cru!? Jeg har smagt den tidligere blindt mod 2 af årgangens giganter: Latour og Montrose – ingen kunne finde den på papiret”svage” Sociando Mallet! Det eneste man måske kan tvivle på er, hvor kompleks den egentlig bliver, når den en gang går hen og bliver moden. Måske vil den altid være mere imponerende end charmerende!? Vin nr. 8: Ridge Montebello, Santa Cruz Mountains, Californien, USA. Points (af 100): 93 Meget mørk farve. Intens, solbær-agtig og varm, solnoden næse, klassisk californier, meget ren, let enstrenget. Klassisk Beringer P.R. i smagen? (næ, desværre – forkert gæt!), gammeldags californier med masser af solbær og kraft, men ikke så meget kompleksitet, ren og sød, lækker, men ikke kompleksitet for rigtig storhed for ligefrem. En californisk vin af den gamle skole, hvilket ikke er nok til en topplacering her. Ridge Monte Bello kaldes også for "Californiens Ch. Latour" p.g.a. sin mineralske karakter og store lagringspotentiale. Vin nr. 9: Silverado Limited Release, Stag’s Leap District, Napa Valley, Californien, USA. Points (af 100): 93. Pæn mørk. Californier-næse med cedertræ, mint og let pebermynte, Ridge?, mineralsk, cigarkasse, ”californisk Latour-stil”. Ikke enorm kraft i smagen, men meget elegant og Bordeaux-agtig i mineralsk Latour-stil, ungdommelig, men alligevel med en udviklet kompleksitet, dejligt træ, ikke så ristet, mangler en anelse styrke, det må være Ridge? Lidt af en ”outsider” at tage med i dette fornemme selskab, men selv om den ikke får en topplacering, falder den dog ikke igennem. Vin nr. 10: Stags Leap Cask 23, Napa Valley, Californien, USA. Points (af 100): 92 Ret moden farve, let brun. Let jordbund og trøffel, Pomerol-agtig, tomatplante og urte-agtig, kompleks nok, men ikke rigtig dyb, moden charme. Meget blød, moden og afrundet, modne nuancer af skovbund og stald, et dejligt glas nu, men ikke potentiale for storhed, Dominus? Den berømte Stag’s Leap Cask 23, der vandt den ligeledes berømte ”Paris-smagning” arrangeret af Steven Spurrier i 1976, hvor californiske vine for alvor blev kendte, da de slog de bedste franske vine. Hæderlig vin, men ikke bemærkelsesværdig i dette selskab. Kvaliteten skulle være gået ned i de senere år – eller også er konkurrencen i Californien bare blevet hårdere!? Vin nr. 11: Solaia, Vino de Tavola, Toscana, Italien. Points (af 100): 96? Meget mørk, let grumset. Port-agtig næse, næsten for meget af det gode, oxideret?, enorm frugtintensitet, men virker lidt gammel/iltet, meget speciel, En eksplosion i munden, næsten overekstraheret, port-agtig karakter, stor og voldsom i krop og tannin, næsten for meget, ikke lige min favorit-stil, men en meget imponerende vin, der dog savner elegance, men man må sætte den højt som professionel smager. Kontroversiel vin – og kontroversielle vine får aldrig topplaceringer, idet der altid er nogle, der vil vælge dem fra! Personligt fandt jeg den meget stor, spændende og anderledes, om end ikke lige min personlige stil. Vin nr. 12: Dominus, Napa Valley, Californien, USA. Points (af 100): 91 Medium farve, let udvikling. Meget urte- og tomat-agtig næse, Dominus?, La Conseillante-agtig bolche-sødme, charmerende og indtagende, når man lige har vænnet sig til den, Heitz eller Dominus? Elegant, sødlig smag, glider bare ned i store slurke, men glemmer at bide sig fast, for let drikkelig, let hul og neutral, men dejlig, ukompliceret, moden drikkevin. Lidt hårdt bedømt af mig måske, men 1990 er et vendepunkt for Dominus, og fra da af, er det gået meget fremad (om end 1987’eren også er fremragende). Meget Bordeaux-agtig i stilen, nærmest Pomerol, selv om den næsten udelukkende er lavet på Cabernet Sauvignon. Ikke lige min stil – jeg foretrækker de lidt mere bær-agtige californiere. Vin nr. 13: Philip Togni, Napa Valley, Californien, USA. Points (af 100): 93 Mørk, tæt til kant, anelse modenhed. Mærkelig næse, ikke rigtig frugt, lidt indelukket, men åbner langsomt op og synes at have god underliggende kompleksitet, god sødme, men ikke rigtig intens, nuancerne kommer langsomt frem. Helt igennem dejlig smag, kompleks og sød, herlig cremethed, men også struktur, californisk, godt bid, god tanninfriskhed, pæn, men ikke enorm eftersmag, Harlan? Skuffende placering set i lyset af, at den vandt en lignende smagning af vine fra årgang 1990 fra hele verden for et par år siden i Belgien. Jeg syntes nu, at den var dejlig, men det er ligesom ikke nok her… Philip Togni er en lille producent, der laver ca. 1.200 ks. årligt højt oppe på Spring Mountains skråninger i Napa Valley. Hans vine er normalt meget holdbare, men spørgsmålet er, om de vil udvikle rigtig kompleksitet? Vin nr. 14: Montus Cuvée Prestige, Madiran, Frankrig. Points (af 100): 94+ Tæt, ingen udvikling. Lækker brændt sødme i næsen, hverken klassisk Bordeaux eller Californien, meget ren, bær-agtig og ungdommelig, synes meget lovende med stor dybde og intensitet, om end uudviklede nuancer, stor sødme, næsten brændt, ristet frugt, meget let drikkelig, savner måske lidt bid, men meget charmerende og let drikkelig, modne, søde nuancer, ikke enorm længde, nødder. En vin der scorer mere på sin ungdommelige bærsødme og vitalitet, men spørgsmålet er - også her - hvor meget kompleksitet, der vil udvikles med alderen. Dog fremragende for området (der ligger i det sydvestlige Frankrig nogle hundrede km. fra Bordeaux), hvor den nærmest har opnået kult-status. Lavet på den lokale drue Tannat og lagret i 100% nye fade. En imponerende vin. Vin nr. 15: Beringer Private Reserve, Napa Valley, Californien, USA. Points (af 100): 95+ Ung, tæt, mørk, anelse udvikling. Italiensk præg i næsen med let tjære, brændte frugter, figen, dadel og rosin, kirsebær-bitterhed og syre fornemmes, klassisk, ren. Meget lækker smag, saftig og kødfuld, solbær og brombær, kun anelse tjære, klassisk Cabernet Sauvignon, lækker bærsødme, flot, lang, struktureret eftersmag, der næsten skal skylles væk. Flot perfomance for Beringer, der fra 1985-1994 havde en meget stærk periode, og stod som eksponent for en klassisk, ren, bær-agtig californisk stil. Efter at Beringer er begyndt at lave forskellige små enkeltmarksvine, virker det dog som om kvaliteten af Private Reserve er blevet lidt udvandet, hvilket for så vidt også er naturligt, al den stund, at nogle af de bedste druer til denne netop kom fra de små enkeltmarker. Vin nr. 16: Dalla Valle Maya, Napa Valley, Californien, USA. Points (af 100): 94 Meget tæt, meget mørk, uudviklet. Italienske nuancer, tjære, bitre kirsebærsten, syre, mindre udviklet end 15, men mere intens og dybere, ikke rigtig udviklede nuancer - endnu? - forbliver struktureret, stærk og lovende, brombær. Smagen som duften, ikke samme kompleksitet og nuancerigdom som 15, mere tør, kirsebær-agtig, og vil næppe overhale 15’eren, tør, masser af tannin, kan stadig gemmes, imponerende. En lidt skuffende placering for hvad der i dag er en af californiens kultvine, der dog sikkert er endnu bedre i nyere årgange (det er sdandsynligvis netop derfor den regnes for en kultvin i dag!) idet der sker en betydelig udvikling i Californien i 1990’erne. Vin nr. 17: Heitz Marthas Vineyard, Napa Valley, Californien, USA. Points (af 100): 91 Medium – lidt lys, let udvikling. Endnu en italiensk næse, men lettere end de 2 foregående, Sangiovese-agtig, kirsebær, bitre sten, udvikler sig ikke så godt i næsen i glasset som 15, forbliver tjæret og let bitter/syrlig, Bitre kirsebær i smagen, en del syre, meget solbrændt, anelse port-agtig, ikke særlig lang. En af Californiens store, gamle, klassiske ejendomme kom hjem med en hæderfuld 9. plads i bagagen. Selv fandt jeg den lidt tyndbenet, og der er da også tale om en vanskelig periode for producenten, umiddelbart før vinstokkene blev revet op pga. phylloxera i 1992. En af californiens allerbedste vine i perioden 1966-1980. Nu kæmper man for at vende tilbage til eliten, men hæmmes lidt af en meget elegant stil, som kan have det lidt svært imod ”frugtbomberne” i form af de nye kultvine (Harlan Estate, Bryant Family, Screaming Eagle, Colgin Herb Lamb m.fl.). Vin nr. 18: Caymus Special Selection, Napa Valley, Californien, USA. Points (af 100): 96 Medium – pæn mørk farve uden udvikling. Meget blød, charmerende og indsmigrende næse, meget nuanceret, blød og cremet, brombær og træ, går lige i næsen, næsten Caymus-agtig (!), meget ligefrem og intens, specielt ristet fad, utrolig charmerende og forførende, ligefrem? - måske, men super-forførende. Herligt udviklede, søde, fuldmodne, typiske Caymus-nuancer med brændt og ristet træ og krudt, meget blød, rund, cremet, rund, utrolig lækker sødme, ikke en skarp kant, synes ikke for moden i dag, men bliver næppe bedre, så hvorfor gemme? Helt sikkert Caymus – meget individuel stil. Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv om, hvad jeg mener om Caymus: Nogle gange er jeg meget begejstret - som her, hvor jeg tilmed gætter den rigtigt – andre gange finder jeg den for åben, ligefrem og nem at gennemskue og uden lagringspotentiale, idet den viser hele sin søde, fadprægede, ristede charme som ung, og ikke udvikler sig nævneværdigt med alderen, dvs. aldrig får rigtig kompleksitet. Svenskerne kunne helt sikkert også godt lide Caymus, og den gik videre til finalen med en flot og fortjent 2. plads. Vin nr. 19: Joseph Phelps Insignia, Napa Valley, Californien, USA. Points (af 100): 89 Flot mørk, næsten ingen udvikling. Ret speciel næse, mineralsk, våde sten, Montus?, let bitter, mangler lidt frugtsødme og kompleksitet. Ikke den store dybde, mineralsk, tør, let kirsebærsten, anelse bitter, ikke særlig lang. Skuffende lav placering til Insignia, som er fremragende i årgangene 1994-1996 (og sikkert også 1997, selv om jeg ikke har smagt den endnu). Endnu en gang må man konstatere, at der er sket meget i USA i de seneste 10 år, og Insignia er helt sikkert blevet en langt større vin med årene. Vin nr. 20: Shafer Hillside Select, Stag’s Leap District, Napa Valley, Californien, USA. Points (af 100): 95 Flot mørk, kun anelse udvikling. Varm, moden, solbrændt næse med god sødme, puddersukker og let våd hund, meget speciel, inciterende fadkarakter, som jeg genkender, men ikke kan sætte ord på, puddersukker, karamel. Meget blød, rund og cremet, vanilje- og puddersukker-agtig, samme spændende, komplekse element som i næsen, både god sødme og god friskhed, pæn, men eftersmag, faktisk lang, det specielle element må være fra træet. En placering i den dårligste halvdel - men lidt højere hos mig. Shafer Hillside Select bliver for alvor en kultvin med årgang 1994 - som i dag kan koste kr. 2.000,- eller mere - men lavede altså allerede god vin før. En meget charmerende vin. Vin nr. 21: Ornellaia, Vino de Tavola, Toscana, Italien. Points (af 100): 89 Medium farve, let modent præg. Lille, lukket næse, ingen rigtig dybde eller intensitet. Smagen er OK, men falder noget igennem i dette selskab, ingen rigtig dybde eller sødme. Som noten siger, kunne jeg ganske enkelt ikke finde nogle store kvaliteter i denne vin, og det var ikke fordi det var den sidste og jeg var træt! Men med en 4. plads i denne semifinale, må der have været nogle svenskere, der kunne lide den! ... Resultatet af semifinale nr. 2 Navn Placeringspoint 1 Côte Rôtie "La Mouline" Guigal 75 2 Caymus Special Selection 72 3 Montus Cuvée Prestige, Madiran 40 4 Orneillaia 35 5 Joseph Phelps Insignia 33 6 Dalla Valle Maya 31 7 Stags Leap Cask 23 23 8 Ch. Grand-Puy-Lacoste 22 9 Ch. Montrose 19 9 Heitz Marthas Vineyard 19 11 Ch. Sociando Mallet 18 12 Beringer Private Reserve 16 13 Silverado Limited Release 15 13 Ridge Montebello 15 15 Shafer Hillside Select 10 16 Solaia 8 17 Dominus 4 17 Philip Togni 4 19 Harlan Estate 2 20 Opus One 1 21 Sassicaia 0 ... Min point-rækkefølge fra semifinale nr. 2 bedømt efter en 100-skala 1 Côte Rôtie “La Mouline” Guigal 98 2 Ch. Montrose 97 3 Ch. Sociando Mallet 96+ 4 Caymus Special Selection 96 5 Solaia 96? 6= Beringer Private Reserve 95+ 6= Ch. Grand-Puy-Lacoste 95+ 8= Harlan Estate 95 8= Shafer Hillside Select 95 10 Montus Cuvée Prestige, Madiran 94+ 11 Dalle Valle Maya 94 12= Opus One 93 12= Philip Togni 93 12= Ridge Montebello 93 12= Silverado Limited Release 93 16 Stags Leap Cask 23 92 17= Sassicaia 91 17= Dominus 91 17= Heitz Marthas Vineyard 91 20 Joseph Phelps Insignia 89 21 Orneillaia 89 ... Semifinale nr. 3 Lørdag d. 9. september 2000 kl. 17 Vin nr. 1: Ch. Lafite-Rothschild, 1. Cru Pauillac, Bordeaux, Franbkrig. Points (af 100): 95 Medium farve, let udvikling. Ret moden og kompleks i duften, svesker og rosiner, Merlot?, højre bred?, skovbund, svampe, stald, Pomerol?, La Conseillante?, gammelt træ, stor sødme i frugten. Stor, blød, cremet og lækker, supersødme, masser af nuancer som duften, Merlotsødme, afrundet og moden tannin, lang, men ikke superlang, En næstsidsteplads til hæderkronede Lafite er ikke hvad de fleste forventer, men omvendt er det sjældent, at Lafite bliver vinderen i den slags smagninger. Den skal helst ikke have direkte konkurrence, men er alligevel en stor vin på sin egen måde. Om 10-20 år vil den blomstre på sin egen underspillede måde og vise sig at være en stor vin, men vil måske alligevel altid være en vin for ”kendere”!? Vin nr. 2: Ch. Mouton-Rothschild, 1. Cru Pauillac, Bordeaux, Frankrig. Points (af 100): 96 Samme farve som 1), let udvikling. Duften virker moden, let tomat, svampe, skovbund, Lynch-Bages eller Pomerol?, stort år, fuldmodne druer, meget nuanceret, blød, cremet, kaffe-noter udvikles, dybere og mere intens end 1, næsten ubeskrivelig lækker. I snagen samme nuancer som i duften, fremragende blødhed, kompleksitet og cremethed, afrundet tannin, kaffe/mocca, lang, lang eftersmag, der næsten ikke forsvinder. Pichon Baron?. Mouton har fået megen kritik for sin 1990’er – tænk bare på Parkers 87/100! Det er helt uretfærdigt. 1990’eren er – om ikke ligeså stor som 1982 og 1986 - en fremragende vin, og den kan – i modsætning til andre årgange af Mouton – i smagen leve helt op til duften (ofte lover Mouton mere i duften end den kan holde i smagen). Vin nr. 3: Moss Wood, Cabernet Sauvignon, Margaret River, Australien. Points (af 100): 95 Medium – pæn farve, anelse modenhed. Ret lukket i duften, maskulin, énstrenget, struktureret, lakrids, klassiske mineralske toner, jord, stor, lukket vin, Ch. Margaux/Latour?, klassiske ingredienser, men lukket og ukompleks, om end umådelig ren og klassisk. Meget ren, meget klassisk, meget stor styrke og struktur, klart mere tannin end 1-2, uudviklet, ikke så nuanceret som disse, men hvilket potentiale, stor sødme, men masser af rund, stærk og god tannin, og pæn eftersmag, måske knap så lang som 2. Har i ganske mange år haft ry for at lave en af Australiens bedste cabernet-vine – helt ude fra sydvestspidsen af Australien – og klarer sig også fremragende her. Vin nr. 4: Werner Stucki, Conde di Luna, Merlot, Schweiz Points (af 100): 92 Medium – god farve, let udvikling. Spændende næse med orientalske krydderier, ikke så sød som 1-3, let urte-agtig, tomatplante, Merlot?, struktureret, frisk stil, knap så dyb?, bliver dybere, La Conseillante-agtig, utrolig afrundet og cremet, blød og næsten Bourgogne-agtig, tomatplante, mere syre end tannin, fylder munden utroligt, men meget elegant, fantastiske grønne bær-nuancer. Puttet ind i smagningen som en Joker på baggrund af en begejstret Michael Broadbent-kommentar fra en lignende smagning i Decanter for et par år siden, og med samme placering i denne semifinale som La Mission og Lynch-Bages, bestemt en vellykket Joker! Jeg havde den dog knap så højt, og havde i det hele taget lidt svært ved at placere den, om end jeg hældede mest til en højrebreds Merlot-vin. Men det er heller ikke hver dag, at man smager så stor schweizisk vin – eller schweizisk vin i det hele taget! Vin nr. 5: Ch. Latour, 1. Cru Pauillac, Bordeaux, Frankrig. Points (af 100): 96 Flot mørk farve, tæt til kant. Klassisk Medoc, cigarkasse- og cedertræ, tobak og røg, klassisk Haut-Brion?, iod og gazebind, let medicinsk. Tør, let stram, klassisk, struktureret smag, ikke rigtig kompleks, en anelse énstrenget, men åh så klassisk, genkendelig og dejlig, klassisk tørhed, virkelig som at slikke på en cigarkasse, tør, struktureret, klassisk. Svær at gennemskue nu, og deler som sådan skæbne med Lafite og Ch. Margaux som den måtte kæmpe med om de nederste placeringer! Det var nok lidt uventet, at den fik så hård en medfart på baggrund af Parkers og Wine Spectators meget begejstrede kommentarer på det seneste, men det er utvivlsomt en stor vin, der bare – som så ofte for Latour – skal have masser af tid, og er svær at vurdere og gennemskue indtil da! Vin nr. 6: Ch. Margaux, 1. Cru Margaux, Bordeaux, Frankrig. Points (af 100): 93+ Meget tæt farve, stort set ingen udvikling. Medoc-agtig nuancer i næsen – eller Graves – jord, tobak, cedertræ, mættende stil, men måske knap så dyb?, mere klassisk og ren end nuanceret. Klassisk struktureret smag, tydeligvis Medoc, men mangler måske et par lag og lidt nuancer for at være i top, knap så fed og fyldig, meget lukket, stort potentiale, men svær at gennemskue nu. Samme kommentarer gælder som for Latour: Jeg tror bestemt på, at denne vin vil blive en klassiker blandt de store, moderne Bordeaux-vine, men den vil nok først vise det om 10-20 år. Bliver den da som 28’eren (hård og stærk i mange år) eller som 53’eren (blød og cremet lige fra start)??? Sandsynligvis en ny 28’er! Vin nr. 7: Ch. Haut-Brion, 1. Cru Graves, Bordeaux, Frankrig. Points (af 100): 93. Farve som 6, kun anelse udvikling. Medoc-næse med cedertræ, let stald, tobak, cigarkasse, meget nuanceret, blød, cremet og kompleks, vanilje- og kiksekage, mere nuanceret end dyb,. Ikke tung og kraftfuld, men til gengæld fantastisk nuanceret og bred, solbær, let grøn, anelse urtet, men dejlig, klassisk. Den eneste af 1. Cru’rene, der har lavet en klart bedre vin i 1989 end 1990, men sidstnævnte er da absolut drikkelig, om end ikke rigtig stor. Her dog vurderet højere end Lafite, Latour og Margaux og med samme points som Mouton. Selv havde jeg den ikke helt så højt, men niveauet var meget højt i denne semifinale – nok det højeste af de 4? – og jeg ville til enhver tid glæde mig over at drikke en flaske! Vin nr. 8: La Mission-Haut-Brion, Cru Classé Graves. Points (af 100): 95+ Flot mørk, næsten ingen udvikling. Graves-agtige nuancer med cigarkasse, iod og gazebind, men herudover lidt lukket/énstrenget, ikke rigtig dyb. Typisk Graves-tørhed og karakter i smagen, ceder- og cigarkassetræ, tobak, flot struktur, utrolig lækker og individuel, ungdommelig, uudviklet, stort potentiale. Vurderet højere af mig end Haut-Brion, selv om Haut-Brion blev sat en anelse højere af gruppen som helhed. Kraftfuld, klassisk metallisk og cedertræs-agtig for slottet. Stadig en meget ungdommelig og uudviklet vin, der slet ikke viser hele sit store potentiale endnu. Kom an om 10 år eller mere. Vin nr. 9: Cheval Blanc, 1. Grand Cru Classsé St. Emilion, Bordeaux, Frankrig. Points (af 100): 99 Pæn medium – god farve, ganske let udvikling. Meget toastet træ i næsen, meget frisk, brændt, La Mouline-agtig, fremragende sødme, røget bacon, kaffe/mocca, utrolig lækker og inciterende, vanilje- og kagecreme, meget, meget nuanceret, sød og lækker, Vidunderlig sødme og Merlot-frugt i smagen med kaffe- og trænoter, brændt, ristet, røget, fløjls-agtig struktur, tanninen godt gemt, eftersmagen er utrolig sød, og lang. Bliver vin meget bedre? Beausejour-Duffau-Lagarosse? En stor personlig skuffelse for mig var, at Cheval Blanc ikke kom videre i finalen. Jeg havde den som den bedste vin i denne tætte og jævnbyrdige semifinale, men selv om det var tæt på, at den kom videre i kraft af sine høje gennemsnitspoints, havde andre den altså ikke så højt. Men det er en stor Cheval Blanc – måske ligeså god som 1982’eren, når den er bedst (hvilket ikke altid er tilfældet, da der synes at være nogen flaskevariation)? Vin nr. 10: Beausejour Duffau-Lagarosse, 1. Grand Cru Classé St. Emilion, Bordeaux, Frankrig. Points (af 100): 95 Mørk, tæt, næsten ingen udvikling. Lidt gammelt træ i næsen, gammeldags stil, ikke specielt nuanceret i dette selskab, jordet, lidt stald/Zoo, Cos?. Bedre i smagen, sød, rund og lækker, men har ikke den ekstra styrke, der skal til for storhed i dette skrappe selskab, god tørhed fra tannin, tydeligvis Medoc (ups!), klassisk, let stram, lækker, bliver sveske-agtig, men stadig med meget tannin. En af de mest lukkede vine i gammeldags, overdimensioneret stil og med stort potentiale. Jeg havde svært ved at gennemskue den her, men satte den lidt højere i finalen, hvor den faktisk mindede mig en del om Petrus med sin tilbageholdenhed og massive kraft og potentiale. Måske var denne flaske knap så god som den anden, der cirkulerede i9 denne semifinale? Vin nr. 11: Ch. Le Tertre Roteboeuf, St. Emilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig. Points (af 100): 93 Blandt de allermørkeste, men let udviklet.. Spændende næse med kaffe og vaniljecreme, minder lidt om 9, men mindre ristet, malolaktisk gæring på nye fade?, knap så dyb, Clinet? Meget træ, måske en anelse for meget?, bliver lidt tør i munden, men samme dejlige kaffe og kagecreme, knap så dyb og kompleks, mere charmerende end stor, lidt for meget træ, ikke superlang. Selv om den er god, vokser træerne ikke ind i himlen. En meget individuel vin, der er er mere typisk for Le Tertre Roteboeuf end for St. Emilion. Virker lidt tør nu, og spørgsmålet er, om den bliver bedre. Efter min opfattelse vil det snarere gå ned af bakke pga. tørheden…………Lavet af Francois Mitjavile fra en skråning på mindre dn 5 ha., hvor han høster druerne meget sent, og laver en stor, individuel St. Emilion – uden tvivl blandt distriktets bedste, uanset den hverken er 1. Grand Cru Classé eller Grand Cru Classé. Vin nr. 12: Ch. Troplong-Mondot, Grand Cru Classé St. Emilion, Bordeaux, Frankrig. Points (af 100): 97? Meget mørk, mindre udviklet end 11. Helt speciel, nærmest overekstraheret, utrolig intensitet og dybde, overmodne druer, solbrændt, ristet (men ikke fadet, druerne!), malervarer, i særklasse, utrolig mættende, kontroversiel vin, næsten oxideret. Stor, stærk og port-agtig koncentration i smagen, næsten for overmoden, men spændende og meget individuel, nærmest overekstraheret, lang, stærk, alkoholisk. Le Tertre Roteboeuf?. En meget speciel, meget individuel vin. Jeg satte den højt, men ? indikerer i denne sammenhæng, at jeg ikke bryder mig så meget om den personligt, men sætter den højt som professionel vinsmager, fordi den er imponerende og individuel. Personligt synes jeg, at den er ”for meget”, og det var åbenbart også de fleste andres holdning, idet den fik en tredjesidsteplads her. Vin nr. 13: Lafleur, Pomerol. Points (af 100): 93 Medium, let udvikling. Meget Bourgogne-agtig og spændende næse, meget stald og våd hund, Merlot-stil, Pomerol?, Clinet?, stor kompleksitet, elegant, næsten Bourgogne-agtig, stald, våd hund. Blød, rund og en anelse slap, tomatplante-agtig, slikbutik, anelse grøn, La Conseillante/ L’Evangile?, har ikke struktur og styrke nok for storhed. En ublid medfart her for den mest seriøse udfordrer til Petrus’ krone i Pomerol. Uden at gentage mig selv, vil jeg også mene, at vi med denne har at gøre med en vin, der vil blive større og større i de kommende 10-20 år. Jeg tror bestemt på den på lang sigt, så lad være med at gå ud og sælge den – bortset fra til mig! Vin nr. 14: Ch. Pichon-Longueville Baron, 2. Cru Pauillac, Bordeaux, Frankrig. Points (af 100): 98 Meget mørk, mørkeste, næsten violet, ingen udvikling. Usandsynlig lækker duft med ristet kaffe og træ i enorme mængder, Pichon-Baron?, fremragende lille grønt element giver en inciterende friskhed, man bliver næsten forblændet af den, meget klassisk, meget stor, minder også lidt om Lynch-Bages –Jean-Michel Cazes-stil – bliver bedre og bedre. Tæt, klassisk, struktureret smag, velopbygget, ren, let grønt præg gør den frisk, super-velafbalanceret, men mangler lidt styrke for det perfekte (eller også er den bare lukket?) – stor næse, velafbalanceret, men ikke enorm styrke i smagen - elegant. En usandsynlig lækker vin, hvis ry bare vokser og vokser pga. entusiastiske smagsnotater og karakterer fra Robert Parker og Wine Spectator. Jeg har været heldig at smage denne vin mange gange, og lige siden den lå på fad, har jeg ment, at det var en af årgangens allerbedste vine. Siden smagningen har jeg åbnet endnu en flaske, og serveret for et par professionelle venner, var der ingen af disse der gættede på, at den var ældre end 1995 – altid et tegn på storhed, når en vin bliver gættet til at være markant yngre end den er. Tænk at denne vin helt indtil 1994 kunne købes for under 200 kr. hos GOBI, Søndre Fasanvej! Vin nr. 15: Ch. Lynch-Bages, 5. Cru Pauillac, Bordeaux, Frankrig. Points (af 100): 96+ Meget mørk, ingen udvikling. Klassisk, lukket næse, mineralsk, Utvivlsomt Medoc, næsten ikke til at lokke den frem, anelse chokolade, valnødder – Latour? – meget lovende, meget stor, men ingen kompleksitet, bare struktur!. Meget, meget stærk, en eksplosion i munden, masser af stærk, kraftfuld og struktureret tannin, næsten brændende i munden, meget stor og uudviklet, valnødder og mineraler, lang, lang eftersmag – det må være Latour? Stor Lynch-Bages, og der er vel ikke mange vinelskere, der længere er i tvivl om, at dette fremragende slot burde være placeret i 2. Cru, ja indimellem er den ligeså god som – eller bedre end - 1. Cru’erne!!! Jean-Michel Cazes har lavet fabelagtig vin på både Pichon-Baron og Lynch-Bages i 1990! Vin nr. 16: Ch. Cos d’Estournel, 2. Cru St. Estephe, Bordeaux, Frankrig. Points (af 100): 96+ Næsten ligeså dyb som 15, anelse mere udvikling. Spændende og parfumeret næse med orientalske krydderier, stor sødme, men ikke rigtig åben og nuanceret – Margaux/Lafite? – anelse vaniljecreme, meget, meget ren, klassisk, parfumeret.. Meget, meget elegant i smagen, hvilket absolut ikke betyder let! – feminin og parfumeret, men med en utrolig intensitet, nerve og kompleksitet, et kunstværk, slet ikke stærk som 15, men ligeså intens, ikke en forkert nuance, brændende stærk, men elegant. Ch. Margaux?. Stor, stor vin – bedre her i dag end de fleste 1. Cru’er. Slottet rangerer i alt andet end pris på samme niveau som disse. Bruno Prats lavede stor vin. Synd at slottet ikke længere er i familiens eje, selv om sønnen Jean-Guillaume Prats nu er ansat som ansvarlig direktør. Vin nr. 17: Ch. L’Angelus, 1. Grand Cru Classé St. Emilion, Bordeaux, Frankrig. Points (af 100): 96 Meget mørk, tæt, ingen udvikling. Flot sødme i næsen, blød og cremet, bagerbutik og hårdt ristede fade, men også struktur a la Medoc, cedertræ - Lafite? - lukker lidt ned. Flot cigar- og cedertræssødme, først meget blød, nærmest cremet, men derefter struktur med nuancer af bly og blyant, vidunderlig klasse og individualitet, lang, cedertræs-eftersmag. Lafite?. L’Angelus rykkede ved revurderingen af St. Emilion-klassifikationen i 1996 op blandt de 13 1. Grands Cru Classées, hvilket var absolut fortjent. Det skete på baggrund af årgangene 1985-1995, men allerede i perioden 1988-1990 lavede slottet vine, der måske slet ikke blev overgået af andre i St. Emilion overhovedet??? Vin nr. 18: Ch. L’Arrosée, Grand Cru Classé St. Emilion, Bordeaux, Frankrig. Points (af 100): 93 Medium farve, let udvikling. Spændende næse, stor sødme og dybde, røde bær, hindbær, Merlot-sødme, dejligt nuanceret, kagecreme. Interessant smag, ret syrerig – frugtsyre – mangler lidt fylde, let drikkelig, ikke rigtig struktur, Troplong-Mondot? Klarer sig hæderligt i forhold til, at det på papiret er en af de ”mindre” vine, men mangler lidt tyngde og koncentration for at være supergod. Dog bedre end de fleste St. Emilion Grand Crus Classées, og i de indledende runder slog den bl.a. Ausone, Figeac og Pavie ud. Vin nr. 19: Ch. La Conseillante, Pomerol, Bordeaux, Frankrig. Points (af 100): 95 Anelse lysere igen, let udviklet. Meget tomatplante i duften, grønlig, urtet, Figeac/La Conseillante-stil, klassisk fra grænsen mellem St. Emilion og Pomerol, orientalske krydderier, absolut ikke dårlig. Blød, rund og cremet, fløjls-agtig, utrolig rig og afrundet, moden, herlig stil, ren sex-bombe, men mangler måske lige en anelse styrke. En ærketypisk, elegant, forfinet La Conseillante, der er en af de mest sexede og Bourgogne-agtige Bordeaux-vine. En herlig vin, der ved enhver anden lejlighed ville have forført hele selskabet. Her mangler den dog lidt tyngde for rigtigt at kunne hævde sig, men faktisk var den sammen med sin nabo Cheval Blanc den vin, der var tættest på at komme i finalen i kraft af høje gennemsnitspoints. Vin nr. 20: Ch. L’Evangile, Pomerol, Bordeaux, Frankrig. Points (af 100): 96 Medium – pæn, anelse udvikling. Næsen har præg af Cabernet Franc, men meget feminin og elegant parfumeret, cedertræ, let grøn og urtet, også tomatplante, Cheval-Blanc? – meget dyb, vanilje-cremet og kompleks, let underspillet. Stærkere i struktur end 19, længere eftersmag, mere koncentreret, knap så dekadent, stor vin, meget lang eftersmag med tannin og struktur. Slottet ligger et stenkast fra La Conseillante og Cheval Blanc og de 3 vine blev faktisk placeret som nr. 5,6 og 7 i semifinale nr. 3 (som var den mest jævnbyrdige) lige udenfor de vine, der gik videre til finalen på gennemsnitspoints. Lafite-Rothschild købte i øvrigt aktiemajoriteten i 1990, og det er således første årgang under Lafite-ejerskab. Vin nr. 21: Ch. Clinet, Pomerol, Bordeaux, Frankrig. Points (af 100): 96 Flot mørk, ingen rigtig udvikling. Vaniljecreme og malervarer, meget sød og ekstraheret, dyb, dyb frugt, nyt træ, speciel som Shafer Hillside Select, utrolig lækker og spændende. Meget dekadent og sødmefuld i smagen masser af nyt træ, men ikke for meget, cremet, vanilje-agtig, kiks og kage, moderne stil med masser af fadpræg og overmoden frugt, meget stærk. Clinet blev for alvor et stort navn i Pomerol i slutningen af 1980’erne med Michel Rolland som super-ønologen der dikterede sen høst af fuldmodne druer, malolaktisk gæring på nye fade af den fineste eg med høj ristningsgrad og lang lagring, og Jean-Michel Arcaute som den energiske ejer, der fulgte alle rådene uanset de ikke var billige. 1989’eren får 100/100 af Parker, men denne er ikke meget efter i kvalitet. ... Resultat af semifinale nr. 3 Navn Placeringspoint 1 Ch. Pichon-Longueville Baron 91 2 Ch. L’Angelus 81 3 Ch. Clinet 75 4 Ch. Beausejour Duffau-Lagarosse 42 5 Ch. La Conseillante 25 6 Ch. Cheval-Blanc 23 7 Ch. L’Evangile 22 8 Ch. L’Arrosée 19 9 Ch. Moss Wood Cabernet S, Australien 16 10= Ch. Mouton-Rothschild 12 10= Ch. Haut-Brion 12 12 Ch. Cos d’Estournel 11 13= Ch. Lynch-Bages 10 13= Ch. La Mission Haut-Brion 10 13= Stucki, Conde di Luna, Schweiz 10 16 Ch. Le Tertre Roteboeuf 9 17 Ch. Margaux 4 18= Ch. Latour 3 18= Ch. Troplong-Mondot 3 20= Ch. Lafleur 0 20= Ch. Lafite-Rothschild 0 ... Min point-rækkefølge fra semifinale nr. 3 bedømt efter en 100-skala Navn Placeringspoint 1 Ch. Cheval-Blanc 99 2 Ch. Pichon-Longueville Baron 98 3 Ch. Troplong-Mondot 97? 4= Ch. Lynch-Bages 96+ 4= Ch. Cos d’Estournel 96+ 6= Ch. L’Angelus 96 6= Ch. Clinet 96 6= Ch. L’Evangile 96 6= Ch. Latour 96 6= Ch. Mouton-Rothschild 96 11 Ch. La Mission Haut-Brion 95+ 12= Ch. Beausejour Duffau-Lagarosse 95 12= Ch. La Conseillante 95 12= Ch. Lafite-Rothschild 95 12= Ch. Moss Wood Cabernet S, Australien 95 16 Ch. Margaux 93+ 17= Ch. Lafleur 93 17= Ch. Haut-Brion 93 17= Ch. L’Arrosée 93 17= Ch. Le Tertre Roteboeuf 93 21 Stucki, Conde di Luna, Schweiz 92 ... Semifinale nr. 4 Søndag d. 10. september 2000 kl. 11 Vin nr. 1: Ponsot Clos de la Roche, Bourgogne Grand Cru, Frankrig. Points (af 100): 94 Orangerød farve, bred moden kant. Bred næse med efterårsskovbund, tæt, frisk, meget dyb og intens, koncentreret, meget klassisk, ren gammeldags Bourgogne med stor, moden kompleksitet, orientalske krydderier, orangefrugter. Stor klassisk Bourgogne i smagen med alle de nuancer, som duften lover: Skovbund, stald, fransk ostebord, orientalske krydderier og orangefrugter, meget nuanceret, god frisk syre, men alligevel cremet og fløjlsagtig, ikke lang, men OK eftersmag, Jadot Musigny? En elegant, ”gammeldags” Bourgogne, der er tro mod sin stil og hverken benytter høj procentdel af nye fade og/eller overekstrahering for at opnå stor koncentration i vinen. Ponsot er en noget kontroversiel producent, der er kendt for at lave guddommelige vine i de store årgange, men til gengæld kedelige vine i de mindre årgange. Herudover er f.eks. Parker – eller snarere hans tro væbner Pierre Rovani - meget kritisk overfor årgangene 1995 og 1996, idet man hævder, at de efter aftapning kun er en skygge af hvad de var fra fad, og Ponsot beskyldes for "overfiltrering". 1990’eren er i hvert fald typisk, om end lidt flere nye egetræsfade sandsynligvis kunne have gjort den endnu bedre. Men Ponsots filosofi er netop ikke at bruge nye egetræsfade ……. Vin nr. 2: Joseph Roty Charmes-Chambertin, Bourgogne Grand Cru, Frankrig. Points (af 100): 95 Lidt lysere end 1), anelse mere brun. Mindre kompleks og moden end 1, meget ristet fad, uudviklet, stærk, ren, mineralsk, bærfrugt snarere end kompleks skovbund, ristet frugt, næsten lidt brændt,. Mere ungdommelig og stærk end 1, mindre udviklet i nuancerne, men mere intens og med længere eftersmag, mere uforløst frugtsyre, ikke moden endnu. Lidt atypisk Bourgogne med sin meget ekstraherede og ristede stil, men en imponerende vin, der efterhånden har fået et stort ry internationalt. En vin der altid imponerer meget som ung, men måske ikke altid lever helt op til det potentiale, som den viser i ungdommen. Foreløbig en fremragende vin efter min bedømmelse, om end den endte på en sidsteplads i denne semifinale, hvilket er uforståeligt for mig!? Vin nr. 3: Louis Jadot Musigny, Bourgogne Grand Cru, Frankrig. Points (af 100): 98 Meget ungdommelig farve, næsten ingen udvikling – flot! Fremragende næse!, så ren, cremet vanilje-agtig, ungdommelig og vital, vidunderlig sødme, jord og iod, lukker lidt ned efter det første indtryk, valnødder, bundløs dybde og intensitet, meget stor. Enorm i munden, utrolig frisk, rig, cremet, fløjlsagtig, helt enorm karakter, fremragende styrke, syren markant, men også meget tannin endnu, skal gemmes, lang, lang, intens eftersmag, Bourgogne bliver ikke meget bedre. Musigny Vogue??? En fantastisk elegant vin, simpelt hen indbegrebet af feminin Bourgogne fra den måske bedste negociant der findes – og hvem skulle have troet, at denne var en negociant-vin??? Måske har jeg omsider lært hvad forskellen er på Chambertin og Musigny!? Vin nr. 4: Dujac Clos de la Roche, Bourgogne Grand Cru, Frankrig. Points (af 100): 97 Meget moden, orange farve. Meget moden næse, klassisk Dujac: Stald, orangefrugter, efterårsskovbund, enorm lækker sødme, men næsten for udviklet, usandsynlig lækker og nuanceret, alt det en stor moden Bourgogne skal have i næsen – men først 10 år senere!, udpræget orangefrugt og moden-bourgognekarakter. Stor moden smag, elegant og forfinet stil, masser af modent præg, stald og orangefrugter, god syrlighed, meget intens midtsmag, god frisk syrlighed gør, at den stadig kan gemmes længe, smagen virker mindre moden end næsen, Dujac Clos de la Roche??? Den mest modne af Bourgognerne, men en fremragende vin, der bare ”oser” af gammeldags, moden Bourgogne. Drik nu, der er ingen grund til at friste skæbnen – den vil næppe blive bedre! Dujac ejet af Jacques Seysses er indbegrebet af klassisk Bourgogne. Denne geniale mand startede i 1969, og har stort set siden fremstillet den ene fremragende Grand Cru efter den anden. Clos de la Roche er normalt den største, selv om han også har marker i bl.a. Bonnes-Mares, Clos St. Denis og Échézeaux. Vin nr. 5: Jean-Jacques Confuron Romanée St. Vivant, Bourgogne Grand Cru, Frankrig. Points (af 100): 94 Pæn mørk, ikke megen udvikling. Mærkelig næse, jordet, ikke prop, men mangler sødme, mærkelig lukket og maskulin, men får efterhånden lidt ægte Bourgogne-karakter, meget sveske-agtig, Latour-stil. Meget rund i smagen, ikke så meget syrlighed som de fleste andre, rund og fløjlsagtig, moden, men virker ikke for gammel, ikke meget lang, meget ligefrem drikkevin. Meo Camuzet/ (Ponsot Clos de la Roche)???. Første årgang fra ægteparret Sylvie Confuron og Alain Meunier , der mødte hinanden som henholdsvis studerende og pedel-medhjælper på vinstudiet på universitet i Lyon! Siden er kvaliteten blevet endnu bedre, og domainet er faktisk gennem 1990’erne blevet en stjeneproducent, og senere årgange er faktisk endnu bedre relativt set. Vin nr. 6: Meo-Camuzet, Vosne-Romanée ”Les Brulées, 1. Cru, Bourgogne, Frankrig. Points (af 100): 96 Lysest blandt Bourgognerne, men mindst udviklet!?. Ungdommelig bærfrugt, jordbær, hindbær, imponerende styrke og ungdommelighed, men savner måske lidt moden kompleksitet, typisk Roty-syrlighed (ups!), mineralsk friskhed. Enorm styrke, kraft og intensitet i smagen, ungdommelig bærfrugt, slet ikke det Bourgogne-typiske stald, orangefrugter og ostebord, meget individuel, eksploderer i munden, utrolig frisk, vital og ungdommelig, lang, lang, intens eftersmag Roty Charmes-Chambertin???. Rigtig flot vin i.f.t., at det "kun" er en 1. Cru. Husk at i Bourgogne er producenten langt vigtigere for kvaliteten end både marken og årgangen - og Méo-Camuzet er en af de bedste, og er kendt for, at bruge mange nye fade med høj ristningsgrad. Tænk, de laver faktisk også en Richebourg, Grand Cru………! Vin nr. 7: Comtes Georges de Vogue Musigny, Bourgogne Grand Cru, Frankrig. Points (af 100): 92? Meget mørk for Bourgogne, meget lille udvikling. Speciel næse, næsten lidt rådden, sure sokker, svinestald, efterårsskovbund, men ikke orangefrugter. Voldsom tørhed i smagen, nye fade?, meget syre, men bestemt koncentreret for Bourgogne, meget bastant, vital, ungdommelig, eftersmagen er mere tør end lang. Lidt for rådden og animalsk i næsen for min smag. Ponsot? Skuffende i forhold til det ry som denne vin har internationalt bl.a. pga. Wine Spectators 100/100. Lidt for uren, "rådden", animalsk og speciel for min smag. Koster tæt på kr. 3.000,- på auktioner i USA. Vin nr. 8: Gaja Barolo Sperss, Piedmonte, Italien. Points (af 100): 91 Mørk med let brun kant. Lækker Barolo-næse, kun let tjære, elegant, ikke enorm dybde, behagelig afrundet, let orange og nødder, ikke så moden, faktisk elegant. Port-agtige nuancer og karakter i smagen, god sødme, men også tørhed, mangler måske lidt sødme, ikke stor intensitet i frugten, men ok. Smagningens første Barolo, men selv om den kommer fra super-producenten Angelo Gaja, er den faktisk lidt skuffende i forhold til sin anseelse. 1988 var første årgang for Gaja af denne vin. Vin nr. 9: Sandrone Cannubi “Boshis” Barolo, Piedmonte, Italien. Points (af 100): 95 Mørk, faktisk ingen rigtig udvikling. Stærk og lækker næse, meget frisk, ungdommelig og vital, bærfrugt, let bitre kirsebærsten, dyb og port-agtig, fuldmodne druer, rosin-agtig, mere intens end 8, meget ren og sødlig. Rund og fløjls-agtig for Barolo, næsten velour-agtig, let bourgogne-karakter, flot sødme i midtsmagen, lang, sødmefuld eftersmag, med ok længde. Endnu en italiensk klassiker, som var blandt mine absolutte favoritter blandt Piedmonte-vinene, hvilket dog kun rakte til en delt 11. plads i denne semifinale. Vin nr. 10: Ch. Palmer, 3. Cru Margaux, Bordeaux, Frankrig. Points (af 100): 94 Medium – pæn farve, kun let udvikling. Fremragende Bordeaux-næse, usandsynlig parfumeret, cremet, våd hund og zoo, cremet og karamel-agtig, puddersukker-agtig, meget blød og moden, Palmer?, næsten overparfumeret i dette selskab! Elegant og ganske moden smag, rund, blød og cremet, men uden den store dybde, utrolig let drikkelig og charmerende, god, cremet eftersmag, kiks og kagecreme, men lidt for let til at være rigtig stor. Palmer? Nem at gætte i denne semifinale, og det er ikke fordi, at den er dårlig, men bare så ærketypisk og klassisk Palmer. Langt bedre end sit rygte. Parkers 88/100 er helt i skoven – efter min mening ikke langt efter 89’eren i kvalitet. En af Bordeaux’ mest elegante og feminine vine - nabo til Ch. Margaux. Vin nr. 11: Corino Vigneto Giachini, Barolo, Piedmonte, Italien. Points (af 100): 91 Tæt, mørk farve med brun kant. Barolo-næse med gammelt træ, valnødder, men ikke enorm styrke/kompleksitet, meget port-agtig sødme, ikke rigtig kompleks. Meget port-agtige nuancer i smagen, men bestemt ikke port-agtig sødme, faktisk for megen tørhed, gammelt træ, udtørrende tannin, ikke lang, Vin nr. 12: Vega Sicilia ”Valbuena”, Ribera del Duero, Spanien. Points (af 100): 94 Medium farve, kun let udvikling. Spændende og nuanceret næse uden tjære, men med havbrise, slikbutik, søde, røde frugter, parfumeret og lækker, inciterende, dejlig, Lafite-agtig kompleksitet. Dejlig rund og sød i smagen, spansk karakter og sødme, fylder munden med dejlig frugtsødme, slet ikke domineret af træ, utrolig rund, sød og charmerende, flot eftersmag, meget lang med sødmen, der kun langsomt klinger ud, Vega Sicilia Valbuena? Kun 2 vine fra Spanien nåede i semifinalerne, men der er selvfølgelig også sket meget siden 1990. Udviklingen går hurtigt i vinens verden, og i 1990 var der endnu ikke noget der hed Pingus, mens Priorato-vinene endnu stort set var ukendte. Vin nr. 13: Guigal Côte-Rôtie “La Landonne”, Rhône, Frankrig. Points (af 100): 99 Meget, meget mørk, tæt, ingen udvikling. Guigal La Landonne-duft!, utrolig individuel stil, mere mørk i stilen end La Mouline og La Turque, som var mere fine og parfumerede, men samme brændte, dild-agtige, krudt og røgede bacon-karakter, meget tæt og ungdommelig, næsten endnu mere intens end disse (eller også er det bare sammenhængen!?). Hvor er den god! En eksplosion i munden med de klassiske nuancer: kaffe, røget bacon, ristet træ, stor brændt sødme, krudt, enorm fylde og maskulinitet, masser af uforløst tanning stadig, meget viril og ungdommelig – spændende at smage i finalen – mod La Mouline, men desværre ikke La Turque!. Ikke overraskende vinder af denne semifinale, men overraskelsen er, at den må dele 1. pladsen med Léoville-Poyferré. I modsætning til La Mouline og La Turque er den lavet på 100% Syrah, hvilket gør den stærkere og mere langsomt udviklet. En mastodont af en vin. Vin nr. 14: Gaja Barbaresco Sori Tildin, Piedmonte, Italien. Points (af 100): 93 Medium farve, let modenhed. Klassisk Barolo-Nebbiolo-næse, port-agtig, valnødder, gammelt træ, bark, skovbund, stor port-sødme, men alligevel mere frisk end 11. Portsødme, går igen i smagen, ikke så tør som mange andre Barolo’er (nok fordi det er en Barbaresco!), faktisk en vis elegance, kompleks, lang eftersmag. Det rakte kun til en placering midt i feltet i denne semifinale for en af de klassiske Piedmonte-vine fra Gaja, men igen: Selskabet er hårdt ….. Vin nr. 15: Aldo Conterno Barolo "Gran Bussia", Piedmonte, Italien. Points (af 100): 91 Medium farve, ret moden/brun. Svært at lokke næsen frem, let brun, let kaffe, parfumeret, let port-sødme. Meget stram og brændende i smagen, nødde-bitterhed, udpræget tør fra gamle fade (for lang tid?), savner lidt sødme, men imponerende styrke, tør snarere end lang eftersmag. Visse af Barolo’erne havde en lidt for stor tørhed for min - og at dømme ud fra placeringerne også en del andre smagere. Igen en vin, der bedømt ud fra andre eksperters vurdering burde ligge tættere på 100 end 90. Vin nr. 16: Ch. Leoville-Poyferré, 2. Cru St. Julien, Bordeaux, Frankrig. Points (af 100): 97 Meget mørk, meget tæt, ingen udvikling, blandt de allermørkeste. Fremragende duft, klassisk Bordeaux – når det er bedst! – Lafite-karakter, ceder- og cigarkassetræ, stor sødme, næsten lidt blyant, stor, stor intensitet og karakter, meget åben og tilgængelig, halvmodne nuancer, Poyferré?, En fornøjelse at drikke! Stor, cremet, fløjls-agtig smag med stor nuancerigdom, klassisk cedertræs- og tobak-karakter, karamel-agtig, den typiske ”våd hund” og zoo-karakter, lang eftersmag, Leoville Poyferre! En artig overraskelse for mange, at den p.t. mindst omtalte Léoville vandt denne semifinale sammen med La Landonne og tilmed kom ind på en fornem 5. plads i finalen. Uden tvivl en af de billigste vine i hele smagningen – ja tænk at man for bare 6 år siden kunne købe denne vin hos nu hedengangne Knud Jørgensens Vinhandel på Strandvejen i Hellerup for 150 kr.!!! I dag koster den min. det 6-dobbelte. Vin nr. 17: Seghesio Barolo "La Villa", Piedmonte, Italien. Points (af 100): 94+ Medium – god farve, let modenhed. Port-agtig næse, god sødme, meget rig og sød, men ikke meget andet, rosin- og gløgg-agtig, meget intens, men næsten for sød/for meget. Enorm smag, stor karakter, stor klasse, fremragende frugtkoncentration, slet ikke for tør, masser af sød frugt, stor Barolo, selv om jeg bedre kan lide Bordeaux, må jeg tage hatten af for denne!. Vin nr. 18: Bruno Giacosa Barbaresco, Piedmonte, Italien. Points (af 100): 92 Meget lys, meget moden farve. Interessant næse, meget kødfuld, slagterbutik, foie gras, ikke rigtig dyb, men god, nuanceret, men gemmer sig lidt. Meget elegant og forfinet smag for Piedmonte, Margaux-stil, flot, elegant sødme, ingen generende tørhed, ok længde. Nogle af de italienske ”klassikere” som Conterno og Giacosa klarede sig ikke ligefrem strålende. Var dommerne for frankofile!!!???. Vin nr. 19: Giacomo Conterno Barolo "Montfortino", Piedmonte, Italien. Points (af 100): 91 Medium – lidt lys farve, udviklet. Elegant, bourgogne-agtig næse med pæn sødme, bare en anelse port, meget elegant og klassisk, let rosin-præg, kompleks og forfinet, dejlig. Smagen er tør – let udtørrende, ikke megen frugt, bitter karakter, ikke min stil, men kan drikkes! Vin nr. 20: Altare Arborina Barolo, Piedmonte, Italien. Points (af 100): 95 Pæn mørk, kun anelse udvikling. Intens sødme i næsen, Port-agtig, men et par andre er sødere, underliggende kompleksitet, spændende og nuanceret, stor intensitet, cremet og fløjlsagtig for Barolo. Klassisk maskulinitet i smagen, stor styrke og intensitet, kraftfuld og alligevel elegant, virkelig ren og lang eftersmag, bedst af barolo’erne. Den eneste af de store italienere, der gik videre til finalen. Vin nr. 21: Vega Sicilia ”Unico”, Ribera del Duero. Points (af 100): 96 Meget mørk, meget tæt, meget ungdommelig. Meget dyb, intens og sødlig næse en ristet, brændt udgave, ikke port-sød, typisk spansk, stor kompleksitet og nuancerigdom, vanilje-creme og –budding, enorm intensitet, meget stor. Ultralækker, sød, solbrændt, ristet smag, slet ingen generende tørhed, typisk stor spansk vin, ristede amerikanske fade, men meget andet end bare sødme, mange fine små nuancer, lang, sød eftersmag, Vega Sicilia Unico. Ikke svær at gætte, meget flot vin, klassisk spansk sødme fra de amerikanske egetræsfade, flot styrke og koncentration. I mange år regnet for den bedste spanske vin, men flere konkurrenter er kommet til i de senere år. Kan måske bedst sammenlignes med Petrus og dens rolle som lokomotiv for Pomerol-vinene. En vin der ligger længe på fad, og herefter hviler et par år på flaske, inden den frigives. 1990’eren var ikke en gang officielt frigivet på markedet endnu, men et par flasker var blevet skaffet direkte fra producenten. Vega Sicilia har dog afkortet fadlagringen i de senere år, og forsøgt at gøre stilen lidt mere ”moderne”. 1970’eren blev således frigivet i 1994 - dvs. efter 24 år, mens 1990’eren altså blev frigivet i 2000 - efter 10 år! ... Resultat af semifinale nr. 4 Navn Placeringspoint 1= Guigal La Landonne Côte-Rôtie 90 1= Ch. Leoville Poyferré 90 3 Altare Arborina Barolo 63 4 Vega Sicilia "Unico" 49 5 Ch. Palmer 40 6 Dujac Clos de la Roche 22 7 Louis Jadot Musigny 19 8 Bruno Giacosa Barbaresco 15 9 Gaja Barbaresco Sori Tildin 14 10 Meo-Camuzet, Vosne-Romanée Les Brulés, 1. Cru 12 11= Sandrone Cannubi Boshis Barolo 11 11= Ponsot Clos de la Roche 11 13= Giacomo Conterno Barolo "Montfortino" 8 13= Vega Sicilia Valbuena 8 15 Corino Vigneto Giachini 4 16= Seghesio Barolo "La Villa" 3 16= Aldo Conterno Barolo "Gran Bussia" 3 18= Gaja Barolo Sperss 1 18= Comtes Georges de Vogue Musigny 1 18= J.J. Confuron Romanée St. Vivant 1 21 J. Roty Charmes Chambertin 0 ... Min point-rækkefølge fra semifinale nr. 4 bedømt efter en 100-skala Navn Placeringspoint 1 Guigal La Landonne Côte-Rôtie 99 2 Louis Jadot Musigny 98 3= Dujac Clos de la Roche 97 3= Leoville Poyferré 97 5= Vega Sicilia "Unico" 96 5= Meo-Camuzet, Vosne-Romanée Les Brulés, 1. Cru 96 7= J. Roty Charmes Chambertin 95 7= Altare Arborina Barolo 95 7= Sandrone Cannubi Boshis Barolo 95 10= Ch. Palmer 94 10= Ponsot Clos de la Roche 94 10= J.J. Confuron Romanée St. Vivant 94 10= Seghesio Barolo "La Villa" 94 10= Vega Sicilia Valbuena 94 15 Gaja Barbaresco Sori Tildin 93 16= Comtes Georges de Vogue Musigny 92? 16= Bruno Giacosa Barbaresco 92 18= Gaja Barolo Sperss 91 18= Corino Vigneto Giachini 91 18= Aldo Conterno Barolo "Gran Bussia" 91 18= Giacomo Conterno Barolo "Montfortino" 91 ... Finale Søndag d. 10. september 2000 kl. 16 Vin nr. 1: Chave Ermitage Cuvée Cathelin, Hermitage, Rhône, Frankrig. Points (af 100): 98 Meget mørk, meget tæt, ingen udvikling. Typisk Guigal-næse, jeg kan ikke blive træt af den!, røget baconfedme, brændt, ristet træ, ristede bær, bliver mere og mere røget. Superkoncentreret smag, en eksplosion i munden med det røgede bacon + ristet, røget, brændt træ – jeg elsker den karakter, den er så individuel, men findes alligevel – i mindre grad i andre Cote Roti’er……. (og Hermitager!). Her blev jeg vist taget med bukserne nede! Jeg var overbevist om, at det var en af Guigals Côte-Rôtie’er, og så var det Chaves Hermitage i den sjældne ”Cuvée Cathelin-udgave”. En klart bedre vin end Chaves ”almindelige” Hermitage smagt i semifinale nr. 1. Cuvée Cathelin bliver kun lavet i exceptionelle årgange - første gang netop i 1990 og siden kun i 1991, 1995, 1998 og 1999 - og består af druer fra 80 år gamle vinstokke i parcellen ”Les Bessards” (som regnes for en af de bedste parceller i Hermitage-marken), der herefter lagres i 100% nye fade i modsætning til den "almindelige" Hermitage, der ikke får nye fade af betydning. Cathelin var en gammel ven af familien, der var maler, og den tunge, gammeldags flaske bærer et stærkt orangerødt kunstværk fra hans hånd. Parker siger, at Cuvée Cathelin og den ”almindelige” Hermitage er lige gode i 1990 – om end forskellige - og giver begge 99/100. Jeg er uenig. Gæt: La Mouline? Vin nr. 2: Penfolds Grange, Barossa Valley, Australien. Points (af 100): 96 Mørkere end 1!!!. Varm ristet næse, solbrændt, oversøisk, men alligevel kompleks, råt kød, slagterbutik, utrolig kompleks, essens af solbær træder i baggrunden i.f.t. andre australske vine, meget nuanceret, røde, søde bær, mint, eucalyptus, let grønt, friskt præg. Ikke så bred i munden, kraftig og velsmagende i midten, men lidt smal, når ikke helt ud i kinderne, men varmer dejligt med essens af solbær/Ribena. Wine Spectators bedste vin i 1995 klarer sig pænt, omend som forventet ikke i top i finalen pga. sin manglende kompleksitet i forhold til de bedste franske vine. Personlig gav jeg den samme karakter som dens konkurrent til titlen som "Australiens bedste vin" Henschke Hill of Grace, der dog af samlet blev bedømt en anelse højere. Gæt: Penfolds Grange? Vin nr. 3: Vega Sicilia Unico, Ribera del Duero, Spanien. Points (af 100): 95 Mørk farve, ikke helt sort, ingen udvikling. Sjovt parfumeret næse, meget vaniljecreme, puddersukker, meget tæt, budding, kaffe, meget fad, vanilje, kiks og kage, bagerbutik. En smule slank i smagen, samme søde vaniljenoter, kiks og kage, men mangler en anelse dybde, og heller ikke rigtig lang i dette selskab. I mange år regnet for den bedste spanske vin, men flere konkurrenter er kommet til i de senere år. Kan måske bedst sammenlignes med Petrus og dens rolle som lokomotiv for Pomerol-vinene. En vin der ligger længe på fad, og herefter hviler et par år på flaske, inden den frigives. 1990’eren var ikke en gang officielt frigivet på markedet endnu, men et par flasker var blevet skaffet direkte fra producenten. Vega Sicilia har dog afkortet fadlagringen i de senere år, og forsøgt at gøre stilen lidt mere "moderne". 1970’eren blev således frigivet i 1994 – dvs. efter 24 år, mens 1990’eren altså blev frigivet i 2000 – efter 10 år! Gæt: Clinet (som altid har meget ristet fad-karakter)? Vin nr. 4: Altare Arborina Barolo, Piedmonte, Italien. Points (af 100): 95 Relativ lys, let udviklet, orange kant. Port-agtog sødme i næsen, men alligevel meget frisk, tilmed lidt tandpasta (!), mint, god kompleksitet, let jord, ikke bare port-sødme, bliver stærkere, bredere og sødere i glasset. Super typicitet for Barolo, meget koncentreret, superlækker nuancerigdom, lang og stærk, alkoholisk eftersmag, gammelt træ, port-sødme, kun let tjære, så god som Barolo kan blive for mig. Gæt: Altare Arborina Barolo? Vin nr. 5: Henri Bonneau Cuvée des Celestins, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig. Points (af 100): 97 Mørk og tæt farve, men let brunhed i kanten. Meget krydret duft, herbes de Provence, soja, lakrids, peber, typisk stor Ch. Neuf, utrolig lækker og kompleks, orientalske krydderier, læder, varm og saftig, eksploderer i næsen, superkoncentreret og ærketypisk Ch. Neuf, kanel, kardemomme. Meget stor, blød, stærk, men alligevel med et fløjlsagtigt præg, varmer i hele munden med alkohol og krydderier, og især i eftersmagen, der har ufattelig længde. Bliver Châteauneuf-du-Pape bedre end denne??? Endelig fik jeg smagt den nærmest mytiske vin fra Henri Bonneau, den gamle mester fra Châteauneuf-du-Pape. Produktionen er ekstrem lille, og det er umuligt såvel at komme til at besøge Bonneau (selvfølgelig i håbet om at kunne få lov til at købe nogle enkelte flasker!) som at få fat på hans vine. Skulle det alligevel ske, er man sikker på at blive ruineret. Men vinen var efter min mening ligeså stor, som legenden siger, om end den reelt fik en delt sidsteplads her, og Ch. Rayas fik en højere placering (uenig). En "reference-Châteauneuf-du-Pape"! Gæt: Henri Bonneau? Vin nr. 6: Leroy Richebourg, Bourgogne Grand Cru, Frankrig. Points (af 100): 98 Ikke supermørk, men meget tæt, brilliant farve næsten uden udvikling. Meget klassisk Bourgogne-duft, næsten ufattelig ungdommelig, ren og klassisk, enorm intensitet og dybde, tæt sammenstrikket næsten bundløs, fremragende syrlig friskhed, kærnemælk, masser af røde bær og frugter, ribs, hindbær, kirsebær. Ikke kraftig - og dermed typisk for Bourgogne - men med en smagsintensitet, der er enorm, eksploderer i kaskader af syrlige bær og frisk frugt, kærnemælk, meget syre stadig, utrolig ren, enorm intensitet i eftersmagen, der er meget, meget lang. For mig ingen tvivl om, at dette var en af bourgognerne - spørgsmålet var således bare hvilken. Jeg sammenlignede den intenst med vin nr. 8 – som ligeså tydeligt var en bourgogne - og endte med at konkludere, at de var lige gode og rigtig gode! - om end forskellige. Det var dog allerede fra semifinale nr. 4 tydeligt, at der var for få inkarnerede bourgogne-elskere blandt smagerne til, at bourgogne-vine kunne få en topplacering. Bourgogner-vine har det vanskeligt i en sådan sammenligning, fordi de er så meget anderledes end de andre vine, og ikke appellerer på samme måde til ”den brede masse”. Gæt: Leroy Richebourg? Vin nr. 7: Henschke Hill of Grace, Eden Valley, Australien. Points (af 100): 96 Meget tæt, sort, uudviklet farve, anelse mere udviklet end 2. Oversøisk vin, masser af mørke bær: Brombær og solbær, meget modne, cremede druer gør næsen som rød velour (!), kompleks nok til, at man ikke bliver træt af, at dufte til den, puddersukker. Meget blød, rund, velour-agtig smag, mere kompleks end vin nr. 2 (Penfolds Grange), meget venlig og drikkelig, ikke enorm længde, ikke så angribende, faktisk meget tilgængelig. Australiens bedste vin - i hvert fald i årgang 1990 - bedømt ud fra denne smagning, og slog således sin nærmeste konkurrent Penfolds Grange i såvel semifinale nr. 1 som i finalen. Personligt gav jeg dem samme karakter, idet Grange havde mere kraft, mens Hill of Grace havde flest nuancer at byde på. Gæt: Hill of Grace? Vin nr. 8: La Tache, Bourgogne Grand Cru, Frankrig. Points (af 100): 98 Meget mørk, meget tæt, uudviklet, men let grumset. Tæt og kompleks næse, men lidt ustruktureret, har svært ved at samle og focusere sig, bliver næsten bourgogne-agtig med kirsebær og kærnemælkssyrlighed, iod, orangefrugter, meget ungdommelig, bliver let svampe-agtig. Superkoncentreret Bourgogne, meget stærk, meget tannin, mere kraft end 6 (Leroy Richebourg), mere tannin, mindre syrlighed, mere maskulin, men bedre? I hvert fald ikke dårligere! La Tache havde i kraft af ”afbud” fra Romanée-Conti den tvivlsomme ære at skulle forsvare Bourgognes blakkede ry. Det klarede den pænt, om end ikke prangende, med en delt 11.plads, men Romanée-Conti havde næppe kunnet klare det bedre selv, idet dens større anseelse og berømmelse snarere må anses for et udtryk for historiens vingesus samt den meget lille produktion end en egentlig overlegenhed kvalitetsmæsigt i forhold til La Tache. I forhold til Richebourg fra Leroy havde La Tache mere kraft og dybde, men til gengæld mindre finesse og kompleksitet. Alt i alt blev det således til dødt løb på min scoreseddel, mens La Tache blev sat marginalt højere af gruppen som helhed. Gæt: La Tache? Vin nr. 9: Caymus Special Selection, Napa Valley, Californien, USA. Points (af 100): 95 Meget mørk og tæt, tæt til kant, ingen udvikling. Utrolig meget sødme i næsen, for meget til Bordeaux, varm, solbrændt frugt, krydderier, anelse kanel?, bløde, røde frugter, ren solbær-essens, Ribena, australsk, lidt enstrenget, mint og pebermynte, mangler lidt kompleksitet. Smagen er meget midt i munden, men når ikke rigtig ud i siderne, blød og behagelig, meget bær-agtig, ikke moden endnu, medium længde, dejlig drikkevin, charmerende, men ikke nuancer for rigtig storhed. Den burde jeg have gættet! Jeg blev forblændet af al det ristede træ, og gættede på Vega Sicilia. Marginalt lavere vurderet af mig end i semifinale nr. 2, hvor min smagsnote også er lidt mere entusiastisk. Som tidligere nævnt er min begejstring for Caymus Special Selection lidt svingende, idet jeg nogle gange finder den for nem og ukompleks, andre gange bare begejstres over dens lækre, sødlige, ristede frugt og dekadente stil. Ingen tegn her på, at den er ved at blive for gammel, men jeg vil vove at påstå, at den ikke har ændret sig meget siden den blev frigivet. Blev Wine Spectators bedste vin i 1994. Gæt: Vega Sicilia Unico? Vin nr. 10: Clinet, Pomerol, Bordeaux, Frankrig. Points (af 100): 98 Mørk farve med strejf af udvikling. Næsen er Bordeaux – stor Bordeaux! – intense krydderier, cedertræ og ristede trænoter, meget tæt og lidt lukket, men emmer af potentiale, puddersukker, creme brulée, karamel, Petrus?, kiks og kage, vanilje, bliver mere og mere kompleks, let kaffe. Smagen er vidunderlig, utrolig rig, fylder hele munden, men med en ufattelig fløjlsagtig elegance, ikke så kraftig som visse andre, men fantastisk rigdom, lidt cedertræstør, skal stadig gemmes, lang, tør, cedertræs-eftersmag. 2 points mere fra mig end i semifinale nr. 3 er naturligvis svært at bortforklare udover at det endnu en gang understreger, at vin ikke er en eksakt videnskab. Jeg syntes, at det var en fremragende og charmerende vin, der næsten havde alt, hvad jeg kunne ønske mig. Måske blev jeg også lidt påvirket af, at jeg var ret overbevist om, at det var Petrus? Clinet nåede fantastiske højder i 1989 og 1990 under ledelse af Jean-Michel Arcaute (der døde ved en trafisk bådulykke i juli 2001) og med guruen Michel Rolland som konsulterende ønolog. Opskriften var: meget senthøstede druer, 100% nye fade iog lang tids lagring på disse (godt ½ år længere end de fleste andre store slotte). Gæt: Petrus? Vin nr. 11: Le Pin, Pomerol, Bordeaux, Frankrig. Points (af 100): 98 Knap så mørk som 10, også anelse udvikling. Skøn, sødlig bordeaux-duft, meget cremet, mandel og vanilje-agtig, mere åben end 10, men ikke så dyb og intens, bred og sød, næsten dekadent, bliver bedre og bedre, stor bær- og træsødme, kafferistet, dekadent, sanselig. Fantastisk cremet og blød, utrolig sanselig, en enorm charmør, mere charmerende end 10, men ikke så stærk, ufattelig lækkert glas vin, den er næsten for dejlig, scorevin, feminin. Alle kultvines moder viste med al tydelighed, hvorfor den er blevet så populær: Den vin er indbegrebet af dekadence og vellyst. Så lækker, blød, indsmigrende og forførende, at det næsten virker ordinært at kalde det vin! Men ikke alle blev fuldstændig forblændede af den, hvilket placeringen på en delt 11.plads viser. Le Pin blev forbilledet for alle de nye ”garagevine” i St. Emilion og Pomerol behøvede ikke lang tid fra debut’en i 1979 for at manifestere sig, og omkring 1996-1997 opnåede den endnu højere priser end selveste Petrus. P.t. ligger den dog lidt under Petrus’ priser. Ret beset er denne vin naturligvis ikke kr. 10.000,- som drik, men det er der vel næppe noget vin, der er overhovedet!? Vinpriser afspejler desværre i højere og højere grad udbud og efterspørgsel – og grådighed (ikke nødvendigvis fra producenterne, men fra div. mellemhandlere/vinhandlere), og de rigtige vinelskere får derfor i fremtiden ikke råd til at drikke vine som Le Pin. Gæt: Le Pin? Vin nr. 12: Ch. de Beaucastel, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig. Points (af 100): 97 Medium farve, ingen rigtig udvikling. Bordeaux-duft, stald og våd hund, abebur, zoo, meget kompleks og udviklet, anelse grøn stald, meget, meget intens, næsten for meget, Montrose 90-agtig. Smagen er fuldstændig som duften: udpræget våd hund, utrolig velafbalanceret, mint, solbær, klassisk Medoc?, næsten for animalsk, elegant, mangler måske lidt kraft og fylde? Ch. de Beaucastel klarede sig også fantastisk flot i finalen og med en 6. plads måske – sammen med Léoville-Poyferré på 5. pladsen – den største overraskelse. Den er usandsynlig lækker og charmerende at drikke lige nu, og det er måske også en af forklaringerne på den høje placering, idet dens charme slår benene væk under konkurrenter, der måske stadig behøver 5-10 år for at nå modenhed. Tænk at man kunne købe denne vin for under 150 kr., da den blev frigivet, og selv i dag kan man være heldig at erhverve den for måske 500 kr., hvilket utvivlsomt gør den til finalens ”Best Buy”. Er i øvrigt også interessant at smage op imod samme vin i årgang 1989, der fik højere points af såvel Parker som Wine Spectator, men lige i øjeblikket er 1990’eren faktisk mere charmerende, om end 1989’eren måske er lidt mere koncentreret? Gæt: Le Pin? Vin nr. 13: Beausejour Duffau-Lagarosse, 1. Grand Cru Classé St. Emilion, Bordeaux, Frankrig. Points (af 100): 97+? Meget, meget mørk og tæt, sort, ingen udvikling. Dufter af kul og lakrids, ikke præg af nye fade, virker meget indelukket, let grøn, stilket, let kanel og krydderi, et monster!, ikke rigtig ren?, intens og stærk, struktureret. Et monster i smagen, fuldstændig vild, port-agtig koncentration, masser af tannin, meget uformet, men nærmest ufattelig koncentration, den mest koncentrerede af alle vinene, enorm, port-agtig eftersmag med stor tørhed og uforløst tannin, meget lang, sugende eftersmag. Her vil jeg ikke undskylde, at jeg gav denne vin 2 points mere end i semifinale nr. 3, for dette var en simpelt hen en bedre flaske end den ene af de 2, der blev budt fra i semifinalen. Jeg var kun i tvivl om, hvorvidt det var Petrus eller Beauséjour! Jeg har været heldig at smage denne snart legendariske vin et par gange før, og selv om Beauséjour-Duffau-Lagarosse normalt er en pålidelig, 1. Grand Cru Classé St. Emilion, må man spørge sig selv, hvad der "gik galt" for slottet i 1990!? De har hverken før eller siden lavet en vin, der bare tilnærmelsesvis nærmer sig 1990’eren i kvalitet. Nu er 1990 naturligvis en meget, meget stor årgang for St. Emilion - nok den bedste siden 1947 - men alligevel. Den er meget stor, gammeldags og ”uformet”, nærmest ”monster-agtig”. Den behøver endnu lang tid i kælderen, og giver faktisk mindelser om, hvordan den legendariske Cheval-Blanc 1947 må have smagt, da den var ung. Beauséjour-Duffar-Lagarosse 1990 opnår meget høje priser i dag - 3-4.000 kr. skal man nok af med! Blev fornylig portrætteret af Wine Spectator i en stor Bordeaux 1990-smagning, hvor man også lidt undrende spurgte slottet, hvad hemmeligheden var bag den fantastiske 1990’er. De svarede undvigende, at man også i andre store år lavede stor vin (!?), men det passer ikke. 1990’eren er noget helt særligt for slottet. Gæt: Beausejour-Duffau-Lagarosse! Vin nr. 14: Guigal Côte-Rôtie “La Landonne”, Rhône, Frankrig. Points (af 100): 97 Meget mørk, tæt, uudviklet. Guigal-næse, mere parfumeret end vin nr. 1, mere kompleks, mindre stærk/intens, man kan næsten dufte Viognie’ens syrlighed og friskhed i.f.t. 1 (La Landonne?), superkompleks og koncentreret, baconfedme, ekstremt røget, brændt, ufattelig charmerende for mig. Nej det må være Caymus (efter at have smagt vin nr. 20, som er en Guigalvin)!Ufattelig koncentration, om end den virker mere elegant end 1, stor sødme, meget cremet vanilje-agtig, og naturligvis masser af røget bacon og brændt træ, pæn længde, men måske knap så lang som Guigals vine, mere fed, mere rent træ, mindre syre. Det er altså en dejlig vin! Ja, når man først starter med at gætte forkert, så er det svært at rette op på fejltagelserne! Man skal altid holde sig til sin første indskydelse, men da jeg havde fundet 3 Guigal-vine og der kun skulle være 2 i finalen, måtte en sorteres fra - og det blev så denne, som jeg - pga. den ristede træ-sødme – så måtte gætte til Caymus. En Flot 7. Plads til denne vin, der jo også vandt semifinale nr. 4 (sammen med Léoville-Poyferré). Caymus? Vin nr. 15: Ch. Pichon-Longueville Baron, 2. Cru Pauillac, Bordeaux, Frankrig. Points (af 100): 99 Meget sort, meget tæt farve. Ultimativ solbær-næse i klassisk, elegant Bordeaux-stil, Pauillac-agtig, så ren, så klassisk, så Pauillac-agtig, Latour ville være stolt af denne vin, simpelt hen essens af solbær i den lidt grønne stil, anelse element af våd hund, men ikke nær så meget som 12, kaffe. Næsten ubeskrivelig skøn smag, en fantastisk kombination af elegance og kraft, en balletdanser på tungen, men en sødme og kompleksitet, der er næsten ubeskrivelig, jeg undervurderede den i går – den er fremragende, så lang, så ren, så klassisk, men ikke den kraftigste, lang, lang eftersmag. Personlig fandt jeg denne flaske (endnu) bedre end den, der vandt semifinale nr. 3 så suverænt, men der kan naturligvis være flaskevariation. Jeg har været heldig at smage denne vin et utal af gange, og den kan variere en del afhængig af opbevaring, temperatur og ikke mindst hvor meget luft den får før servering - men den er altid fantastisk. Senest var den efter 1½ times dekantering nærmest af en anden verden med enorm dekadence og forførende kaffe- og solbærelementer, mens den ved en anden lejlighed – ved umiddelbar dekantering - var mere lukket og ungdommelig og blev bedømt til at være en 1995’er. Det er en af årgangens stjerner - utvivlsomt af 1. Cru-klasse – eller bedre! Jean-Michel Cazes fra Lynch-Bages overtog ansvaret for Pichon-Baron i 1987, og slottet lavede fremragende vin i såvel årgang 1989 som 1990 - 2 vine der i øvrigt altid er interessante at smage mod hinanden. Gæt: Pichon Baron? Vin nr. 16: Château Rayas, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig. Points (af 100): 96 Medium – mørk, ingen udvikling. Sød og krydret duft med orientalske krydderier, kaffe og kanel, Ch. Neuf? Sur/sød soja sauce, essens af orientalske krydderier. Stor sødme i smagen, stærk og Rhône-agtig, saftig, alkoholisk, meget stærk, ikke enorm længde, meget anderledes, meget spændende utrolig velsmagende, krydret, stærk og alkoholisk, meget kompleks, jule-krydderier. En meget flot 4.plads selv om jeg ikke selv havde den helt så højt. Rayas er kult i Ch. Neuf, men meget svær – dyr! – at skaffe. Måske skulle man satse på 1998’eren - det næste store rigtig år efter 1990 (OK 1995 er også godt). Gæt: Ch. Neuf/Hermitage? Vin nr. 17: L’Angelus, 1. Grand Cru Classé St. Emilion, Bordeaux, Frankrig. Points (af 100): 96 Meget mørk og tæt, ingen udvikling. Klassisk Bordeaux-duft, virker som Medoc, meget ren klassisk, cedertræ, let zoo/stald, våd hund, let blyant?, Pauillac/St. Julien, Léoville-Poyferré? Flot smag, ikke helt så ren og rig som 15, men måske lidt mere kompleks, meget lækker og klassisk med cedertræ og cigarkasse + blyant, Lafite ville være stolt af denne vin, minder meget om en klassisk Lafite. Interessant at sammenligningen med Lafite går igen fra smagenoten i semifinale nr. 3. En suveræn 2. plads til L’Angelus i denne finale er bemærkelsesværdigt, selv om statistikerne vil undre sig over, at den blev slået at Pichon Longueville Baron i semifinale nr. 3, men her får en væsentlig bedre placering end denne. Igen er forklaringen, at vin og vinsmagning ikke er nogen eksakt videnskab, og at der kan være forskel på flasker, ligesom der kan være forskel på, hvorledes den samme gruppe smagere vurderer den samme vin den ene dag i forhold til den anden. Personlig satte jeg Pichon-Baron højere ved begge lejligheder, men det samlede resultat er naturligvis mere korrekt ud fra en videnskabelig synsvinkel. L’Angelus må i hvert fald siges at være en meget stor, klassisk, charmerende Bordeaux-vin, der blev bedst placerede Bordeaux-vin ved denne lejlighed. Slottet rykkede i 1996 op som 1. Grand Cru Classé, hvilket bl.a. skete på baggrund af kvaliteten af årgangene 1985-1996. Også her står den klassiske duel mellem 1989 og 1990 – og hvem ville ikke være dommer til hver en tid!? Gæt: Leoville Poyferré? Vin nr. 18: Petrus, Pomerol, Bordeaux, Frankrig. Points (af 100): 97+ Meget mørk og tyk farve, næsten violet. Varm, solbrændt duft, lidt svær at blive klog på, let kafferistet, røde og sorte bær, meget klassisk, gammeldags Bordeaux-stil - sådan må 1947’erne have smagt som unge!. En eksplosion i munden, minder om vin nr.13 (Beausejour-Duffau!), knap så lang og overkoncentreret, faktisk elegant, men stærk og tør, meget bær-agtig, ikke så meget træ, anelse fersk, ungdommelig og uudviklet. Noten siger det hele: Man kan mærke/fornemme, at det er en stor vin, men den holder stadig meget tilbage. Måske overraskende for nogle, at berømte Petrus ikke bliver bedre placeret end nr. 13 i finalen, men mine erfaringer viser, at Petrus sjældent vinder blindsmagninger. Det skyldes ikke, at det er en dårlig, overvurderet og overprissat vin (jo, måske overprissat!), men først og fremmest at den – i modsætning til hvad de fleste forbinder med Pomerol – er en meget, meget langsomt udviklet vin, der behøver mange år – måske op imod 20 år i de bedste årgange – for at vise alle sine kvaliteter. På den måde kan den siges, at minde lidt om Ch. Latour. Da jeg for et par år siden smagte den berømte 1982’er op imod andre Pomerol’er fra samme årgang + Cheval-Blanc var Petrus også den mindst udviklede, mest tilbagestående af alle vinene. 1990’eren skal nok vise endnu flere kvaliteter i fremtiden, og når f.eks. L’Angelus og Clinet om mange år er på vej ned af bakke, vil Petrus stadig være stor. Smagningens dyreste flaske med en dagspris på ca. kr. 10.000,-. Gæt: ? Vin nr. 19: Leoville-Poyferré, 2. Cru St. Julien, Bordeaux, Frankrig. Points (af 100): 99 Meget mørk, meget violet. Ultimativ Bordeaux-næse med enorm bærsødme, ristet kaffe og træ, enorm kompleksitet, og utrolig nem og ligetil at forstå, urimelig behagelig, det kafferistede er simpelt hen ikke til at stå for, umådelig dejligt sød og behagelig, helt, helt fantastisk forførende, stald og dyr, zoo. En ultimativ sexbombe i smagen, så sød som stor rødvin skal være, kafferistet, utrolig sød, men alligevel med en klassisk struktur og klassisk tanninindhold, meget lang, ristet eftersmag, utrolig blød, cremet, velour-agtig, men formår stadig at være en meget elegant vin. Léoville-Poyferré var sammen med Beaucastel den store overraskelse i finalen – om end alle var advaret med dens delte 1.plads i semifinale nr. 4. Måske er den længere fremme i udvikling end andre af smagningens store vine – f.eks. 1 Cru’erne – men samtidig skal man huske på, at forskellen mellem disse og de bedste 2. Cru’er er meget teoretisk og alene historisk betinget. Jeg er i hvert fald af den overbevisning, at Léoville Las-Cases, Léoville-Poyferré, Pichon-Longueville baron, Pichon-Comtesse og et par enkelte andre sagtens indimellem kan lave bedre vin end 1. Cru’erne, selv om sidstnævnte måske på lang sigt – over tid – vil lave de bedste vine. F.eks. er det anerkendt, at Léoville-Poyferré i de 2 legendariske årgange 1928 og 1929 lavede vine, der var bedre end samtlige 1. Crus - måske med undtagelse af Ch. Latour. Hvorfor skulle det samme ikke kunne ske igen i 1990 efter at slottet siden 1982 har lavet bedre og bedre vin? Gæt: L’Angelus? Vin nr. 20: Guigal Côte-Rôtie "La Mouline", Rhône, Frankrig. Points (af 100): 99 Meget mørk, let grumset farve. Endnu en Guigalvin!?, ekstrem sød og brændt, røget bacon, utrolig intens og dyb, fremragende intensitet, La Mouline eller La Landonne? Det er utvivlsomt en Guigalvin, krudt og røg. En eksplosion i munden, masser af røget/ristet fad og en enorm midtsmag med essens af krudt, ikke helt enorm eftersmag, men naturligvis lang, mere frisk end vin nr. 1, mere stærk, men måske knap så lang? En værdig vinder af smagningen bl.a. fordi den også vandt semifinale nr. 2. Men hvem ved om den havde været vinderen, hvis den havde været placeret som vin nr. 1 i finalen? I hvert fald - som de 2 andre Guigal enkeltmarks Côte-Rôtie’er - en usandsynlig lækker, charmerende og forførende vin, som jeg også selv havde på en (delt) 1.plads. Man må tage hatten af for Guigal, når hans 3 vine kan dominere smagningen som det skete her med vinderen af finalen og 2 semifinale-vindere. Men igen må jeg undre mig over, at La Turque ikke kom i finalen – det må skyldes en ”mental masse-psykose”. La Mouline 1990 blev i øvrigt nr. 2 i Wine Spectators -Top 100” i 1994 - efter Caymus Special Selection 1990, men med samme karakter: 98/100. Gæt: Guigal La Landonne? Det var en kæmpe oplevelse at smage så mange spændende, hærlige vine på en weekend. Bordeaux-vinene var rent modenhedsmæssigt nogenlunde som forventet. En del vine var begyndt at blive drikkemodne og behagelige, om end de utvivlsomt kan holde længe, mens enkelte nok hovedsagelig skuffede, fordi de slet ikke var modne endnu (f.eks. 1. Crus Medoc). Årgangen er meget karakteristisk i Bordeaux, og det er næsten som om, at denne har præget vinene mere end deres individuelle personlighed. Det var ikke mindre spændende at smage så mange store oversøiske vine, og et gennemgående træk ved disse var, at de faktisk generelt havde god kompleksitet, og var forbavsende lidt udviklede. Den ganle skrøne om, at oversøiske vine "ikke holder" eller "ikke udvilker kompleksitet", holder ikke længere. Tværtimod var nogle af de californiske vine mindre udviklede end visse af Bordeaux-vinene.

Resultat af finalen Navn Placeringspoint 1 "La Mouline", Guigal, Côte Rôtie, Rhône 77 2 Ch. L’Angelus, Grand Cru Classé St. Emilion, Bordeaux 70 3 Ch. Beausejour Duffau-Lagarosse, GCC St. Emilion, Bordeaux 41 4 Ch. Rayas, Châteauneuf-du-Pape, Rhône 35 5 Ch. Leoville Poyferré, 2. Cru St. Julien, Bordeaux 31 6 Ch. de Beaucastel, Châteauneuf-du-Pape, Rhône 30 7 "La Landonne", Guigal, Côte-Rôtie, Rhône 25 8= Ch. Pichon-Longueville Baron, 2. Cru Pauillac, Bordeaux 21 8= Ermitage Cuvée Cathelin, Chave, Hermitage, Rhône 21 10 Caymus Special Selection, Napa Valley, Californien, USA 20 11= La Tâche, Domaine de la Romanée-Conti, Grand Cru, Bourgogne 19 11= Le Pin, Pomerol, Bordeaux 19 13 Ch. Petrus, Pomerol, Bordeaux 16 14= Richebourg, Leroy, Grand Cru, Bourgogne 13 14= Henschke Hill of Grace, Eden Valley, Australien 13 14= Ch. Clinet, Pomerol, Bordeaux 13 17 Penfolds Grange, Barossa Valley, Australien 9 18 Henri Bonneau Cuvée Celestins, Châteauneuf-du-Pape, Rhône 2 19 Vega Sicilia Unico 0 20 ArborinaAltare, Barolo, Italien 0 ... Min point-rækkefølge fra finalen bedømt efter en 100-skala (1. kolonne) og min tidligere bedømmelse af de tilsvarende vine samt i () angivelse af, i hvilken semifinale de blev smagt (2. kolonne) 1= La Mouline 99 (2) La Mouline 98 1= Leoville-Poyferré 99 (4) Leoville Poyferré 97 1= Pichon-Baron 99 (3) Pichon-Baron 98 4= Le Pin 98 4= Clinet 98 (3) Clinet 96 4= La Tache 98 4= Leroy Richebourg 98 4= Chave Hermitage Cuvée Cathelin 98 9= Petrus 97+ 9= Beausejour Duffau-Lagarosse 97+? (3) Ch. Beausejour-Duffau-Lagarosse 95 11= Guigal La Landonne 97 (4) Guigal La Landonne 99 11= Henri Bonneau Cuvée Celestins 97 11= Beaucastel 97 (1) Ch. de Beaucastel 97 14= L’Angelus 96 (3) Ch. L’Angelus 96 14= Rayas 96 (1) Ch. Rayas 96 14= Penfolds Grange 96 (1) Penfolds Grange 96 14= Henschke Hill of Grace 96 (1) Henschke Hill of Grace 94 18= Caymus Special Selection 95 (2) Caymus 96 18= Vega Sicilia "Unico" 95 (4) Vega Sicilia "Unico" 96 18= Altare Arborina Barolo 95 (4) Altare Arborina Barolo 95